Røde roser i Sarajevo

2018-04-24T11:35:35+00:00 lørdag, 10. marts, 2018|

Borgerkrigen i Bosnien-Hercegovina og den fire år lange og brutale belejring af Sarajevo satte sit markante aftryk på byen. Med freden fulgte et vigtigt spørgsmål: Hvordan skulle sarajevanerne – muslimer, serbere og kroater – formidle deres blodige historie, og stadig kunne leve sammen? I artiklen kigger vi nærmere på nogle af byens mindesmærker, og hvad for en historie de fortæller os.

Reportage af Jimmy Munk Larsen

10.03.2018 | MINDESMÆRKER | “Tror du vi begynder at slå hinanden ihjel, når Tito dør?” Spørgsmålet blev stillet af én jugoslav til en anden, da de i de glade 1970’ere sad på deres stamcafé og nød en kop kaffe.

Tyve år efter kendte hele verden svaret. Efter Anden Verdenskrigs uhyrligheder, var det ellers lykkedes Josip Broz Tito at samle sydslaverne i en levedygtig jugoslavisk føderation. Med en jernnæve holdt Tito sammen på delrepublikkerne, og slog hårdt ned på enhver nationalisme, hvad enten den var serbisk, kroatisk eller muslimsk. Da statsfaderen døde i 1980, begyndte hans Jugoslavien at smuldre. Nationalisterne vejrede morgenluft, og snart kom de til magten i Serbien og Kroatien. I 1991 brød krigen ud, og Jugoslavien faldt fra hinanden.

Jugo-nostalgi. – Foto: Jimmy Munk Larsen.

Den evige flamme
Ét af de markante mindesmærker i Sarajevo er den evige flamme, der ligger hvor den østlige ende af hovedgaden Maršala Tita slutter. Det blev indviet den 6. april 1946 til ære for patrioterne i Sarajevo – serbere, muslimer og kroater – der faldt under besættelsen. Præcist ét år tidligere, den 6. april 1945 blev Sarajevo befriet. På præcis samme dato i 1992 brød krigen i Bosnien-Hercegovina ud. Under de bosniske serberes belejring blev monumentet – som alt andet – ramt af skud fra bjergene. I modsætning til mange af Sarajevos andre vartegn, er det for længst besluttet, at den evige flamme ikke skal restaureres. Skudhullerne fra 1990’erne skal derimod tjene som et mindesmærke oveni det oprindelige mindesmærke. De minder os alle om, at belejrerne ikke kun var i krig mod muslimerne og kroaterne – de var også i krig mod Titos Jugoslavien.

Den evige flamme. Skriften på væggen er i jugoslaviske farver – med skudhuller fra 1990’erne. – Foto: Jimmy Munk Larsen.

Soldater i bobslædebanen
I 1984 var Sarajevo vært for vinter-OL. Udover at det olympiske flag ved en fejl vendte på hovedet, da det blev hejst, gik legene som forventet. Østtyskland og Sovjetunionen løb med de fleste medaljer, mens sloveneren Jure Franko vandt Jugoslaviens første medalje ved et vinter-OL. Ni år senere var mange af de olympiske faciliteter omdannet til minefelter. Bobslædebanen på Trebević-bjerget blev brugt som artilleri-position, hvorfra Sarajevo blev beskudt. Banen er i dag et surrealistisk udflugtsmål, hvor man kan prøve at forstå, hvordan noget så uskyldigt kunne ende så tragisk.

Bobslædebanen på Trebević. – Foto: Jimmy Munk Larsen.

Suada og Olgas bro
Den 5. april 1992 blev der afholdt en stor fredsmarch, der bestod af mellem 50.000 og 100.000 mennesker – muslimer, kroater og serbere. To af demonstranterne – Suada Diberović, der var muslim og Olga Sučić, der var kroat – blev midt i markeringen skudt på Vrbanja-broen. Skuddene blev affyret af bosnisk-serbiske snigskytter på Holiday Inn-hotellet. Suada og Olga blev Sarajevos første ofre, og Vrbanja-broen hedder i dag Suada og Olga-broen. Midt på broen sidder en mindeplade, der bærer deres navne, fødsels- og dødsår samt en kort tekst. Hverken deres eller deres bødlers etnicitet udpensles. Snigskytterne skelnede ikke mellem muslimer, serbere og kroater – de skød på alt og alle. Gaderne Zmaja od Bosne og Meša Selimović Boulevard blev kendt som Sniper Alley. I 1993 blev Suada og Olga-broen igen centrum for en tragedie. Et ungt kærestepar, Boško Brkić og Admira Ismić, forsøgte at flygte ud af Sarajevo, men blev skudt på broen. Deres historie blev i hele verden kendt som Sarajevos Romeo og Julie. Han var serber – hun var muslim.

Mindeplade på Suada og Olga-broen. – Foto: Jimmy Munk Larsen.

Håbets tunnel
Det bedste sted at lære om belejringen er på Sarajevo Tunnel Museum, lige syd for Butmir-lufthavnen. Sarajevo var helt afskåret af den bosnisk-serbiske hær, da bosnierne i 1993 gravede tunnellen fra det bosnisk-kontrollerede område og under lufthavnen til andre bosnisk-kontrollerede områder. Tunnellen gjorde det muligt at smugle ikke blot mad og nødhjælp men også våben og mennesker ind og ud af Sarajevo. Huset med indgangen til tunnellen blev efter krigen omdannet til museum, og man kan i dag komme ned og gå i en lille del af tunnellen. I museets formidling lægges der meget vægt på, ikke at fremstille det som en krig mellem muslimer og serbere. Den bosnisk-serbiske hær kaldes ret konsekvent for aggressoren – uden der sættes etnisk tilhørsforhold på.

Håbets tunnel. – Foto: Jimmy Munk Larsen.

Stadion Grbavica
Efter en tur til Srebrenica fortalte guiden, at hvis man ville opleve spændingerne i Bosnien, skulle man tage ind og se en fodboldkamp – vel at mærke en kamp mellem to klubber med forskelligt etnisk tilhørsforhold. Samme aften spillede Željezničar mod Borac Banja Luka på Stadion Grbavica i Sarajevo. Bosnisk-serbiske fans har tidligere haft ståltråd med til fodboldkampe, som symbol på den ståltråd ofrene for Srebrenica-massakren blev bundet med, ligesom de har sunget Nož, žica, Srebrenica (kniven, pigtråden, Srebrenica). Nogle gange tilføjes Biće repriza (Der kommer en gentagelse). Det er måske bare en fodboldkamp, men den handler om alt andet. Željo vandt 1-0 efter en kamp hvor begge hold fik et rødt kort – og de bosnisk-serbiske fans eskorteredes ud af stadion allerede ved halvleg. Modsætningsforholdene er der stadig. I Mostar fortalte en bosniak, at man kan gennemskue en bosniers etnicitet ud fra hvilken øl han drikker. Muslimerne drikker Sarajevsko, serberne Nektar og kroaterne sværger til importerede øl fra Kroatien. Der er lang vej til forsoning.

Stadion Grbavica. – Foto: Jimmy Munk Larsen.

De røde roser
Sarajevo-roserne hører til de mest kendte mindesmærker i byen. Når mortérnedslag slog mindst ét menneske ihjel, blev det markeret ved at fylde hullet med rød harpiks. Oprindeligt var der næsten hundrede Sarajevo-roser, som udgjorde et makabert minde om krigen. Roserne forsvinder dog løbende i takt med at asfalten udskiftes. Fra officiel side er det nu blevet besluttet at bevare og vedligeholde de tolv Sarajevo-roser, hvor mindst tre mennesker blev dræbt. Én rose dækker over brødkø-massakren den 27. maj 1992, hvor 16 mennesker der stod i kø til brød blev dræbt i et mortérangreb. Andre roser dækker over de to Markale-massakrer i februar 1994 og august 1995, hvor henholdsvis 68 og 37 mennesker blev dræbt i mortérangreb rettet mod markedspladsen. Mortérerne skelnede ikke mellem muslimer, serbere og kroater. Det gør Sarajevo-roserne heller ikke.

Sarajevo-rose. – Foto: Jimmy Munk Larsen.

Stikpille til verden
På en liden placering, gemt bag Caffe Tito, står et specielt mindesmærke. En dåse canned beef med et EU-flag på. Monumentet fortæller os, at det er et monument til det internationale samfund, fra taknemmelige borgere i Sarajevo. Udover at stikke til det internationale samfund, minder monumentet byens overlevende om en tid med krig, granater og snigskytter – og kød på dåse, der smagte lige dårligt, om du var muslim, serber eller kroat. Belejringen af Sarajevo sluttede den 29. februar 1996. Da havde den varet i 1.425 dage – mere end et år længere end belejringen af Leningrad, og tre gange så længe som Slaget om Stalingrad.

Et monument til det internationale samfund, fra taknemmelige borgere i Sarajevo. – Foto: Jimmy Munk Larsen.

Jimmy Munk Larsen er cand.mag. i Historie og Kulturarvsformidling fra Aalborg Universitet. Han har arbejdet med modsætningsforholdet mellem serbere og kroater, krigen i Jugoslavien og skrev speciale om, hvordan gravminder på Vorupør Gamle Kirkegård kunne bruges til at formidle fortiden.

Foto i artiklens top: Jimmy Munk Larsen.