Populær russisk blockbuster-film ramler direkte ned i debatten om patriotisme og revisionisme, for den er ikke helt tro mod historien. Ifølge den russiske minister for undervisning og videnskab er historie ikke en objektiv videnskab, hvorfor myter derfor har en central rolle i historien.

04.01.2017 | HISTORISK FILM | En ekserserplats. Det sner. En befalingsmand råber til sine mænd:
– Bag os er ikke kun Moskva (…)
Der klippes til soldaterne. Omkring hver anden ser ud til at komme fra Centralasien
– (…) ikke kun hele vores umådelige fædreland (…)

Der klippes til befalingsmanden, der efter en lille pause siger:
– I nat kigger hele verden på os med tilbageholdt åndedræt (…)

Allerede hér vil ethvert russisk og centralasiatisk barn have gættet, at det her er traileren til en film om de 28 værnepligtige fra det kasakhisk-kirgiske motoriserede regiment 1075, der – under ledelse af general Ivan Pamfilov – tørnede sammen med den tyske overmagt udenfor Moskva 16. november 1941. Der er skrevet sange om dem, rejst mindetavler for og statuer af dem og nu også lavet en film om dem.

Filmen Pamfilovs 28 er crowdsourcet. I 2013 havde 31.000 russere rejst 31 mio rubler til filmen. I 2014 fik filmen yderligere 30 millioner rubler fra det russiske kulturministerium og 10 millioner fra det kasakhiske kulturministerium. Den fortæller historien om et af de 45 “etniske” regimenter i den røde hær, som spillede en nøglerolle i krigens første svære år.

Ikke helt autentisk
Filmen, der havde premiere den 26. november 2016, er voldsom. Der er ingen afskedsscener med koner og kærester, kun heltmodige kampe mod den tyske overmagt og da filmens titel toner frem må lærredet står der “Pamfilovs 28” i næsten samme skrifttype som i filmatiseringen af Frank Millers voldsorgie, tegneserien “300 spartanere.”

Dén association er der flere der har fået. Flere anmeldere og historikere har påpeget, at plottet næsten er ren fiktion. Både i 1948 og i 1988 viste hemmelige interne undersøgelser i Den Røde Hær, at heltegerningen var opdigtet. Nærmere bestemt stammede den fra artikler i den røde hærs avis, Røde Stjerne. Den første bar navnet “Pamfilovs 28 heltes testamente” og fortalte, hvordan halvtreds tyske kampvogne havde bevæget sig mod de sovjetiske stillinger. Eń soldat havde villet overgive sig, men “nogle Soldater skød, uden at veksle Ord, uden at have faaet Kommando hertil, Kujunen og Forræderen …”.  Videre fortæller artiklen, at “de faldt alle otteogtyve. De omkom, men lod ej Fjenden slippe forbi…”

Den nødvendige løgn
Den Røde Hærs egne undersøgelser viser imidlertid, at den hårdt sårede og døende soldat, der angiveligt havde været avisens kilde, var faldet to dage før slaget ved Dubosekovo. Fem af de 28 var slet ikke døde, og ifølge de tyske militærarkiver, mistede de tyske tropper ingen kampvogne under slaget.

Men dér i slutningen af 1941 havde sovjetborgerne virkelig brug for godt nyt fra fronten, og artiklerne om de 28 helte var netop det. Og hvem ved – måske var beretningerne om heltegerninger ved fronten med til at gøre udslaget. I løbet af november og december 1941 fik Den Røde Hær bremset den tyske fremrykning, det første tilbageslag for Hitlers krigsmaskine siden 1939. Hen over 1942 digtede Røde Stjerne videre på legenden om de 28 helte. Sidst i januar bragte avisen en liste med navnene på de 28 helte, og i juni blev de alle posthumt tildelt medaljen Sovjetunionens helte.

Patriotisk bølge
Det er derfor faldet en del historikere og journalister for brystet, at filmens instruktør er blevet tildelt det russiske militærhistoriske selskabs medalje “for troskab overfor den historiske sandhed” og at den russiske minister for undervisning og videnskab har udtalt, at historie ikke er en objektiv videnskab, og at myter derfor har en central rolle i den. Kritikken har imidlertid været koncentreret omkring de få kremlkritiske medier i Moskvas millionbyer.

Det er i forvejen ikke let føre en åben debat om Anden Verdenskrig, der kostede 26 millioner sovjetborgere livet. Emnet er ikke blevet mindre urørligt af, at russiske regime siden foråret 2014 har skruet voldsomt op for den patriotiske retorik. Kreml fremstillede “genindlemmelsen” af Krim og (officelt kun moralske) støtte til udbryderrepublikkerne i det østlige Ukraine som en kamp mod ukrainsk fascisme, det fuldstændigt samme fænomen som russernes bedste- og oldeforældre gav deres liv for at udrydde. Præsident Putin har forsvaret Sovjetunionens indgåelse af Hitler-Stalin-pagten, og i enkelte regioner har man igen opstillet statuer af Stalin.

En hellig legende
I de statskontrollerede medier er kritikken af Pamfilovs 28 derfor kun indirekte kommet frem i form af latterliggørende og fordømmende udtalelser af blandt andet kulturminister Vladimir Medinskij:

“Om de var 28, 30, 38, eller sågar 48 – ud af 130 det ved vi ikke. Og ingen ved det eller vil nogensinde finde ud af det. Og det giver ikke mening af forsøge at finde ud af det. Fordi deres heltegerning er symbolsk og på niveau med de 300 spartaneres,” sagde Medinskij og fortsatte:

“Det er min allerdybste overbevisning, at selvom denne historie var opdigtet fra start til slut, selv hvis Pamfilov ikke havde eksisteret, selvom der ikke var noget — så er det en hellig legende, som man ikke må røre. Og folk der gør det, er uforbederligt afskum,” udtalte Medinskij.

Helteskikkelser
Medinskijs kollega, ministeren for uddannelse og videnskab har også bakket op omkring filmen: “(…) uden helte, uden helteskikkelser i form af historiske figurer går den ikke. Om du er lille eller voksen, så skal du have et ideal, som du kan stræbe efter.”

Og måske har russerne brug for helte fra fortiden. Den femte december var Pamfilovs 28 efter knap to uger i biograferne — blevet set af 3,4 millioner russere og havde tjent sit budget ind to gange.

Jesper Gormsen er skribent på Magasinet Europa

Billlede i artiklens top: Pavel Golovkin/AP/Polfoto