Russiske ambitioner om et Storeuropa

2017-06-30T10:08:12+00:00 Af |Kommentar|

Med den seneste udvikling i Ukraine og på Krimhalvøen, og røster om en ny kold krig, er det værd at kigge nærmere på de russiske tanker om et Storeuropa. Rusland har en vision om et Europa, der uden delelinjer strækker sig fra Lissabon til Vladivostok. Den Europæiske Union skal samarbejde med den forestående russiskledede union i Eurasien, lyder det fra Moskva. 

3.3.2014 | RUSLAND | Tilbage i 1980’erne lancerede Michael Gorbatjov sin vision om Europa som vores ”fælles hus” – et samarbejdende Europa fra Lissabon i vest til Vladivostok i øst. En idé der dengang faldt i god jord hos mange i Vesten. I dag, 30 år senere, bliver vi præsenteret for de samme visioner fra russiske ledere, men modtagelsen er nu mere kølig.

Anno 2014 er forholdet mellem EU og Rusland ikke godt, men skal vi ud af koldkrigstankegangen, er det værd at studere de russiske planer og idéer.

En ny europæisk stormagtskoncert
Hvad går præsident Vlademir Putin og premierminister Dmitrij Medvedjev’s plan for Europa ud på? Enkelt sagt er det en fortsættelse af Gorbatjovs tanker med regionale institutioner som overbygning. I Vesteuropa har vi et EU domineret af Tyskland og i SNG-området er en eurasisk union under fortsat opførelse med Rusland som entreprenør.

De to dele af det ”store Europa”, i Putin’s vision, skal efter Ruslands opfattelse anerkende hinanden, og samarbejde på lige vilkår og ”uden delelinjer” med EU på den ene side og det eurasiske regionale samarbejde på den anden. Ruslands planer for et Storeuropa er ikke alene økonomiske, men i høj grad også geopolitiske, med det formål, at begrænse konkurrencen fra EU og Kina i Ruslands ”nære udland”.

Rusland ønsker samtidig den såkaldte ”stormagtskoncert” genoplivet. Tanken bag ”stormagtskoncerten” går tilbage til afslutningen på Napoleonskrigene i 1815, hvor diplomati, gensidig respekt og magtbalancering gik hånd i hånd. I dag skal ”koncerten” have Rusland, Tyskland og Frankrig som kernestaterne, men det møder langtfra velvilje i alle EU-lande.

En eurasisk Union i støbeskeen
Siden Sovjetunionens opløsning i starten af 1990’erne har Rusland kæmpet for at bevare mest muligt af sin politiske og økonomiske indflydelse inden for det ”eurasiske rum”, der begynder ved EU’s Schengen-grænse mod øst.

Det begyndte med dannelsen af SNG, Sammenslutningen af Uafhængige Stater, der imidlertid ikke kom til at leve op til de økonomiske og politiske forventninger.

Fra årtusindeskiftet kom der mere fart på planerne. Det begyndte i 2000 med lanceringen af det Eurasiske Økonomiske Fællesskab, bestående af fem lande: Rusland, Kasakhstan, Hviderusland, Tadjikistan og Kirgisistan. Senere kom en eurasisk udviklingsbank og en fælles fond for uddannelse, forskning og kultursamarbejde samt en antikrise-fond.

Et nyt spring fremad var etableringen af en toldunion, foreløbigt bestående af Rusland, Hviderusland og Kasakhstan. Toldunionen trådte i kraft i 2010,  og i den forbindelse er der blevet etableret den særlige Eurasiske Økonomiske Kommission med en personalegruppe på omkring tusind og ønsket om at harmonisere love og regler.

I 2012 blev planen om at omskabe toldunionen til et nyt ”fælles økonomisk rum” introduceret. Målet er at videreudvikle samarbejdet og i 2015 skabe en decideret eurasisk union; evt. sammen med Ukraine.

Samhandelen mellem de nuværende tre lande i toldunionen er dog stadig begrænset og forhandlingerne meget konfliktfyldte. Især samhandelen mellem Hviderusland og Kasakhstan er minimal. De største problemer er Ruslands størrelse og dominans, typen af markedsøkonomi og en manglende erfaring med økonomisk integration.

Ukraine har været begrænset til observatør i toldunionen. Et fuldt ukrainsk medlemskab af toldunionen er nu endnu mindre sandsynligt efter de sidste dage og ugers begivenheder, og spørgsmålet er også, om Rusland i virkeligheden ønsker det. Omvendt kan et fælles økonomisk rum for et ”Storeuropa uden delinger” i Moskvas optik modvirke økonomisk konflikter og geopolitisk koldkrig mellem EU og Rusland om netop Ukraine.

EU udviser ikke samarbejdsvillighed
EU er ikke meget for at forhandle med og anerkende Den Eurasiske Økonomiske Kommission, ganske som Rusland helst forhandler med de enkelte EU-lande, når det gælder økonomiske aftaler.

Ikke alle økonomer og forretningsfolk i Vesteuropa afviser dog tanken, og der har også tidligere været forhandlinger mellem EU og Rusland om en brobygning mellem ”det europæiske og det eurasiske rum”, der indtil nu har været resultatløse på grund af for lavt engagement og politisk modvilje.

Ender konflikten omkring Ukraine uden en ny, længerevarende kold krig vil EU og Rusland sandsynligvis genoptage arbejdet med at få skabt et ”fælles rum” eller et ”eurasisk EFTA”. Det kan være den bedste udvej for Ukraine, da hverken EU eller Rusland alene kan bære at bringe Ukraine på ret køl.  Men vejen er lige nu både lang og svær.

Søren Riishøj er lektor ved Syddansk Universitet og skribent på Magasinet Europa

Billede i artiklen top: Flickr Creative Commons / Nico Paix