“Så fortæl mig, hvad pokker alternativet til EU kunne være”

EU’s akutte kriser hverken kan eller skal tales væk. Men de færreste europæere ser, at unionen faktisk arbejder sig fremad og pragmatisk knuser problemer på sin vej. Det mener politologiprofessor Mathias Jopp fra det tyske Institut for Europæisk Politik, der ikke orker mere gratis sammenbrudssnak.

12.04.2017 | TEMA: ROM-TRAKTATEN 60 ÅR | Le Pen og Brexit. Så kort kan EU’s mest akutte indre udfordringer formuleres her i 60-året for Rom-traktaten, der blev underskrevet den 25. marts 1957 i den italienske hovedstad.

Selv om mange europæere har åndet lettet op efter Geert Wilders’ upåfaldende valg i Holland, er der stadig knaldhårde Brexit-forhandlinger forude, og det kommende franske valg fylder med EU-modstanderen Marine Le Pen stadig så meget, at man næsten kan glemme Europas egentlige problemer: flygtningepres, lavvækst, gældsbyrder, arbejdsløshed, østeuropæisk demokratiundergravning, det transatlantiske forhold, sikkerhedspolitik i terrortider. Og omkring os Ukraine, Tyrkiet, Syrien og Libyen.

Succesfuld krisehåndtering
Nævn en krise – Europa har den, kunne man fristes til at sige. Men det er ganske overdrevet, hvis man spørger Mathias Jopp, leder af Institut für Europäische Politik, der siden 1959 har leveret videnskabelige analyser af og anbefalinger til europæisk politik og integration.

“Ja, der er mange parallelle kriser lige nu. Men det er langt fra så slemt, som mange – især højrepopulister – i Europa vil gøre det til. Det er sprængfarligt. Uden selv at have realistiske alternativer kan højrepopulismen bidrage til at ødelægge det vigtigste, vi har opbygget i den blodige europæiske historie og civilisation, nemlig EU – en kollektiv udøvelse af de interesser, vi deler. Et alvorligt EU-opgør i Frankrig kunne blive enden på Den Europæiske Union som vi kender den,” mener Mathias Jopp og tegner et ordbillede af en bil, der er kørt fast i mudderet – uden mulighed for hverken at bakke eller accelerere.

Det sker dog næppe – professoren er “forholdsvis rolig” ved, at franskmændene nok skal besinde sig på Europa, som han formulerer det. Brexit får ham derimod til spontant at ryste på hovedet.

“Brexit er en alvorlig belastning, der kommer til at absorbere store dele af EU’s kræfter de næste to år. Det bliver dyrt for briterne, og det bliver dyrt for europæerne. Jeg er ikke mod folkeafstemninger, men Brexit-afstemningen havde jo nærmest forfatningsrang. Det var på kanten af det uagtsomme at gennemføre en folkeafstemning med simpelt flertal om noget så essentielt,” siger Mathias Jopp.

“Nu må vi prøve at løse det britiske problem og så vente på handlingsduelige, europæisk orienterede regeringer i Holland og Frankrig. I den her afventende situation kan vi ikke gå offensivt til traktatændringer og de store visioner – og det må vi forklare offensivt. Omvendt må vi også prøve at formidle, at vi langt fra har opbrugt det potentiale, som EU-traktaterne faktisk giver os. Jeg deler absolut ikke den her klagesang om, at nu er alt pludselig helt forfærdeligt i EU. Unionen har tacklet nogle enorme kriser pragmatisk og overvejende fornuftigt. Her ser kritikerne hverken på, hvad der allerede er gjort, eller hvad der stadig er muligt inden for rammerne af de gældende traktater.”

Forbedret fundament
Et eksempel på succesfuld krisehåndtering ligger ifølge Mathias Jopp inden for det økonomiske område og i valutasamarbejdet. Han peger her både på den såkaldte Sixpack, en finanspolitisk lovpakke om økonomisk disciplin fra 2011, på ESM-redningspakken og på bankunionen, som stadig er under konstruktion.

“Euro-zonen er i dag langt mere stabil end for fem år siden. Desuden er der en minimal vækst at spore. Det er måske kun en smal lysstribe i horisonten, men den er der,” mener Mathias Jopp.

“Der er åbenlyse fejl og mangler i EU’s økonomiske system, men det er vi jo ved at udbedre. Vi har skabt én centralbank med 19 forskellige fiskalpolitiker. Det er klart, at det ikke bare uden videre kan gå godt, og det gjorde det heller ikke, da den første alvorlige krise kom. Derfor har vi forbedret fundamentet med stabilitetsmekanismen, med Twopack, Sixpack, fiskalpakten osv. De her tiltag er bygget ind efterhånden, og det har faktisk fungeret. Hvis den slags udbedringer ikke lykkes inden for traktaterne, så lykkes det i reglen uden for dem med tillægstraktater,” siger Mathias Jopp, der kalder Lissabon-traktaten for “en gennemarbejdet traktat med stort handlerum.”

“Hvis du spørger konservative tyske økonomer, har ECB selvfølgelig underløbet alle mål og principper for en stabil valuta, både med de enorme støtteopkøb og med det meget lave renteniveau – som i parentes bemærket også har været en velsignelse for tysk økonomi. Nogle af de sydeuropæiske lande ser det selvfølgelig omvendt. Jeg forventer, at ECB i den nærmeste fremtid begynder at skrue ned for de mere akutte kriseredskaber og -politiker. Det vil måske gøre ondt på nogle sydeuropæiske lande, men her må de også selv se på de strukturelle problemer, der ligger bag,” siger Mathias Jopp og vugger med hænderne.

“Kompromisser, kompromisser. Hele den europæiske konstruktion er vokset ud af et fundamentalt problem, nemlig krige mellem en række nationalstater. EU er et historisk eksperiment, og det har været svært hele vejen. Se fx på udvidelserne. Mitterand og Thatcher så hellere to end én tysk stat, så spørgsmålet var, hvordan man kunne pakke det her Tyskland ind i Europa. Det var jo et af målene i Maastricht-traktaten. Her kom efterhånden den politiske union til, og derefter østudvidelsen, selvom mange vesteuropæiske lande ikke ønskede det, mens Tyskland af historiske grunde ønskede soningen. Samtidig ville de nordiske lande have de baltiske stater med. Det var en lang og snørklet proces – fra murens fald til 2004. Trods kritisable forhold i nogle østeuropæiske lande, var det – set i bakspejlet – rigtigt at knytte dem til Europa, at støtte de kræfter, der stræbte mod demokrati og markedsøkonomi,” siger Mathias Jopp.

Han peger ud af vinduet – ud over Berlin og mod øst.

“Det er unægteligt svært i forhold til Polen lige nu. Et land, som protesterer mod sin egen landsmand som formand for Det Europæiske Råd, fordi han er for europæisk sindet… Men i den slags kriser som den polske skal vi ikke glemme det lange perspektiv.”

Ingen revolution
I den europæiske presse skorter det i de nuværende kriser ikke på forestillinger om sammenbrud og opbrud i Europa. I Tyskland har den prominente politolog Herfried Münkler ud fra et magtteoretisk perspektiv for eksempel skitseret en række mulige scenarier og nye fraktioner efter opløsningen af balancen mellem Berlin, Paris og London. Ved siden af den værste variant, den ukontrollerede opløsning, anser Münkler det for sandsynligt, at EU kan falde i tre mere homogene blokke, en nordblok, en østblok og en sydblok.

“Alle de her forfalds-spekulationer bruger jeg ikke så meget tid på. Se for eksempel på Visegrad-gruppen (Polen, Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn, red.). De har til dels haft deres egen agenda, men der er også opstået konflikter mellem disse stater internt, så jeg ser dem ikke som en egentlig sammenhængende gruppe. De afgørende forskelle ser jeg nærmere i, hvilke lande, der for eksempel er medlemmer af de vigtige samarbejder som eksempelvis euroen og Schengen, og hvilke der ikke er. I disse store kredse har der det sidste årti været store kriser, men også stærke, pragmatiske svar,” siger Mathias Jopp.

På trods af de mange gensidige bebrejdelser og de mange kriser, hvor der ofte stilles spørgsmålstegn ved grundlæggende konstruktioner som euroen, Schengen eller hele den parlamentariske opbygning af EU, kan Mathias Jopp med egne ord “ikke se noget momentum for en EU-revolution eller en helt ny grundlægning af unionen.”

“Med mindre Le Pen – mod forventning – løber med sejren, kan jeg ikke se, hvorfor Europa ikke skulle arbejde videre inden for de nuværende traktater og rammer – og bygge om på dem og videre på dem. De stater, som ønsker yderligere integration, må her finde løsninger for, om og hvordan de kan gå videre ad den vej,” siger Mathias Jopp.

På det uformelle topmøde på Malta i februar, omtalte den tyske kansler Angela Merkel netop dette punkt ganske åbent for første gang: muligheden af et EU i forskellige tempi – at nogle EU-lande altså kan fortsætte integrationen, selvom ikke alle vil være med. I starten af marts diskuterede Tyskland, Frankrig, Spanien og Italien i forlængelse heraf mulige veje til yderligere integration indenfor bl.a. forsvars- og skattepolitik.

Det ville være en tilsnigelse at sige, at katten dermed er ude af sækken, mener Mathias Jopp.

“I så fald er det en temmelig gammel kat, som måske bare ikke har vist sig så meget i offentligheden. Det kan selvfølgelig opfattes som en trussel især i de mindre lande – at de store bare sætter sig igennem og sætter reglerne. Men jeg ser det også som noget positivt, at de fire største lande nu sætter sig ned sammen og tænker fremad. Sådan gik det jo også med EU’s charter om de grundlæggende rettigheder, med Schengen og flere andre grundlæggende udviklinger: også her gik en håndfuld lande i forvejen og de fleste fulgte sidenhen efter.”

Med Mathias Jopps og Institut for Europæisk Politiks fokus på europæisk integration er EU iflg. institutlederen kommet langt ad denne eksperimenterende vej.

“Se for eksempel hvad Mogherini (EU’s “udenrigschef” Federica Mogherini, red.) præsterer udenrigspolitisk – blandt 28 stater med meget forskellige interesser. Hvem kunne have forestillet sig det før Maastricht? Den fælles udenrigs- og sikkerhedspolitik er et godt eksempel på noget, der er vokset ud af historiske processer. Så må vi også prøve at arbejde med det, vi har,” siger Mathias Jopp.

Reformer efter 2019
Med sin pragmatiske synsvinkel har Mathias Jopp ikke just store forventninger til den kommende tid, hvor der skal der fremlægges skitser til et EU uden Storbritannien, og hvor der især skal kigges på migrations-, sikkerheds- og forsvarspolitik.

“Der er næppe nogen, der end vil prøve på at udføre mirakler op til det franske valg,” som han siger.

Først mod slutningen af 2017, efter det tyske valg, vil der atter begynde at komme gang i de debatter, der vil præge den videre færd frem mod valget til Europa-Parlamentet i 2019, mener han.

“Først efter 2019 ser jeg for mig, at der vil blive gået offensivt til de store reformtemaer og traktatændringer. Og så er der problemer nok at løse.”

Blandt de store problemer nævner han ikke bare ungdomsarbejdsløshed, vækst og eurostabilitet, men også flygtningespørgsmålet, asylspørgsmålet og EU’s ydre grænser. Men selv da talen falder på flygtningekrisen, som har skabt historisk stor indre splid i EU, er Mathias Jopp forholdsvist fortrøstningsfuld.

“Det var en enorm fejl, at vi i den tidlige Schengen-fase ikke tog os tilstrækkeligt af de ydre grænser – i øvrigt langt hen ad vejen også en tysk fejl. Vi sad bekvemt her midt i Europa og bad de andre om at udføre vores fælles job. Vi taler om flygtningekrisen, men vi mærker i dag, at migrationspresset ikke går over af sig selv. Det er europæerne langsomt ved at forstå. Om det så handler om grænsesikring, fordeling af flygtninge eller udviklingsstøtte, skal der skabes mere solide solidaritetsmekanismer. Til nøds må vi her igen starte med de stater, der ønsker at deltage,” siger Mathias Jopp, der ser det som endnu en proces, hvor EU har måttet lære, afstemme, reagere og agere på én gang.

“Selv flygtningekrisen har EU taget grundigt fat i og fået skabt forholdsvist ordnede tilstande – hvilket selvfølgelig stadig afhænger af det svære forhold til Tyrkiet. Her ser jeg også kun en fælles europæisk vej, ligesom i de mere langsigtede internationale spørgsmål om for eksempel Syriens eller Libyens fremtid. De her store kriser afspejler en verden, der er blevet mindre. Hermed er de direkte europæiske interesseområder blevet stærkt udvidet – for eksempel mange tusind kilometer ned i Afrika. Her er europæerne efterhånden ved at forstå, at kriserne omkring os har en virkning i Europa, og at vores støtte, forhold og økonomiske politiker i forhold til de her problemer faktisk kan gøre en forskel. Også for os selv. Men det kræver, at vi trækker i en fælles retning.”

Størrelse betyder noget
Hvor EU-kritikerne “skræmmende ofte” vil tilbage til det 19. og 20. århundredes nationalisme, ser Jopp kun en farbar vej i fremtiden: samarbejde.

“Der er konstruktionsproblemer, og EU skal reformeres med tiden. Og ja, det er sandt – de store visioner er lammet i EU. Men for tiden hører jeg så meget gratis Bruxelles-bashing. Jeg plejer at sige: Så sig mig dog, hvordan pokker et alternativ til EU kunne se ud,” siger Mathias Jopp.

“Retorikken er destruktiv, men hvad er så den konstruktive plan? Hvordan er det de 27 stater skal agere hver for sig? Storbritannien kan vise sig at klare det fint, fore eksmpel ved at genoplive gamle bindinger til USA, Australien eller Indien, og ved at blive en offshore-økonomi foran Europas port. Men for det samlede Europa, for alle de enkelte lande, ser jeg absolut ikke en opløsning som nogen løsning. Den almindelige europæer, ja endda den almindelige politiker rundt om i Europa ser ofte slet ikke, hvor dybt sammenflettede de forskellige EU-lande efterhånden er. Der findes i dag knap nok nationale afgørelser, som ikke flankeres af afgørelser på europæisk plan,” siger Mathias Jopp.

Han taler så roligt og smiler så høfligt, at man let kan overhøre de skarpe budskaber.

“Der bliver talt og skrevet så meget om ‘drømmeskibet Bruxelles’ og sagt en masse om, at det hele ikke fungerer, og at det sikkert er EU’s skyld. Ofte kommer det fra folk – og journalister – der ikke aner, hvordan tingene fungerer, og hvorfor de i reglen faktisk fungerer i EU.”

Igen tager Mathias Jopp de historiske briller på for at se det lange perspektiv.

“I begyndelsen af den europæiske integration handlede Europa om supermagternes selvhævdelse inden for Europa. I dag handler det om Europas selvhævdelse i en verden, hvor konkurrencen er blevet global. Her er enorme kræfter og en nærmest ustyrlig rivalitet på spil. Hvis vi betragter tidens protektionistiske tendens, må vi inden for økonomien fastslå: Yes – size matters. Måske er USA faktisk stor nok til at bære sig selv. Det kan Tyskland ikke – eller noget andet europæisk land for den sags skyld. Med 450 millioner uden briterne kan Europa formentlig have en størrelse og en indre efterspørgsel, der er stor nok. For Tysklands vedkommende går 60 procent af landets eksport til det nuværende EU. Her må vi selvfølgelig se, hvordan der kan kompenseres for de procent, der går tabt med Brexit, men alligevel: Det er ikke så lidt, der står på spil,” siger den 67-årige Mathias Jopp og sender en “hilsen til fremtiden”, som han kalder det.

“Som økonomisk historie har de sidste 60 års EU været en uhyre succeshistorie, som jeg i allerhøjeste grad vil opfordre den europæiske ungdom til at kæmpe for. Deres velstand kommer til at afhænge af det.”

Mathias Irminger Sonne er freeelancejournalist, bosat i Berlin.

Foto i artiklens top: Mathias Irminger Sonne.

Læs hele vores tema “Rom-traktaten fylder 60 – Europa, hvad nu?” her.