Separatismen får igen flertal i parlamentet med et mindretal af stemmer

2018-04-12T20:57:38+00:00 Af |Klumme|

Ved regionsvalget i Catalonien den 21. december 2017 vandt Ciutadans en sejr, der ikke kan bruges til stort. De er separatismens argeste modstandere i regionen, men en skæv stemmevægtning til fordel for landområderne sikrer nok engang separatisterne (billedet) et flertal af pladser uden flertal i befolkningen. Det forstår lokalnationalisterne som et genbekræftet folkeligt mandat til løsrivelse, skønt den slags kræver kvalificeret flertal på to tredjedele.

24.12.2017 | SPANIEN | Den catalanske løsrivelsesproces fortsætter efter et regionsvalg, der bliver læst som en folkeafstemning for og imod et brud med resten af Spanien. Begge sider erklærer sig som vindere, men mange vindere hænger med hovedet dagen derpå. Forvirret? Her er fem kendsgerninger om magtbalancen efter valget i torsdags:

1.Valgets vinder er Ciutadans
Det højlydte modstandere af separatisme, Ciutadans (Cs), gik frem og blev det største parti med over en fjerdedel af stemmerne. Partiet repræsenterer i vidt mål de utallige migranter fra fattigere egne af Spanien, som for et halvt århundrede siden kom til det driftige Catalonien og bidrog til at opbygge regionen. Deres børn og børnebørn er født og opvokset her, men venter stadig på at blive regnet for fuldgyldige borgere af fuldblodscatalanerne.

”Det er en historisk dag. Vi har standset nationalismens fremgang,” lyder det internt som et ekko af ledelsens fejring af den store sejr.

”Helt uforståeligt,” siger livredderen Norelia, der har stemt på separatisterne i Esquerra Republicana Catalana. ERC har en reaktionær, katolsk base, men har qua sit venstrerepublikanske navn formået at sælge sin narrativ om at være progressivt. Den kapable unge kvinde har tidligere stemt på de venstreradikale ekstremseparatister i Candidatura d’Unitat Popular. ”Jeg var ikke længere tryg ved CUP.”

”Jeg stemte på hende den søde pige,” lyder det fra den aldrende transvestit Joaquín med kærlig henvisning til Cs topkandidat Inés Arrimadas. ”Men det nytter jo ikke noget.”

Joaquín er oprindeligt fra det ludfattige Extremadura ligesom også forældrene til en succesrig frisør, vi begge kender, som ikke har råd til at stå frem med navn. Frisøren fortalte mig forleden, at det catalanske borgerskab i uptown Barcelona dette efterår har boykottet hans salon, der bærer hans spanske efternavn. Det har ikke været noget problem i de forudgående 20 år.

”Den dyre løsrivelsesproces er blevet betalt med penge fra de sociale kasser. Det er en af de ting, den afsatte regionsregering afventer fængselsdomme for,” sagde den yngre læge Iván Gómez García til mig på valgdagen. Han var valgkontrollant for Cs på valgstedet Folch i Torres i indvandrerkvarteret Raval Sud.

”Sundhedssystemet hænger i laser, og børn går i skole i barakker. Ciutadans udspringer af socialdemokratiet og vil bruge pengene på velfærdsstaten, ikke på nationalistiske projekter.”

Det såkaldt røde bælte i Barcelonas forstæder har da også i vidt mål stemt orange denne gang, fordi Ciutadans modsat de lokale socialdemokrater i PSC er benhårdt imod den chauvenistiske catalanisme. Det er et under, at PSC ikke er gået tilbage efter dette polariserede efterår, og sydfra kræver fremtrædende PSOE-folk en helt ny socialdemokratisk afdeling i Catalonien.

”Hende der Inés vil bare være dronning af Spanien,” lød det hadsk fra en midaldrende kvinde på kaffebaren Mendizabal på valgdagen, og bartenderen gav hende ret. Skønt ingen orkede sige dem imod, var stemningen tung i den separatistiske lejr, mens vi alle ventede på udfaldet. De to er nok blevet i bedre humør siden, for:

”Den sejr kan Ciutadans ikke bruge til noget,” fastslår journalisten Jordi Rovira med rette. Han forstår sig selv som venstreorienteret, men har denne gang stemt på el president og ladet nationalfølelsen veje tungere end social ideologi.

2.Separatisterne har stadig mindretal i befolkningen
47 procent af stemmerne gik til separatistpartierne: lille CUP, store ERC og den undvegne regionsleder Carles Puigdemonts liste Junts per Catalunya (JxC), som mod forventning blev størst af de tre. Listen tjener af uklare strategiske grunde som afløser for det i udgangspunktet borgerlige og moderate PDECat, som er det gamle Convergència i nye, pæne klæder.

Navneskiftet skete, efter at catalanismens grand old man Jordi Pujol viste sig at have lænset landet for midler under sine 23 uforstyrrede år ved magten. Det var den borgerlige Pujol, som fandt på at sælge den nationale tanke som noget progressivt, ja, decideret oprørsk og venstrevendt. Det var også Pujol, som opfandt sloganet om, at ”Madrid ens roba” (Madrid stjæler fra os), som er det klagende kampråb vendt mod omfordelingen over skatterne.

Nationalisterne har haft årtier til at opdrage borgerne i den rette nationale ånd, for en af de mange kompetencer, der ligger på regionalt niveau, er uddannelsessystemet fra vuggestue til universitet. Den anticatalanistiske forening Societat Civil Catalana, der stod bag efterårets store moddemonstrationer, beskriver folkeskolerne som rene patriotfabrikker. Og det er et faktum, at skolen kerer sig mere om at lære børnene catalansk end om at lære dem andre færdigheder og kritisk tænkning af den art, vi i Danmark sætter højt. Det begræder universitetsprofessor John Stone, der har dobbelt canadisk-spansk statsborgerskab og fremholder Quebec som en model til efterfølgelse: et system, hvor sproglig immersion gøres attraktivt frem for tvungent.

Trods magten over de nye generationers læring har nationalisterne ikke formået at overbevise et flertal af befolkningen om deres løsrivelsesprojekt. Den catalanske intellektuelle Jordi Gracia tilskriver det umuligheden af at sikre et ensrettet tankesæt, fordi det catalanske samfund er langt mere komplekst, end nationalisterne vil have os til at tro.

Ikke desto mindre påstår Puigdemont, at et flertal har stemt på ham og hans. Det passer ikke. De har lige så lidt et folkeligt mandat som sidst, de forsøgte at gøre et parlamentsvalg til en folkeafstemning om deres påfund. I 2015 bad de catalanerne stemme på ERC’s og PDECats valgforbund Junts pel Sí (”sammen om et ja”) som udtryk for et folkeligt mandat til løsrivelse, men JxSí kom ikke i mål og fik brug for anarkisterne i CUP for at gennemtrumfe den hovedløse próces. Og noget kvalificeret flertal på to tredjedele har de da slet ikke.

”Catalanerne er ikke enige om noget som helst. Ingen kan repræsentere nogen fælles catalansk vilje, for den findes ikke,” understregede Jordi Gracia i et interview med Magasinet Europa dette efterår.

”Folk skulle have rejst sig fra fodboldudsendelserne og have vendt sig mod catalanismen længe før,” skriver den galisiske universitetslektor Ian James frustreret på sin åbne Facebookprofil. Han underviser i engelsk på Universitat Autónoma de Barcelona, hvor lokalnationalismen er eneste tilladte trosretning. Studerende, der forfægter det antinationalistiske ønske om et Catalonien for alle, bliver kuet af AFA-typer, der optændt af hellig vrede hævder, at fascisterne er de spansktalende, som ikke slutter sig til separatismen.

3.Separatisterne får igen flertal i parlamentet
Regionen er splittet ned igennem midten, sådan som vi også har set det ved flere danske EU-afstemninger og senest ved briternes Brexit. Om det lige falder ud til den ene eller den anden side afgøres af få stemmer – og i Spanien også af valgsystemet.

”I Lleida får man en parlamentsplads for 8.000 stemmer. I Barcelona kræver den 60.000,” klager ejeren af den elegante restaurant Silenus sig. Den ældre herre er catalanistisk indstillet og har propagandapublikationen Ara liggende fremme til sine gæster. Men han er dybt skuffet over de fatale økonomiske konsekvenser af hele uafhængighedsballaden: ”Vi har haft det værste kvartal i hele restaurantens levetid.”

Glad er han heller ikke for, at separatisterne lader hånt om både lovens ord, demokratiets ånd og sanddrueligheden: ”De har jo bildt folk alt muligt ind, der ikke passer.”

Hans midaldrende cheftjener gennem 20 år er derimod godt tilfreds:

”Nu vil Partido Popular (PP) kaste sig over Ciudadanos,” siger han med henvisning til de to antiseparatistiske partiers kamp om vælgernes gunst og det faktum, at de konservative er blevet fuldstændigt kvast i Catalonien.

”Alle centralspanske kræfter bør tage ad notam, hvor ringeagtet det spanske regeringsparti er i Catalonien,” påpeger Jordi Gracia. ”Det viser en alarmerende afstand mellem de to verdener.”

”Republikken har vundet!” råber CUP-vælgeren Ingrid Jofre begejstret i en besked til mig.

Hun er uddannet civilingeniør på barsel og bosat i velhaverforstaden Sant Cugat. Hendes parti har ellers mistet 6 af sine 10 parlamentspladser, og partifællen Laura Gracia er ligesom partilederen fuldstændigt nedslået over resultatet, skønt den separatistiske blok har fået parlamentsflertal.

Den statskundskabsstuderende Laura er nemlig ægte ventreorienteret og ser her den frie, feministiske republik fortone sig til fordel for det reaktionære projekt, som JxC og ERC står for.

”Det er skrækkeligt!” udbryder Ángel Rámirez, som er søn af andalusere og udvandret til London for at komme ud af en evig trummerum af underbetalte tjenerjobs. Ángel fik sig – sit gode hoved til trods – aldrig en uddannelse, fordi han havde for travlt med at tjene til føden og opgav jurastudierne.

”Jeg overvejer i ramme alvor at forlade Catalonien,” betror den erfarne funktionær Antonio Gutierrez mig. Han er oprindeligt fra den catalanske provinsby Lleida. ”Jeg orker ikke så stor eksistentiel stress.”

”Fucked up,” siger den vanligvis bandeordsfri amerikaner Edith Stone, som har boet hele sit voksne liv i Barcelona. Hun støttede op om den forfatningsstridige ”folkeafstemning” den 1. oktober, men er blevet stadig mere valen ved projektet.

”Jeg søger om spansk statsborgerskab nu og går til alle demonstrationerne mod løsrivelse,” fortæller en australsk dame fra mit expatnetværk mig. ”Det er gået op for mig, hvor mit hjerte er.”

”Separatismen står ikke længere til at standse,” vurderer politologen Alberto Mesas fra Madrid.

4.Paragraf 155 er en hæmsko
Separatisterne har dog ikke magt, som de har agt. Centralregeringen har suspenderet selvstyret og er ikke til sinds at tillade flere brud på lov og ret. Den berygtede paragraf 155 hænger som et Damoklessværd over de lokale magthaveres hoved.

Godt nok skal selvstyrets lokaladministration La Generalitat i princippet fungere normalt igen og uden chefer fra Madrid, når regionen igen har egen regering. Men centralregeringen kan tænkes at nægte Catalonien selvstyre, hvis ikke en separatistisk regionsregering garanterer, at projektet – som hænger mange indbyggere langt ud ad halsen – denne gang forfægtes ad legitim politisk vej.

Konservative PP kan dog ikke beslutte dette alene, idet alle gennemgribende beslutninger kræver et kvalificeret flertal på to tredjedele – ligesom ethvert løsrivelsestiltag gør det. Det er helt som i andre civiliserede lande og i EU med dens mange checks and balances. Den banaldanske forestilling om, at et snævert parlamentarisk flertal baseret på et mindretal af stemmer bør kunne tillade sig hvad som helst, er i bund og grund en fattig forståelse af demokratiet.

”Jeg håber og tror, at vores ledere vil være mere forsigtige denne gang,” siger separatisten Pau, som jeg taler med i Ravals svømmehal Can Ricart. Også han har stemt på ”præsidentens liste” uden at gøre sig klart, at den borgerlige Carles Puigdemont næppe kan forventes at gennemføre venstreradikale tiltag som dem, Pau ønsker, herunder en nationalisering af bankerne.

Pau håber på bilaterale forhandlinger om løsrivelse og mener, at befolkningen skal ”opdrages” til at tro som han. Jeg spørger, om det ikke er en form for missioneren. ”Det er jeg ligeglad med!” svarer han.

Jeg spørger, om der ikke snarere er brug for multilaterale forhandlinger med alle regionerne om eksempelvis en føderal løsning. ”Nej. Det skal kun være mellem to parter. Gruppesex er jo også noget rod, ikke sandt?”

5.Retssagerne fortsætter
Spanien er en retsstat ligesom Danmark med den forskel, at strafferammerne her er voldsomt meget større, og straffene kumulative – modsat Danmark gives der ingen rabat på gentagne forhold i samme sag. Varetægtsfængsling er begge lande ret rundhåndede med, men i Spanien er det – modsat Danmark – muligt at komme ud mod kaution.

Det kom for eksempel regionsparlamentets meget vellønnede formand Carme Forcadell mod at sværge, at hun ikke mente det med løsrivelsen alvorligt. Uden hendes aktive medvirken ville hastebehandlingen i regionsparlamentet ellers have været umulig, og den foregik da også under protester fra institutionens egne jurister. På to timer blev Cataloniens skæbne søgt beseglet uden noget folkeligt mandat, uden ordentlig tid til ændringsforslag og uden at blive sendt i et undersøgelsesudvalg. Så superdemokratiske er separatisterne nemlig.

Løsladelse forud for retssagen er i Spanien ligesom i Danmark afhængigt af, at dommeren er tryg ved, at der ikke vil ske gentagelseskriminalitet eller forsøg på at påvirke vidner og bortskaffe beviser og unddrage sig retsforfølgelse. Det ved jeg som domstolstolk i begge lande siden 2002. Den afsatte og fængslede vicepresident Oriol Junqueras har svært ved at overbevise dommeren om noget som helst, så længe den afsatte og undvegne president Puigdemont skjuler sig i Belgien, og separatisterne ikke fraskriver sig den angivelige moralske og såkaldte demokratiske ret til at bryde loven.

Spaniens tredeling af magten skriver separatisterne ud af grundloven for deres helt eget drømmeland. De glemmer også gerne at tage højde for den, når de bilder udlandet ind, at det er regeringen i Madrid, som vil sætte dem i fængsel af politiske grunde.

Ingen bliver fængslet for deres idéer i det demokratiske Spanien. De afsatte regionsledere står anklaget for brud på forfatningen og på straffeloven. De har udøvet en magt, der ikke er dem tildelt, de har forsøgt at bryde de statslige rammer for samfundet, og de har i massivt mål misbrugt offentlige midler til et partisk projekt.

Den spanske regering kan ikke standse retssagerne, for det er en sag for retsvæsnet – uagtet at der nok kan være noget om, at den politiske indflydelse på retsvæsnet er større i Spanien end i Danmark. Krammebamsen Miquel Iceta i front for PSC har måttet sande, at hans forsonende og lidt duknakkede tilbud om at give separatisterne amnesti var ”forhastet”.

Føderalisten Jordi Gracia er sig denne demokratiske magtdeling fuldt bevidst – og meget bekymret over, at martyrrollen vil holde separatismens hjul i gang.

Sara Høyrup er ekspert i den catalanske separatisme og bosat i Barcelona. Hun arrangerer også studierejser og holder foredrag: www.hoyrup.biz

Foto i artiklens top: /ritzau/AP/Emilio Morenatti.