Separatisterne i Catalonien møder øget modstand

2018-04-25T22:34:43+00:00 fredag, 13. oktober, 2017|

Befolkningen i Catalonien er splittet i flere lejre. Krisen i den spanske region går snart ind i sin tredje uge, og løsningerne er fortsat svære at få øje på. Voldelige konflikter risikerer at udspringe, og Madrid afventer situationen.

Reportage af Tobias Thybo

13.10.2017 | SPANIEN | Manuel Luque, der sammen med titusinder af andre demonstranter i dag er gået på gaden i Barcelona, er overbevist om, at det godt kan lade sig gøre at være spanier og catalaner på samme tid.

”Vi er her for at sige, at vi er catalanere og spaniere. Og vi er ikke enige med vores catalanske regering. Vi ønsker ikke deres uafhængighed, eller hvad de nu ønsker at kalde den,” fortæller Manuel Luque.

De seneste år har tilhængere af Cataloniens uafhængighed domineret gadebilledet i Barcelona. I ugerne op til den illegale og kontroversielle afstemning den 1. oktober var der kun få dage mellem uafhængighedsdemonstrationerne. Resultatet af afstemningen var 90 procent ja, men med en stemmedeltagelse på blot 42 procent.

Lidt hovedregning gør det klart, at en betydelig del af den catalanske befolkning ikke er repræsenteret i afstemningen. I de seneste dage er de så småt begyndt at dukke op på gadeplanet, hvor de ellers ikke har været særligt aktive. Denne dag er det den spanske nationaldag, og den bliver fejret af en del af dem, som Inés Arrimada fra partiet Ciudadanos kalder det ”tavsgjorte flertal”. De opholder sig i dag i Barcelonas centrum med budskabet om, at Catalonien også er Spanien.

Voldlige sammenstød på nationaldag
Manuel Luque er dog bekymret for den tilspidsede politiske situation. Han er bange for, at det spreder sig til gadeplanet.

”Hvis folk ikke begynder at tale sammen, kan jeg sagtens se for mig, at der bliver voldelige sammenstød. Fremtiden ser skrøbelig ud.”

Mange af demonstraterne adresserer den øjeblikkelige splittelse med et hjerte (billedet øverst og lige herunder), der udgøres af henholdsvis det catalanske, spanske og europæiske flag. Separatisterne, der hele tiden har set Spanien som et billede på en undertrykkende og ufornuftig nationalisme, ville formentlig fnyse ad flaget. For Manuel Luque og de andre demonstranter er det separatisterne, der kæmper en ufornuftig og udemokratisk sag.

Manuel Luque. – Foto: Tobias Thybo

Sikkert er det i hvert fald, at splittelsen er til at få øje på. Ikke langt efter ændrer billedet sig på Placa de Catalunya. Det er uvist, hvad der antænder det velkendte spanske temperament, men lige pludselig flyver plastikstole i massevis i luften. Mens stolene bliver kastet frem og tilbage, er der regulære boksekampe mellem demonstranter. Et andet sted i Barcelonas gader brænder spanske nationalister fra højrefløjs partiet DNJ det catalanske flag af. Det er kaotisk, siderne er trukket skarpt op, og følelserne er flammende.

Skurke og helte
”Hvor var I den 1. oktober?”, råber demonstranterne mod betjente fra den catalanske politistyrke Mossos d’Esquadra. Under den illegale afstemning den 1. oktober var det catalanske politi mindre hårdhændet i rydningen af afstemningslokaler end det nationale politi Guardia Civil, der er under direkte ledelse af den spanske regering. Adskillige catalanske ’mossos’ er under anklage for lydighedsnægtelse. Samtidigt hylder de catalanske separatister betjentene for at forsvare Catalonien mod den spanske overmagt.

Det er et godt billede på, hvordan helte- og skurkebilleder byttes rundt og til tider blandes sammen i spørgsmålet om Cataloniens uafhængighed. Regionens regeringsleder Carles Puigdemont placerede sig selv mellem to stole, da han tirsdag erklærede Catalonien uafhængigt – til klapsalver i det catalanske regionale parlament – og i næsten samme åndedræt suspenderede selvsamme uafhængighed.

”Hvis alle agerer ansvarligt kan konflikten blive løst på en rolig og aftalt måde,” sagde Carles Puigdemont til catalanske regionalparlament.

Det var en manøvre, der måske gav ham tid, men som til gengæld på imponerende vis gjorde det politiske billede endnu mere grumset, end det var i forvejen. Måske er hans største problem, at ingen længere rigtigt kan lide ham. Separatisterne er vrede over, at Puigdemont ikke tog det sidste skridt og insisterede på gyldigheden af afstemningen den 1. oktober. Og den spanske regering med den konservative premierminister Mariano Rajoy i spidsen har ikke taget imod håndsrækningen fra Barcelona.

”Dialog mellem demokrater foregår indenfor lovens rammer, respekt for spillereglerne og ikke ved at finde på reglerne undervejs,” sagde vicepremierminister Soraya Sáenz de Santamaría, mens hun anklagede Puigdemont for at kaste regionen ud i ny usikkerhed, og at talen kom fra én, ”der ikke ved, hvem de er, hvor de vil hen, eller hvem de vil derhen med.”

EU holder sig udenfor, Europa blander sig
Da billederne af spansk politi, der slog på demonstranterne, flåede seperatister ud af valglokaler og opløste demonstrationer, blev håndteringen mødt af stor modstand. Mange, særligt sympatisører af catalansk selvstændighed, ønskede EU’s indblanding. Kan EU acceptere sådan en behandling af borgere i Europa?

En række europæiske politikere gav på Twitter udtryk for deres bekymring over situationen.

“Vold kan aldrig være svaret! Vi fordømmer alle former for vold, og vi bekræfter vores opfordring til politisk dialog,” skrev Charles Michel, premierminister i Belgien, hvor der også findes bevægelser med uafhængighedsdrømme i Vallonien og Flandern.

Skotlands leder Nicola Sturgeon gik ligeledes til tasterne for at udtrykke sin bekymring over den spanske regerings håndtering af sagen, og at catalanerne burde have haft lov til at stemme fredeligt.

“Uanset synet på selvstændighed, bør vi fordømme de scener, vi er vidner til, og opfordre Spanien til at ændre kurs, før nogen kommer alvorligt til skade,” skrev hun.

EU-Kommissionen opfordrer til dialog mellem parterne, men den vil ikke selv stå som mægler for samtalerne. Kommissionen har flere gange understreget, at sagen er et spansk anliggende og bør foregå inden for rammerne af den spanske grundlov, som den spanske regering har på sin side. EU-Kommissionen understregede desuden, at hvis en afstemning om uafhængighed skulle løbe af stablen på retslig vis, vil Catalonien ikke være en del af EU.

Og da alle EU-medlemsstater enstemmigt skal være enig om at tage et nyt medlemsland ind, er udsigterne til catalansk medlemskab af EU usandsynligt. Foruden Spanien, vil Frankrig og Tyskland formentlig blokere et muligt medlemskab for ikke at inspirere egne regioner til at følge. Både Tyskland og Frankrig har i denne uge været ude at erklære, at de ikke anerkender den selverklærede catalanske uafhængighed.

Puigdemont i skakmat
Alt dette er vand på møllen for dem, der foretrækker at se Catalonien blive i Spanien. Under en demonstration den 8. oktober tordnede den peruvianske forfatter og Nobel-vinder Mario Vargas Llosa mod separatisternes forsøg på at bremse den frihed, “modernitet” og “civilisation”, Spanien ifølge ham er et billede på. Separatisterne og støtterne af et samlet Spanien har i lang tid kæmpet om, hvem der kunne påstå at have demokratiet på sin side – lige nu gør støtterne af et samlet Spanien alt for at sætte dødsstødet ind.

Den spanske premierminister Mariano Rajoy er ikke mindre klar i mælet. Han har spurgt Catalonien, om de har erklæret sig uafhængigt eller ej. Hvis Carles Puigdemont siger ja til, aktiverer Rajoy paragraf 155. Den vil sætte den catalanske selvstyreregering ud af funktion og overlade roret til Madrid.

Manuel Luque er heller ikke i tvivl om, at det vigtigste er at få styr på situationen:

“I første omgang må politiet tage sig af tingene. Hvis det ikke går den rigtige vej, kan det ende med, at militæret må skride ind.“

Tobias Thybo læser interkulturelle studier på Aarhus Universitet og er pt bosiddende i Barcelona. Emil Staulund Larsen, der er freelancejournalist med speciale i europæiske forhold, har også bidraget til artiklen.

Billede i artiklens top: /ritzau/AP/Manu Fernandez