Skal Herr Europa nu hjem og vælte Merkel?

2017-06-30T10:07:46+00:00 Af |Baggrund, Portræt|

Europa-Parlamentets tyske formand, Martin Schulz, forlader topposten på den europæiske scene til fordel for den hjemlige politik. I Berlin er udenrigsministerposten snart ledig, men Schulz’ store popularitet i Tyskland taler for, at han kan blive socialdemokraternes kanslerkandidat ved næste års valg.

24.11.2016 | TYSKLAND | Hvis man har oplevet Martin Schulz holde tale, så er det svært ikke at holde lidt af ham – uanset hvad man måtte synes om talens indhold. Den 60-årige socialdemokrat, der i sin ungdom kun var én skade fra at blive professionel fodboldspiller og i stedet tog en uddannelse som boghandler, har ikke bare en forfriskende direkte stil. Han har ved siden af sine skarpe analytiske egenskaber og usædvanlige retoriske evner også svært ved at skjule sine følelser – uanset hvilken retning, de går i.

Disse egenskaber har Martin Schulz trukket på, siden han som 19-årig trådte ind i det socialdemokratiske SPD. Han har benyttet dem i sin tid som borgmester i den vesttyske provinsby Würselen i årene 1987-1998. Og de har siden 1994 gjort ham til et af de få kendte ansigter i Europa-Parlamentet.

Stadig i kog i Tyskland
I denne omtumlede tid for Europa har den temperamentsfulde tysker både oplevet at blive sammenlignet med en KZ-vagt af Silvio Berlusconi, han har skændtes heftigt for åben skærm med med UKIP-repræsentanter i parlamentet, og han er kommet med følelsesladede udfald mod den manglende vilje til at fordele flygtninge i EU. I sin position som formand for Europa-Parlamentet siden 2012 er han bl.a. blevet kendt og respekteret for at smide en græsk parlamentariker fra det nyfascistiske Gyldent Daggry ud af parlamentssalen efter racistiske udfald mod tyrkere – en af de få scener fra Europa-Parlamentet, der er blevet et hit på de sociale medier i den brede europæiske befolkning.

Til forskel fra de fleste EU-parlamentarikere har Schulz ved siden af det daglige job i Bruxelles formået at holde sig selv i kog i det tyske mediebillede i kommentarer, taler og talkshows, hvor han generelt nyder respekt som retoriker, analytiker og karismatiker.

Det kan han formentlig høste frugterne af nu. Få dage efter Angela Merkels udmelding om, at hun stiller op som kristendemokratiske CDU’s kandidat til en fjerde periode som tysk kansler, bekendtgjorde Schulz torsdag, at han forlader Europaparlamentet for at vende hjem til det tyske SPD og til den forestående valgkamp til forbundsdagen i efteråret 2017.

“Jeg vil nu kæmpe for det europæiske projekt fra det nationale niveau. Jeg vil kæmpe for at forbedre menneskenes liv, og jeg vil kæmpe for, at kløfterne i vores samfund og mellem landene i Europa lukkes,” lød det fra en synligt selv-rørt Schulz, der også har som mission at “genvinde den tabte tillid til politikere.”

Sundt eller synd for EU?
Europa-parlamentet er i Martin Schulz øjne det sted, hvor “Europas demokratiske hjerte banker”. Hans formandskab fortæller ifølge hans kritikere og politiske modstandere dog en anden historie.

Efter to et halvt år på posten stillede den socialdemokratiske S&P-fraktion Martin Schulz op som “spidskandidat” ved Europaparlamentsvalget i 2014. Da den kristendemokratiske EPP-fraktion løb med markant flere mandater, endte Jean-Claude Juncker imidlertid på posten som kommissionsformand, mens Martin Schulz i stedet lod sig genvælge som formand for parlamentet.

Allerede dengang var aftalen, at Martin Schulz kun skulle sidde halvdelen af den femårige periode – altså frem til januar 2017, hvor en EPP-kandidat skulle overtage posten. Der har i det seneste års tid været spekulationer om, hvorvidt der var en mulig udvej for, at Schulz kunne forblive i sædet og konsolidere roen i den såkaldt “store koalition” mellem S&P samt EPP i parlamentet. Jean-Claude Juncker har heller ikke lagt skjul på, at han helst så Martin Schulz fortsætte.

Trods presset har Schulz nu endegyldigt valgt denne mulighed fra. Alligevel har processen efterladt et snusket indtryk af, at de to største fraktioner pænt har delt formandskabet mellem sig i en evigt kompromissøgende “stor koalition”. Nu lyder spørgsmålet: har Schulz og den store koalition formået at binde parlamentet sammen og modgå de stigende populistiske tendenser? Eller har situationen netop skabt en usund borgfred – kontinuitet og stabilitet for enhver pris – der med Brexit og Trump har vist sig at være den måske værste modgift mod populisme?

Chance for at ændre institutionen
“Med Schulz’ afsked fra parlamentet har vi en chance for at ændre institutionen, så alle stemmer har betydning, så alle parlamentsmedlemmer har et ord at skulle at have sagt i fremtidens EU,” lød reaktionen fra lederen af den konservative og delvist europaskeptiske ECR-fraktion, Helga Stevens, der i et opgør med den store koalition formentlig øjner muligheder for selv at blive parlamentsformand.

Hun henviser ikke bare til den store koalitions forsøg på at holde de mindre, europaskeptiske fraktioner ude af spillet, men ligeledes til situationen, hvor Martin Schulz som parlamentsformand bakkede op om Juncker som kommissionsformand og omvendt, mens begge i øvrigt bakkede Donald Tusk op som formand for Europarådet – og Tusk omvendt bakkede både Juncker og Schulz op.

“Beslutninger bør tages af alle 751 parlamentsmedlemmer i en åben debat og ikke bare af tre mænd fra parlamentet, der mødes med to mænd fra kommissionen i et hotelværelse,” tilføjede Helga Stevens således i sin kommentar til den EU-uafhængige online-avis EUObserver.

Også ifølge det paneuropæiske medie Euractiv var Schulz ikke bare konge af parlamentet, men også af deals udenfor parlamentet. I det tyske magasin Der Spiegel lyder det samstemmende, at Schulz ligefrem gør Europa-Parlamentet en tjeneste med sin tilbagetræden fra den indspiste situation og sit one-man-show:

“I stedet for en transparent afgørelse om Schulz’ efterfølger i parlamentet ville han og kommissionschef Juncker i en lukket kreds fedte sig frem til en ekstra periode,” skriver Spiegel.

“Derfor er Schulz’ beslutning rigtig, også selvom den overfladisk betragtet svækker parlamentet som centrum for europæisk demokrati.”

Det store K-spørgsmål
I Tyskland var Schulz’ fortid allerede nærmest glemt i det øjeblik, hans udmelding blev offentliggjort. I stedet diskuterer alle medier nu det åbenlyse spørgsmål: “Die K-Frage” – eller på dansk: kansler-spørgsmålet.

Merkel har atter meldt sig klar, og ligner en vinder sammen med SPD eller De Grønne – med mindre der for eksempel kan stables en rød-rød-grøn koalition på benene mellem socialdemokratiske SPD, de venstreorienterede Die Linke og De Grønne.

100.000 euro-spørgsmålet lyder i den forbindelse: Kommer socialdemokratiske SPD nu til at stille op med Martin Schulz som kanslerkandidat eller med Sigmar Gabriel, der ikke bare er SPD-formand, men også vicekansler under Merkel? Der bliver næppe kampvalg om posten, og udadtil siger ledelsen i SPD, at de først vil præsentere deres kanslerkandidat i januar. Men spekulationerne raser flittigt.

I det problematiske fornuftsægteskab hen over midten mellem kristendemokratiske CDU/CSU og socialdemokratiske SPD er Martin Schulz på den ene side en oplagt efterfølger for den socialdemokratiske udenrigsminister Frank-Walter Steinmeier, der i februar 2017 sandsynligvis afløser Joachim Gauck som tysk forbundspræsident. Hvor Martin Schulz som eks-borgmester kun har indenrigspolitiske erfaringer på lokalpolitisk plan, har han derimod bunker af international erfaring. Han er diplomatisk dreven og har selvsagt et fremragende netværk på den europæiske scene, hvor han kan brillere med flydende tysk, engelsk og fransk samt glimrende spansk, italiensk og hollandsk. Det taler for posten som udenrigsminister.

Ingen indenrigsprofil
På den anden side anses Sigmar Gabriel måske nok for at være en fremragende valgkæmper, men hans popularitet i både SPD og den tyske befolkning er til at overse. Han fik i 2013 aldrig chancen som SPD-kanslerkandidat, da Peer Steinbrück blev kørt over af Angela Merkel, men mange medier ser kort og godt ikke Gabriel som folkekær nok. Det selvom ham selv kommer fra små kår og giver den som “den lille mands” forsvarer, mens den Europa-prægede Schulz gælder for at være mere intellektuel.

Et problem for Martin Schulz ligger i, at ingen rigtig kender hans nationalt-politiske profil ud over en generel socialdemokratisk agenda om vækst, stimulation af beskæftigelsen og stærk fordelingspolitik. Samtidig vil han som en forholdsvist konservativ realpolitiker næppe behage venstrefløjen i det tyske socialdemokrati, som netop ser et muligt samarbejde med De Grønne og Die Linke mod venstre. Her tænker især Die Linke markant mere nationalt-protektionistisk og mindre europæisk end Schulz.

Endelig vil et sviende valgnederlag som kanslerkandidat mod Angela Merkel formentlig afslutte Martin Schulz’ karriere, så måske vil Schulz vente en valgomgang, før han går efter den øverste top i tysk politik, formoder blandt andet ZEIT-online, der kalder Gabriel og Schulz i fælles valgkamp for et hidtil uset “dreamteam for SPD”.

Andre kommentatorer hæfter sig ved Martin Schulz’ format, hans klare holdninger og den friske vind udefra, som kan bringe nyt liv i tysk politik, hvor den store koalition er ved at blive farlig konsensus.

Sigmar Gabriel selv siger ikke meget til den ny konkurrence fra EU-manden Schulz:

“Schulz skifte er skidt for Bruxelles, men godt for Tyskland,” lød det ordknapt til både tysk fjernsyn og på Twitter.

Om Martin Schulz’ nye liv i Berlin er godt for hans egne kanslerambitioner, siger vicekansleren derimod ikke noget om.

Mathias Irminger Sonne er freelancejournalist, bosat i Berlin

Billed i artiklens top: Olivier Matthys/AP/Polfoto