Når den britiske premierminister Theresa May i denne uge aktiverer artikel 50 for at sætte gang i Brexit-forhandlingerne med EU er det med viden om, at en skotsk afstemning om uafhængighed fra Storbritannien spøger i kulissen. Det vidner om, at det ikke kun er EU’s forhandlingsposition, som i princippet kan undergraves indefra. Det kan briternes også, og Skotland er det allersvageste punkt i Mays hårde Brexit-strategi.

Klumme af Andreas Bach Mortensen

27.03.2017 | BREXIT-KLUMME | Den seneste bog om det britiske exit fra EU, jeg har læst, er skrevet af forhenværende premierminister David Camerons tidligere pressechef, og den hedder ”Unleashing demons”. Den er en slags dagbog fra tiden op til den skæbnesvangre dag, den 23. juni 2016, hvor Storbritannien besluttede sig for at forlade EU.

Én passage i bogen vakte min opmærksomhed.

Cameron kigger sin pressechef i øjnene og siger: ”Vi kan komme til at slippe dæmoner fri, som vi slet ikke kender til”.

Spol så cirka 12 måneder frem til nu, og eneste forbehold i forhold til den profetiske advarsel synes at være, at dæmonerne er overordentligt velkendte.

I den forgangne uge skulle Theresa May have iværksat artikel 50 og sparket den to-årige forhandlingsperiode om Storbritanniens udtrædelse af EU igang. Kickstarten blev dog ikke til noget. I stedet stjal den skotske førsteminister Nicola Sturgeon (billedet) rampelyset, og May måtte udskyde til på onsdag den 29. marts.

Sturgeon annoncerede, at hun ville have en ny folkeafstemning om uafhængighed fra Storbritannien. Sturgeon og de skotske nationalister havde ellers lovet, at folkeafstemningen tilbage i 2014 var en engangsforestilling.

Men politik er som bekendt det muliges kunst. Og Brexit har redefineret ’det mulige’ i Skotland.

Truslen om Scoxit
Meldingen var ventet. De skotske nationalister havde talt sig selv op i et hjørne, hvor det reelt var den eneste udvej. De har krævet, at Skotland skulle have en særlig status i Brexit-forhandlingerne og opnå adgang til EU’s indre marked, selv hvis resten af Storbritannien ikke gør.

Det ville i praksis betyde skotsk selvstyre på alle områder på nær forsvarspolitik og makroøkonomi, hvilket altid ville være uacceptabelt for den konservative regering.

Desuden tilsiger al logik, at Sturgeon, hvis ypperste mål er at slippe ud af unionens 300-årige favntag, netop nu har en unik chance. Hun vil forsøge at udnytte det morads, som afviklingen af mere end 40 års britisk medlemskab af EU nødvendigvis bliver, til sin egen, sit partis og sin sags fordel.

Sturgeons parti, SNP, har sammen med det lille grønne parti, som også ønsker selvstændighed, et flertal i det skotske parlament, Holyrood. Et sådant flertal eksisterer nok ikke efter næste valg i år 2021, hvor SNP vil have været ved magten i 14 år. Derfor synes det at være nu eller aldrig.

Foruden et flertal i det skotske parlament afhænger en ny uafhængighedsafstemning af, at et flertal i Underhuset accepterer en ny afstemning, og det kommer de helt sikkert til. Man tør ganske enkelt ikke andet. Derfor er det afgørende spørgsmål: Hvornår? Bliver afstemningen afholdt før eller efter Brexit?

For hvis May godt ved, at hun på et senere tidspunkt kommer til at gå på kompromis med sin nuværende, meget hårde forhandlingsposition, så vil hun prøve at skubbe den skotske uafhængighedsafstemning så langt ud i fremtiden som muligt.

Ideelt – set fra Downing Street 10 – skal afstemningen ligge på den anden side af den toårige forhandlingsperiode, som helt sikkert bliver en rodet affære.

Brexit-aftalen skal for det første godkendes af mindst 20 af de 27 EU-medlemslande, som skal repræsentere mindst 65 procent af de 27 landes samlede befolkning. For det andet skal en eventuel efterfølgende handelsaftale godkendes i mange parlamenter rundt omkring i EU, og minderne om frihandelsaftalen med Canada – og dens parlamentariske rejse rundt i nationale og delstatslige parlamenter – må give dybe panderynker i Whitehall.

Men hvis afstemningen bliver rykket til den anden side af forhandlingernes afslutning, vil skotterne måske kunne se, at resultatet ikke er lige så hårdt som Mays oprindelige udspil.

Og hvem ved: Måske vil slutproduktet endda have adgang til det indre marked? Det vil måske gøre Brexit en kende mere spiseligt for de EU-glade skotter, hvor 62 procent stemte for at blive i EU.

Underminerede positioner
Jeg har tidligere her i klummen skrevet, at et hårdt forhandlingsudspil var den eneste farbare vej for Theresa May. Hellere give indtrykket af at være klar til at forlade forhandlingsbordet end at række hånden frem og risikere afvisning.

Briterne bryster sig normalt af at besidde en jernvilje og den nødvendige is i maven, når deres union testes udefra. Det er britisk historie spækket med eksempler på. Men Skotland har vist, at det ikke kun er EU, der kan få undergravet sin forhandlingsposition indefra.

Hvordan vil det for eksempel påvirke den skotske folkeafstemning, hvis EU tilkendegiver, at et selvstændigt Skotland hurtigt vil kunne opnå optagelse i EU og adgang til det indre marked? Vil det kunne tippe vægten? Og har EU på den måde fået en ny trumf på hånden og styrket sin forhandlingsposition?

Én ting er sikkert: Sturgeon har trykket på det allersvageste punkt i Mays Brexit-strategi. En dæmon er ude af flasken. At indfange den igen bliver en vanskelig opgave.

Dette er den tredje af en række klummer, hvor Andreas Bach Mortensen ser nærmere på det kommende britiske exit fra EU. Alle klummer og andre artikler kan læses i vores fortsatte Brexit-tema.

Billede i artiklens top: Andrew Milligan/AP/Polfoto