Spanien, nu snart med regering

2017-06-30T10:07:47+00:00 Af |Baggrund|

Der skulle 300 dages sæbeopera og to valg til, men nu ser Spanien endelig ud til at få en regering. Landet har føjet sig til en generel tendens i Europa med opbrud i partisystemerne og en stærkt svækket politisk midte – men adskiller sig dog ved ikke at have nogen højrepopulistisk eller xenofobisk politisk bevægelse.

25.10.2016 | SPANIEN | Efter 10 måneders politisk dødvande har Spanien langt om længe fået udsigt til at få en regering. Det sker, efter at Partido Socialista Obrero Español (PSOE, Det Spanske Socialistiske Arbejderparti) har meddelt, at de alligevel ikke vil stemme imod, at det konservative Partido Popular (PP, Folkepartiet) danner en mindretalsregering under ledelse af fungerende ministerpræsident, Mariano Rajoy (billedet).

Det hele begyndte for 300 dage siden – da spanierne gik til valg den 20. december 2015. Det foregik nemlig i et politisk landskab under forandring. Som i flere andre lande i Europa er det politiske system i opbrud, og flere nye partier har fået medvind og repræsentation i parlamentet.

De to partier, der traditionelt har domineret den politiske scene og dannet regering på skift siden 1982, PSOE og PP, fik pludselig konkurrence fra et nyt parti på hver fløj. Og alle meningsmålinger forudsage dødt løb mellem højrefløjen og venstrefløjen, samtidig med at intet parti ville kunne få flertal alene. Og det fik de heller ikke.

Protestbevægelser og krav om forandring
De to nye partier har begge slået på, at korruptionen må slutte, og at der skal en ”forandring” til i spansk politik. Ciudadanos (Borgere) er et nyt liberalt midterparti, begyndte som modbevægelse til den nationalistiske uafhængighedsbevægelse i Katalonien. Fra at være et lokalt enkeltsagsparti, har Ciudadanos præsenteret sig som det liberale alternativ til Podemos (Vi kan) i det nye politiske rum der opstod efter krisen – og som Podemos åbnede ved at omkalfatre en social bevægelse til et poltisk parti da politikerleden var på sit højeste under krisen.

Da krisen ramte Spanien hårdt efter mange års boom på lånte penge, var der et væld af protester i gaderne, politisk opbrud og total mangel på tillid til politikerne, blandt ander fordi nedskæringerne på den offentlige sektor faldt sammen med afsløringerne af en lavine af korruptionssager i regeringspartiet PP. Podemos, med den karismatiske Pablo Iglesias i spidsen, formåede dygtigt at skabe et levedygtigt politisk parti ud af de mange protestbevægelser med løfter om en ny måde at drive politik på og en diskurs om social retfærdighed og værdighed for alle borgere.

Siden har partiet fået en del sager på halsen, nogle omkrig finansiering modtaget fra Venezuela’s regering, og nogle omking demagogisk tale og interne stridigheder, og ikke så megen konkret politik, der har gjort mange vælgere nervøse eller skuffede. Podemos er dog stadig det næststørste eller tredjestørste parti i de forskellige meningsmålinger.

Katalanerne har fået næsten alt, hvad de pegede på
Hertil kommer en række mindre partier, der ud over Izquierda Unida (IU, Den Samlede Venstrefløj), der svarer til Enhedslisten, tæller lokale nationalistiske partier fra regionerne, hvor det baskiske nationalistparti, og især Kataloniens Convergenca i Union (Sammenhold og Samling) har spillet en central rolle som parlamentarisk grundlag for alle regeringer – være det sig PP eller PSOE – fra 1986 og indtil PP fik absolut flertal i 2011.

Katalonien har, modsat hvad der ofte fortælles udenfor Spanien, i løbet af denne årrække fået næsten alt, hvad de pegede på politisk, fordi de katalanske stemmer var tungen på vægtskålen i det nationale spanske parlament. Skolesystemet, hele den offentlige sektor og medierne fungerer på katalansk, regionen har en speciel autonomistatut der giver den særlige kompetencer i forhold til de andre regioner.

Samtidig med denne udvikling har ideen om uafhængighed fra Spanien udviklet sig, og regionen afholdt en ikke bindende og forfatningsstridig folkeafstemning om uafhængighed i 2013. Ciudadanos blev som nævnt dannet i Barcelona som modbevægelse hertil.

Sæbeopera
Siden valget  i 2015, udviklede forhandlingerne sig til lidt af en sæbeopera med adskillige gentagelser af de samme forhandlinger, afprøvninger af konstellationer og fire kongerunder uden noget resultat, andet end et valg nummer to, der blev afholdt den 26. juni i år. Ved valget i 2015 blev PP det største parti med 28 procent af stemmerne, og PSOE blev nummer to med 22, skarpt forfulgt af Podemos med 21, mens Ciudadanos fik 13 procent og IU fik seks. Ved valget i 2016 blev resultatet næsten de samme, men med en fremgang for PP til 33 procent på bekostning af Podemos, der havde ingået valgforbund med IU, hvilket effektivt eliminerede IU’s mandater.

Det tyder på, at mange vælgere har valgt det de mener var det ”sikre valg”, nemlig PP til at tage vare på økonomien på trods af, at partiet er begravet i alvorlige korruptionsskandaler om sorte penge og dobbelt bogholderi i partiets hovedkvarter, kommisioner for ulovlige byggetilladelser, og et væld af regionale korruptionssager af forskellig karakter.

Umuligt for både Rajoy og Sanchez
Efter det første valg nægtede PP’s Mariano Rajoy at være forhandlingsleder på trods af, at hans parti var det største, mens Podemos erklærede sig for en katalansk folkeafstemning om uafhængighed, noget som PSOE havde afvist som forfatningsstridigt som en klar del af sit valgprogram, hvilket umuliggjorde et samarbjde mellem de to partier. Som de to nye, unge og karsimatiske partier på scenen, nægtede Ciudadanos og Podemos at indgå i nogen form for koalition sammen.

Hverken Ciudadanos eller PP kunne arbejde sammen med en koalition af regionale partier på grund af det katalanske spørgsmål. Ciudadanos hovedbudskab var et stop for al korruption, mens PP har et væld af tidligere ledere i fængsel og nuværende ledere under mistanke.

Summen af alt dette blev, at det viste sig at være umuligt for både Rajoy og PSOE’s leder, Pedro Sanchez, at danne regering. Siden tilspidsede situationen sig gradvist. Efter det andet valg blev Rajoy nedstemt to gange i parlamentet som regeringsleder, og PSOE er gradvist kollapset på grund af stridigheder om, hvorvidt man skulle undlade at stemme og således lade Rajoy blive indsat som regeringsleder, eller riskere at blive beskyldt for at være ansvarlige for et tredje valg.

Problemet for PSOE har været, at de begge gange gik til valg på ikke at give deres stemmer til Rajoy, og at de ved at undlade at stemme vil overlade rollen som ledende oppositionsparti til Podemos og derved begå politisk selvmord. I slutningen af september blev Sanchez effektivt ”gået”, da mere end halvdelen af partiets centralkomite trak sig i protest over, at han ikke ville give Rajoy regeringsmagten.

Stod til udradering
Grunden til, at mange socialistiske parlamentaikere er så forhippede på at give Rajoy magten, er, at PSOE står til at ville blive nærmest udraderet i et tredje valg. Partiet er uden reel ledelse og den interne splittelse har skabt en dyb kløft, der vil tage lang tid at hele. Hertil kommer at vrede medlemmer af partiet demostrerede udenfor PSOE’s hovedkvarter og krævede, at man ikke gav regeringsmagten til PP, da Pedro Sanchez blev sat fra bestillingen. Meningsmålinger tyder på, at partiets medlemsbase generalt er imod manøvren. Så ligegyldigt, hvad partiet valgte at gøre, ville det tabe indflydelse på det og forværre den eksistentielle krise.

Ifølge den spanske lovgivning har partierne fire måneder til at danne regering, ellers skal der udskrives nyvalg, og der var deadline den 31. oktober. Kong Felipe havde indkaldt til et sidste forsøg på en partilederrunde mandag d. 24. oktober og PSOE valgte i sidste øjeblik at afholde sig fra at stemme. Mariano Rajoy vil derfor blive indsat som ministerpræsident med stemmer fra Ciudadanos og fra de Canariske øers lokalparti,  samtidig med at PSOE’s parlamentsmedlemmer undlader at stemme mindretalsregeringen ned.

Nyt valg med nye ledere af PP og PSOE?
Men selv om det sker, viser den interne ballade i PSOE og den fastlåste politiske situation, at det bliver endog meget svært for Rajoy at regere i mindretal under de omstændigheder. Som enhver mindretalsregering, må han sæge flertal fra sag til sag, og det er ikke usandsynligt, at et flertal udenom regeringen kan kræve skrappere undersøgelser af PP’s ulovlige partifinanciering og dobbelte bogholderi, hviklet vil gøre Rajoy’s stilling temmelig usikker.

Mange spår eller håber, at han kun kommer til at sidde i et halvt års tid og så må gå af som leder af PP, så der kan blive et nyt valg med nye politiske ledere af de to gamle partier. Alt dette tegner tegner ikke just et billede af politisk stabilitet.

Når man taler med spaniere, får man et generelt indtryk af flovhed, især overfor resten af Europa, over ikke at have et fungerende demokrati, vrede mod polikerne og bekymring for politisk polarisering.  Den bølge af entusiasme omkring ”Forandringen”, der gik henover landet for et par år siden, synes at være døet hen. Politikerleden breder sig igen efter flere år med korruptionsskandaler, krise, nedskæringer – og altså en fastlåst politisk situation der har resulteret i at landet har stået uden regering i næsten et år.

Træthed og vrede
“Vi er allesammen trætte, fed up og vrede over hele det politiske cirkus,” siger Maria Jose på 54, der er bogholder.

”Politikerne tænker kun på deres egen karriere og ikke på Spaniens bedste. Og nu orker vi snart ikke at høre mere om deres forhandlinger. De kommer ingen vegne og alle dem jeg kender er ved at give op. Vi gider ikke følge med i det længere, det er bare det samme igen og igen.”

Jorge på 37, der er journalist, forklarer at den politiske midte er kollapset og at Podemos er for amatøragtige, især med hensyn til den økonomiske politik, til at kunne udfylde det hul:

”Der foregår en politisk polarisering, midten er totalt smadret. Det er farligt for et land med vores historie.”

Til spørgsmålet om hvad det betyder for landet, at der stadig ikke er nogen regering, siger Hortensia på 56, der er sosu-assistent:

”Det her er virkelig flovt (for Spanien). Det er skammeligt hvordan politikerne skalter og valter med landet for deres egen vindings skyld. Selv Podemos er ikke til at stole på længere. De er alle optaget af deres egen position og deres eget ego. Og med PSOE’s fald er jeg bange for den politiske polarisering. De er som om skeletterne fra bogerkigen er begyndt at røre på sig og det fylder mig med ubehag.”

Langt de fleste på både højre- og venstrefløjen er enige om at alle politikerne er korrupte, at de er karrierepolitkere og at de skulle tage sig sammen. Mange mener også, at det har noget med den spanske kultur at gøre.

”Rajoy har bare sat sig ned og ladet være at foretage sig noget som helst, og her i Spanien vinder den, der intet gør altid,” mener Jorge.

Spanien føjer sig til en generel tendens i Europa med opbrud i partisystemerne. Men det er også et ungt demokrati, hvor koalitioner og kompromiser er noget man ikke har megen erfaring med i det nationale parlament. Partierne har svært ved at forhandle, og debatten har klare populistiske træk, som alle beskylder hinanden for at være skyld i. Samtidig er det svært ikke at give de mange mange bekymrede spaniere ret i, at der er en politisk polarisering i gang.

Tonen bliver stadig hårdere, midten i spansk politik har fået et skud for boven med PSOE’s kollaps og der er stadig flere, der begynder at tale om borgerkrigens spøgelse. På den anden side er Spanien måske det eneste land i Europa, der ikke har en et højrepopulistisk eller xenofobisk politisk bevægelse.

“Vi er vaccineret, i hvert fald foreløbig, af 40 års diktatur,” siger Jorge.

Ida Sophia Rosenfeldt Pape er BA i Internationale kulturstudier og spansk, Master i International Udvikling samt ph.d. i Udviklingspolitik og international regeringsførelse

Billedet i artiklens top: Francisco Seco/AP/Polfoto