Spaniens regering står for fald

2018-06-25T19:49:24+00:00 søndag, 27. maj, 2018|

Den konservative PP-regering risikerer et mistillidsvotum fra oppositionen efter dommen i korruptionssagen ”Gürtel”. Knap 52 år lyder den hårdeste af fængselsdommene på, og 44 millioner euro skal partiets tidligere økonomichef betale i bøde. Partiet er selv blandt de dømte, og regeringschef Mariano Rajoy må lide den tort, at centraldomstolen for grove forbrydelser ikke tror ham på hans ord.

Baggrund af Sara Høyrup

SPANIEN | Ni år efter de første afsløringer af massiv korruption i hjertet af det konservative Partido Popular (PP) er der nu fældet dom i sagen, der har sine to omdrejningspunkter i Valencia-regionen og den spanske hovedstad Madrid. El caso Gürtel er opkaldt efter politiets kodenavn for den operation, der torsdag den 24. maj 2018 førte til dom over en række korrupte, konservative toppolitikere og forretningsmanden Rafael Correa [correa = Gürtel = bælte.sh], der i sin storhedstid instruerede en ansat i at bogføre hans pengestrømme under mafianavnet ”Don Vito”.

Antallet af implicerede er stort nok til at blive rundtosset af, og det er nye toner, at der faktisk falder domme i sagen. Tidligere er Valencia-regionens ex-president Francisco Camps gået fri på alle domstolsniveauer til trods for, at anklageren mente at have håndfaste beviser for de mange jakkesæt og fine sko, den velklædte herre havde taget sig betalt med.

”Bælte”-sagen handler om ulovlig partifinansiering og personlig vinding i partiets inderste og øverste lag under den tidligere Aznar-regering (1996-2004) og frem, til efterforskningen af det korrupte netværket blev indledt i 2007 nogenlunde samtidig med, at boligboblen brast. Retten fastslog torsdag, at ingen af korruptionens mangeartede former var de dømte fremmed. Der var det hele: bestikkelse og kontrakommissioner, skatteunddragelse og stråmænd, nepotisme og alt, hvad et grådigt hjerte ellers kan begære og behøve.

Dommer og whistleblower under pres
Forretningsmanden Correa blev idømt næsten 52 års fængsel ved den centrale domstol Audiencia Nacional, der tager sig af meget alvorlige sager af stor samfundsinteresse, og partiets tidligere økonomichef og senator Luis Bárcenas blev dømt til at betale 44 millioner euro i bøde. I alt blev ni PP-folk idømt lange fængselsstraffe, mens to andre skal betale store beløb i bøde – og det samme skal partiet. Bárcenas tog sig af partiets dobbelte bogføring og har i årevis samarbejdet dråbevis og beregnende med retsvæsnet om at bringe sine gamle partikammerater til fald sammen med ham.

Spaniens regeringschef Mariano Rajoy troede retten ikke på, når han bedyrede partiets uskyld. PP har hele vejen igennem forsøgt at stikke en kæp i hjulet på opklaringen af sagen, ikke mindst ved at lægge hårdt pres på den benhårde forundersøgelsesdommer Baltasar Garzón, der også er kendt for sin insisterende retsforfølgelse af franquismens forbrydelser. Den 20. februar 2009 blev Garzón indlagt et enkelt døgn på en nerveklinik, og 14 dage senere bad han om at blive taget af sagen. Imens blev en af whistleblowerne, den kommunalt ansatte Ana Garrido, udsat for så massiv chikane fra sine overordnede og tidligere arbejdskammerater, at hun gik midertidigt i eksil i Mellemamerika. PP opkastede sig til offer – et meget aggressivt af slagsen – og Rajoy udtalte famøst i 2009, at ”der er ingen sammensværgelse i PP. Der er en sammensværgelse vendt mod PP”. Nu siger han, at ”jeg har altså sagt undskyld rigtigt mange gange”.

Det korrupte Spanien
Dommen er ugens anden store nyhed om PP’s korruption. Tirsdag den 22. maj anholdt spanske gendarmer Eduardo Zaplana, som det længe har kløet i fingrene på lovens lange arm efter at pågribe. År og dag har la Guardia Civil ventet på, at den tidligere minister skulle begå en fejl, så han kunne blive retsforfulgt. Det skete, da han forsøgte at vaske sorte penge hvide, og få timer efter Gürtel-dommen blev det i hans sag afgjort, at han skal sidde varetægtsfænglset.

Danske Gitte Lund Thomsen, der stiller op for PP til næste kommunalvalg i Torrevieja i Valencia-regionen, mener, at korruptionen skyldes, at pengeglade mennesker går ind i politik i Spanien, og der opstår en uskøn sammenblanding af politik og forretning. Hun er bankrådgiver og forklarer til Magasinet Europa, at ”der er kommet en masse tiltag på både spansk og på europæisk niveau, der gør det sværere at skjule penge i udlandet. Det skyldes både samarbejdet mellem EU-landene og bankverdenens generelle bekæmpelse af hvidvaskning og skattely”.

Professor Jordi Gracia, der er en kendt samfundsdebattør, siger omvendt til Magasinet Europa, at statens kontrolmekanismer er blevet svækket voldsomt i de seneste ti år: ”Staten har mistet muskelmasse, smidighed og kapacitet, fordi den ikke har haft det demokratiske mod til at tilpasse sig de nye realiteter og tage højde for de institutionelle mangler, der har været åbenlyse siden slutningen af firserne, om ikke før. Ingen har gjort noget for at rette op på dem.”

Den uhildede magt
Freelancejournalisten Jordi Rovira udtrykker over for Magasinet Europa, at han betragter korruptionen som et levn fra franquismens udemokratiske kultur, som La Transición forsømte at gøre op med. Overgangen til demokrati 1975-81 undlod at tage et opgør med de fyrre onde år for ikke at fremprovokere endnu et militærkup som det, der gjorde kål på Den spanske Republiks korte demokratierfaring 1931-36. Man lagde simpelthen bare det oprindeligt fascistiske og sidenhen nationalkatolske diktatur bag sig uden at straffe de skyldige: den døde diktators håndgangne mænd.

Politologen Alberto Mesas, der er fra Madrid og underviser på flere universiteter i Paris, ser problemets kilde i den såkaldte magtdeling mellem konservative PP og socialdemokratiske PSOE i hele demokratiets tid. Det er en anke, Podemos med det samfundsomvæltende partiprogram ofte nok er kommet med i sit korstog mod la casta (eliten) og ”de gamle partier”, som den venstrepopulistiske bevægelse betragter som ét fedt og samlet kalder for ”PPSOE”.

”Selve systemet faciliterer magthavernes kontrol med de institutioner, som skulle kontrollere magthaverne,” opsummerer Mesas problemet.

Banalisering
PP’s strategi har været at banalisere skandalen, parkere den i fortiden og koge den ned til ”10-15 isolerede tilfælde” med Rajoys ord.

”Det er ikke noget argument, men bare en dårlig undskyldning”, siger Jordi Rovira. Han påpeger, at der efter torsdagens dom kun er to tilbage af ministrene i PP’s tidligere Aznar-regering (1996-2004), som ikke er dømt eller anklaget.

”Ja, det bliver jo hurtigt historie, når det tager så lang tid at opklare,” siger Alberto Mesas.

Og ”naturligvis er sagen stadig politisk relevant”, siger Jordi Gracia. ”Så længe den konservative partiledelse ikke påtager sig ansvaret for den grasserende korruption, har PP tydeligvis ikke taget behovet for fornyelse til sig. Men denne gang kan partiet blive tvunget til det.”

Politiske konsekvenser
Kilder i udenrigstjenesten fortæller, at diplomatiet har reageret på dommen med et: Åh nej, ikke valg igen! Det er valgår næste år, men nu er der risiko for et valg i utide (med alt, hvad det indebærer for embedsmænd, der udskiftes sammen med de politikere, der udpeger dem).

Den PP-fjendtlige publikation Ara.cat konkluderer på lederplads dagen efter dommen, at ”det spanske demokrati er magtesløst”, meget i dur med den catalanske separatismes faste overbevisning om, at Spanien ikke står til at reformere og derfor bør sprænges som struktur.

At PP’s dage som magtfaktor kan være ved at være talte fremgår af, at den mægtige og vægtige mediemand ”Pedro Jota”, Pedro J. Ramirez, har ført sin faneflugt til vejs ende. På sin nyeste publikation El Español’s videokanal opfordrede den tidligere chefredaktør for det PP-tro dagblad El Mundo få timer efter dommen og iklædt fuldt excentrisk Tory-udstyr Rajoy til at træde tilbage. Politologen Alberto Mesas understreger, at Pedro Jota ”altid er der, hvor magten er” – og at den er på vej over på Ciudadanos’ hænder, skønt de ikke vil kunne regere alene, og der derfor venter politisk søgang forude.

Partiet Ciudadanos [borgerne.sh] har sit udspring i Catalonien, men har fået fodfæste i hele landet med deres antiseparatistiske og angiveligt socialliberale agenda. Tiden netop nu er de nye partiers – også selv om det venstrepopulistiske Comuns har skuffet fælt i Barcelona, og den moralistiske partiejer Pablo Iglesias fra Podemos er faldet i unåde hos det unge prekariat ved selv at blive elite i kraft af sit seneste luksuøse huskøb.

Professor Jordi Gracia tror, at de politiske konsekvenser af dommene meget vel kan blive store: ”Presset fra Ciudadanos kan føre til en revolution internt i Partido Popular, hvor mange af medlemmerne med god grund væmmes ved afsløringerne.”

Mistillidsvotum
PP havde ellers lige fået landets budget stemt igennem med hiv og sving takket være den uhørte kombination af støttepartier: spanskpatriotiske Ciudadanos og de baskiske nationalister i PNV. Det konservative parti havde overlevet endnu en miniskandale i form af den mastergate, der væltede Madrid-politikeren Cristina Cifuentes, der kælent omtaler sig selv som ”la Cifu” og ikke er helt så veluddannet, som hun ellers havde ladet vide med hjælp fra et velvilligt universitet.

Men den spanske langmodighed har sine grænser, og befolkningens lave forventninger til sine politikere kan ende med at give bagslag. I sin tid fik korruptionsskandaler spanierne til at vælte demokratihelten Felipe Gonzalez’ socialdemokratiske regering til trods for politisk affinitet. Det samme kan ske nu, og en anden og meget alvorlig konsekvens er, at politikerleden i det unge demokrati er så omfattende, at borgere på de sociale medier begynder at tale om at opgive demokratiet uden at fortælle, hvad de vil sætte i stedet.

Foreløbigt forsøger socialdemokraterne at samle oppositionen om et mistillidsvotum til Rajoys regering; det revolutionære Podemos er ikke spor overraskende med på den værste, og den kalkulerende Ciudadanos-leder Albert Rivera vil ikke love noget, for hans kommende magt kan meget vel afhænge af de konservatives støtte, men taler om en ”vender op og ned på planerne”.

PP’s endeligt synes pludselig snublende nær i et land, hvis befolkning i forvejen ikke holdt af sin egen regering. Ligesom i Catalonien sikrer den skæve valglov på centralt plan, at det reelt er de tyndt befolkede landområder, der vælger regeringerne, og PP er således ikke valgt ind med noget befolkningsflertal.

Imens i Catalonien
Den politiske uro kommer i en tid med stærke spændinger mellem centralstaten ogregionen Catalonien, som har sine egne tunge korruptionsskandaler med i bagagen: den ene centreret om landsfaderen Jordi Pujol og hele hans familie, den anden med udspring i kulturinstitutionen Palau de la Musica.

Aktuelt står den landflygtige og afsatte regionschef Carles Puigdemont sammen med sine regionsministre anklaget for underslæb i forbindelse med den forfatningsstridige løsrivelsesproces i regionen, men ”det er ikke bevist”, siger journalisten Jordi Rovira, som er fast i troen på el president Puigdemont.

Hvad der er bevist, siger Rovira, er den ”meget alvorlige korruption i de offentlige institutioner”, som det gamle Convergència fremelskede og lod sig finanisere af. Convergència skiftede siden navn til PDECat, som er det parti, Puigdemont er rundet af og blev valgt ind med i 2015.

I Catalonien blev PP decimeret til det rene ingenting ved regionsvalget lige før jul. Her er magthaverne andre, og korruptionsskandalerne synes ikke at have nogen konsekvenser for på populariteten af regionens egne store partier. Evigt skiftende partinavne sikrer hurtig glemsel i en Vlucht nach vorne, og den stærke tro hos tilhængerne udgrænser effektivt alt ondt fra det højere formål om nationsdannelse.

”De catalanske nationalister har været bedre end PP til at håndtere skandalerne,” mener professor Alberto Mesas.

Domstolenes uafhængighed
Netop i Catalonien har lokalnationalisterne sået tvivl om de spanske domstoles uafhængighed (samtidig med at de selv har lagt pres på dem med fysiske trusler). Det har de gjort, når separatistlederne er blevet anklaget og varetægtsfængslet for forløbet op til og efter den forfatningsstridige valghandling 1. oktober 2017, som havde til erklæret formål give mandat til at løsrive regionen uden at have hjemmel til det.

Der er altid (og ikke kun i Spanien) en vid skønsmargen, når domstole skal afgøre skyldsspørgsmål og beslutte, om de meget vide strafferammer skal udnyttes til det yderste. Domme baserer sig ikke alene på hug- og stikfaste beviser, men i vidt mål på fortolkninger af loven og vurderinger af de anklagedes og eventuelle vidners troværdighed.

Betyder dommen så, at retsvæsnet faktisk er uafhængigt, sådan som magtens tredeling foreskriver?

Det mener separatisten Jordi Rovira ikke: ”Det ville have vakt furore andet. Det viser ingenting. Dommerne er i vidt mål politisk udpegede og tæt knyttede til de store partier.”

Alberto Mesas fra Madrid er enig: ”Dommen er effektjageri. Man forsøger at berolige samfundet ved at vise, at der er konsekvenser – men kun for enkeltpersoner. PP slipper med en bøde, der slet ikke er i nærheden af, hvor meget partiet har tjent på den ulovlige finansiering. De øverste lag i retssystemet beskytter fortsat den etablerede magt af den enkle grund, at dommerne udpeges af politikerne.”

Jordi Gracia fra Barcelona er mere optimistisk: ”De fleste dommere er så upartiske, som de kan finde ud af at være. Samtidig er det sådan, at de højeste domstole er (eller i alt fald virker) modtagelige for centralregeringens politiske interesser. Men dommen og anholdelsen gør mig tryg igen ved retsstaten. For mig at se viser de, at retsvæsnets mølle maler langsomt, men mere sikkert og kraftfuldt, end vi har det med at tro.”

Korruptionen i fiktionen
Det korrupte Spanien er også nået til det lille lærred. På Netflix kan man i serien La embajada følge de drabelige krumspring, de panikramte ansatte på en smækkorrupt spansk ambassade i Fjernøsten foretager for at sikre deres forretningsmodel. Serien viser, hvordan korruptionen æder alt, selv de bedste intentioner, og at ingen i sidste ende betaler de mange penge tilbage til fællesskabet, som korruptionen koster samfundet.

Det er kolossale beløb, som kunne bruges bedre i et land, der stadig vånder sig efter finanskrisen fra 2008.

Sara Høyrup er Magasinet Europas Spanienskorrespondent – www.sarahoyrup.com – F + I + T: @lahoyrup

Billede i artiklens top: /Ritzau Scanpix/AP/Paul White/

Vi ønsker hverken at være annonce- eller abonnementsbaserede. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.

 

Støt os med et engangsbeløb via MobilePay                          Støt os fast via Patreon

                                   Image result for patreon