Spansknationale fascister eller pluralistiske demokrater?

2018-04-24T12:17:07+00:00 tirsdag, 16. januar, 2018|

José Rosiñol er formand for Societat Civil Catalana (Det Catalanske Civilsamfund), som i efteråret organiserede massedemonstrationerne i Catalonien mod løsrivelse fra Spanien. De er blevet beskyldt for at have dunkle forbindelser til det yderste højre, men siger selv, at de er pluralistiske demokrater. Vi har opsøgt Rosiñol i foreningens lokaler i Barcelonas Eixample-kvarter.

Interview af Sara Høyrup

16.01.2018 | SPANIEN | José Rosiñol er hadet af de catalanske nationalister. Han står nemlig i spidsen for Societat Civil Catalana (SCC, Det Catalanske Civilsamfund), som i efteråret organiserede massedemonstrationerne mod løsrivelse fra Spanien. Den 15. januar modtog foreningen en pris for sit arbejde til fordel for den spanske sameksistens. Prisen blev overrakt af Valencias regionschef Ximo Puig. Regionen syd for Catalonien indgår i det Storcatalonien, som catalanisterne på sigt gør krav på.

De catalanske nationalister har kaldt SCC for fascister fra dag ét og mener, at foreningen – og alle separatismens andre modstandere – forfægter en spansk enhed i Franco-stil. Regionalpolitiet Els Mossos har overvåget foreningens ledelse uden strafferetligt grundlag. Nettet flyder over af beskyldninger om dunkle forbindelser til det yderste højre.

Men alt, hvad jeg læser fra SCC’s egen hånd, virker lødigt og moderat. Den underbemandede forening har udgivet en række rapporter om tingenes tilstand i det Catalonien, som jeg har kendt og holdt af siden 1996. Rapporterne fremstår sobre og af akademisk tilsnit. Argumentationen i pressemeddelelser og på hjemmesiden er uhysterisk og kohærent. Offentlige personligheder knyttet til SCC er den liberale intellektuelle Mario Vargas Llosa, Europa-Parlamentets tidligere formand Josep Borrell fra det spanske socialdemokrati og den gamle kommunistleder Francisco Frutos.

Derfor har jeg opsøgt José Rosiñol for at høre, hvem SCC egentlig er ifølge dem selv, og jeg møder en venlig mand, der har let til latter i en ellers alvorlig brydningstid i den spanske region.

– Hvad er det, Societat Civil Catalana vender sig imod?

”Jeg bryder mig ikke om at blive pålagt en identitet, og jeg finder det skræmmende at se koblingen mellem identitet og politik. Det bekymrer mig som demokrat og ikke bare som spanier.

Jeg er opdraget politisk. Jeg fulgte kupforsøget i det spanske parlament i 1981 live i fjernsynet som tiårig, fordi min socialdemokratiske far altid satte os til at se de politiske debatter,” siger Rosiñol.

I foreningens entré hænger plakater, som allerede længe før det hede efterår 2017 advarede mod løsrivelsesprocessen som et nyt forsøg på statkup.

– Hvad er problemet?

”Den catalanske nationalisme har usunde sekteriske strukturer. Det bekymrer mig altid, når man taler i kollektivets navn og glemmer individet. Jeg tilslutter mig den humanitært utilitaristiske filosof John Stuart Mills tanker om frihed og pluralisme. Dem er der brug for i dag i hele Europa.

Det er et alvorligt problem, at det skal være nødvendigt for forældre at trække i kamptøjet, hvis de vil modstå skolernes indoktrinering af deres børn. De fleste familier mangler instrumenter til at gøre det – og ikke desto mindre er der stadig flertal i befolkningen mod løsrivelse.”

– Begrebet spanier bruges forskelligt af konfliktens to parter.

”For mig er catalaner min måde at være spanier på, og spanier er min måde at være europæer på. Det er ligesom de russiske babusjka-dukker af træ med mindre dukker indeni. Det er komplementære identiteter.

Nationalisterne derimod betragter identiteterne som catalaner og som spanier som noget, der udelukker hinanden. Selv er jeg søn af en catalansk far og en sydspansk mor, der er helt pjattet med catalansk kultur.”

– Hvornår blev catalanismen separatistisk?

”Den catalanske landsfader Jordi Pujol publicerede allerede i 2002 en køreplan for løsrivelse. Pujol oplistede tre ting, det var vigtigt at få kontrol med: medierne, uddannelsessystemet og civilsamfundet.

Det er social ingeniørkunst, og reelt har el procès fulgt disse retningslinjer i kraft af styring og statsstøtte. Kulturidentitariske foreninger som ANC og Òmnium er en del af køreplanen og har sågar siddet med til bords i parlamentets præsidium. Hvad ligner det? Det svarer til, at jeg sidder med som lobbyist i et ministerråd.

Der er en mangel på demokratisk kultur i nationalisternes omgang med de demokratiske institutioner og kanalerne til oplysning. Der er sågar sket en pervertering  af selve sproget, og det er faktisk meget alvorligt.”

– Men har nationalisterne ikke fat i noget?

”Det er meget svært at tale med nationalisterne, selv om vi hele tiden prøver. Det nationalistiske argument er følelsesbåret og taler i trossætninger.

Der er et element af magisk tænkning, når separatisterne først benægter firmaflugten fra Catalonien, siden banaliserer den og endelig skyder skylden på ’Madrid’ presset af realiteter som tabet af 30 % af bruttonationalproduktet i form af 3.160 firmaer. Den catalanske nationalisme er ufatteligt optaget af sig selv som offer for andre.

Nationalisterne gentager de samme forsimplede påstande som mantraer igen og igen. De baserer sig på falske præmisser og udleder deraf,  lige hvad de vil. ’Espanya ens roba, Espanya ens pega: Spanien berøver os, Spanien slår os.’”

Populisme og fake news
”Nationalisterne omtaler spanierne som noget fremmed og som fjenden, skønt en stor del af befolkningen i Catalonien er spaniere i den forstand, at de er primært spansktalende og ikke har catalanske efternavne og aner. Det er populisme i ren aftapning – og i den forstand indgår den catalanske nationalisme i hele den populistiske bølge, der er skyllet ind over Europa i de senere år.

Og venstreorienteret er det ikke! Nationalismens essentialistiske tankesæt står i skærende kontrast til socialismens iboende internationalisme. Hele konceptet om ’folkenes ret til selvbestemmelse’ er et etno-nationalistisk politisk ideal, som ikke passer sammen med tanken om et internationalt proletariat.

Men det værste er næsten, hvor ukritiske modtagerne af det nationalistiske budskab er. Jeg ser en klar sammenhæng med det forhold, at man ikke lærer kritisk tænkning i skolerne. Det gør befolkningen meget sårbar over for la posverdad.”

Dette begreb bruges om følelsesmæssige appeller, hvor sandheden skubbes til side som underordnet troen, og fakta fordrejes med det sigte at forme den offentlige opinion og påvirke handlinger i samfundet. Det, som vi på dansk kalder fake news, og som den danske videnskabsformidler Vincent Hendricks har udgivet en bog om i 2017.

– Passer det, at Societat Civil Catalana har nære forbindelser til Falangen og andre spanske fascister?

”Nej! Vi er forfatningstro demokrater. Vi tror på, at alle har ret til at have lige den mening, de vil, og føle sig som lige, hvad det skal være. Jeg kunne ikke drømme om at nægte separatister retten til at ønske løsrivelse. Det afgørende er at overholde loven og være god ved sin næste.

Forud for hver demonstration har vi klart bedt de spansknationale fascister holde sig væk, og det har resulteret i trusler fra fascistisk hold mod foreningen. Ikke desto mindre forlød det på den offentlige catalanske kanal TV3, at vores demonstration den 8. oktober var indkaldt af Falangen! De offentlige medier i Catalonien er politisk styrede og går de nationalistiske institutioners ærinde.

Spansknationale fascister har præsteret at lave ballade i kølvandet på en af de folkelige protester mod løsrivelsesprocessen, men de er ikke velkomne hos os. Vi er tværpolitiske, men man skal være forfatningstro demokrat for at være med. Møder de op, beder vi dem gå, og det har da ført til trusler fra deres side.

Den lokale statsadministration La Generalitat har journalister ansat til at skrive om os og skælde os hæder og ære fra. Om så det er den kommunistiske fagforeningsmand Francisco Frutos, så kalder nationalisterne ham fascist, fordi han har holdt tale ved en af vores demonstrationer. Vi har simpelthen ikke ressourcer til at modgå den linde strøm af beskyldninger. De har et massivt propagandaapparat i gang.

Anklagemyndigheden undersøger for øjeblikket, om disse journalister har modtaget informationer om vores privatliv fra de mossos-betjente, som har udspioneret os uden strafferetligt grundlag. Hvad er det for et samfund, hvor politiet overvåger dissidenter?”

Bifald og begejstring
I slutningen af interviewet trækker jeg Jordi Amats spritnye, upartiske lommebog om separatismen op af dametasken: La confabulaciò dels irresponsables, som er udkommet på begge regionens to sprog. Foreningsformanden og hans assistent begejstres efter tur højlydt over, at jeg læser den på catalansk.

Først næste morgen går det op for mig, hvad deres bifald betyder i et samfund, der lige for tiden er ved at blive revet over på midten langs unødigt uforsonlige sprog- og kulturlinjer. Glæden over, at en udlænding mestrer begge områdets sprog, er udtryk for, at foreningen Societat Civil Catalana næppe er sat i verden for at mose det catalanske særpræg ud af det nordøstlige spanske selvstyreområde.

Læs også: José Rosiñols blog og SCC’s hjemmeside.

Sara Høyrup er skribent på Magasinet Europa med base i Barcelona. Hun organiserer studieture til Spanien og kan bookes til foredrag på dansk grund: www.hoyrup.biz

Foto i artiklens top: /Scanpix/EPA/Toni Albir/