Stor ståhej for ingenting?

2019-01-31T11:22:43+00:00 torsdag, 31. januar, 2019|

Hvert år, den 22. Januar, fejrer Tyskland og Frankrig deres forsoning og samarbejde efter årevis af “arvefjendskab”. I år blev dette mindet i ekstra stor stil med underskriften af en ny fransk-tysk partnerskabstraktat i Aachen. Traktaten skal fungere som en opdateret udgave af den originale Élysée-traktat fra 1963. Det vil dog kræve mere end symbolpolitik at genstarte den tysk-franske motor og give Europa en ny retning.

Analyse af Amélie Reichmuth

Der findes mærkedage for næsten alt i dag, fra de klassiske mors- og farsdag, til de nyere “single day” og “black friday”. At have sin egen mærkedag er vel blevet et af de største tegn på anerkendelse overhovedet. En af disse nyere mærkedage for franskmændene og tyskerne er nok den 22. Januar. Siden 2003 har denne dag officielt været den “fransk-tyske dag”, hvor man fejrer venskabet på begge sider af Rhinen.

Jeg må indrømme, at jeg er selv virkelig dårlig til mærkedage, for der findes alt for mange af dem, og de fleste er alligevel blevet til ren marketing, men en af de få jeg rent faktisk husker – og vælger at fejre – er nok den tysk-franske dag.

Det fransk-tyske samarbejde har nemlig altid haft en helt konkret betydning i min hverdag, eftersom jeg blev født i en fransk-tysk familie, hvor to sprog og to kulturer har mødtes på daglig basis. Udover det, er det også to historier og nationale identiteter som mødes, på godt og ondt.

I alle familier deler man minder med børnene, dels for at sikre, at disse historier ikke bliver glemt, dels fordi man gerne vil give de unge vigtige lektioner for livet. I min tysk-franske familie hænger så mange af disse historier sammen med verdenshistorien, at man kunne forfatte en hele familiesaga.

En sætning har dog altid gjort et stort indtryk på mig: “I er forkælede børn, I har ikke oplevet krigen”. Som barn tænkte jeg, at det var den typiske slags ting, som voksne siger til børn for at opdrage dem, og at det er nemt at sige, når man har overlevet koncentrationslejren eller set bomber falde fra den normanniske himmel den 6. juni 1944.

Det er først nu, som ung voksen, hvor jeg først og fremmest ser mig selv som en europæer, at jeg kan se meningen i at have en mærkedag for at fejre den fransk-tyske forsoning.

Det tysk-franske venskab: En succeshistorie uden fortilfælde
Den tysk-franske fælleshistorie i den nyeste historie er nemlig uden fortilfælde. De to lande gik fra at være “arvefjender”, som kæmpede imod hinanden i 70 år med tre blodige krige (den fransk-preussiske krig i 1870 og de to verdenskrige) og næsten ødelagde hele europæisk kontinent, til at være – ikke kun partnere – men også hinandens bedste venner.

Denne succeshistorie skyldes i stor grad de to statsmænd, som delte den samme vision om forsoning mellem Frankrig og Tyskland og et forenet Europa, den franske præsident Charles de Gaulle og den tyske forbundskansler Konrad Adenauer.

Den 22. Januar 1963, efter måneders forhandlinger, blev den såkaldte Élysée-traktat underskrevet, som gjorde det tysk-franske partnerskab officielt: Med det klare formål at gøre en ny krig imellem de to lande “ikke kun utænkelig, men praktisk umulig“.

Denne venskabstraktat hvilede på to store søjler: Politik på regeringsniveau og kulturmøde på samfundsniveau. På den ene side skulle de to regeringer mødes regelmæssigt for at harmonisere deres politik og for at skabe et tættere samarbejde. På den anden skulle sprogpolitik og kulturudvekslinger spille en væsentlig rolle for at forstærke den gensidige forståelse og dialog. Flere skoleelever skulle lære det andet sprog, eksamener skulle anerkendes af begge lande, og man skabte et “fransk-tysk ungdomscenter” for at styrke mobiliteten over grænserne.

I dag, 56 år senere, er resultaterne af denne politik tydelige: Over 8,4 millioner unge franskmænd og tyskere har deltaget i et udvekslingsprogram, mens over 80 procent af tyskerne og omkring 75 procent af franskmænd erklærer at de elsker/kan lide Frankrig/Tyskland. Der findes over 2200 partnerskaber imellem franske og tyske byer og regioner; den tysk-franske fjernsynskanal Arte, som sendes på begge sprog; den militære fransk-tyske brigade, hvor omkring 5000 tyske og franske soldater er en del af den samme division, og Abibac-programmet, der gør det muligt at få en dobbelt tysk-fransk studentereksamen.

Selvom denne politik har båret frugt, var der i år behov for at opdatere Élysée-traktaten for at tilpasse den til den nuværende situation i Europa.

Europa i krise
Europa anno 2019 ser nemlig meget anderles ud end i 1963. For kontinentet har aldrig været konfronteret med så mange udfordringer samtidligt.

Politisk er EU udfordret både internt og eksternt. Internt virker kløften imellem eliterne og folket større end nogensinde – og dét kun få måneder før valget til Europa-Parlamentet. De veletablerede partier mangler visioner og skal konkurrere med nye politiske kræfter. Eksternt har Brexit og ændringen i den amerikanske udenrigspolitiske kurs siden valget af Donald Trump til præsident i 2016 endnu en gang vist, at EU forbliver en politisk dværg på den internationale scene.

Økonomisk findes der også mange udfordringer, fordi EU har endnu ikke helt overstået krisen fra 2008, og sparepolitik bliver fortsat konsekvent gennemført: Arbejdsløsheden er stadigvæk et stort problem i Sydeuropa, især blandt de unge, og den offentlige gæld er stadig meget høj. Omvendt tjener Tyskland på den lave euro uden at investere i sin infrastruktur. Samtidigt har man ikke lært af den sidste krise og har ikke forstået at udvikle den økonomiske union med henblik på at skabe fælles løsninger.

Også kulturelt og socialt er EU plaget af dybe kriser. De sidste årtiers indvandring tvinger os, som europæere, til at gentænke vores definition af identitet og borgerskab på et kontinent hvor den jødisk-kristne kultur historisk set har haft en stor betydning, både kulturelt og politisk. I løbet af de sidste år har EU også været konfronteret med flygtningekrisen og truslerne imod retsstaten i Østeuropa, to udfordringer som sætter unionen i en eksistentiel krise, fordi EU’s grundværdier (menneskerettigheder, liberalisme, osv.) bliver tilsidesat.

Disse store udfordringer – kombineret med interne kriser, som både Tyskland og Frankrig har oplevet – har ført til en manglende koordination de to lande imellem og et sammenbrud i den tysk-franske motor, hvilket kun har forstærket de kriser, EU har oplevet i de sidste år.

Partnerskabstraktat 2.0
Det var altså på tide at opdatere Élysée-traktaten fra 1963 for at tilpasse den til de nye realiteter på europæisk niveau.

Hvor den første traktat var meget fokuseret på Tyskland og Frankrig, har denne nyere udgave en langt større europæisk dimension. Den korte tekst, som kun indeholder 7 kapitler, starter med at understrege at “denne bilaterale relation skal opgraderes til et højere niveau og klargøres til de udfordringer begge lande og Europa bliver konfronterede med i det 21. århundrede”.

Fokuset ligger altså først og fremmest på det politiske i sin bredere definition, med store emner som “fred, sikkerhed og udvikling”, “regionalt og transnationalt samarbejde” eller “grøn udvikling, klima, miljø og økonomi”. Kernen af denne nye traktat repræsenterer dog i virkeligheden ingen stor innovation i forhold til den første fra 1963: Frankrig og Tyskland skal forstærke deres koordinering og samarbejde for at vise Europa vejen frem, på alle områder, men især når det gælder udenrigs- og forsvarspolitik for at profilere EU på den internationale scene, mens begge lande skal sørge for, at flere skoleelever lærer partnerens sprog og deltager i udvekslingsprogrammer.

Der findes alligevel noget nyt. Eksempelvis de nye fransk-tyske råd for at harmonisere forsvars- og økonomipolitikken, og den “borger fond”, som skal finansiere borgerinitiativer og partnerskaber imellem franske og tyske byer. Desuden dækker traktaten nyere emner på den politiske dagsorden som f.eks. grøn udvikling, digitalisering eller kunstig intelligens.

Selvom man ikke kan kritisere denne ambitiøse traktat for at glemme vigtige emner, som borgerne brænder for, er det ikke sikkert, at den nye traktat vil kunne give et nyt skub til det fransk-tyske par.

En ny retning for Europa?
Denne nye traktat er nemlig i virkeligheden ren symbolpolitik: Efter at Frankrig har ventet forgæves på Tyskland i månedsvis for at bringe EU fremad, er situationen i begge lande blevet mere kompliceret og spændt i løbet af de sidste måneder, samtidig med at der er kun få måneder til valget til Europa-Parlamentet. Med andre ord var der behov for et stærkt signal for at holde facaden.

Dette kan man læse imellem traktatens linjer: Formuleringerne er brede og vage, uden at nævne konkrete mål, midler eller værktøjer. Desuden er mange af forslagene gentagelser af allerede eksisterende initiativer eller af idéer man har haft i lang tid, uden at opnå dem. Det hele virker mere som en lang liste af forskellige ønsker end som en sammenhængende vision for det tysk-franske partnerskab. Endvidere ligger fokuset først og fremmest på koordinering imellem de to regeringer, uden at give rigtig plads til “hverdagsdiplomatiet” imellem de to civile samfund.

Det vil dog være en fejl at tro, at politik på regeringsniveau kan give en ny retning til det fransk-tyske samarbejde og EU generelt, uden at inkludere civilsamfundet. En traktat alene vil ikke være nok til det, og det er i virkeligheden hele konceptet omkring det tysk-franske partnerskab som skal gentænkes og opdateres.

Parterapi for Tyskland og Frankrig
For at kunne give Europa en ny retning, skal Frankrig og Tyskland gentænke måden hvorpå deres partnerskab fungerer.

For det første bliver begge lande nødt til at reflektere over de præmisser, deres forhold hviler på, fordi deres fælles, mørke fortid ikke kan være den eneste relation, landene bygger på. De yngste generationer kender kun krigen fra historiebøgerne og museerne. Det betyder selvfølgelig ikke, at man skal glemme, hvad der er sket, men at sige, at det bedste og det eneste EU har gjort i løbet af de sidste årtier har været at sikre freden, vil ikke være nok til at overbevise de yngre og de kommende generationer om samarbejdets vigtighed. For de tager det for givet, da de selv nyder Europas fordele konkret i deres dagligliv.

For det andet forbliver det fransk-tyske partnerskab et elitært projekt. Tysk forbliver i Frankrig elitens sprog, mens det samme gælder fransk i Tyskland. Med andre ord begejstrer dette forhold ikke masserne, og ligesom i andre dele af EU skal begge lande håndtere kløften imellem eliterne og folket, vinderne og taberne. For at genvinde borgernes tillid skal det fransk-tyske partnerskab demokratiseres og ikke opgive de svageste, især de unge og indvandrerne.

Hvis det lykkes at genopfinde måden det tysk-franske samarbejde fungerer på, ved at give plads til nye og yngre stemmer, vil det skabe store forandringer på europæisk niveau.

For det første vil det føre til en ny måde at definere politik på, hvor man tænker globalt og handler lokalt ved at kombinere både det korte og lange sigte, det abstrakte og det konkrete, det politiske og det sociale. Hermed vil det fransk-tyske/europæiske samarbejde ikke kun overleve gennem damage control og krisemanagement, men i stedet genopfinde sig selv og genblomstre.

For det andet vil det åbne det fransk-tyske partnerskab for nye vækstmuligheder, både ved at åbne den lukkede klub og invitere andre med ved bordet, men også ved at  profilere sig selv og EU på den internationale scene.

Det fransk-tyske samarbejde er væsentligt for EU, men omvendt er EU også væsentlig for begge lande. Det er tid til at handle nu.

Amélie Reichmuth er kandidat i internationale relationer fra eliteuniversitetet Sciences Po i Paris.

Billede i artiklens top: /Ritzau Scanpix/AFP/Ludocic Marin/


 

Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.

Støt os med et engangsbeløb:    

Støt os fast:    Image result for patreon