Storbritannien i frit udenrigspolitisk fald

2018-04-13T15:53:45+00:00 Af |Analyse, Tema: Brexit?|

Med både Brexit og store problemer med forholdet til såvel USA som Rusland ligger britisk udenrigs- og sikkerhedspolitik efterhånden i ruiner og udvikler sig i en stadig mere bizar retning.

11.04.2018 | TEMA: BREXIT | Storbritanniens mest centrale udenrigspolitiske problemkompleks er naturligvis Brexit-forhandlingerne, som indtil videre er forløbet mildt sagt kaotisk. Det var nok nærmest uundgåeligt, og selv om mange opfatter det britiske exit fra det europæiske fællesskab som intet mindre end en national katastrofe, er der i så i fald tale om en katastrofe, der har været mange år undervejs.

Storbritanniens forhold til det øvrige Europa har altid været en meget kompliceret affære, og det burde derfor ikke komme som nogen overraskelse, at det hele er endt med at eksplodere mellem hænderne på London og Bruxelles. Langt mere overraskende er den udenrigspolitiske kurs, som London er slået ind på, når det gælder andre områder af vital betydning for den nationale interesse.

Mellem øst og vest
Ved siden af relationen til Kontinental-Europa har den anden altafgørende søjle i britisk udenrigs- og sikkerhedspolitik i tiden efter 1945 været forholdet til USA. Her er der imidlertid også opstået problemer. Relationen mellem London og Washington har altid været ambivalent, men særlig i tiden efter Irak-krigen i 2003, hvor daværende premierminister Tony Blair blindt fulgte George W. Bush på krigseventyr, er der opstået en stadig større diskrepans mellem den brede befolknings kritiske syn på den meget pro-amerikanske linje og så den politiske elite, som desperat søger at fastholde denne linje med alle midler.

Denne forskel er nærmest eksploderet efter valget af Donald Trump. Det har således vist sig endog meget vanskeligt at få arrangeret et officielt statsbesøg, fordi den folkelige og politiske modstand blandt oppositionen er stor. Det er så meget mere problematisk for Downing Street, som det lykkedes for præsident Emmanuel Macron at få afholdt et smertefrit og succesfuldt besøg af den amerikanske præsident på den franske nationaldag d. 14.juli 2017.

Hvis relationen til amerikanerne efterhånden er noget belastet, er det for intet at regne, når det gælder forholdet til Rusland. Storbritannien er et af de mest Ruslandskritiske lande i den vestlige verden. Sådan har det været i efterhånden mange år, men her adskiller London sig fra de øvrige europæiske (stor)magter – Tyskland, Frankrig og Italien, der alle har en noget mere pragmatisk tilgang til Moskva. Relationen mellem Storbritannien og Rusland bliver bestemt ikke bedre af de efterhånden mange mistænkelige dødsfald blandt eksil-russer, der opholder sig på britisk jord. Det mest berømte tilfælde er mordet på den tidligere KGB-agent Aleksandr Litvinenko, der blev forgiftet med et radioaktivt stof, og hvor pilen peger mod indblanding fra de russiske myndigheder. Senest er en anden tidligere spion, den 66-årige Sergei Skripal og hans 33-årige datter blevet fundet forgiftet med nervegas i den sydengelske by Salisbury.

Premierminister Theresa May på besøg i det område i Salisbury, hvor Sergei Skripal og hans datter blev fundet i kritisk tilstand. – Foto: /RitzauScanpix/AP/Toby Melville/

Myndighederne undersøger i øjeblikket sagen, som også behandles på politisk topniveau. Der er således blevet udvist 23 russiske diplomater fra Storbritannien, og det er samtidig lykkedes for den britiske regering at få opbakning fra et nogenlunde samlet EU og USA efter en indledningsvis tøven. Flere europæiske lande melder sig ligeledes klar til at tage yderligere diplomatiske og økonomiske skridt over for Moskva. Dette på trods af at der tilsyneladende ikke foreligger egentlige beviser mod russerne, hvorfor man taler om “højst sandsynligt” og “ingen anden plausibel forklaring.” Om dette så vil være nok til at holde i en europæisk retssal, er et åbent spørgsmål.

Dertil kommer, at det netop nu bestemt ikke synes at være i Moskvas interesse at skabe yderligere krise i forhold til den vestlige verden i forlængelse af præsidentvalget og det kommende fodbold VM. Selv om det altså aldrig er blevet fuldt bevist, at Moskva står bag drabet på eksil-russere i Storbritannien, forekommer det usandsynligt, at de russiske myndigheder slet ikke skulle have noget med i hvert fald nogle af drabene at gøre, men dermed er der ikke sagt noget om skyldsspørgsmålet i den aktuelle sag.

Derimod er der ikke meget, der taler for, at de politiske drab skulle være et angreb på britiske interesser. Kun i den forstand at skiftende regeringer har givet tilladelse til, at de mange russere har kunnet bosætte sig på britisk jord.

Flere iagttagere er af den opfattelse, at de mange drab er den primære forhindring for en fornyet tilnærmelse mellem London og Moskva på et tidspunkt, hvor briterne ellers er på udkig efter nye handels- og samarbejdspartnere som forberedelse til tiden efter Brexit. Der er dog ikke ret meget, der tyder på, at nogen britisk regering i tiden efter Putins magtovertagelse for alvor har villet genstarte forholdet til Rusland. Man har i stedet fastholdt sin position som barsk modstander af regimet i Moskva.

Hvad der nu måske forandrer sig, er at Rusland går fra at være en politisk modstander til at blive en hovedfjende for Storbritannien – i hvert fald hvis man skal tro øjeblikkets ophedede retorik. Spørgsmålet er, hvor klog en beslutning det er? Midt i Brexit-kaoset og med et usikkert forhold til USA skulle man synes, at det sidste London havde brug for, er at forvandle Rusland til en politisk og militær fjende.

Den nye verdensorden
I forsøget på at finde en placering til Storbritannien i den nye verdensorden har skriftende regeringer forsøgt at skabe tættere forbindelse til de opstigende stormagter Indien og Kina, men heller ikke her synes anstrengelserne at bære nævneværdig frugt.

På trods af den historiske og imperiale relation til Indien (eller måske netop derfor) er det ikke lykkedes at skabe et specielt frugtbart økonomisk eller sikkerhedspolitisk forhold til New Delhi, og hvad angår Kina, er det endnu for tidligt at vurdere, hvor langt briterne her kan komme. Tidligere premierminister David Cameron har sat sig i spidsen for et initiativ, der netop skal forsøge at gøre Storbritannien til Beijings vigtigste europæiske partner, men hvordan det vil forløbe, er usikkert.

I hvad der forekommer som ren desperation, forsøger den britiske regering nu at række hånden frem mod Mellemøsten, særlig Saudi-Arabien og de øvrige Golfstater. I begyndelsen af marts var den saudiske kronprins, kongerigets nye magtcenter, Mohammed bin Salman, således på officielt statsbesøg i London for at styrke relationerne og handelsforbindelserne mellem de to lande.

Premierminister Theresa May tager imod den saudiske kronprins Mohammed bin Salman ved sin bolig på Downing Street 10 i London. – Foto: RitzauScanpix/AFP/Tolga Akmen/

Dette skete under højlydte protester fra dele af befolkningen samt fra Labour anført af Jeremy Corbyn. Den britiske regering synes dog ikke at have noget valg, hvis den ønsker at skabe fornyet økonomisk fremdrift, og der blev derfor indgået flere økonomiske aftaler, herunder en aftale om salg af 48 nye Typhoon kampfly, som Riyadh kan benytte i sin fortsatte krig mod nabostaten Yemen, en krig der siden sin begyndelse i 2015 har antaget et omfang, der kan måle sig med rædslerne i Syrien, uden at der dog høres de samme moralske fordømmelser fra den vestlige verdens ledere. I samme periode er det britiske våbensalg til Saudi-Arabien steget støt.

Storbritanniens tætte forbindelser og støtte til styret i Riyadh er en mærkelig affære. Opbakningen til et af verdens mest ufrie og undertrykkende samfund og støtten til dets umenneskelige krigsførelse finder sted samtidig med, at der fremsættes enstydig fordømmelse af forholdene i Iran, Rusland og Syrien. Det hænger ikke videre godt sammen.

Vel vidende, hvilke politiske og moralske problemer der var forbundet med det saudiske statsbesøg, for ikke at tale om den folkelige modvilje, forsøgte udenrigsminister Boris Johnson at foregribe centrale kritikpunkter med en artikel i The Times forud for kronprinsens besøg. Johnson argumenterede her for vigtigheden af gode relationer til Riyadh, som er en af Storbritanniens ældste venner i Mellemøsten. Der er vigtige økonomiske, sikkerhedspolitiske og udenrigspolitiske grunde til at fortsætte samarbejdet bl.a. i relation til terror-bekæmpelse og efterretningssamarbejde.

For at imødegå indvendinger fra menneskerettighedsforkæmpere pegede Johnson på, at det nye styre vil arbejde for kvindefrigørelse og påpegede, at den unge kronprins er ved at reformere det saudiske samfund bl.a. gennem den meget omtalte lov, der tillader kvinder at køre bil. Endelig er det ifølge Johnson Iran og ikke Saudi-Arabien, der udgør den største trussel mod Mellemøstens stabilitet, hvorfor opbakning til Riyadh er en politisk nødvendighed. Johnson ønskede, at der skal ske yderligere forbedringer af menneskerettighedssituationen i Saudi-Arabien, og at krigen i Yemen skal afsluttes hurtigst muligt, men det fastholdtes, at dette kun kan finde sted gennem et tæt samarbejde med det saudiske regime.

Dobbeltmoralens triumf?
På trods af Boris Johnsons anstrengelser fremstår forsvaret for det saudiske statsbesøg ikke videre overbevisende. Det er naturligvis en ærlig sag, hvis den britiske regering ønsker at bevare tætte relationer til Riyadh af økonomiske årsager, men at hævde, at Mohammed bin Salmans begrænsede reformtiltag kan tælle på plussiden for en saudisk styrkelse af menneskerettighederne, eller at Saudi-Arabien spiller en vigtig rolle for britisk sikkerhedspolitik, forekommer i begge tilfælde langt ude.

Der findes ingen garantier for, at Saudi-Arabien vil udvikle sig i mere liberal retning, historien vil antyde det modsatte, og at påstå at den stat, der har gjort mest for at sponsorere radikale islamistiske grupper, nu pludselig skulle være en garant for beskyttelse af britiske og europæiske borgeres sikkerhed, er nærmest en hån mod de mange, der allerede er blevet ofre for terror-anslag. Den blodige krig i Yemen er faktisk endnu værre end i Syrien, fordi der primært findes en aktør, der fører an i krigen, og som derfor har magten til at stoppe den med det samme i modsætning til det blodige kaos i Syrien, hvor der nu er så mange statslige aktører og grupper involveret, at det er endog meget vanskeligt at se, hvorledes stridighederne skal kunne standses i overskuelige fremtid. Saudi-Arabien har muligheden for at lukke ned for den helt unødvendige massakre i Yemen i morgen, hvis det ønsker det.

Hvis Boris Johnson virkelig er bekymret for Yemens skæbne, skulle han måske forsøge at lægge mere pres på eller i hvert fald tage afstand fra Riyadhs handlinger, men det vil nok være for meget at forvente fra britisk hold i øjeblikket. Der er i sandhed tale om dobbeltmoralens triumf.

I det hele taget er Boris Johnsons udtalelser et perfekt billede på en britisk udenrigs- og sikkerhedspolitik, der ligger i ruiner, og som savner enhver sammenhæng. Enhver stat, der hænger sine forhåbninger op på et særligt samarbejde med Saudi-Arabien, fordi alle andre muligheder er udtømt, forekommer ikke at have de bedste fremtidsudsigter.

Johnson selv virker som et menneske, der er ved at gå helt fra koncepterne. Først beskylder han Rusland for drabsforsøgene i Salisbury på et tidspunkt, hvor de indledende undersøgelser endnu ikke var kommet i gang, og derefter hævder han, at det er Putin selv, der personligt har givet ordre til ugerningen, hvor denne viden så end stammer fra, og endelig sammenligner den britiske udenrigsminister det forestående VM i fodbold, som skal afholdes i Rusland, med Hitlers olympiske lege i Berlin i 1936. En sammenligning der – uanset om Moskva er involveret i den pågående sag elle ej – forekommer helt ude af proportion.

Der er meget langt fra dengang store britiske statsmænd som Viscount Castlereagh (1769-1822), Lord Palmerston (1784-1865) eller Johnsons eget store idol Winston Churchill (1874-1965)  med benhård realisme styrede britisk udenrigspolitik gennem meget vanskeligere perioder i Europas historie til i dag, hvor Storbritannien i udenrigspolitisk henseende synes at befinde sig i frit fald.

Thomas Lie Eriksen er cand. mag i historie – med speciale i internationale relationer – og freelanceskribent.

Foto i artiklens top: /RitzauScanpix/AP/Virginia Mayo/

Læs hele vores Brexit-tema her.