Både de Liberale Demokrater, Labour og de Konservative i Storbritannien lovede mere selvstændighed til skotterne, hvis de stemte ’nej’ til uafhængighed den 18. september 2014. Det gjorde de som bekendt, og udsigten til flere beføjelser til Skotland har – blandt englændere – affødt et ønske om en stærkere engelsk stemme i de rent engelske anliggender.
Analyse af Tarik Kehli
23.3.2015 | STORBRITANNIEN | I gamle huse ser man ofte vægge synke ned og slå revner. Det sker som følge af et svagt fundament, der får jorden under det til at synke sammen. Storbritanniens nuværende politiske tilstand kan på mange måder betegnes som et gammelt hus, der står på gyngende grund. Den umiddelbare risiko for at huset styrter sammen blev afværget med det skotske ’nej’ i efteråret, men fundamentet har slået revner.
Skotland, Wales og Nordirland har deres egne regionale parlamenter, mens englænderne må tage til takke med Storbritanniens samlede parlament – Westminster – til at repræsentere dem. I Westminster kan skotske medlemmer af parlamentet (MP’ere) dog stemme om lovgivning, der har virkning i England, men ikke i Skotland – eksempelvis på det uddannelsespolitiske område.
Så på trods af, at der findes politikområder, hvor Westminsters politik kun har virkning for englændere, er der ikke noget til hinder for, at MP’ere fra de andre lande også har indflydelse her.
Debatten om English-only-votes er blusset op i kølvandet på Skotlands uafhængighedsafstemning, som endte med et løfte fra de store Westminster-partier til skotterne om mere selvstændighed, hvis de stemte imod uafhængighed.
Det blev som bekendt et ’nej’ til uafhængighed, og skotterne kan derfor se frem til mere selvstændighed i form af mere kontrol over større dele af deres økonomiske politik. Det vil dog først blive aktualiseret efter det kommende britiske parlamentsvalg i maj.
Når disse beføjelser bliver flyttet fra Westminster til det skotske parlament i Edinburgh, vil andelen af anliggender, der bliver stemt om i Westminster, som ikke har nogen indflydelse på skotterne, stige som logisk følge heraf. Ved udsigten til flere tilfælde af skotske stemmer, som kan være afgørende i Westminster-afstemninger, der ikke berører det skotske folk, er debatten om rimeligheden heraf blusset op igen.
Det skotske ’nej’ og de britiske partiers løfte om flytningen af beføjelser til det skotske parlament, har affødt en debat om, hvordan man kan gøre den engelske stemme stærkere i afstemninger der udelukkende vedrører England.
Restaurationen af det britiske hus
Det ser ud til, at politiske reformer vil følge, men hvilke er endnu uvist. Labour, de Konservative og de Liberale Demokrater har hver deres svar på hvilke politiske reformer, der skal til, for at adressere problemstillingen, og det kommende valg i maj kan meget vel komme til at afgøre hvilken model, der bliver den fortrukne.
De Konservative foretrækker en løsning, hvor enten kun engelske MP’ere kan stemme om lovforslag, der kun vedrører England. Eller hvor kun engelske MP’ere kan sidde i de udvalg, der har med engelske sager at gøre, hvorefter hele parlamentet stadigvæk kan stemme om hvert enkelt forslag.
De konservative står notorisk dårligt i de skotske, nordirske og walisiske valgkredse, og vil – ved at udelukke disse MP’ere – stå stærkere relativt til Labour i disse spørgsmål.
Labour vil derfor foretrække en model, hvor man flytter magt fra Westminster ud til regionerne i England, så de undgår at miste magt til de Konservative. Velkendte skillelinjer trækkes her op imellem de Konservative og Labour, hvor de Konservative forsøger at bibeholde så megen magt centralt i Westminster som muligt og Labour ser decentralisering som løsningen.
De Liberale Demokrater foreslår, i tråd med de Konservatives ønsker, at et udvalg af engelske MP’ere skal have vetoret over lovforslag, der kun vedrører England. Dette udvalg skal dog bestå af repræsentanter, der direkte afspejler opbakningen i befolkningen og ikke fordelingen af engelske MP’ere i Westminster.
Det har længe været et ønske fra de Liberale Demokrater, at ændre valgsystemet fra flertalsvalg i enkeltmandskredse til proportionel repræsentation. Det nuværende system med flertalsvalg i enkeltmandskredse gør, at kun én kandidat bliver valgt i hver valgkreds, og at alle andre stemmer i den kreds dermed er spildte. Det betyder, at de Liberale Demokrater, og andre mindre partier, har svært ved at opnå pladser, der svarer til deres opbakningen i befolkningen.
De ideologiske skillelinjer synes at stå skarpt i decentraliseringsdebatten, men det er formentlig realpolitikken og kampen om at skabe et system der favoriserer partiernes egen repræsentation og magt i Westminster, der vejer tungest i partiernes strategier.
Ikke en ny debat
Jorden under det gamle britiske hus har før rørt på sig. Dengang, ligesom nu, gav det anledning til debat om english-only-votes i Westminster.
Spørgsmålet har været kendt som the West Lothian question siden 1977, da der blev debatteret øget selvbestemmelse til Skotland. Tam Dalyell, en skotsk MP fra Labour, stillede spørgsmålstegn ved, hvordan han som skotte, skulle forholde sig i potentielle eksklusive engelske sager. Selve navnet the West Lothian question refererer til den valgkreds i Skotland, som Tam Dalyell var valgt ind fra.
Forslaget om mere skotsk selvbestemmelse faldt dog til jorden. Og da Margaret Thatcher kom til magten i 1979, blev al snak om decentralisering af Storbritannien fejet af bordet og spørgsmålet var derfor ikke længere aktuelt.
Blair brød briterne op
Tony Blair og Labour kom til magten igen i 1997, og tog i sin første valgperiode decentraliseringsdebatten op på ny. Blair gennemførte folkeafstemninger i Skotland, Wales og Nordirland om, hvorvidt de ønskede egne parlamenter. Og da disse afstemninger pegede entydigt i retning af et ønske om regionale parlamenter, blev der afholdt afstemninger til disse og parlamenterne var en realitet, inden Blairs første periode som premiereminister var ovre.
The West Lothain question blev dog ikke taget op i samme ombæring, da Labour kom til magten med et tilstrækkelig stort flertal til, at stemmerne fra Wales, Skotland og Nordirland ikke var afgørende for, at Labour kunne stemme lovforslag igennem i parlamentet. Derfor fulgte debatten om engelske stemmer i engelske anliggender ikke umiddelbart efter decentraliseringen, som den gør i dag.
I få tilfælde resulterede intern splid i Labour dog i, at de skotske og walisiske Labour MP’ers stemmer var afgørende for, at lovforslag kunne blive stemt igennem. I denne sammenhæng dukkede the West Lothian question op igen, og der blev nedsat en kommission, der skulle kortlægge omfanget af problemet.
Kommissionsrapporten påpegede, at der var tale om meget lidt lovgivning, hvor man definitivt kunne sige, at det udelukkende påvirkede England. Derfor blev der lagt låg på debatten endnu en gang.
Større ændringer måske på vej denne gang
Afstemningen i Skotland, den følgende overdragelse af beføjelser til Skotland og en kommende stillingtagen til de engelske vælgeres repræsentation, er symptomer på et Storbritannien i forandring. Spørgsmålet om parlamentets struktur, med et overhus der ikke er 100 pct. demokratisk valgt, og spørgsmålet om én endelig magtbalance kan opnås, ser ud til at blive et af de centrale emner i en valgkamp med mange slagflader.
Om tiden så også er moden til en renovation af nogle mere fundamentale strukturer i britisk politik, vil vise sig i løbet af valgkampen.
Tarik Kehli er journalist på Magasinet Europa
Billede i artiklens top: Flickr Creative Commons / Gerard Ferry