Siden de britiske konservatives overraskende dårlige valgresultat i starten af juni har premierminister Theresa May haft svært ved at styre Storbritanniens strategi for Brexit-forhandlingerne med EU. Budskaberne stritter i alle retninger. Nogle vil udtræde af både det indre marked og EU’s toldunion. Andre vil så tæt på status quo som muligt. Signalforvirringen er total.

Klumme af Andreas Bach Mortensen

09.08.2017 | BREXIT-KLUMME | David Lloyds George, den britiske premierminister under Første Verdenskrig, har sagt: ”Du kan ikke krydse en kløft i to spring”.

Theresa Mays tilgang til EU tog engang afsæt i denne tankegang, og i januar i år proklamerede hun, at Storbritannien skulle tage et stort skridt ud af både det indre marked og toldunionen. Kun sådan kunne man rigtigt drage nytte af Brexit ved at få styr på indvandringen fra EU-lande, lave nye frihandelsaftaler og på den måde respektere folkeafstemningens mandat.

Men siden de konservatives overraskende dårlige valgresultat i starten af juni har May måttet erkende, at det er væsentligt lettere at hoppe over en kløft, når man hopper sammen med meningsfæller, og her begynder det at knibe lidt.

Isoleret
May er i stigende grad blevet isoleret efter valget. De første ofre for valgskuffelsen var hendes to stabschefer. De havde fulgt hende i flere år og var yderst loyale. Men mere end nogle andre (på nær May selv) var stabscheferne blevet symptomet på det, der var galt med Mays ledelse. De var arrogante, intrigante og bedrevidende.

Det ypperste eksempel på Mays lukkede ledelsesstil var tilblivelsen af det konservative valggrundlag, som kun få medlemmer af regeringen måtte se før dets offentliggørelse i pressen. Det var skrevet af May og hendes rådgivere – og så kunne hendes ministerkolleger ellers bare tage ud og sælge det til vælgerne.

Men de britiske vælgere købte ikke varen. Og lidt som i en porcelænsbutik, hvor man ejer det, som man kommer til at ødelægge, så havde May og hendes nærmeste rådgivere det totale ejerskab over det skuffende valgresultat.

Efter valget er nye kræfter godt nok kommet til, men skaden synes uforbederlig. Mays autoritet er så svækket, at styringen af hendes ministre er blevet løsnet.

I normale tider kunne det måske være en fordel med mindre kontrol.

Hendes ministre ville på den måde kunne få rum til at tænke kreativt. De kunne drive deres egne faglige dagsordener og søsætte egne reformer. Men vi lever ikke i normale tider, og May skal varetage de mest komplekse udenrigspolitiske forhandlinger i britisk historie.

På listefødder
Alt, hvad Mays regering foretager sig, kommer i en eller anden udstrækning til at handle om Brexit, og ministrene skal gå på listefødder for ikke at komme til at røbe en holdning til Storbritanniens forhandlingsposition.

Én klar og samlet position vil være det mest attraktive for briterne. Kun med ét defineret mål og én fastlagt strategi for at nå det mål, vil de britiske forhandlere kunne få det optimale ud af forhandlingerne.

Fornemmer EU’s chefforhandler, Michel Barnier, modsat splittelse internt i den britiske regering, vil det give ham mulighed for at underminere den britiske chefforhandler David Davis, som gerne skulle repræsentere et samlet forhandlingsmandat.

Den øvelse har vist sig sværere end som så for den EU-skeptikeren Davis. Siden valget er Mays ministre røget i totterne på hinanden. De kan hverken blive enige om, hvordan eller hvornår Brexit skal træde i kraft.

Finansminister Phillip Hammond har luftet tanker om en længere overgangsperiode, når den to-årige forhandling er ovre. Udenrigsminister Boris Johnson har modsat advaret mod, at en overgangsperiode kan blive permanent. Og på samme tid har indenrigsministeren Amber Rudd netop nedsat en ekspertgruppe, der skal finde ud af, om EU-indvandringen rent faktisk gavner den britiske økonomi.

‘Dead cabinet walking’
Budskaberne stritter i alle retninger. Signalforvirringen er total. Nogle vil udtræde af både det indre marked og EU’s toldunion. Andre vil så tæt på status quo som muligt. David Lloyd Georges anbefaling, om at store seismiske valg skal træffes handlekraftigt og utvetydigt synes langt væk.

Efter valget blev May beskrevet som en ’dead woman walking’, som snart ville forlade posten. Den beskrivelse var præcis i mere end én forstand. Lige nu spadserer May sammen med resten af sit kabinet med raske skridt mod afgrunden.

Manglen på strategi og sammenhold på dette så afgørende tidspunkt kan få drastiske konsekvenser for Storbritanniens nye tilværelse udenfor EU.

Andreas Bach Mortensen er skribent på Magasinet Europa. Denne artikel indgår i en række klummer, hvor han ser nærmere på det kommende britiske exit fra EU.  Alle klummer og andre artikler om Brexit kan læses i vores fortsatte Brexit-tema.

Billede i artiklens top: /ritzau/AP/Geert Vanden Wijngaert