Svensk politik er en nuanceret størrelse

2018-08-30T11:19:13+00:00 torsdag, 30. august, 2018|

Udenlandske mediers dækning af den svenske valgkamp fokuserer primært på Sverigedemokraternas fremgang, indvandring og integration, og det mere end antydes, at svenskerne ikke tør tale om disse emner, og at medierne ikke vil dække dem. Men sagen er for det første, at det ikke er rigtigt, og for det andet, at der i Sverige er flere vigtige emner på dagsordenen i den politiske debat

Kommentar af chefredaktør Henrik Brun

TEMA: SVERIGES MANGE SIDER | Da Anna Lindh blev stukket ned i varehuset NK i det centrale Stockholm den 10. september 2003 – og dagen efter døde – var det midt i kampagnerne op til folkeafstemningen om ØMU’en, der skulle finde sted fire dage senere. I ugerne op til knivdrabet, begået af den siden livstidsdømte gerningsmand Mijailo Mijailovic, havde Anne Lindh som landets udenrigsminister ført kampagne over hele Sverige for et svensk ja til at skifte kronen ud med euroen.

“NK-manden” blev først fundet to uger senere, hvorefter det stod klart, at motivet ikke var politisk. Men i dagene efter drabet skortede det ikke på ekspertforudsigelser i aviserne om, at rædslen og den store sorg, synliggjort af blomsterhavet foran NK på Hamngatan, ville føre til et andet afstemningsresultat, end meningsmålingerne hidtil havde forudsagt. Det nej, der blev spået i målingerne, ville på grund af drabet og sympatien med den socialdemokratiske politikers pårørende og politiske kolleger, føre til, at statsminister Göran Perssons anbefaling af et ja, til sidst ville gå hjem. Det sidste skete ikke. Vælgerne stemte nogenlunde, som meningsmålingerne havde forudsagt, og det blev et nej ved afstemningen.

Derefter havde analytikerne travlt med at fremhæve det svenske vælgerkorps’ coolness. Folk kunne godt adskille følelser og vrede fra politisk stillingtagen, hævdedes det. Altså et modent demokrati, hvor befolkningen – uanset hvad man måtte mene om resultatet – godt kunne skille skæg fra snot.

Den samme konklusion om svensk nøgternhed synes ikke at være gældende i udenlandsk presses, herunder ikke mindst visse danske mediers, dækning af valgkampen i Sverige anno 2018. Historierne om, at den svenske befolknings bekymring for det relativt store antal flygtninge og indvandrere, som Sverige har taget imod gennem tiden, ikke tages alvorligt, står i kø. Det faktum, at Riksdagens øvrige partier stort set ikke har villet samarbejdet med Sverigedemokraterna, bliver taget som udtryk for en politisk elites undertrykkelse af folkets vilje. Sverigedemokraterna rider ikke overraskende med på bølgen, og der er godt med beretninger i medierne om, at folk ikke tør sige det på deres arbejdsplads, hvis de har tænkt sig at stemme på Jimmie Åkessons parti.

Det sidste er netop sagen i en nøddeskal. For der er masser af omtale i de svenske medier om ”undertrykte” kandidater fra partiet, ligesom der er meningsmålinger hver dag, hvor Sverigedemokraterna står til 18-20 procent af stemmerne, mod 8,9 procent ved valget i 2014. Meningsmålingerne er måske usikre, men i betragtning af den høje stemmelandel, Sverigedemokraterna forudsiges at få, så tyder det på, at en større andel af svenskerne i dag er villige til at indrømme deres præference for partiet. En aftale de øvrige partier imellem om, at Sverigedemokraternas stemmer ikke skulle tælles med ved en regeringsdannelse er for et godt stykke tid siden faldet sammen. Mandatfordelingen efter valget den 9. september kan derfor føre til, at Jimmie Åkesson bliver en slags kongemager i svensk politik.

I orden at udtrykke holdninger og uenighed
Men selv hvis aftalen om ikke at regne Sverigedemokraterna med stadig stod, ville man ikke kunne sætte en finger på det. Et parlamentarisk demokrati fungerer nu engang sådan. Der er intet forkert ved, at den socialdemokratiske statsminister Stefan Löfven siger, at hans parti er den eneste reelle garant for, at Sverigedemokraterna ikke får indflydelse på svensk politik – sagt som modsætning til de fire borgerlige partier – Moderaterna, Liberalerna, Kristdemokraterna og Centerpartiet, der er samlet i Alliansen. Disse kan blive afhængige af Sverigedemokraterna i forbindelse med en regeringsdannelse.

Stefan Löfven giver udtryk for en politisk holdning, en næstgen ideologisk holdning, og dette er hverken udemokratisk eller en undertrykkelse af folkets stemme. Man kan heller ikke klandre Löfven for at forsøge at rejse en debat om andre emner, såsom velfærd eller sikring af økonomisk fremgang. Det har han som statsminister og politiker i det hele taget ret til. Hvis de svenske socialdemokrater stadig – i modsætning til de danske – holder fast i at have en udenrigspolitik (senest har udenrigsminister Margot Wallström fremlagt en ”Håndbog i feministisk udenrigspolitik”) er det da helt på sin plads. Det er blot en holdning, det er politik. Det samme gælder, hvis der er visse svenske partier, der holder fast i, at ligestilling fortsat er efterstræbelsesværdigt, for eksempel også på det globale plan (apropos den nævnte håndbog).

Uafhængige medier og ansvarlige redaktører
Om medierne så følger eksempelvis disse forsøg på at sætte en dagsorden for valgkampen er en anden sag. Pressen optræder nemlig uafhængigt, præcis som den skal, og – ja – integration, indvandring og kriminalitet fylder mest for tiden, først og fremmest på grund af reelle problemer og det politikskifte i form af opstramninger, der kom i kølvandet på flygtningestrømmen fra bl.a. Syrien i 2015, hvor Sverige ikke mødte megen hjælp fra EU-kollegerne, hvad angik fordelingen af byrden. Hvis ikke dækningen af flygtninge- og indvandringsspørgsmålene var fyldig nok dengang, så er der rådet bod på det siden.

SVT – Sveriges pendant til DR – har udvalgt seks valgemner, som de sætter fokus på: Sundhed/pleje, skolerne, klimaet, beskæftigelse, forbrydelse/straf samt integration. Disse må alle siges at være relevante for en valgkamp, hvor vælgerne skal sammensætte Riksdagen for de næste fire år, og det kunne godt have sin baggrund i, at der sidder ansvarlige redaktører rundt omkring på de svenske medier, som vurderer, om forskellige forslag har sin gang på jord, inden de giver den væg til væg-dækning.

God politik er forankret i pluralisme
At medierne i Sverige forsøger at sætte barren bare lidt højt er en god ting for et demokrati, for det er med til at sørge for, at en valgkamp kommer til handle om flere forskellige emner fremfor kun ét.

Dybest set handler politik jo om, hvordan samfundet skal indrettes, og den gode politik er forankret i pluralisme, det vil sige en anerkendelse af, at samfundet består af flere grupper med ofte divergerende interesser. Enkelte spørgsmål, herunder immigration, kan af forskellige grunde være mere presserende end andre, men det ænder ikke på det faktum, at traditionelle spørgsmål som for eksempel fordelingspolitik, økonomisk vækst, statens størrelse og sociale rettigheder stadig er af afgørende for, hvordan det svenske samfund – med færre eller flere indvandrere – skal se ud. Det er trods alt en regering for de næste fire år, svenskerne skal vælge, og svensk politik er heldigvis stadig en nuanceret størrelse.

Hvordan vælgerne så stemmer den 9. september er op til dem selv.

Henrik Brun er chefredaktør på Magasinet Europa.

I Magasinet Europa gælder det for alle artikler i genren “kommentar”, at kommentaren udelukkende er udtryk for skribentens egne holdninger.

Foto i artiklens top: /Ritzau Scanpix/TT/Henrik Montgomery/

Læs hele temaet “Sveriges mange sider”


 

Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.

Støt os med et engangsbeløb:    

Støt os fast:    Image result for patreon