Sverige og Finland er langsomt på vej mod NATO

2017-06-30T10:07:50+00:00 Af |Baggrund|

Sverige og Finland bevæger sig tættere på den transatlantiske forsvarsalliance, men det politiske landskab i begge lande er stadig delt. Imens søger Rusland med drabelige trusler at afholde de to lande fra at gå med i NATO. Sverige er rasende over truslerne, mens Finland ignorerer dem. Men debatten domineres af Rusland, siger den finske udenrigsminister.

08.09.2016 | NATO | Sverige og Finland nærmer sig langsomt NATO. De to alliancefrie Østersø-lande har for længst opgivet den strenge neutralitet og samarbejder tæt med den vestlige militæralliance, og i begge lande er debatten om et regulært medlemskab i gang.

Det har man noteret sig i Moskva. Det vakte opsigt, også i nabolandene, da den russiske udenrigsminister, Sergej Lavrov, i slutningen af april advarede om, at hvis Sverige går med i NATO, så reagerer Rusland militært. Advarslen faldt i et interview med den svenske avis Dagens Nyheter.

”Det er hvert enkelt lands ret at beslutte rammerne for sin sikkerhed, men man må forstå, at hvis militær infrastruktur nærmer sig Ruslands grænser, så kommer vi selvfølgelig til at gennemføre de nødvendige militært-tekniske forholdsregler. Intet personligt i det, det er bare ren business,” sagde Lavrov i interviewet, som blev mødt med en rasende reaktion fra den svenske socialdemokratiske forsvarsminister Peter Hultqvist, som kaldte Lavrovs advarsel for bådet uacceptabel og umotiveret.

Stor symbolsk betydning
Helt umotiverede var Lavrovs udtalelser dog ikke, og timingen af interviewet var næppe tilfældig. Sverige har i foråret indgået en aftale med NATO om tæt samarbejde, den såkaldte Værtslandsaftale, der blandt andet vil gøre det lettere for Sverige at modtage NATO-styrker – uanset om det sker som led i en planlagt militærøvelse eller som støtte under en krise.

Værtslandsaftalen er blevet kritiseret af tidligere stats- og udenrigsminister Carl Bildt (Moderaterna) for ikke at have den store betydning; Sverige kan i forvejen tage imod NATO-styrker, lyder kritikken. Regeringens svar er, at aftalen indebærer en afbureaukratisering; ”man forenkler især processerne, når det gælder forberedelse af øvelser sammen med NATO-lande,” siger forsvarsminister Peter Hultqvist. Men måske ligger aftalens største betydning på det symbolske plan; Sverige rykker nu helt tæt på NATO.

Det oplagte modargument er, at man lige så godt kunne gå hele vejen, for hvis man faktisk i en krisesituation lagde luftrum til en NATO-operation til støtte for de baltiske lande, så kommer den kraftige russiske reaktion alligevel.

Indtil videre er den officielle svenske holdning, at man trods alt ikke føler sig truet af Rusland.

”Jeg kan ikke sige, at der foreligger nogen militær trussel mod Sverige, men vi må jo forholde os dels til det, de siger, og dels til det de gør,” sagde Peter Hultqvist i maj.

Ignorerer trusler
I Finland har regeringen i foråret offentliggjort en ekspertudredning om konsekvenserne af finsk NATO-medlemskab. Rapporten blev faktisk offentliggjort dagen efter Lavrov-interviewet, og det er en nærliggende tanke, at det aggressive russiske udfald i virkeligheden var beregnet på Finland.

Den finske rapport konkluderede blandt andet, at det mest hensigtsmæssige for Finland vil være at gøre det samme, som Sverige måtte vælge at gøre. Hvis Finland går enegang ind i Nato, vil landet blive en udpost stort set uden landforbindelse til resten af NATO, lidt som de baltiske lande i dag. Hvis omvendt Finland blev udenfor, mens Sverige gik med i NATO, ville Finland også havne i en udsat position. Det bedste vil derfor være en fælles ansøgning om medlemskab fra de to lande, og gerne i en fart, inden Rusland når at reagere.

Det skal ties ihjel
Mens den svenske regering altså reagerer meget vredt på alt, hvad man ser som russiske trusler, så foretrækker man i Finland at tie den slags ihjel.

”Fra officielt hold ignorerer eller bagatelliserer man den slags udtalelser. Man vil ikke give legitimitet til dem ved at svare, med mindre man bliver direkte spurgt,” forklarer Charly Salonius-Pasternak, senior research fellow på Utrikespolitiske Instituttet i Helsingfors.

Et eksempel så man i sommeren 2014, da Sergej Markov, en uofficel talsmand for Putin, advarede Finland om, at det kunne blive medansvarligt for en tredje verdenskrig, hvis det gik med i NATO. Markov står præsident Putin nær, men han har ingen officiel status som talsmand, og det gjorde det muligt for den finske regering at ignorere ham.

Men nu er udredningen altså kommet, og dermed er der skabt et fastere grundlag at diskutere på. Og i det politiske landskab er der et langsomt skred i gang i retning af NATO.

”Det konservative Samlingspartiet er fortsat for, og Svenska Folkpartiet får formentlig med i deres partiprogram, at Finland skal være medlem af NATO i 2025. Centern vil jeg sige har flyttet sig på den måde, at det er mere genuint åben for at diskutere spørgsmålet, mens socialdemokraterne stadig ikke vil med, men taler om at holde optionen åben,” siger Charly Salonius-Pasternak.

I Sverige er opdelingen tydeligere: De borgerlige er for NATO, og venstrefløjen er imod, sammen med Sverigedemokraterna.

Vekslende meningsmålinger
Samtidig er der imidlertid klar og voksende modstand mod NATO-medlemskab i den svenske befolkning. I september sidste år var der for første gang et lille flertal. Men ved seneste måling, i juli i år, var billedet skiftet igen: 49 procent var imod, og kun 33 procent for.

Men i Socialdemokratiet er der nuanceforskelle. Udenrigsminister Margot Wallström (billedet, til højre) er klart imod, mens forsvarsminister Peter Hultqvist regnes for at se lidenskabsløst på spørgsmålet; når han bliver spurgt om sin holdning, holder han sig til at svare, at regeringen – ”den regering, jeg repræsenterer” – ikke vil søge om medlemskab af NATO. Underforstået: Der kan jo komme en ny regering, som mener noget andet. Foreløbig går man efter mere bilateralt forsvarssamarbejde med USA.

Ingen besparelser
Besparelsesmuligheder er i hvert fald ikke et tema i nogen af landene. Ingen af dem er i nærheden af at bruge de to procent af BNP på forsvar, som er NATO-landenes mål. Sverige bruger ligesom Danmark cirka 1,1 procent af BNP, mens Finland ligger på 1,25 procent. Lægger man den samfundsmæssige værdi af de finske værnepligtige til, kommer man op på 1,45 procent. Beregningerne er foretaget af det svenske Totalförsvarets Forskningsintitut (FOI) i en rapport fra februar i år.

Sikkerhedsaspektet har heller ikke stor vægt, i hvert fald i Finland. Den generelle holdning i finske forsvarskredse er, at et NATO-medlemskab ikke ville bidrage stort til landets sikkerhed, siger en kilde med stort kendskab til det finske forsvar. Finland kan i en krise mobilisere 230.000 mand, når man har skrabet alt sammen og hentet Finnairs piloter og flymekanikere ind. Så man satser på at kunne klare sig selv, støttet med bilaterale aftaler med blandt andre USA om efterretninger og andet samarbejde.

I sauna med præsidenten
I Finland er holdningen til NATO-medlemskab helt og holdent bestemt af Rusland – på begge sider, forklarer den finske udenrigsminister, Timo Soini (billedet, til venstre) fra partiet De Sande Finner.

”Holdningen til NATO-medlemskab er kontant, 25-35 procent er for, og 55-60 procent imod. Og både de, som er for, og de, som er imod, henviser til Rusland,” forklarer Soini på Magasinet Europas spørgsmål under et besøg i Danmark i denne uge.

”Og hvordan kan det være? Jo, de, som er for, siger, at vi ville være bedre sikret som medlemmer af NATO. Og de, som er imod, henviser også til Rusland. De siger, at vi med held har håndteret russerne selv i årtier. De siger, at vi har 1.300 kilometer grænse med Rusland, som ville blive til en front. Og nogle – det er især ældre mennesker – spørger, hvilken hjælp vi fik udefra under Vinterkrigen? Det var mest støtteerklæringer.”

Soini kan selv kun se én måde at overbevise den finske befolkning om at gå med i NATO.

”Det ville kræve, at lederne af de fire store partier og præsidenten tog ud i en bjælkehytte en uges tid og gik i sauna, og bagefter kom ud og sagde, at dette er vores anbefaling. Så ville folket følge efter.”

Uffe Gardel er freelancejournalist med speciale i sikkerhedspolitik.

Billedet i artiklens top: Izabelle Nordfjell/AP/Polfoto