Sverige i EU: Tegnebogen først

2018-09-18T09:38:24+00:00 mandag, 17. september, 2018|

Sveriges ageren i EU er som regel præget af en konkret tilgang og økonomisk tænkning frem for store visioner på Europas vegne. Sverige siger ofte automatisk nej til forslag fra EU-kommissionen, men i sidste ende engagerer man sig ud fra devisen om, at man “kan leve med det.” I Bruxelles bruger Sverige mere pragmatiske – og mindre ideologiske – argumenter end Danmark, og svenskerne nævner sjældent “national suverænitet” som et argument. Det siger den svenske journalist Ylva Nilsson, der har rapporteret om EU-stof i 40 år, og som er på vej med en bog om svensk Europa-politik fra Anden Verdenskrig og frem til nu.

Interview af Henrik Brun

TEMA: SVERIGES MANGE SIDER | Da Ylva Nilsson i 1988 begyndte at arbejde som Bruxelles-korrespondent for Dagens Näringsliv – den svenske pendant til Børsen i Danmark – var der næsten ingen grænser for, hvor mange artikler, hun kunne sende hjem til redaktionen i Stockholm. Avisens primære målgruppe, erhvervsfolk i Sverige, var interesserede i alle detaljer og mulige konsekvenser af de mange forslag, som EU-Kommissionen kom med på det tidspunkt.

”Det var i tiden under forberedelsen af det indre marked, og det regnede med forslag fra Kommissionens side. Jeg skulle skrive om alt fra marmelade til traktorer, simpelthen rapportere om alt, hvad der blev foreslået i Bruxelles og finde ud af, om det ville gøre en forskel for svensk industri,” fortæller Ylva Nilsson om de første fire af de i alt 40 år, hun har beskæftiget sig EU-stof.

Dengang i slutningen af 80’erne var Sverige endnu ikke medlem af EU – det blev landet først i 1995 – men længe før Sveriges indtræden var der altså en stor interesse for at få endevendt de økonomiske aspekter af det europæiske samarbejde og særligt planerne om etableringen af det indre marked. Da dette trådte i kraft den 1. januar 1993 – og man fik fri bevægelse for varer, personer, tjenesteydelser og kapital – var Ylva Nilsson året forinden blevet Bruxelles-korrespondent for Svenska Dagbladet. Dermed fik hendes artikler i sagens natur et bredere publikum, ligesom hun nu skulle skrive til de almene nyhedssider. Her blev hun noget overrasket over, hvad man interesserede sig for hjemme i Sverige i forbindelse med den på det tidspunkt tiltagende debat om et muligt svensk EU-medlemskab.

Ylva Nilsson. – Foto: Mattias Bardå.

”Det var nogle mærkelige debatter, der opstod. For eksempel om, hvorvidt et svensk EU-medlemskab ville føre til, at der kom flere prostituerede til Sverige, eller om man skulle være bange for den katolske indflydelse i EU. Man skulle ellers mene, at det indre marked var det helt store og vigtige, sådan som det var i de andre lande,” siger Ylva Nilsson.

Hun har hørt, set og oplevet så meget i forbindelse med Sveriges forhold til EU – både før og efter medlemskabet – at hun er ved at lægge sidste hånd på en bog om svensk Europa-politik fra Anden Verdenskrig og frem til i dag. Bogen udkommer senere på året.

Siger nej som udgangspunkt
Ylva Nilsson har således fulgt skiftende svenske regeringers samt embedsværkets arbejde i Bruxelles fra Sveriges indtræden for 23 år siden og frem til nu, og en af hendes konklusioner er, at Sverige stort set altid siger nej som udgangspunkt, når der kommer et forslag fra EU-kommissionen.

”Sveriges optræden i EU bærer præg af en nærmest automatisk negativ reaktion på initiativer fra Kommissionen. Man siger nej, og man gør det skiftevis med tre forskellige argumentationer. Det ene er, at det er ’for dyrt’. Det andet er, at det er ’for bureaukratisk’. Og det tredje er, at ’det behøves vi slet ikke, for det kan vi selv i forvejen’,” siger Ylva Nilsson.

Hvis de andre EU-lande eller Kommissionen så alligevel fortsætter, og forslaget ser ud til at gå hen og blive en realitet, så vågner Sverige til sidst op.

”Først på det tidspunkt engagerer man sig, og så agerer Sverige i sidste ende pragmatisk og accepterer det meste. Ofte sker det med vendinger som, at ’vi kan leve med det’. Det er lidt svært at se logikken i, at man ikke engagerer sig tidligere,” siger Ylva Nilsson.

Ja tak til tilskuddet
Et eksempel på denne tilgang er forslaget om, at man igennem EU skulle yde støtte til mælk til skolebørn i alle medlemslandene. Da det blev fremlagt, afviste Sverige det med det argument, at skolemælk var en national kompetence, og at det var for dyrt. Men da forslaget så alligevel kom igennem systemet, så ville Sverige gerne tage imod EU-tilskuddet til mælk i de svenske skoler. Siden blev et forslag om tilskud til frugt til skolebørn lagt frem, og her var Sverige også indledningsvist imod, og i det tilfælde takkede man så nej til tilskuddet.

Ifølge Ylva Nilsson er det blot et af eksemplerne på, at det er svært af finde en logisk linje i måden, Sverige optræder på i EU.

”Et andet eksempel var, da Sverige sagde nej til et EU-direktiv i forhold til skilsmisser, fordi man i Sverige syntes, at man havde den bedste lovgivning. Men siden kom der et direktiv om bodeling efter skilsmisser, og så kunne man pludselig godt se fordelen af ens regler i EU,” siger Ylva Nilsson.

Hun husker den første tid efter Sveriges indtræden, hvor embedsfolkene ikke havde forstået, hvor vigtige arbejdsmøder var.

”De troede, at Bruxelles var et sted, hvor man tog ned for at holde en tale og så sige, om man var for eller imod. Svenskerne dukkede derfor ikke op til arbejdsmøderne, og det kan jeg huske, at mange danske embedsfolk var ret skuffede over. De havde håbet, at de i svenskerne – og finnerne, der også lige var blevet medlem – ville få nogle nordiske samarbejdspartnere med ved bordet. Det tog et eller to år, før svenskerne havde forstået, at man sad og arbejdede sammen i Bruxelles,” siger Ylva Nilsson.

Ingen ideologi
Generelt har Sverige en meget konkret tilgang til EU-samarbejdet, og der er ikke nogen ideologiske motiver omkring eksempelvis national suverænitet, som man indimellem kan se det hos Danmark.

”Jeg tror kun, at Sverige i to tilfælde har nævnt national suverænitet som et argument, hvor det optræder oftere hos danskerne. Det hænger nok også sammen med, at man diskuterer EU noget mere i Danmark. Men det har også noget at gøre med Sveriges konkrete tilgang, hvor man bare arbejder sig videre fra sag til sag. Man tænker ikke taktisk og går ind og er aktiv eller konstruktiv for senere at få noget tilbage fra dem, man har hjulpet,” siger Ylva Nilsson.

Hun peger på eksemplet med EU’s lægemiddelagentur, der hidtil har ligget i London, men som skulle flyttes til et nyt sted på grund af Brexit.

”Da Stockholm ikke fik tildelt agenturet efter første afstemningsrunde, håbede Danmark på, at svenskerne ville stemme på København, men i stedet stemte man på Milano. Det, der er påfaldende, er, at ingen i Sverige måske tænkte på, at det ville være dumt på længere sigt at have en konflikt med Danmark. Man tænker ikke taktisk over de langsigtede konsekvenser, man tænker bare på her og nu,” siger Ylva Nilsson.

Samme argumenter i efterkrigstiden
Der var heller ingen store tanker om Europas fremtid til stede i Stockholm i årene efter Anden Verdenskrig, hvor man længere nede i Europa forsigtigt begyndte at tale om Kul- og Stålunionen og et økonomisk fællesskab i det hele taget. I sin research til bogen har Ylva Nilsson læst debatter fra Riksdagen, hvor de europæiske initiativer af de svenske politikere bliver omtalt som ”drømmerier” og ”sværmerier”.

”Det er interessant, at den måde, man i Sverige dengang talte om europæisk samarbejde, går igen i den måde, man taler om det i dag. Det er for eksempel helt vildt, at Riksdags-medlemmer allerede talte om Kul- og Stålunionen som noget ”alt for bureaukratisk”, selv om den ikke engang var etableret,” fortæller Ylva Nilsson.

I de følgende årtier fulgte man i Stockholm selvfølgelig med i udviklingen på kontinentet, og man diskuterede de økonomiske aspekter af udviklingen af EØF. Men man lukkede øjnene for, at der også var tale om et politisk projekt, fuldstændig ligesom det har været tilfældet i Danmark, mener hun.

”Man var i EØF – og senere EF – vældig tydelige med det politiske projekt, men der har i Sverige været en brist på forståelse af det politiske,” siger Ylva Nilsson.

Det var da også først og fremmest det økonomiske aspekt, der i starten af 1990’erne gødede jorden for Sveriges indtræden i EU.

”Sverige var på det tidspunkt i sin værste økonomiske krise siden 1930’erne. Med tårnhøje renter og banker, der gik konkurs, samt en boligboble, der sprang. Så kom spørgsmålet, om ikke det var en god i det at være med i det indre marked. Man tænkte pragmatisk, og – først og fremmest – med tegnebogen,” siger Ylva Nilsson.

”Dog var der også et andet aspekt, nemlig Berlinmurens fald, Sovjetunionens sammenbrud og krigen på Balkan. Der opstod en stigende erkendelse af, at neutraliteten, som havde reddet os i Anden Verdenskrig, ikke var godt for Sverige nu, hvor Den Kolde Krig var slut. Så der var også et sikkerhedspolitisk aspekt, ligesom det især var tilfældet for Finland.”

EU som utroligt uinteressant spørgsmål
Efter Sveriges indtræden i 1995 blev der ironisk nok mindre og mindre interesse blandt svenskerne for at høre om EU, så da tiden så kom til dannelsen af Den Økonomiske og Monetære Union (ØMU’en) og indførelsen af euroen, var det efter en årrække uden den store debat og interesse. Da svenskerne i 2003 gik til folkeafstemning om indtræden i ØMU’en blev det et klart nej.

”Det hang dels sammen med, at den daværende statsminister Göran Persson tidligere havde sagt, at ØMU’en var en dårlig ide, og da han så skiftede over til at anbefale et ja, var det ikke specielt troværdigt for vælgerne. De fleste havde det sådan, at der ingen grund var til at sige ja til et risikofyldt projekt. Det havde ingen umiddelbare omkostninger at sige nej, mente man, så hvorfor skulle man sige ja,” siger Ylva Nilsson.

I dag ses EU ifølge Ylva Nilsson stadig som et ”utroligt uinteressant” spørgsmål i den svenske debat. I den nyligt overståede valgkamp blev der således stort set ikke talt om EU.

”I valgkampen forsøgte blandt andet Liberalerna fra den borgerlige blok at føre sig frem som EU-positive, men det var der ingen, der havde noget at sige til. Selv Sverigedemokraterna, som ellers har et SWEXIT på programmet, undveg at tale om spørgsmålet,” konstaterer Ylva Nilsson.

”Det sidste skyldtes selvfølgelig, at Sverigedemokraterna vurderer, at det vil være en tabersag at tale for, at Sverige skal forlade EU. De fleste svenskere er af den grundopfattelse, at Sverige tjener på at være medlem af EU, og at vi har brug for arbejdskraft udefra. Det er den måde, vi tænker på i Sverige: Med tegnebogen.”

Henrik Brun er chefredaktør på Magasinet Europa

Billede i artiklens top: /Ritzau Scanpix/TT/Fredrik Sandberg/

Læs hele temaet “Sveriges mange sider”


 

Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.

Støt os med et engangsbeløb:    

Støt os fast:    Image result for patreon