Med forsvarsminister Peter Hultqvist i spidsen er svensk militær i gang med en omfattende oprustning, der i stigende grad vækker opsigt verden over.

Analyse af Nicholas Prüsse Hansen

På den anden side af Øresund er Danmarks nærmeste nordiske nabo – Sverige – i fuld færd med en historisk ambitiøs forsvarsoprustning. Dét står klart blot ved at kigge på det nyligt annoncerede svenske forsvarsbudget for 2021-2025. Her er der nemlig lagt op til en knap 40 procents stigning i budgettet frem mod 2025. En stigning tilsvarende i omegnen af 20 milliarder danske kroner, der skal gå til en bred vifte af oprustningsindsatser samt sikre en vækst i personelstyrken fra 60.000 til 90.000.

Oprustningen skal ifølge det svenske forsvarsministerium medføre, at Sverige selvstændigt bliver i stand til at håndtere en sikkerhedspolitisk krise i landets nærområde – inklusive perioder med krig – i en periode på mindst tre måneder. For at sætte den målsætning i perspektiv kan vi blot kigge et fåtal af år tilbage til 2013, hvor den daværende forsvarschef, Sverker Göranson, havde en knap så betryggende vurdering. Ifølge Göranson ville landet dengang maksimalt kunne forsvare sig på egen hånd i én uge.

Der er imidlertid sket væsentlige ændringer i Sveriges sikkerhedsbillede – særligt siden Ruslands annektering af Krim i 2014 – og det lægger svenske forsvarspolitiske aktører heller ikke skjul på. Dette afspejler sig blandt andet i udspillet til det førnævnte forsvarsbudget, hvor Rusland bliver navngivet hele 127 gange.

Tilsvarende har forsvarsminister Peter Hultqvist længe været konsekvent og direkte i sin omtale af russerne. I forrige uge gjorde han det klart, at » […] den russiske side er villig til at bruge militære midler til at opnå politiske mål «, hvilket har skabt » […] en ny geopolitisk sikkerhedssituation, som vi må håndtere. « I forrige måned var han klar i mælet ved annonceringen af et nyt trilateralt forsvarssamarbejde med naboerne Finland og Norge: det øgede samarbejde havde helt konkret til formål at afskrække russerne. Og måneden forinden påpegede han, at Sverige beredskabsindsats i Østersøen sender et klart signal til Rusland. » Vi er på ingen måde naive, vi har jo set udviklingen over tid, « lød det.

Peter Hultqvist – Foto: Wikimedia Commons

Sveriges gennemgående fokus på at være rustet til at stå på egne to ben i forsvarssammenhænge hænger naturligvis i høj grad sammen med, at landet – modsat eksempelvis Danmark og Norge – ikke er medlem af NATO. Af netop den årsag er Sverige nemlig ikke garanteret hjælp fra ligesindede nationer, om end der i en krisesituation kan forventes NATO-støtte.

Det skal i øvrigt ikke forstås sådan, at Sverige er en enspænder på forsvarsområdet. Svenskerne deltager i store dele af NATO-samarbejdet samt i eksempelvis EU’s forsvarssamarbejde og i det nordiske forsvarssamarbejde i NORDEFCO (Nordic Defence Cooperation). Herudover spiller bilaterale samarbejdsaftaler med særligt Finland en stor rolle i svensk forsvarspolitik. Netop Finland og Sverige kunne eksempelvis for nylig offentliggøre en ny aftale om et styrket operativt samarbejde i Østersøområdet. Aftalen har blandt andet fokus på at gøre det nemmere for de to lande at komme hinanden til undsætning med militært personel.

Ikke desto mindre er den nuværende svenske kurs et klart symbol på, at Sverige både vil og kan selv. Det er ganske enkelt blevet vurderet, at det ikke længere er tilstrækkeligt kun at være i stand til at forsvare sig selv i en meget begrænset tidsperiode såsom én uge. Og selvom internationalt samarbejde på forsvarsområdet er i højsædet, ønsker svenskerne at være rustet til at kunne agere selvstændigt.

Med den seneste budgetpræsentation – målt i kroner og ører såvel som i ordlyd – fortsætter Sverige således med at vække opsigt med sin omfattende forsvarsoprustning. Siden annonceringen af forsvarsbudgettet for de kommende fem år har en lang række internationale medier såsom eksempelvis The Economist og The Guardian sat landets forsvarsindsats på dagsordenen. Det er i denne forbindelse vigtigt at huske på Sveriges historik i forsvarsregi, der i høj grad er karakteriseret af landets mangeårige neutralitet. Netop ønsket om at være neutral udgjorde selve fundamentet for at takke nej til NATO-medlemskab tilbage i 1949. Det bør imidlertid efterhånden stå klart i både ind- og udland, at man ikke længere kan karakterisere svenskerne som neutrale.

Også herhjemme i det danske mediebillede har oprustningen – om end sparsomt – fået omtale. Særligt Uffe Ellemann-Jensen, forhenværende udenrigsminister (V), har tildelt den svenske udvikling spalteplads i et indlæg i Berlingske. Her runder han sin kommentar af med en væsentlig pointe: » […] de har sendt et stærkt signal, ikke blot til omverdenen, men også til den svenske befolkning om, at sikkerhedssituationen skal tages ekstremt alvorligt. Det skylder vi Sverige stor tak for. « For med danske briller er naboens oprustning naturligvis eftertragtet, og den bør vække opsigt. Det er immervæk svært at forestille sig, at svenskernes ambitioner ikke resulterer i et forbedret sikkerhedsbillede mod øst.

Nicholas Prüsse Hansen er kandidatstuderende i statskundskab ved Københavns Universitet med særlig fokus på udenrigspolitik. Ved siden af studiet arbejder han med det politiske samarbejde mellem de nordiske lande. Artiklen er et udtryk for hans egne personlige betragtninger.

Billede i artiklens top: Billy Galligan/Wikimedia Commons