Sveriges strategi og ”potentialet for forbedring”

2020-07-10T14:16:11+00:00 lørdag, 13. juni, 2020|

Siden starten af coronakrisen har den svenske strategi vakt opmærksomhed og skabt stor debat i udlandet. Da første fase af pandemien nu ser ud til at være overstået i Europa, er det tid til en foreløbig vurdering af situationen i Sverige, hvor den interne kritik stiger. Det er dog tvivlsomt, om man kan forvente en større kursændring i den igangværende krisehåndtering, endsige en konfrontation med visse strukturelle problemer i det svenske samfund, som coronakrisen har fremhævet.

Analyse af Amélie Reichmuth

TEMA: EUROPA I UNDTAGELSESTILSTAND | “Jeg mener, at der eksisterer et forbedringspotentiale i det, som vi har gjort i Sverige, helt klart.” Med denne lakoniske sætning erkendte statsepidemiologen Anders Tegnell den 3. juni for første gang offentligt, at strategien, som Sverige har valgt i kampen mod coronavirussen, ikke helt er lykkedes. En kommentar, som fik stor opmærksomhed, både i Sverige og i udlandet.

En kombination af erfaringerne fra de de senere måneder og opnåelsen af mere viden om coronaviruset gør det nu muligt at drage de første konklusioner om, hvilken strategi der har vist sig at være den mest effektive. I denne sammenhæng repræsenterer Sveriges krisehåndtering et interessant eksempel, fordi den svenske fremgangsmåde på mange måder adskiller sig kraftigt fra andre landes.

I stedet for at indføre hårde restriktioner og lukke helt ned satser man nemlig på den enkelte borgers sunde fornuft og vilje til at følge anbefalingerne fra Folkhälsomyndigheten: Man har f.eks bedt folk om at blive hjemme, hvis de bliver syge, at vaske hænderne ofte, og holde to-meters afstand. Derudover er der strengt taget ikke blevet decicerede forbud under coronakrisen. De to eneste undtagelser er restriktionerne imod at besøge ældre mennesker på plejehjem og at deltage i sociale arrangementer med flere end 50 personer.

Hvor Folkhälsomyndigheten er ansvarlig for den sundhedsmæssige del af krisehåndteringen, skal den svenske regering først og fremmest tage sig af de socioøkonomiske konsekvenser. Ifølge den svenske forfatning er det politiske system i Sverige delt op i to: På den ene side står regeringen sammen med Riksdagen for de politiske beslutninger, mens de forskellige myndigheder (forvaltninger) sørger for forvaltningen i deres forskellige ansvarsområder.

Det betyder, at disse institutioner er uafhængige, men skal udføre den politik som regeringen beslutter. Regeringen har desuden ikke mulighed for at kontrollere en myndighed direkte, heller ikke i krisetider, da man gerne vil undgå, at en minister griber ind i myndighedernes igangværende arbejde.

Konsekvensen af dette er, at man – bevidst eller ubevidst – er endt med at overføre Ikea-konceptet om, at man selv samler sine varer, til sundhedspolitikken:  Alle borgere får et sæt med diverse råd og vejledninger, men de skal alligevel finde ud af det selv i hver enkelt situation og bliver overladt til deres egen samvittighed, når det handler om at træffe beslutninger med muligvis store konsekvenser, først og fremmest for dem selv, men også for folkesundheden generelt.

Smertefuld opvågning
Tre måneder efter  coronakrisens begyndelse i Europa ser billedet af situationen i Sverige – ved første øjekast – dystert ud. I hvert fald, hvis man udelukkende fokuserer på statistikkerne, både med hensyn til folkesundheden og økonomien.

Næsten 4800 mennesker er døde af covid-19 i løbet af de sidste måneder, det højeste tal i Norden, og hermed også en af de højeste dødeligheder pr. indbygger i hele verden. De fleste ofre er ældre mennesker, som bor på plejehjem og indvandrere. For begge grupper gælder, at der er flest døde i Stockholm og omegn.

Samtidig har den svenske økonomi ikke været skånet for krisen, selvom erhvervslivet på papiret har været underlagt færre begræsninger end i resten af Europa. Arbejdsløsheden er steget til 8,5 %, regeringen forventer at BNP falder med 4% i år, mens forbruget er faldet med næsten 25% i løbet af få uger.

Statsminister Stefan Löfven på pressemødet om coronavirus den 4. juni. – Foto: /Ritzau Scanpix/TT/Sören Andersson/

Derfor vokser presset på både Folkhälsmyndigheten og regeringen. Selvom kritikken indtil videre først og fremmest er kommet fra udlandet, og hidtil er blevet modtaget med stor skepsis her i landet, begynder man nu at høre flere og flere kritiske stemmer i Sverige. Så for nyligt meddelte statsminister Stefan Löfven, at en undersøgelseskommission vil blive nedsat inden sommeren. Den skal ”tage en helhedsorienteret tilgang og se, hvordan krisehåndteringen har fungeret på nationalt, regionalt og lokalt niveau”.

Et mere nuanceret billede bag facaden
Udover disse første konkrete resultater er det dog vigtigt at kigge dybere på situationen. Og her bliver billedet mere nuanceret, og det bliver klart, at Sverige, ligesom alle andre lande, har haft en særlig tilgang til krisehåndteringen pga. sin historie og politiske kultur.

Man vil højst sandsynligvis i løbet af de næste år kunne læse mange studier og artikler der analyserer Sveriges enegang i bekæmpelsen af denne pandemi. Allerede nu står det klart, at det ville være forkert at sige, at hele den strategi som Sverige har fulgt har været helt fejlslagen. Dels fordi det er for tidligt at lave en grundig undersøgelse, men også fordi vi alle er ved at skifte paradigme og bliver klar over, at håndteringen af coronakrisen ikke er et spørgsmål om uger, men om måneder.

I denne sammenhæng tilbyder den svenske strategi et interessant alternativ: Borgerne i Sverige har stort set ikke oplevet, at staten påtvinger dem en begrænsning af deres individuelle friheder, da alting er foregået på frivillig basis og på baggrund af tillid. Man kan heller ikke tale om et pludseligt chok, som kom uforventet, og de svenske historiebøger vil i fremtiden ikke nævne en særlig dato, hvor hele landet lukkede ned.

Omstillingsprocessen har altså været blødere end andre steder i verden, og der gik flere uger, hvor man umiddelbart havde fornemmelsen af, at livet fortsatte som det plejede at gøre. Vi ved nu, at det er et maratonløb at vinde over coronavirussen, og det er absolut muligt, at den svenske befolkning vil vise sig at være mere mentalt robuste i det lange løb. En ofte overset faktor.

Det er også vigtigt at huske, at det svenske sundhedsvæsen ikke er brudt sammen: Man har ikke set billeder af overfyldte sygehuse, som det f.eks. var tilfældet i Italien eller Spanien, og felthospitalet, som blev bygget i nærheden af Stockholm, er lige blevet afmonteret, uden nogensinde at have været brugt.

For mange her i landet kan disse to bemærkninger på meta-niveau dog ikke opveje de menneskelige konsekvenser af måden, hvorpå Sverige har håndteret coronakrisen. 4800 døde er et højt tal, og det er ekstra rystende, når man ved, at de fleste ældre, som døde, blev smittet på plejehjem og slet ikke kom på sygehuset. I stedet fik de tilbudt palliativ pleje med det samme, nogle gange uden at beslutningen blev taget af en læge.

Det hele udvikler sig mere og mere til både en sundhedsmæssig og en politisk skandale, uden at man i skrivende stund ved, hvem der ender med at bære ansvaret i sidste ende. Det er også uklart, om der vil ske en større kursændring i Sverige. Det er både uklart i forhold til den igangværende krisehåndtering og i forhold til det længere perspektiv, herunder en eventuel konfrontation med visse grundproblemer i det svenske samfund, som coronakrisen har fremhævet.

Sverige ser sig selv i spejlet
Her bliver det igen klart, at Sverige har været igennem den samme proces som alle andre lande. Coronakrisen har tvunget os til – kollektivt – at forholde os til strukturelle udfordringer i vores samfund, som har eksisteret i årevis.

I virkeligheden er det 30 års politiske reformer og kulturændring, som afspejler sig i Sveriges krisehåndtering. I starten af 90’erne – som en reaktion på den alvorlige finanskrise – blev en række liberalt inspirerede reformer vedtaget af den borgerlige regeringskoalition. Men de efterfølgende regeringer, inklusive koalitioner ledet af Socialdemokraterne, rullede dem ikke tilbage, men lod dem fortsætte. Reformerne førte til omfattende besparelser og en stigende privatisering af store dele af den offentlige sektor i Sverige. Logikken bag reformerne blev udtrykt således af Carl Bildt, der var borgerlig statsminister fra 1991 til 1994: “Nu er kollektivismens tid forbi. I vores Sverige vil samfundet altid være større end staten”.

Indenfor sundhedsvæsenet havde denne politik store konsekvenser: Kommunerne fik det overordnede ansvar for langvarig pleje og omsorg af ældre og handicappede, mens sundhedsvæsenet generelt blev mere og mere drevet efter markedsprincipper og åbnet for private aktører. Dette førte til en kulturændring, hvor institutioner inden for sundhedsvæsenet blev til udbydere, mens patienterne blev forbrugere.

Her 30 år efter ser man stadigvæk dybe spor af denne udvikling: Sverige har EU’s laveste antal sygehussenge pr. indbygger (2,2 senge pr. 1000 indbyggere i 2017), mens den gennemsnitlige varighed af et sygehusophold også er meget lavere end EU-gennemsnittet. Fokus ligger altså på ambulant pleje, inklusiv hjemmepleje. Dette, koblet til en stærk decentralisering, gør det svenske sundhedssystem særlig sårbar overfor kriser som corona-pandemien.

Disse strukturelle udfordringer inden for sundhedsvæsenet i Sverige går hånd i hånd med bredere samfundsdebatter, som har foregået i mange år: Hvor langt skal statens ansvar gå, og er der overhovedet behov for en stat i dag, hvis private aktører overtager, mens samfundet bliver mere og mere reduceret til en gruppe af løse individer?

Den tragiske ironi ved de svenske tilstande i coronakrisen er, at de mennesker, som opbyggede dette land, inspireret af det socialdemokratiske ideal, ligger magtesløse på plejehjem lige nu. De bliver de facto ofret i stilhed.

Som det er nu, er det dog svært at se, hvordan en anerkendelse af dette kollektive svigt vil føre til konkrete reformer. På den ene side er det for tidligt med reformer, og evalueringen skal først finde sted. På den anden side hænger det hele også sammen med en latent generationskonflikt i det ellers konsensussøgende Sverige. En konflikt, som netop hviler på spændingen imellem kollektivisme og individualisme: Hvorfor foretage grundlæggende ændringer af et system, som er velfungerende for de fleste uden for krisetider?  Hvorfor føle sig personligt ansvarlig for de svageste i samfundet i et system, hvor borgerne er blevet til forbrugere? Hvorfor skulle man bruge politik til noget, hvis markedet alligevel styrer?

I nogle kvarterer har folk viftet med gule tørklæder for at signalere, at de vil have deres husleje sat ned i tre måneder som følge af coronakrisen. – Foto: /Ritzau Scanpix/TT/Ali Lorestani/.

Disse udfordringer har dybere rødder end corona-viruset og må nødvendigvis adresseres, hvis Sverige ønsker at komme stærkere ud af krisen. Det betyder, at Sverige højst sandsynligt vil beskæftige sig mest med sig selv i de næste måneder. Den manglende vilje til at hjælpe Sydeuropa samt den negative svenske reaktion på den fransk-tyske plan for at genstarte Europa tyder i hvert fald på en mere nationalistisk tankegang.

Denne isolation bliver kun forstærket af, at flere europæiske lande nægter at åbne deres grænser for svenske turister her til sommer, selvom resten af Europa gradvis genåbner sig selv og ender med at følge en strategi, der minder mere og mere om den, Sveriges fulgte i begyndelsen af pandemien.

Mens en usynlig tragedie finder sted på de svenske plejehjem, så fortsætter livet for os andre. Sommeren er efterhånden ved at være der. Det er årstiden, hvor Sverige er smukkest.

Amélie Reichmuth er kandidat i internationale relationer fra eliteuniversitetet Sciences Po i Paris. Hun har tidligere boet i Danmark og bor i dag i Stockholm.

Billede i artiklens top: /Ritzau Scanpix/TT/Henrik Montgomery/

Læs hele temaet “Europa i undtagelsestilstand”

 


 

Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.

Støt os med et beløb på: