Modstand mod Syrien-intervention er ikke kun kynisme

2017-06-30T10:08:20+00:00 Af |Kommentar|

Hvis de fastlåste internationale diskussioner om situationen i Syrien skal have noget håb om at rykke sig, kræver det at danske og vestlige medier opgiver tankegangen om, at ”vi vil det gode, I vil det onde” og kaster et mere ærligt blik på det globale magt- og forhandlingsspil. 

22.10.2012 | OS OG DEM | “Så længe Assad er ved magten, er FN reelt handlingslammet over for Syrien. Rusland og Kinas interesser i Syrien er for store.” Sådan kunne man læse i Berlingske den 20. juli 2012. “Russisk kynisme” lød overskriften på Politikens leder om Syrien to dage forinden. Uovervejede metaforer om benspænd og hjulkæppe har ligeledes fået frit løb i de danske mediers analyser af Kina og Ruslands rolle i den syriske konflikt og lammelsen i FN’s Sikkerhedsråd.

Den skepsis omkring militær intervention i Syrien, som Rusland sammen med Kina og andre store udviklingslande har lagt for dagen i FN’s Sikkerhedsråd, behandles således af medierne som værende aldeles uforståelig – eller det der er værre. Det har skadet debatten i en sådan grad, at resultatet er blevet én af de alvorligste blinde vinkler i dagens dækning af borgerkrigen i Syrien og de internationale forhandlinger om denne.

I en artikel fra 26. marts 2012 skriver den amerikanske analytiker Joshua Foust om resultaterne af den seneste militære intervention autoriseret af FN’s Sikkerhedsråd, nemlig aktionen mod Libyen i 2011. Som Foust påpeger – og flere menneskerettighedsgrupper har påtalt – er disse resultater stadig yderst usikre: De vestligt støttede libyske oprørere har siden interventionen begået alvorlige menneskerettighedskrænkelser, anvendt systematisk tortur og foretaget et stort antal vilkårlige fængslinger samt henrettelser uden rettergang.

Denne har især været rettet mod de dele af den libyske befolkning, der hævdes at have været Gadaffi-støtter, bl.a. landets sorte befolkning. På den anden side af hegnet har NATO-landene i stærke vendinger afvist krav om at undersøge de civile dødsfald, som bombekampagnen mod Libyen har resulteret i.

Humanister mod kynikere?
Militære interventioner har naturligvis politiske og diplomatiske konsekvenser. Omdannelsen af den libyske mission fra en humanitær mission under Responsibility to Protect-paraplyen til en kampagne for regimeskifte har ikke mindst på det internationale plan givet alvorligt bagslag. En rapport fra den britiske tænketank RUSI konkluderede i marts, at denne grove fordrejning af Sikkerhedsrådets mandat i Libyen ”efterlod en bitter smag i munden” på magter som Kina, Rusland og Indien, som stadig har en ubøjelig og absolut forståelse af statslig suverænitet. Konsekvensen vil ifølge rapporten være, at Kina og Rusland vil antage, at fremtidige forslag om humanitære indgreb i virkeligheden blot dækker over et ønske om regimeskifte.

Selvom denne forskelligartede forståelse af statslig suverænitet i sig selv er skrøbelig som forklaringsmodel, må man alligevel anerkende en række af de bagvedliggende observationer: Der blev begået overgreb under og efter den seneste internationale intervention i Libyen, FN’s mandat blev strakt til bristepunktet, og de vestlige magter nægtede ganske rigtigt at påtage sig noget ansvar for disse alvorlige problemer i FN’s Sikkerhedsråd, selvom de store udviklingslande insisterede.

På trods af disse fakta pseudo-forklares modstanden mod strammere sanktioner eller et decideret interventionsmandat i FN’s Sikkerhedsråd altid ud fra to nært beslægtede og kombinerbare modeller, der helt udelader de ovennævnte realiteter: For det første både antages og konkluderes det, at Kina og Ruslands ageren bygger på økonomiske egeninteresser, med andre ord “kynisme”, i modsætning til de humanitært interesserede vestlige magter. For det andet hævdes det, at Kina og Rusland nærer et ønske om at “spænde ben” eller “stikke en kæp i hjulet” for vestlige landes forsøg på at løse konflikten i Syrien, hvilket udlægges som journalistisk uforståeligt og dermed forkasteligt.

I mediedækningen forstås Kina og Rusland med andre ord som selvinteresserede og kyniske aktører, hvor Vesten som helhed er altruistisk og idealistisk; Kina og Rusland tillægges barnlige egenskaber og motiver, hvorimod vi selv agerer modent og velovervejet; de er ukonstruktive, hvorimod vi er konstruktive. Der opstilles således en hel basal række væsensforskelle mellem Vesten på den ene side og Kina/Rusland på den anden. Andre større udviklingslande såsom Indien, Brasilien og Sydafrikas betydelige – men ikke altid fuldstændige – støtte til den russisk-kinesiske skepsis skubbes i baggrunden og nævnes helst ikke, da også denne ville besværliggøre billedet.

Det ville yderligere besværliggøre billedet, hvis medierne blev tvunget til at tage alvorligt stilling til, hvad de humanitært orienterede vestlige og europæiske magter faktisk har gjort for at fremme nogen egentlig humanitær dagsorden i Syrien. Det erkendes nu blankt af danske beslutningstagere såsom udenrigsminister Villy Søvndal, at Syrien befinder sig i en “meget foruroligende” humanitær situation, endda på kanten af en katastrofe.

Alligevel er det svært at få øje på seriøse diplomatiske tiltag for at afhjælpe eller afværge denne katastrofe. Kritikken af denne passivitet er dog svær at få øje på. Nemmere er det øjensynligt at placere skylden for den humanitære situation hos netop Kina, Rusland og selve FN’s Sikkerhedsråd, selv når disses ‘benspænd’ har omhandlet skadelige sanktioner og fejlrubricerede militære indgreb i form af såkaldt ‘humanitære korridorer’.

Den sort/hvide medieopdeling mellem det gode ‘os’ og det onde ‘dem’ giver således ikke nogen indsigt af værdi. Enhver stringent teori om international politik (samt Occam’s Razor) ville nærmere vælge det udgangspunkt, at stater som Kina og Rusland generelt vil handle med samme mængde egeninteresse og/eller idealisme som sammenlignelige politiske enheder, dvs. andre stater såsom USA.

Anvender man den første af disse to perspektiver (egeninteresse) må man huske, at det langt fra kun er smålige eller banale økonomiske interesser, der er truet ved uønskede interventioner i Mellemøsten og Afrika – det er en lang række landes i forvejen skrøbelige tiltro til den globale sikkerhedsorden, som FN’s Sikkerhedsråd har til opgave at repræsentere.

Intervention medfører ansvar
De indgribende medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd er pålagt et ansvar for løbende at evaluere de humanitære konsekvenser af deres interventioner. De er selvfølgelig også ansvarlige for at holde sig inden for grænserne af det givne mandat (i tilfældet Libyen Sikkerhedsrådets resolution 1973). Det faste mønster er dog alligevel, at de store vestlige lande i interventionernes efterspil netop ikke er villige til at påtage sig dette ansvar.

Muligvis frygter man, at for stor eftergivenhed over for udviklingslandenes krav vil føre til tab af ansigt og danne præcedens for en fremtidig indskrænkning af egne nationale handlemuligheder. Dette ville faktisk være en meget præcis spejling af den frygt for selvstændighedstab, som både Responsibility to Protect og ældre interventionsdoktriner afføder i BRIC- og udviklingslandene.

Langt oftere er det tilfældet, at de vestlige magter konsekvent foretrækker den bredest mulige (eller umulige) tolkning af foreliggende mandater fra FN’s Sikkerhedsråd, hvilket andre medlemmer af Sikkerhedsrådet gang på gang påtaler… for døve ører. Senest fandt dette sted tidligt i 2012, da en række medlemslande anført af Sydafrika, med støtte fra blandt andet Rusland, bad om en undersøgelse af NATO-landenes medvirken til civile drab under aktionen i Libyen i 2011. Ruslands støtte fik den amerikanske FN-ambassadør Susan Rice til med bemærkelsesværdig mangel på diplomatisk flair at udtale, at dette krav om at evaluere Libyen-interventionen var et “cheap stunt to distract attention away from the Syrian government’s crackdown on protesters.”

I den amerikanske FN-ambassadørs verbale angreb på russerne lå det således mellem linjerne, at en yderst kort institutionel hukommelse – i det mindste for netop Kina og Ruslands vedkommende – er en stærk ønskværdighed i Sikkerhedsrådets arbejde. Koblingen mellem Libyen og Syrien – dvs. den foregående intervention og den måske fremtidige – var USA således hurtig til at spotte. At den objektivt var ganske legitim, det var Rice derimod langt fra parat til at anerkende. Snarere blev den konstrueret som endnu et eksempel på utidig kynisme, hvis ikke decideret ondskab fra især russisk side.

Det kan betale sig at læse lidt videre i den ovennævnte britiske rapport om interventionen i Libyen. Her konkluderes det på side 61-62, at fejltrinnene under Libyen-interventionen langt fra var eneståede, men snarere afspejlede et generelt billede af de vestlige magters fremgangsmåde fra Bosnien i 1995 over Kosovo i 1999 og Irak i 2003. I alle disse tilfælde anvendte få vestlige lande på vegne af det ‘internationale samfund’ et mandat fra FN’s Sikkerhedsråd, som ikke nød bred opbakning (eller som end ikke kunne vedtages); i alle tilfælde var målet at få især Rusland til at afholde sig fra at stemme om de centrale resolutioner, og i alle tilfælde forsøgte man at opnå dette ved at fejlrepræsentere udstrækningen af den operation, der rent faktisk var under planlægning.

Herefter var mønstret ifølge rapporten, at våben blev leveret til lokale kombattanter og at interventionens omfang voksede til at omfatte regimeskifte. Så snart den enkelte resolution var vedtaget, modsatte de samme vestlige regeringer sig slutteligt yderligere debat, både om dens tolkning og om dens korrekte anvendelse.

Væk fra ”vi vil det gode, I vil det onde”
Er det virkelig så uforståeligt, at visse medlemmer af FN’s Sikkerhedsråd er forbeholdne med at give USA plus europæiske allierede deres fulde og betingelsesløse opbakning, når belønningen er aftalesvigt, der anses for at være skadelige for deres grundlæggende interesser og endda deres suverænitet? Og derefter beskyldninger om kynisk delagtighed i humanitære katastrofer, som i tilfældet Syrien? Enhver ærlig journalist eller analytiker ville svare nej.

Hvis den fastlåste internationale debat om situationen i Syrien skal have noget håb om at rykke sig, kræver det at danske og vestlige medier kaster et mere ærligt blik på det globale magt- og forhandlingsspil og dets ulige spilleregler. “Vi vil det gode, I vil det onde” er mildest talt ikke noget holdbart udgangspunkt for internationalt diplomati. Ligeledes bidrager “vi vil det gode, I vil det onde” ikke med noget af værdi som politisk eller journalistisk forklaringsmodel.

Ja, det kan da meget vel tænkes, at Kina og Rusland både i Syrien og generelt i meget vid udstrækning handler – eller ikke handler – på baggrund af kynisk egeninteresse. Måske gør de vestlige lande også? I så fald burde vi nok prøve at forstå hvordan og hvorfor.

Søren Friis er ph.d.-studerende ved Aarhus Universitet og bestyrelsesformand i Rådet for International Konfliktløsning (RIKO). Artiklen er syndikeret i samarbejde med Udenriget.dk.