Tema: Udkantseuropa vokser

2017-06-30T10:08:19+00:00 Af |Tema|

Herhjemme kender vi ”Den rådne banan”, der på lidt pænere dansk kaldes Udkantsdanmark. Det er området, hvor fremtiden for de flestes vedkommende ligger bag dem. I hvert fald, hvis de bliver boende. Arbejdsløsheden i Udkantsdanmark er høj og beskatningsgrundlaget tilsvarende lavt – men i store dele af Europa er situationen meget værre. ”Udkanten” er vokset, og tidligere så stabile lande som Grækenland, Spanien, Portugal og Irland ligner nu ”Europas rådne banan”. I dette tema kommer vi bag om det nye Udkantseuropa i skyggen af den økonomiske krise.

20.4.2013 | TEMA | Det er ikke mange år siden, at udkantsproblemerne alene var et spørgsmål om geografi. Vi hørte om udsatte områder, hvor de gamle blev tilbage, mens de unge søgte mod uddannelse og arbejde i storbyerne. Hvor traditionel industri stod i vejen for innovationsaktivitet, og hvor de offentlige og private serviceydelser langsomt men sikkert blev dårligere i takt med, at stadig større dele af befolkningen forlod disse områder for at søge lykken langt fra ”rådne bananer” og andre sorte pletter – i Danmark og i resten af Europa.

Og sådan er det stadig.

Det nye er, at den økonomiske krise har gjort Udkantseuropa langt større end hidtil. Ikke i geografisk forstand, men i overført betydning. Som følge af den økonomiske krise kæmper mange lande nu med problemer, der i forbløffende grad ligner dem, vi normalt forbinder med Udkantseuropa.

I dette tema sætter Magasinet Europa fokus på det stigende antal ”rådne pletter” på Europakortet. Vi spørger bl.a., hvordan krisen påvirker kunst og kulturliv i et af de nye udkantslande og ser nærmere på, hvordan EU’s mange fondsmillioner egentlig hjælper Udkantseuropa – for gør de overhovedet det?

Vi hører desuden om et hårdt presset Nordirland, et Spanien på randen af kollaps og spørger om de enorme summer, der postes i EU’s strukturfonde, overhovedet medvirker til at løse udkantens problemer. Endelig kigger vi fremad og fortæller, hvordan erfaringer fra vores egen baghave – Nordjylland – kan bruges til at vise en ny vej ud af krisen for et voksende Udkantseuropa.

God læselyst!

Alle temaets artikler kan læses her:

Katastrofens DNA af Anne Sofie Allarp
EU’s strukturfonde: Den rette medicin for Udkantseuropa? af Rasmus Leander Nielsen
Udkant på forkant af Karen Skou og Signe Sloth Hansen
Tidsbomben under Portugals kunstmiljø af Thorbjørn Zeuthen Tirsted
Dilemmaet i atelieret: Kunst eller overlevelse af Thorbjørn Zeuthen Tirsted
Unge på kanten af samfundet i Storbritannien af Sara Dybris McQuaid