Thüringen og de globale oprør

2019-11-11T07:26:33+00:00 mandag, 11. november, 2019|

Verden har været præget af en stribe oprør det seneste års tid, fra Hongkong, over Irak og Europa til Sydamerika. Det er primært oprør mod de dagligdags levevilkår, ikke med krav om revolution. Det nylige valg i den tyske delstat Thüringen giver en forklaring på oprørene og viser de alvorlige følger, hvis regeringerne ikke løser dagligdagens problemer.

Analyse af Hugo Gaarden

Hvad har den midttyske delstat Thüringen med oprør i en stribe lande at gøre? Valget for nylig i den gamle DDR-delstat giver i det mindste en delforklaring på, hvorfor der er oprør verden over, også i Europa. Valget giver især en indikation af, hvad der kan ske, hvis regeringerne ikke løser de praktiske problemer, som betydelige dele af befolkningerne har – i mange tilfælde et massivt flertal.

Der har ganske vidst ikke været folkelige oprør i den økonomisk svage delstat Thüringen, der er berømt for Weimar-demokratiet. Men efter det nylige valg brød den tyske politiske stabilitet sammen – om end kun på delstatsniveau. Midterpartierne har for første gang ikke længere flertallet. Det har fløjpartierne til venstre og højre – sammenlagt.

Årsagen er, at midterpartierne stadig ikke har løst helt fundamentale problemer for flertallet. Det giver anledning til en dyb krise i de to store regeringspartier og magtkamp om Tysklands kommende kansler. Socialdemokraterne SPD har i et par år været i en overlevelseskamp med enorme besværligheder med at vælge en leder. Nu kommer turen åbenbart til det konservative CDU, hvor kansler Angela Merkel står for skud. Der er voksende kritik mod hende, fordi hun ikke træder frem og klart står i spidsen for initiativer, der skal løse aktuelle problemer, såsom Syrien-konflikten, en pensionsreform, voksende huslejer og stagnerende indtjening for omkring halvdelen af befolkningen. En tredjedel af tyskerne føler sig hægtet af – både økonomisk og politisk. Også Tyskland er blevet spaltet, men det er ikke partipolitisk i traditionel forstand, men mellem dem, ”der er med”, og dem, der føler sig uden for.

CDU fik et katastrofalt valg og er nu det tredje største parti, mens yderpartierne til venstre og højre blev henholdsvis nr. 1 og 2. Skal der i Thüringen findes løsninger, bliver det uundgåeligt for CDU at være med i en regering med et fløjparti eller at stemme for en mindretals fløjregering. Det giver mildt sagt hovedbrud på den politiske midte i Tyskland.

De etablerede partier har besvær med at skræve hen over ideologiske grænser og f.eks. øge den offentlige gældsætning for at løse problemerne.

De vil ikke erkende, at de aktuelle problemer ikke skyldes politiske meningsforskelle, men udtrykker en protest mod uløste problemer. Mange fjumrer rundt om sagens kerne som britiske politikere gør det om Brexit med kompromisforslag, som ender med halve løsninger.

Det er i virkeligheden samme problematik, der går igen overalt i verden. Sådan var det med de gule vestes voldsomme protester i Frankrig. Protesterne blev udløst af modstand mod højere benzinpriser, mens Macron-regeringen gav skattelettelser for velstående og virksomheder. For den brede befolkningen har indkomsterne ligget stille i det mest af verden efter finanskrisen for ti år siden, og derfor giver det genlyd, når udgifterne stiger – i form af huslejer, skat eller befordring.

I Chile har protesterne været voldsomme, og de begyndte med studerendes protest mod, at priserne på metroen og busser steg med 30 øre. Skulle det virkelig føre til oprør og gadekampe? Ja, for de unge udtrykte prisstigningerne en politisk foragt for dem samtidig med, at det er blevet sværere at komme op ad rangstigen – at stige i den såkaldte sociale mobilitet. Der er en bred accept af en liberal økonomi, men der er modstand mod høje undervisningsgebyrer på universiteterne, dyre private sygeforsikringer og enorme omkostninger ved en privat pensionsopsparing.

I flere sydamerikanske lande har der været protester, og de skyldes næsten altid forværrede leveforhold, og det ses også i Irak, Algeriet, Sudan og Libanon. I Libanon blev protesterne dog hurtigt politiske i den forstand, at der var krav om at fjerne samtlige politiske ledere og partier, fordi sammenblandingen af partier og religiøse grupper skaber et system, hvor der tages hensyn til alle særgrupper og ikke helheden. Derfor mener nogle libanesiske oprørere, at der bør dannes en teknokrat-regering, som skal gennemføre folkets vilje. I Hongkong begyndte oprørene i juni som en protest mod, at kriminelle kunne udvises til Kina på fastlandet. Men protesterne førte hurtigt til krav om demokratiske valg, altså et markant brud på det kinesiske kommunistiske system.

Det bemærkelsesværdige ved oprørene er, at de ikke i et eneste land har været organiseret med en synlig ledelse, og at de generelt var fredelige. Al aktivitet blev stimuleret og koordineret via de sociale medier. Protestmetoderne var flere steder avancerede. Mobiltelefonerne viste, hvor politistyrkerne havde forsamlet sig.

Der har ikke tidligere været så omfattende oprør i så mange lande over hele kloden på samme tid. Hvad bliver konsekvenserne? Fører det til en form for undergrundsorganisering for at undgå arrestationer? Kan oprørerne hindre blokeringer af nettet? Fører det til et brud på det partipolitiske system? Det er slående, at når der ikke er voldelige protester, deltager middelklassen, herunder butiksindehavere, i oprørene.

Verden over er borgerne åbenbart blevet mindre politiske, fordi markedsøkonomien har sejret over socialismen. Borgerne er optaget af konkrete sager, såsom leveomkostninger, ulighed og klimaet. Det rokker ved de traditionelle politiske opdelinger. Det er ikke utænkeligt, at valg i stigende grad vil blive afholdt om enkelt-temaer, f.eks. øget beskatning af de velstående. Briterne har jo i tre år været optaget af ét tema, Brexit. Det kan få enorm betydning for styringen af vores samfund. Vil folkelige bevægelser blive lige så stærke som partier? Vil ”røde og blå” regeringer i nogle tilfælde afløses af teknokratregeringer, der gennemfører parlamenternes beslutninger, som når en borgmester må følge kommunalbestyrelsens beslutninger? Vi får svar i Thüringen og på gaderne verden over.

Hugo Gaarden er journalist med stor erfaring i erhvervs- og udenrigspolitik. Han har tidligere bl.a. arbejdet på Berlingske og Børsen. Denne kommentar er oprindeligt bragt på hans hjemmeside hugogaarden.dk

Billede i artiklens top: /Ritzau Scanpix/Reuters/Annegret Hilse/


 

Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.

Støt os med et engangsbeløb: