To-statspolitikken er slut – hvad vil EU gøre?

2019-04-17T12:27:46+00:00 onsdag, 17. april, 2019|

Med valget af Netanyahu som fortsat israelsk ministerpræsident er det slut med en selvstændig palæstinensisk stat. Israel vil annektere Vestbredden, helt eller delvist, og det sætter EU over for et meget barskt valg – vil EU lynhurtigt anerkende Palæstina énsidigt eller stiltiende acceptere en fordrivelse af palæstinenserne som med Putins annektering af Krim?

Analyse af Hugo Gaarden

Det nylige israelske valg ændrer perspektiverne i Mellemøsten fundamentalt, primært for forholdet mellem israelerne og palæstinenserne.

Valget blev ikke betragtet som et skæbnevalg, og konsekvenserne af det er dårlig nok blevet debatteret i det internationale samfund. Det var på et hængende hår, at Benjamin Netanyahu blev genvalgt som Israels regeringschef i en dyst mod Benny Gantz, en uprøvet politiker, der tidligere var forsvarschef.

Så alt ser ganske fredsommeligt ud – på overfladen. Alle kan som i 50 år fortsætte med at tale om forhandlinger, som ingenting fører til. Det er imidlertid selvbedrag, for en fundamental ny israelsk politik er på vej: Netanyahu vil gennemføre dét, religiøse og højreorienterede partier har krævet de seneste år, nemlig annektering af Vestbredden – helt eller delvist.

Hidtil har der været tale om at annektere de israelske bosættelser eller nogle af dem – samt Østjerusalem. Men nu går det toneangivende parti, Likud, og andre ind for en langt mere omfattende anneksion. Med en annektering vil de berørte områder statsretsligt komme til at høre direkte under Israel. De vil – set fra Israels side – ikke længere blive betragtet som et besat område.

For det internationale samfund, der betragter besættelsen af Vestbredden som ulovlig, har det også fundamentale konsekvenser. For så kan bosættelserne ikke længere lægges ind under en palæstinensisk stat, uden at det er et indgreb i staten Israel! EU-landene véd udmærket, hvor svært det er at gribe ind over for en anneksion, nemlig Ruslands annektering af Krim.

Det bemærkelsesværdige er, hvor gradvist Israel er gået frem siden besættelsen af Vestbredden under Seksdages-krigen i 1967. Siden hen har der været talrige forhandlinger, der skulle give palæstinenserne deres egen stat, men for nogen tid siden viste dokumenter, at Israel siden fredsaftalen med Egypten ikke har villet acceptere en palæstinensisk stat. Forhandlingerne har hele tiden haft som formål at trække tiden ud og skabe en anden realitet end en to-statsløsning.

Bosættelserne har været det afgørende skridt i den retning. De begyndte meget stilfærdigt, men hensigten blev efterhånden åbenbar, da der blev etableret flere bosættelser i det snævre område mellem Jerusalem og Jordan-floden og Det døde Hav. Det vil føre til, at Vestbredden bliver delt, og det vil gøre en levedygtig stat meget lidt funktionsdygtig.

Ved at annektere samtlige bosættelser og yderligere områder kommer de vigtigste trafikårer under Israels direkte kontrol. Det betyder, at en to-statsløsning juridisk, politisk og økonomisk bliver en umulighed.

En palæstinensisk ekspert i statsret, Zaha Hassan, der har været rådgiver for det palæstinensiske selvstyre under forhandlingerne om medlemskab af FN, siger til Carnegie-tænketanken, at Israel sandsynligvis vil annektere mindst 60 pct. af Vestbredden. Det er apartheid, siger hun.

Det israelske parlament, Knesset, har besluttet, at Israel er og skal være en jødisk stat, og at kun jøder har de fulde rettigheder i Israel. Beslutningen svarer til en grundlovsændring. Det betyder, at palæstinensere, der bor i Israel, fratages normale rettigheder i Israel. Palæstinenserne på Vestbredden vil dermed heller aldrig komme til at høre til en israelsk stat – eller nogen anden. De bliver i al fremtid statsløse. Israel er imod, at palæstinensiske flygtninge fra Israel skal kunne vende tilbage, og nu bakker den amerikanske regering op om den holdning.

I forvejen har præsident Donald Trump styrket den israelske position ved at anerkende Jerusalem som Israels hovedstad og ved at støtte en annektering af de syriske Golan-højder. Dét har tidligere amerikanske regering altid undladt for at have et pressionsmiddel under forhandlingerne om en israelsk-palæstinensisk fredsaftale.

Hvad kan de næste israelske skridt blive? Når udsigten til en palæstinensisk stat forsvinder, og når tilværelsen for palæstinenserne kommer til at ligne de sortes tilværelse i Sydafrika under apartheid, vil mange palæstinensere fristes til at rejse til Jordan, hvor omkring halvdelen af befolkningen er palæstinensere. Ender utilfredsheden i konstant uro, skal man ikke være særlig politisk skarpsindig for at forvente, at israelerne vil presse palæstinenserne ud – til broderlandet Jordan. En fordrivelse vil med sikkerhed ikke ske under en militær operation. Dertil har Israel i årtier øvet sig i forsigtighedens kunst. Fordrivelsen vil ske lige så gradvist, som anneksions-processen er sket.

Hvad vil EU så gøre? Tie, mens palæstinenserne bliver et statsløst og måske et fordrevet folk?

Under indtryk af, at de årelange forhandlinger har været resultatløse, forsøgte Sverige for et par år siden – som EU-formandsland – at få en EU-beslutning om en énsidig anerkendelse af Palæstina. Men bestræbelserne faldt til jorden efter en intens israelske diplomatisk indsats. Ikke mindst Tyskland var bange for at lægge sig ud med Israel. Langt hovedparten af verdens lande anerkender Palæstina.

Man kan spørge, hvad nytter en énsidig anerkendelse, når Israel har kontrollen med grænserne og luftrummet over Vestbredden? Her kan man drage en parallel til Vestberlin i 1948, da den russiske besættelsesmagt spærrede adgangen for vestlige forsyninger via DDR til Vestberlin. Under enorm vestlig opbakning gennemførte USA en luftbro, der sikrede Vestberlin.

EU-landene kan – trods voldsomme protester fra Trump og Netanyahu – gennemføre en luftbro for at demonstrere, at en palæstinensisk stat skal etableres, og at udlandet ikke skal spørge Israel om adgang. Hvis bare ét fly bliver skudt ned af israelske styrker, vil det føre til et internationalt ramaskrig, som vil tvinge Israel til retræte. Det er måske netop en konfrontation af den art – eller en villighed til at tage konfrontationen – der er eneste vej frem.

Samme år, hvor Berlin-blokaden blev indledt, sikrede det internationale samfund jødernes ret til deres egen stat efter nazisternes udryddelse. Nu har de europæiske lande en mulighed for at sikre, at det samme folk ikke gør et andet folk statsløst, og det kan være Europas største bidrag til at skabe en mellemøstlig genopbygning efter års og årtiers tragedier.

Hugo Gaarden er journalist med stor erfaring i erhvervs- og udenrigspolitik. Han har tidligere bl.a. arbejdet på Berlingske og Børsen. Denne kommentar er oprindeligt bragt på hans hjemmeside hugogaarden.dk

Billede i artiklens top: /Ritzau Scanpix/AP/Virginia Mayo/


 

Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.

Støt os med et engangsbeløb:    

Støt os fast:    Image result for patreon