Fristelsen til at skilte med den særstatus, som Storbritannien nyder i den nye amerikanske præsidents øjne, må være stor for den britiske premierminister. Men Theresa May gør nok klogt i at huske, hvordan det gik for Tony Blair, da han omfavnede George W. Bush.

07.02.2017 | BREXIT-KLUMME | I bogen The New Machiavelli skriver Jonathan Powell i et af kapitlerne om udenrigspolitiske alliancer og citerer den florentinske politilog og embedsmand, som lægger navn til bogen.

Ifølge Machiavelli skal fyrsten altid vælge sine venner nøgternt og derefter erklære sin fulde støtte. Det er altid bedre at have valgt side end at forsøge at indtage en tøvende mellemposition.

Jonathan Powell er den tidligere britiske premierminister Tony Blairs tidligere stabschef og bruger citatet til at retfærdiggøre sin tidligere chefs omfavnelse af den tidligere amerikanske præsident George W. Bush.

Blair vidste, at han på helt centrale udenrigspolitiske spørgsmål var mere enig med Bush end nogen anden. Derfor kunne han lige så godt erklære sin fulde støtte og opbakning – og dermed opnå de strategiske gevinster, som en sådan en udmelding ville afstedkomme.

Efter særligt Bushs beslutning om at gå i krig i Irak fik den kammeratlige erklæring imidlertid store, uforudsete følgevirkninger.

Indenrigspolitisk blev Blairs omfavnelse af Bush mildt sagt problematisk. Blair blev portrætteret som Bushs puddelhund, der blot logrede med halen, spiste af hånden, og mistede sin dømmekraft i deres bilaterale forhold.

Den opfattelse lever i bedste velgående.

Den har smædet og undergravet Blairs eftermæle. Senest med udgivelsen af Chilcot-rapporten sidste år, der igen satte spørgsmåltegn ved Storbritanniens beslutningsgrundlag for at gå i krig.

Strategisk brug af Trump kan være giftig
Theresa Mays rådgivere vil gøre klogt i at huske på Blairs skæbne, når de forsøger at styrke båndene til den nye præsident Donald Trumps regering.

For fristelsen til at skilte med den særstatus, som Storbritannien nyder i den nye amerikanske præsidents øjne, må være stor. Den giver på den ene side en livsvigtig politisk legitimitet til Brexit-projektet og en bedre forhandlingsposition over for EU. Et af de store salgsnumre i valgkampen var jo netop, at en udtrædelse af EU’s toldunion ville give Storbritannien mulighed for at forhandle nye frihandelsaftaler med lande, som EU ikke har formået at lukke aftaler med.

På den anden side vidner Blair-Bush-romancen også om, hvor giftig den strategiske brug af Trump kan være. For tiden diskuterer Underhuset, om Trump skal have et officielt statsbesøg, og den seneste udvikling er, at Underhusets formand har blokeret for, at Trump kan få lov at adressere parlamentet.

Og man skal blot se et par minutter af sidste uges debat i kølvandet af Trumps rejseforbud for at se, hvor ophedet diskussionen var, hvilken nerve argumenterne havde, og hvor varsomt udenrigsminister Boris Johnson måtte træde.

For første gang i lang tid syntes oppositionspartierne forenede i deres anklager mod regeringen. For første gang virkede debatten ikke overfladisk og iscenesat, men oprigtig og indigneret.

Og selvom Theresa Mays konservative vælgere måske er langt mindre kritiske over for amerikansk udenrigspolitik end Labours, så giver Trump endnu et forklaringsproblem for flere af de konservative parlamentsmedlemmer.

Her tænker jeg særligt på de mere liberale medlemmer, der er valgt i de velhavende områder omkring storbyerne, som i høj grad stemte ’Remain’ den 23. juni sidste år. De vil blive skrællet af den konservative kerne én efter én – og f.eks. flytte til det stærkt pro-europæiske parti Liberaldemokraterne.

En meget sammensat gruppe
De konservative er nemlig (ligesom Labour) en sammensat gruppe af meget forskellige politiske overbevisninger. Og det var kun ved at udskyde spørgsmålet om EU med en folkeafstemning og dermed forene de forskellige fraktioner i partiet, at David Cameron kunne vinde et snævert flertal i 2015.

Det er denne skrøbelige ligevægt, som May skal forsøge at vedligeholde, når hun samtidig skal kapitalisere på sin privilegerede status over for den amerikanske præsident.

Indtil videre har hun lyttet til rådet fra Machiavelli – og var den første udenlandske statsleder til at mødes med præsident Trump i Washington.

På den anden side skriver Machiavelli også, at fyrsten skal ”undgå alt, hvad der kan gøre ham forhadt eller foragtet; lykkes dette for ham, har han gjort sit, og ingen anden fejl kan blive farlig for ham”.

Men hvad vælger man, hvis man ved at tage førstnævnte råd og erklære sin ven fuld troskab, risikerer at gøre for sig forhadt og foragtet?

Dette teoretiske spørgsmål giver Machiavelli ikke svar på. Men mon ikke Theresa May meget snart giver os et praktisk et af slagsen?

Dette er den anden af en række klummer, hvor Andreas Bach Mortensen ser nærmere på det kommende britiske exit fra EU. Alle klummer og andre artikler kan læses i vores fortsatte Brexit-tema.

Billedet i artiklens top: Pablo Martinez Monsivais/AP/Polfoto.