Trump undergraver demokratiet, men selv i Europa vakler det

2018-05-02T13:44:43+00:00 onsdag, 23. august, 2017|

Trump og Brexit viser, at demokratiet har alvorlige svagheder. I en global verden er der behov for at udvikle et system, der kan sikre langsigtede beslutninger, og som kan reducere populisme, tomme valgløfter og løgne. Vælgerne må kunne afsætte en regering, som aktionærerne kan afsætte en virksomheds ledelse.

23.08.2017 | DEMOKRATI | De vestlige demokratier har store udfordringer. Demokratiet i USA er i krise som følge af præsident Donald Trumps uvidenhed og kyniske tilsidesættelse af retssystemet, de politiske institutioner og pressen. I Europa vakler demokratiet. Det skyldes ikke bare populismen, men også en udbredt kritik af det eksisterende politiske system. I de seneste 10 til 30 år er der kun truffet få beslutninger, der forbedrer tilværelsen markant. Europa befinder sig i stilstand efter finanskrisen.

Det rejser spørgsmål, der var utænkelige for få år siden: Skal vælgerne have samme stemmeret, uanset deres viden og mangel på samme? Skal demokratiet indskrænkes, eller skal spillereglerne ændres?

Trump har skubbet demokratiet ud på afgrundens rand. Hvordan kan man have en demokratisk præsident, der lyver gang på gang, som blander personlige forretningsinteresser sammen med nationens, som vil hindre en undersøgelse af det, og som blæser på forfatningen?

Men vi ser også en svaghed i hele det etablerede system i Vesten. Inden Brexit-afstemningen fik notoriske løgnehistorier en fremtrædende plads i medierne. I hele Europa var politikere og pressen bange for at gå i kødet på den fremmedfjendske populismen, der buldrede frem med uhyre forenklede beskrivelser af virkeligheden. Først under den franske valgkamp så vi en modreaktion – fra en outsider og den brede befolkning. Vælgerne fejede de etablerede partier til side og valgte Emmanuel Macron, som vil forbedre tingene og ikke være en charlatan som Trump eller populister i Europa.

Direkte demokrati kan have konsekvenser
En af de kølige tænkere omkring økonomi og samfundsforhold, den 72-årige næstformand i den amerikanske centralbank, Stanley Fischer, har i et interview med Financial Times, givet en slående beskrivelse af forholdene. Han er jøde og opvokset i Afrika. Han finder det ekstremt farligt, at amerikanske politikere kun 10 år efter finanskrisen vil lempe de regler, der skulle forebygge en ny krise – godt stimuleret af Trump og finanssektorens egen-interesser.

”Hvordan kan voksne mennesker gøre det?” spørger han, især når de eksisterende finansielle forhold og risici er så vanskelige, at end ikke engang han selv forstår det fuldt ud. Han fik sin uddannelse i Storbritannien, og om Brexit siger han, at denne type folkeafstemning indikerer de komplikationer, der kan komme ud af at bruge den metode. Det er en pæn måde at sige, at det direkte demokrati kan have alvorlige negative konsekvenser, især i komplicerede sager. Han er bange for, at USA ikke længere er et stabilitetens anker i det internationale system, og et anker er efter hans opfattelse en nødvendighed.

Fischer udtrykker sig så pænt, at det måske ikke får den store virkning. Der skal tusindvis af hans støbning på banen. Hvor er de medansvarlige for de seneste årtiers EU-politik, gældsoppustning og militære indsats i Mellemøsten? Hvad har de ansvarlige lært – eller kan eller vil de ikke formulere det? Hvornår tager pressen problemet alvorligt?

I Danmark har det vakt opmærksomhed, at samfundsforskeren, lektor Jørn Sønderholm, Aalborg Universitet, har fået 5 millioner kr. fra forskningsrådet for at analysere demokratiet, borgernes politiske lighed og valgsystemet. Det er blevet pindet ud i spørgsmålet, om en 92-årigs kryds skal tælle lige så meget som en 18-årigs.

Politikere tages alvorligt, selv når de lyver
Der er mange grunde til, at demokratiet er i en kritisk tilstand. Finanskrisen var selvskabt. Politikerne turde eller evnede ikke at forebygge den. Det véd vi i dag. Politikerne tør ikke sige, at globaliseringen er en uundgåelig del af nutidens tilværelse, og at vi ikke kan holde verden ude. Politikerne har svært ved at træffe langsigtede beslutninger, fordi det kan koste stemmer. Derfor halter vi efter kineserne, når det drejer sig om at investere i infrastruktur og lave nødvendige reformer for at skabe et grundlag for fremtidens samfund.

Der er ingen tvivl om, at der er behov for at udvikle et system, der kan sikre langsigtede beslutninger, og som kan begrænse populisme, tomme valgløfter og løgne. Det reality-show, som Trump præsterer, og den manipulatoriske kampagne, der var forud for Brexit, må ganske enkelt begrænses, og her må pressen spille en væsentlig rolle og ikke bare jage høje læser-, seer- og klicktal.

Hvordan kan det være, at pressen tager politikere alvorligt, når de lyver, vildleder eller kommer med valgløfter, der ikke holder? Erhvervspressen hudfletter virksomheder, som kommer med misvisende informationer. Det er aktionærerne, der ejer en virksomhed, og i de seneste årtier har direktører og bestyrelser oplevet, at de bliver smidt på porten, hvis de svigter aktionærerne. Virksomheder kan straffes for at komme med falske oplysninger. Køber man et hus på et falsk grundlag, kan køberen gå til domstolene og få handelen omgjort.

“Aktionær-ret” til vælgerne
Vælgerne må have mulighed for at afsætte en regering, ligesom aktionærerne kan vælte ledelsen på en generalforsamling, dvs. uden at vente på et valg. Det er ikke politikerne, der ”ejer” det politiske system. Det gør vælgerne. Franskmændene smed næsten alle ”levebrødspolitikere” på porten og valgte uprøvede personer – og nu er der en markant politisk og økonomisk fornyelse på vej. Men hvem vil give vælgerne en ”aktionær-ret?” Tør politikere anbefale det?

Et første skridt kan være at bruge parlamentariske undersøgelser og omfattende folketingsdebatter, måske med ekspertindlæg, så sager kan få en hurtigere afgørelse end ved at bruge årelange dommerundersøgelser. Nedsættelsen af et politisk ekspertråd svarende til de økonomiske vismænd kan sikre mere kompetente indlæg i debatten og den politiske proces. Internettet giver helt nye muligheder for at høre befolkningens mening og ”indkalde” til afstemninger. Domstolene kan også tildeles en kompetence til at erklære et valg ugyldigt, hvis et valg eller en kampagne beviseligt er ført på usandfærdige argumenter.

Med Brexit kommer vi også til at drøfte, om den politiske beslutningsproces i EU-systemet fungerer, og om folkeafstemninger med simpelt flertal er tilstrækkelige til at træffe vitale beslutninger om landes tilhørsforhold. Briterne er ved at få kolde fødder, og de vil måske holde en ny folkeafstemning og søge en vis tilknytning til EU. Skal vi leve med skiftende medlemskaber?

Danskerne vil gøre oprør, hvis folkeafstemninger om EU afskaffes. Det samme vil franskmændene og hollænderne. Tyskerne bruger ikke folkeafstemninger. Nazismens folkeforførelse har sat skræk i tyskerne. Hvis tyskerne brugte folkeafstemninger, ville vi ikke have haft euroen, og grækerne var blevet smidt ud af eurozonen. Vi kan se frem til en hård debat om folkeafstemninger – om det direkte demokrati. Måske skal vi kræve f.eks. to tredjedeles flertal for vitale beslutninger.

Tilliden til demokratiet kan kun forbedres, hvis regeringer og politikere kan stilles til ansvar på en langt mere konkret og direkte måde end hidtil. De ansvarlige skal kunne mærke konsekvensen af deres handlinger, mens de har magten. En konsekvens kunne være, at det automatisk vil føre til politikere, embedsmænd og journalister af en højere kaliber end i dag.

Hugo Gaarden er journalist med stor erfaring i erhvervs- og udenrigspolitik. Han har tidligere bl.a. arbejdet på Berlingske og Børsen. Denne kommentar er oprindelig bragt på hans hjemmeside hugogaarden.dk

I Magasinet Europa gælder det for alle artikler i genren “kommentar”, at kommentaren udelukkende er udtryk for skribentens egne holdninger.

Foto i artiklens top: /ritzau/AP/Peter Dejong.