Brexit udløser forundring, bekymring og splittelse i Tyskland. Der er dog generel opbakning til Merkels credo om, at der ikke findes europæiske privilegier uden forpligtelser – heller ikke for vigtige økonomier som den britiske.

29.06.2016 | TEMA: BREXIT? | I Tyskland, hvor forestillingen om et stærkt EU udgør en stor del af den politiske identitet, har der i pressen hersket en nærmest vantro overraskelse over, at Brexit-fløjen faktisk fik skrabet et snævert flertal hjem ved den britiske folkeafstemning den 23. juni.

En række kommentatorer har åbenlyst indrømmet, at de tog fejl: Den britiske pragmatisme fik ikke briterne til at fokusere på de økonomiske fordele ved EU og tro på en reformering af systemet indefra.

Ved de forgangne dages EU-krisetopmøde i Bruxelles har vemod og ærgrelse været de dominerende følelser. De tyske medier har her især bidt mærke i, at de øvrige EU-lande ikke har udvist decideret foragt eller vrede mod Storbritannien – en linje, der passer fint med Angela Merkels forudgående udsagn om, at der nu “ikke er nogen grund til at være særligt slem ved Storbritannien”: I har stemt jer ud, det kan ikke gøres om, men partner- og venskabet må bestå.

Historieløst
Selvom briterne først kom ind i EU i 1973 under landets store økonomiske depression, holder mange tyskere fast i det historieløse i det britiske afstemningsresultat. Under tirsdagens topmøde, hvor også afgående britiske premierminister David Cameron skulle forklare sig, faldt der mangt en kommentar om Storbritanniens betydning i både verdenskrigene og Den Kolde Krig – og hermed en åbenlys bekymring for det europæiske projekt som en fredsstiftende historisk vej.

“Det var den slags tale, som Cameron nok skulle have holdt for et par måneder siden,” skriver det politiske ugemagasin Der Spiegel:

“I stedet regnede han offentligt på, hvilke økonomiske fordele hans landsmænd får ud af et medlemskab i et EU, som i bedste fald forekommer briterne irriterende og i værste fald ses som en trussel mod den britiske suverænitet.”

Josef Joffe ser i avisen Tagesspiegel ligefrem en historiske tragedie i Brexit:

“Endnu dummere end Brexit er parolen ‘lad dem dog gå deres vej’. Efter Brexit vil Europa hverken være enigt eller stærkt. Denne historiske tragedie truer med at gøre Europa til Eurasiens blindtarm. Putin fryder sig, mens Amerika mister respekten.”

Han bakkes her op af avisen Welt, der efter Brexit mener at have registreret “Putins stille håb om Europas forfald”.

Tempo med pisk eller gulerod
Under de første dages panik har der i tysk presse og politik især været fokus på at undgå en europæisk dominoeffekt i kraft af en hurtig Brexit, der skal vise de faktiske konsekvenser af en udmelding af fællesskabet og det indre marked.

Også Europa-Parlamentets tyske formand Martin Schulz valgte – ligesom kommissionsformand Jean-Claude Juncker – at kræve en hurtig igangsætning af Brexit-processen ud fra den berømte Artikel 50. I første omgang bakkedes de op af Angela Merkel, som i mellemtiden har trukket noget i land og åbnet for mere britisk betænkningstid. Denne slækkelse har givet gnidninger i den tyske koalitionsregering mellem Merkels konservative, kristligt-demokratiske CDU og det socialdemokratiske SPD, hvor den socialdemokratiske udenrigsminister Frank Walter Steinmeier og SPD’s gruppeformand i Forbundsdagen, Thomas Oppermann, ønsker klarhed over situationen hurtigst muligt.

Ingen præmie for nationalisme
“Der må ikke være nogen form for belønning i at træde ud – ingen præmie for nationalisme og Europafjendtlighed,” som Opperman formulerede det dagen før topmødet. Måske havde Merkel lyttet til ham, da hun lige op til topmødet udtalte:

“Vi vil sørge for, at Brexit-forhandlingerne ikke føres efter princippet om bare at pille de gode rosiner ud. Der vil og skal være en mærkbar forskel på, om et land ønsker at være medlem af den europæiske familie eller ej. Hvis man ønsker at træde ud af familien, kan man ikke forvente, at pligterne falder bort, mens privilegierne består.”

Denne tyske udmelding var tydeligt møntet på Boris Johnson, der i en meget omtalt artikel i The Daily Telegraph i weekenden hævdede, at Storbritannien efter Brexit nærmest kan fortsætte europæisk business as usual – bare uden det uigennemskuelige europæiske lovapparat.

Det har ikke bare fået Merkel, men også flere tyske medier til at skumme.

Intet indre marked uden fri bevægelighed
“Hvis Storbritannien kan træde ud af EU uden at tage nogen ulemper med i købet, hvilken mening giver det så at være EU-medlem?,” spørger ugeavisen Die Zeit.

“Hvis man vil have adgang til EU’s indre marked, så må man også acceptere de fire grundlæggende friheder, nemlig menneskenes, varernes, tjenesteydelsernes og kapitalens fri bevægelighed. Og det vil Storbritannien ikke,” konstaterer Frankfurter Allgemeine Zeitung.

“Man kan ikke få det indre marked uden fri bevægelighed. Brexit-fortalerne skal ikke lade som om, de først opdager den sammenhæng nu. Det er vælgerbedrag. Og hvorfor hele dette cirkus, hvis briterne alligevel skal overføre penge til Bruxelles?,”  skriver avisens udenrigsredaktør Klaus-Dieter Frankenberger:

“Sandheden er, at Johnson & Co ikke havde nogen plan for dagen efter afstemningen. Derfor siger de nu, at det ikke haster med udtrædelse – en mærkelig udtalelse fra folk, der hidtil har omtalt EU som et slags folkefængsel.”

Benhårde forhandlinger
Et af de store åbne spørgsmål er, hvilken ny vægt Tyskland vil have i et EU uden Storbritannien, der hidtil har været Tysklands største partner i forhold til en liberal økonomisk politik med fokus på stærk konkurrenceevne. Flere kommentatorer hæfter sig her ved, at den spanske, italienske og franske statsinterventionisme vil få mindre modspil i EU.

I forhold til samhandel med Storbritannien er der generel tysk enighed om, at Brexit-forhandlingerne bliver smertefulde og bør have damage control som højeste prioritet. Avisen Handelsblatt forudser alligevel en benhård proces, hvor ingen af parterne vil give ved dørene – heller ikke selvom det er en femtedel af det indre markeds BNP, der står på spil, hvilket især gør ondt på eksportnationer som Tyskland.

Ifølge Bert Van Roosebeke fra Centrum für Europäische Politik i Freiburg er udsigterne ikke ligefrem rosenrøde for Storbritannien.

“For at få en handelsaftale i stand, kræver det enstemmighed. Storbritannien skal altså overbevise 27 medlemsstater om, at aftalen er ok. Det er ingen synderlig god forhandlingsposition. Vi har brug for briterne, fordi vi vil eksportere til Storbritannien, men briterne har endnu mere brug for os tyskere og i særdeleshed det samlede EU,” siger Bert Van Roosebeke til det paneuropæiske magasin EurActiv.

Ingen norsk løsning i sigte
Brexit-fortaler og UKIP-leder Nigel Farages selvsikre udsagn – “Vi er eurozonens største handelspartner. Vi kan få en meget bedre aftale end Norge” – giver han ikke meget for.

“Det er usandsynligt, for dermed skulle briterne også overtage hele samlingen af EU-reguleringer, og det passer ikke rigtigt med det, som blev lovet i Brexit-valgkampen,” siger Van Roosebeke.

Andre hæfter sig her ved Norges store indbetalinger uden medbestemmelsesret.

I tysk optik er en yderligere opsigtsvækkende konsekvens af Brexit, at ikke bare Berlin vil rykke endnu mere ind i Europas politiske centrum. Samtidig åbner det for nye muligheder indenfor Tysklands – det vil sige Frankfurts – finanssektor. Det gælder ikke kun EU’s bankopsyn, hvis fremtid Handelsblatt allerede har spået til at ligge her. Hvis briterne ikke overtager EØS-betingelserne som schweizerne, så vil store dele af Londons børs- og bankverden være tvunget til at flytte til fastlandet – med Frankfurt som favorit. Igen en udvikling, der helt vil afhænge af briternes kommende regler for det indre marked.

Hvem tager skylden?
I den særprægede tyske stemning af, at meget få – selv i Storbritannien – oprigtigt ønsker Brexit med alle dens konsekvenser, forsøger flere medier at pege på de skyldige. Hovedmistænkte er her både EU selv, eliten og globaliseringen generelt.

Der Spiegel’s fremmeste agent provocateur, Jan Fleischhauer, peger desuden på Angela Merkel og hendes tackling af flygtningekrisen som hovedårsagen: Briterne vil forståeligt nok ikke være med i et Europa med stadig mere åbne grænser dikteret af en tysk regering. Frankfurter Allgemeine Zeitungs Marcus Theurer køber vinklen, men ikke konklusionen:

“EU-migration var entydigt det afgørende argument, der gav sejren til Brexit-lejren. Men sandheden er, at de allerfleste østeuropæere på øen ikke er nassende socialturister, men hårdt arbejdende skatteydere.”

I Die Zeit ser den rutinerede korrespondent Bettina Schulz derimod et britisk forsøg på at fralægge sig ansvaret for en fejlslagen politik de sidste årtier: “Brexit-fortalerne har gjort EU ansvarlig for alt det, der skyldes fejldispositioner i den britiske politik,” skriver hun.

Det gælder især nedlægningen af industrien, og det alt for store britiske fokus på Londons finansverden og udviklingen af tjenesteydelser. Her mangler investeringer, forskning og dermed bedre muligheder for den industri, der trækker lande som Tyskland. Hendes analyse har fået mange hundrede læsere til i uskønne toner at kritisere en “tysk selvfedme”, som netop truer med at rive EU fra hinanden.

Internettet og direkte demokrati
I medielandskabet har Brexit-processen også medført mangt en kritisk tysk analyse af Storbritanniens kulørte presse og internettets uransagelige veje til meningsdannelse. Men der er især udbrudt utallige mediedebatter om direkte demokrati, som der i Tyskland er en historisk betinget skepsis overfor.

“Man kan ikke gennemføre en folkeafstemning om en så kompliceret sag, lyder argumentet i forskellige versioner fra alle sider,” skriver Jan Fleischhauer fra Der Spiegel og fortsætter: “Det er utroligt, så mange kommentatorer, der bevidstløst har gentaget dette. Uden at tænke over, hvad de dermed afslører om deres opfattelse af demokrati.”

Han slutter deraf, at det faktisk er lykkedes Boris Johnson at tale til det demokratiske hjerte og ikke bare til den kolde pengepung.

Som fortaler for sådanne afstemninger er Fleischhauer nærmere en ensom ulv i det tyske medielandskab. Flere tyske aviser har spurgt sig selv, hvorfor det ikke er lykkedes det britiske parlament at kontrollere denne proces, mens andre i skarpe vendinger kritiserer, at Cameron ville bruge afstemning til at skabe ro i eget parti og give UKIP én over snuden. Dermed stod almenvellet slet ikke i fokus, som det bør være tilfældet i den slags afstemninger, der her blev misbrugt på det groveste.

“Fordybelse” rækker ikke
Den vigtigste debat, nemlig den om EU-27’s fremtidige struktur, er allerede godt i gang. Et “weiter wie bisher” (videre som hidtil) udelukkes af stort set alle kommentatorer. Det gælder også den “fordybelse af EU”, som kommissionsformand Juncker og parlamentsformand Schulz synes at tegne som linje uden at gå til de afgørende strukturelle og demokratitekniske problemer i EU.

I avisen Tageszeitung lyder en syrlig kommentar, at alle pt. vil redde EU med omfattende reformer, der går mod spareprogrammer i Sydeuropa, mod et voksende bureaukrati, mod alt det, vi ikke kan lide. Men ingen er i nærheden af at vise vejen.

På højrefløjen har lederen af Alternative für Deutschland, Frauke Petry, naturligvis også samlet det “britiske advarselssignal til bureaukratiet i EU” op:

“Hvis EU ikke forlader den falske vej og det halvsocialistiske eksperiment med yderligere politiske integration, så vil de europæiske folk tage deres suverænitet tilbage på den britiske måde.”

Det kan hun meget vel få ret i, om end det ikke løser mange af den globaliserede verdens problemer.

Krisehåndtering uden gejst
I dette limbo har politologen Sebastian Fischer en bidsk pointe i sin Merkel-kommentar på SPIEGEL-online: Den tyske forbundskansler går med sin saglige forhandling af Brexit-konsekvenserne atter følelsesforladt til endnu en livstruende europæisk krise. Det er god krisehåndtering, men det mangler den samlende gejst, som kan gøre krisen til en chance.

Måske gør hun det rigtige med denne strategi overfor Storbritannien, indvender Ulrich Ladurner i Die Zeit:

“Ingen spot, intet had, ingen aggression – men EU må formidle det klare budskab til London: Ude er ude. Og udenfor er det koldere.”

Mathias Irminger Sonne er freelancejournalist bosat i Berlin

Billedet i artiklens top: Markus Schreiber/AP/Polfoto