Det tyske valg er langt fra afgjort

2018-04-24T21:24:49+00:00 mandag, 18. september, 2017|

Selv om CDU/CSU får flest stemmer og Angela Merkel dermed bliver den urørlige sejrskvinde ved valget til Forbundsdagen, er det uvist, hvem hun kan regere med. Den afgørende fase af den tyske valgkamp præges derfor af spekulationer, advarsler og strategiske overvejelser. Udfaldet kan få indflydelse på det øvrige Europa.

Analyse af Mathias Irminger Sonne

18.09.2017 | TEMA: NABOLAND TYSKLAND | ”Hvis man beslutter systematisk at undgå en debat om landets fremtid (…) så kalder jeg det et angreb på demokratiet.”

Tysklands socialdemokratiske kanslerkandidat Martin Schulz har hen over sommeren ikke sparet på de syrlige udfald mod Angela Merkel. Men uanset om man er enig med SPD-formanden eller ej, så har det intet nyttet: op til det tyske valg på søndag ligger SPD efter forårets flyvetur nu og sejler med godt 20 procent i meningsmålingerne, mens Merkel og CDU/CSU ligger omkring uopnåelige 37 procent.

Det afspejler en sløv valgkamp, der er præget af Merkels angivelige stabilitet i usikre tider. Og af en Martin Schulz, der konstant har skullet angribe sit eget partis regeringspartner – i langt de fleste spørgsmål er hans kritik faldet tilbage på SPD, som har bistået Merkel i otte ud af de sidste 12 år.

Symbolsk tredjeplads
At første- og andenpladsen ser ud til at ligge forholdsvist fast, betyder langt fra, at spændingen er feset ud af den tyske valgballon på forhånd. For det første er der med over 40 procent historisk mange vælgere, der endnu ikke har besluttet sig for, hvor de skal sætte deres kryds. For at regere videre skal Merkel for det andet ud og finde sig mindst én regeringspartner, og her kan udfaldet af valget blive afgørende for både Tysklands og Europas fremtid.

Selvom mange tyske medier prøver at skrive de fire mindre partiers kamp om tredjepladsen op som det store drama, så er den faktisk kun af symbolsk betydning. Både Alternative für Deutschland på den yderste højrefløj og Die Linke på venstrefløjen er nemlig ikke mulige partnere for Merkel, og selv for det liberale FDP og miljøpartiet De Grønne og er det ikke sikkert, at en tredjeplads udløser en brugbar medalje i sig selv.

De afgørende spørgsmål lyder derimod:

  • Tør og kan Schulz og SPD virkelig indgå en ny stor koalition med Merkels CDU/CSU?
  • Vil Merkels CDU/CSU og enten det liberale FDP eller miljøpartiet De Grønne få stemmer nok til at danne en flertalsregering?
  • Eller skal og tør De Grønne og det gule FDP gå ind i en såkaldt Jamaika-regering det sorte CDU/CSU?

Den store nødløsning
Siden Gerhard Schröders nederlag i 2005 og Merkels første store regeringskoalition mellem CDU/CSU og SPD 2005-2009 har vi oplevet et opbrud i den tyske blokpolitik. Merkel er siden da rykket så mærkbart mod midten, at det – trods få undtagelser som forsvarspolitik – efterhånden er svært at se den store forskel på de to store folkepartiers programmer.

Principielt er det muligt, at SPD som en nødløsning for tredje gang vil indgå i en stor regeringskoalition under Merkel. For figurer som Martin Schulz og Sigmar Gabriel ville det være sidste chance for at få mærkbar indflydelse.

For at skabe en mere skarp profil har Schulz i den forgangne uge opstillet nogle ultimative socialpolitiske krav til en sådan regering. De er dog så vagt formulerede, at de ikke udelukker et nyt samarbejde med Merkels CDU/CSU. Trods de spydige kommentarer om ”Merkels angreb på demokratiet” gik Schulz ikke nævneværdigt i flæsket på Merkel i valgkampens eneste direkte kansler-duel – eller duet, som mødet hurtigt blev døbt. De to kandidater nikkede så meget til hinanden, at FDP-formand Christian Lindner hånligt-strategisk udtalte, at det lignede en ydmyg Schulz til ansættelsessamtale ved Merkel om jobbet som udenrigsminister i en ny stor koalition.

Det sker dog næppe.

Både i 2005-2009 og i 2013-2017 har SPD ikke fået skyggen af tak fra vælgerne for at deltage i en regering med Merkel, end ikke på trods af afgørende socialdemokratiske succeser som en lovpligtig mindsteløn. SPD sår frøene, og Merkel høster frugterne, lyder det fra mangt en bitter socialdemokrat.

Ikke kun på partiets venstrefløj men i hele SPD er der derfor dyb bekymring for, at en ny stor koalition vil være et langsomt socialdemokratisk selvmord. Ifølge en undersøgelse fra slutningen af august er det tilmed under 10 procent af vælgerne, der bakker op om, at Merkel den Fjerde for tredje gang skulle danne koalition med SPD.

At partiet med godt 20 procent i meningsmålinger styrer mod sit værste valg siden Anden Verdenskrig, gør ikke just denne mulighed mere attraktiv. Ikke mindst fordi det vil stille et stort spørgsmålstegn ved Schulz som formand, og fordi partiets basis formentlig vil forhindre en ny stor koalition, for i stedet at samle sig som opposition frem mod valget i 2021.

Set udefra ville en ny stor koalition tilmed bekræfte fløjene – især Alternative für Deutschland (AfD) – i, at de bliver udgrænset og at Tyskland ikke har en reel opposition. At det vil give dem et voldsomt boost frem mod næste valg, skal man ikke være socialdemokrat for at forestille sig.

Yndlingsregering som fransk problem
Den suverænt mest foretrukne regering blandt de tyske vælgere er derimod en sort-gul regering, altså Merkels CDU/CSU og det liberale FDP. Det er absolut heller ikke uden wenn und aber. FDP har meget tvivlsomme erfaringer fra deres regering med Merkel i perioden 2009-2013. De havde lovet konkrete skattelettelser og en liberal profil, men efter fire år havde partiet stort set ikke gennemført noget, og selv kernevælgerne kunne knap nok genkende det liberale program i partiets virke i regeringen. Det gjaldt bl.a. den første fase af den enorme tyske energiomstilling, Energiewende, som langt hen ad vejen lever af statslige subventioneringer til vedvarende energi. Det var derfor ikke videre overraskende, at det gamle liberale parti fik den maksimale straf og røg på røv og albuer helt ud af Forbundsdagen ved valget i 2013.

På den ene side spøger den nedtur stadig i partiet, hvor det diskuteres intensivt, om det er for tidligt at gå i regering igen – om partiet simpelthen står i for svag en position og atter vil kørt midt over af Mutti. På den anden side har fænomenet Christian Lindner skabt en mageløs genrejsning af det liberale parti, der ligger på omkring 10 pct. i meningsmålingerne.

”Lifestyle-Lindner”, der nærmest pryder partiets valgplakater som en popstar, plæderer for en liberal økonomisk politik og en stram linje over for indvandring, som vækker genklang i store dele af CDU’s højrefløj og i CSU. Lindners toptemaer som digitalisering og uddannelse kan også godt sluges i Merkels parti, mens der vil blive hårds forhandling om FDP’s krav om langt færre statslige indgreb i Energiewende.

Det sværeste emne i et ægteskab mellem FDP og CDU kan blive Europa. En af FDP’s vigtigste figurer er godt nok Alexander Graf Lambsdorff, der er vicepræsident i Europa-parlamentet. Desuden ønsker partiet bl.a. en europæisk hær og et stærkt udvidet politisamarbejde. Men samtidig nævner FDP-formand Lindner ved hver given lejlighed, at han er stærkt imod en mere fleksibel vækst- og stabilitetspagt og en europæisk finansminister, samt at euro-zonen bør tage afsked med euro-lande – f.eks. Grækenland – der ikke lever op valuta-kriterierne. Stik mod både Merkels og Schulz’ planer om en udbygning af en europæisk valutafond, skal ESM-redningsfonden således afskaffes, hvis det står til Lindner og FDP.

Med FDP i regeringen vil der altså kommer en opbremsning i de tysk-franske valutareformer, og Frankrig vil ikke få de samme indrømmelser om støtte fra tysk side, som den nuværende tyske regering vil være villig til. Med en sort-gul tysk regering vil Macron i Frankrig med andre ord pludselig have andre og svagere kort på hånden i den forestående reformproces.

Jamaica uden reggae
I det store billede taler meget for en sort-gul regering. Det gør meningsmålingerne bare ikke. De antyder kraftigt, at CDU/CSU heller ikke kan nøjes med De Grønne, der pt. ligger til et usædvanligt dårligt valg omkring 7-8 procent. Det er her en gængs opfattelse, at det skyldes, De Grønne både har bevæget sig for meget i den borgerlige retning, og at CDU under Merkel har indtaget en lang række grønne positioner inden for både klima- og miljøpolitik, men også i forhold til f.eks. indvandring og homoægteskaber.

Set ud fra meningsmålingerne lugter det derfor af en Jamaica-koaliton med både CDU/CSU samt FDP og De Grønne.

FDP og De Grønne ligner på overfladen den perfekte date, som avisen Die Zeit smukt har beskrevet det: De to partier bor i det samme kvarter, er veluddannede, har en god løn og er antiautoritære. Men så kommer den bratte opvågnen – den onde Tinder-overraskelse: De passer overhovedet ikke sammen. Hverken i verdensbillede, moralsk attitude eller forbrugsvaner. Lidt ondt sagt kæmper den moraliserende grønne pegefinger mod den spidse liberale albue i de to partier, som elsker at hade hinanden: FDP afskyr de grønnes kollektivisme, mens De Grønne foragter FDP’s neoliberale tro på, at markedet fikser alt – selv inden for miljøpolitik.

”Jeg tror ikke på en Jamaica-koalition” og ”jeg har ikke fantasi til at forestille mig en Jamaica”, lyder to meget citerede udsagn fra Lindner. Men han har ikke givet en konkret afvisning eller et direkte vælgerløfte, så udsagnene skal nærmere ses som valgtaktik.

Set fra De Grønnes side, mener de, at FDP’s europæiske kurs vil smadre euroen og den gryende vækst i lande som Portugal og Spanien, mens de gerne kalder FDP’s kurs på flygtningeområdet for ”AfD light”. Samtidig ønsker De Grønne et atomvåbenfrit Tyskland og Europa, hvilket FDP ser som dødnaivt overfor et aggressivt Rusland.

De Grønnes spidskandidat Cem Özdemir har ligefrem udtalt, at ”FDP er et anti-parti: de er mod klimabeskyttelse, mod flere rettigheder til lejere og socialt boligbyggeri, mod solidaritet i Europa. Jeg kan ikke se, hvordan vi skulle finde sammen med FDP.”

Strategiske stemmer
I denne situation er der flere og flere tyske vælgere, der overvejer, om de skal stemme strategisk frem for ud fra deres overbevisning. Pludselig ved de som i gode gamle blok-dage nemlig ikke præcist, hvilken regeringskoalition de stemmer på. At socialdemokrater stemmer grønt for at undgå en stor koalition, eller grønne vælgere stemmer Die Linke for at undgå en Jamaica-regering, er pludselig ikke utænkeligt.

Det eneste, der virker sikkert er, at Merkel kommer til at føre de svære forhandlinger. Og at Alternative für Deutschland får et stærkt, tocifret resultat. Her er de øvrige partier allerede i gang med et blame game om, hvem der er skyld i den højrenationale optur.

Man kan derfor roligt glæde sig til valget på søndag. Selvom Merkel allerede ligger fast som vinder, bliver det rasende interessant, hvad hun kan stille op med sin sejr.

Mathias Irminger Sonne er Dagbladet Informations korrespondent i Tyskland.

Foto i artiklens top: /ritzau/AP/Jens Meyer.