Tysklands forfatning er et værn mod fortiden

2018-04-24T21:20:18+00:00 torsdag, 21. september, 2017|

Op til det tyske valg har Forbundsdagen fjernet den føderale økonomiske støtte til anti-demokratiske partier. Et træk, der flugter med principperne i Tysklands grundlov fra efterkrigstiden. Grundloven så dagens lys i 1949 i forlængelse af oprettelsen af Forbundsrepublikken Tyskland, det daværende Vesttyskland. Den udstak retningslinjer for, hvordan det juridiske og politiske system i fremtiden kunne vogte over de demokratiske principper. 

Baggrund af Nynne Giannini

21.09.2017 | TEMA: NABOLAND TYSKLAND | Tysklands grundlov fra 1949 er blevet en udvidelse rigere. Det skete den 22. juni i år, da medlemmerne af den tyske Bundestag (Forbundsdagen), vedtog en grundlovsændring, der fjerner den føderale økonomiske støtte til politiske partier, som defineres som anti-demokratiske.

De nye regler, som altså blev vedtaget i god tid før valgkampen op til valget på søndag den 24. september, afviger fra den hidtil gældende praksis, der tager udgangspunkt i en retsakt fra 1994. Støtten til de opstillede politiske partier beregnes ud fra partiernes seneste valgresultater ved Europa-Parlamentsvalget samt nationale og lokale valg. Samtidig fastlægger den tyske præsident – ikke at forveksle med kansleren – størrelsen på de årlige midler, som de enkelte partier modtager.

Grundlovsændringen har fået betydning for højrefløjspartiet, Nationaldemokratische Partei Deutschlands (NPD), et parti, som flere aktører siden 2013 har forsøgt at få forbudt med begrundelse i nynazistisk retorik. Denne sag, der føres mod netop NPD, er nu trukket i langdrag. Tysklands forfatningsdomstol er inddraget i sagen, men Domstolen har ikke kunnet finde tilstrækkelige beviser til at forbyde partiet at deltage i det parlamentariske arbejde. Det afgjorde forfatningsdomstolen i januar i år.

Vogter af demokratiet
På baggrund af ovenstående kan Forbundsdagens beslutning om at vedtage grundlovsændringen umiddelbart ses som opsigtsvækkende. I lyset af Tysklands politiske og økonomiske udvikling siden efterkrigstiden er skridtet dog mindre overraskende end som så.

Siden afslutningen af Anden Verdenskrig har tyskerne påtaget sig rollen som en forfatningsstærk nation og vogter af demokratiet. Tysklands rolle som et aktivt demokratisk forgangsland har blandt andet vist sig i landets engagement i EU’s udvidelse i starten af 00’erne, der overordnet handlede om at bidrage til en demokratisk udvikling i de lande i Østeuropa, der indtil Berlinmurens fald var under indflydelse af det nu tidligere Sovjetunionen – herunder Østtyskland. Tyskland har altså, af historiske grunde, et motiv til at værne om et Europa, hvor de demokratiske spilleregler overholdes.

Demokrati og Europas fremtid er også vigtige politiske emner i valgkampen. Et af de seneste eksempler er kansler Angela Merkels omtalte ”øltale” i Bayern den 28. maj i år. Her understregede kansleren, at EU-landene er nødt til at tage hånd om deres egen sikkerhed og må gå forrest for at sikre en udvikling, der hviler på demokratiske værdier. Udmeldingen afspejler en tilkendegivelse af, at EU-landene ikke kan læne sig tilbage i stolen og forvente, at USA ubetinget forbliver Europas sikkerhedspolitiske leverandør – med reference til Donald Trumps tale ved NATO-mødet, der vel at mærke fandt sted tre dage før, den 25. maj. Den amerikanske præsident såede tvivl om det  helt grundlæggende princip for forsvarssamarbejdet, nemlig at NATO-landene bistår hinanden, hvis et medlemsland angribes.

Et værn mod den politiske fortid
Den tyske forfatning, eller Grundgesetz, så dagens lys den 23. maj 1949 i forlængelse af oprettelsen af Forbundsrepublikken Tyskland, det daværendeVesttyskland. De første møder i Forbundsdagen (billedet) fandt sted på baggrund af en grundlov, der aktivt tog stilling til, hvordan det juridiske og politiske system i fremtiden kunne vogte over de demokratiske principper og dermed lukke kapitlet om det nazistiske styre fra 1933-1945.

I forfatningsindledningen stadfæstes, at grundloven udspringer fra menneskets ukrænkelige og universelle rettigheder.  De første 19 afsnit handler om borgernes rettigheder. I lovens første artikel står det sort på hvidt, at staten har pligt til at beskytte og respektere menneskets værdighed.

Ikke langt fra det udgangspunkt, er ideen om, at statens magt udspringer fra folket. Det betyder, at de politiske partier er forpligtet til at efterleve folkets vilje. Partiernes etableringsfrihed er skrevet ind i loven under forudsætningen af, at de tilpasser sig de demokratiske principper.

Statsmagtens folkelige forankring kommer til udtryk i formuleringen om borgernes ret til at gøre modstand mod enhver, der modstrider sig den demokratiske indretning og ikke respekterer princippet om, at statsmagten står til ansvar for folkets vilje.

En udøvende magt uden magtophobning
Tysklands grundlov beskytter magtens tredeling, hvilket i ganske høj grad peger tilbage på landets historie. I kølvandet på besejringen af det nationalsocialistiske styre, og netop da den politiske efterkrigselite skulle etablere et stabilt Vesttyskland, blev udviklingen i 1930’erne, hvor Adolf Hitler blev demokratisk valgt til Rigsdagen, således ikke glemt.

Den dømmende magt har siden været en væsentlig instans til at garantere Tysklands politiske og retslige system. Bundesverfassungsgericht, Tysklands Forfatningsdomstol, dømmer i grundlovsstridige tvister og overvåger den udøvende magt. Domstolen kan blandt andet afsætte præsidenten, hvis han (eller hun) misligholder grundloven eller lovene på delstatsniveau.

Kansleren valgt med folkets vilje
Kaster man et blik på kanslerrollen, kan man få indtrykket af, at den er Tysklands mest magtfulde politiske position.  Angela Merkel har i over 11 år været Tysklands stabile og stålfaste frontfigur, der har gjort sig bemærket på den globale scene, og særligt indenfor EU’s rækker. Tyskland er EU’s største økonomi og af den grund en stærk stemme på vægtskålen i det europæiske samarbejde.

Kansleren er en central figur i det politiske system i Tyskland, men vedkommendes beføjelser er ikke uindskrænkede. Forbundskansleren nemlig udpeget af den folkevalgte Bundestag. Formålet er dels at sikre, at en magtfuld politisk figur som Forbundskansleren er valgt med folkets vilje, og dels at ungå en magtophobning hos én person.

Derfor forpligter grundloven kansleren til at fastlægge regeringens overordnede politiske linjer i samspil med regeringen og præsidenten, hvilket er med til at sikre regeringens folkelige forankring.

Nynne Giannini er skribent på Magasinet Europa.

Billede i artiklens top: /ritzau/AP/

Find den samlede grundlov her.

Læs alle artikler fra temaet “Naboland Tyskland” her.