Tyve år efter Blairs triumf slås Labour stadig om partiets sjæl

2018-05-05T22:01:37+00:00 tirsdag, 6. juni, 2017|

Jeremy Corbyns formandskab i Labour kaster lys over de samme udfordringer, partiet har stået overfor siden Tony Blairs tilbagetræden i 2007 – efter ti år ved magten – og Gordon Browns nederlag i 2010. Labour har i de senere år foretaget en venstredrejning, indtil videre i modsatte retning af Downing Street 10. Men valgkampen handler i høj grad også om Labours egen identitet, siger lektor Ole Helmersen.     

Interview af Christian Weber

06.06.2017 | BRITISK VALG | I disse uger for tyve år siden førte Labour sit triumftog igennem Storbritannien, efter at Tony Blair lykkedes med at rykke sit parti længere ind mod den politiske midte og sætte en stopper for 18 år med konservativt styre, først med Margaret Thatcher, siden John Major. Her i valgkampen anno 2017 – frem mod valget torsdag den 8. juni – er Labour i fare for at køre i Themsen i stedet, selvom visse meningsmålinger viser, at en afvigelsesmanøvre stadig er en mulighed.

De overståede britiske lokalvalg i starten af maj, der i visse tilfælde har kunnet bruges som kompas frem mod parlamentsvalgresultatet, gav de konservative yderligere medvind, efter at den konservative premierminister Theresa May tidligere på foråret overraskende udskrev valg, da hun gjorde klart, at hun ønskede sig et stærkere mandat til at lede sit land igennem Brexit-forhandlingerne, men sandsynligvis også havde noteret sig en opposition i forfrossen tilstand.

Labour kæmper med identiteten
Labours udfordringer i 2017 er reelle, men er samtidig også et ekko af gammelt internt tovtrækkeri. Også før Blairs lancering af New Labour frem mod den store valgsejr i 1997 og den såkaldte ”tredje vej”, som Emmanuel Macron nu håber, vil få et fransk islæt, har der været en kamp om det gamle britiske arbejderpartis sjæl. For at vinde regeringskontorerne tilbage, mente flere, at det var nødvendigt med et opgør med Old Labour, som blev tillagt en gammeldags og betonsocialistisk kurs.

”Opgøret med denne Old Labour linie startede egentlig allerede i 1981, hvor Roy Jenkins og en håndfuld andre førende Labour-politikere gjorde oprør mod den daværende leder, Michael Foot, brød ud af partiet og dannede Social Democratic Party,” forklarer Ole Helmersen, lektor ved CBS med særligt kendskab til britiske forhold.

Med det britiske valgsystems opbygning med valg i enkeltmandskredse, fik Social Democratic Party en kort levetid, og blev indlemmet i det, der er Liberaldemokraterne i dag. Opgøret med Old Labour var dog ikke dødt af den grund:

”Det fortsatte delvist under Neil Kinnock og senere John Smith, som døde efter kun et år på formandsposten, før Blair kom til som partileder i 1994 og fuldførte moderniseringen af partiet,” siger Ole Helmersen. Hovedfigurerne bag det, der blev kendt som New Labour var ud over Blair, finans- og senere premierminister, Gordon Brown, og Peter Mandelson. Anthony Giddens bliver af Ole Helmersen kaldt den intellektuelle bagmand bag den ”tredje vej”, hvor Philip Gould var manden, der forfinede kunsten at finde ud af vælgernes behov, og så omsætte det til politik.

Vilde med New Labour, eller trætte af De Konservative?
Det endelige mål for New Labour behøvede dog ingen ændringer fra gamle tider. Det handlede slet og ret om at tilbageerobre magten fra de konservative. For i britisk politik er det i det store og hele meget enkelt, enten har man magten, eller også har modstanderen det.

”Det er grundlæggende et to-partisystem,” fortæller Ole Helmersen, ”forstået på den måde, at det enten er Labour eller De Konservative, som har magten baseret på et absolut flertal. Koalitioner er sjældne, så man har ikke den situation, som vi kender herhjemme fra, at partier uden for regeringen kan have indflydelse, hvis de er med til at tælle til 90 mandater.”

 Om de britiske vælgere i 1997 egentlig købte idéen om Tony Blairs ”tredje vej” er svært at afgøre. Konceptet blev af den britiske historiker, Timothy Garton Ash kaldt for en woolly poncho, altså noget uldent noget, som var en anelse svært at definere, forklare i detaljer og forstå. Der gik heller ikke lang tid, inden man vendte tilbage til igen at omtale partiet som Labour. Ifølge Ole Helmersen var Tony Blairs valgsejr i 1997 mere et resultat af konservativ metaltræthed:

”Efter 18 års ubrudt magtmonopol var De Konservative kørt trætte – i hvert fald i vælgernes øjne. De ønskede en forandring som Blair,

[pressesekretær og rådgiver] Alastair Campbell og andre i partiet leverede og solgte dygtigt.”

Blairs økonomiske politik var i det store hele heller ikke betragteligt anderledes, end hvad flere konservative kræfter ønskede sig, og han kunne således lokke flere vælgere over til sin lejr.

”Blairs New Labour brugte måske flere penge på uddannelser og skoler, men i det store hele accepterede de neoliberal politik. New Labour blev også lanceret som et signal om, at det ikke bare var et gammeldags socialistisk parti, der ville nationalisere,” forklarer Ole Helmersen.

Blair-tiden har haft stor betydning
Blair-tiden har sat væsentlige aftryk i Labour, og dermed også i britisk politik, uddyber han. Partiet har igennem Ed Milibands og nu Jeremy Corbyns formandskab foretaget en venstredrejning, der har forsøgt at gøre op med blandt andet Blair-tidens økonomiske politik. Det har ført partiet tilbage til kamparenaen for at definere vejen fremad. Der har desuden været polemik omkring Corbyns lederevner og regeringspotentiale godt og vel lige siden, han blev valgt som Labours formand første gang i 2015.

”Der har udspillet sig en kamp i partiet om partiets sjæl, hvad Labour er til for, hvilken politisk kurs, partiet skal lægge osv., lige siden Blair forlod posten i 2007, og Gordon Brown tabte valget i 2010,” forklarer Ole Helmersen.

”Corbyns måde at agere på, ripper igen op i hele den diskussion om, hvad man skal gøre i partiet. Skal det være den rene principfaste, socialistiske kurs, som Corbyn står for, eller skal man gå efter magten og en bredere vælgerskare?”

Corbyn vil tilbage til rødderne
Jeremy Corbyn ønsker et Labour, der vender tilbage til sine socialistiske og socialdemokratiske rødder. Staten skal have en betydelig størrelse i økonomien, og Corbyn har været med til at sætte skattestigninger og nationaliseringer af blandt andet jernbanerne og dele af energisektoren tilbage på dagsordenen. Corbyn har desuden været en varm fortaler for atomafrustning, og han har tidligere stemt imod britisk medlemskab af EF.

En del af fundamentet for Labours udfordringer er støbt i den samfundsudvikling, som Storbritannien har været igennem i de senere årtier.

”Labours problemer med at finde sig til rette som parti i en tid, hvor vælgere ikke stemmer efter klassetilhør; en tid, hvor Storbritannien ikke længere er en produktionsøkonomi, men en serviceøkonomi, er en afgørende faktor i den helt aktuelle politiske udvikling i Storbritannien,” siger Ole Helmersen.

Det, at Labour ikke har været et stærkt oppositionsparti i de senere år, har ifølge ham også været en medvirkende faktor til, at Theresa May besluttede sig for at udskrive valg, men også Brexit.

”Jeg tror, at hvis Labour for alvor havde ført kampagne for et ‘Remain’, havde resultatet set anderledes ud. De førte en slap kampagne, og Jeremy Corbyn var ikke rigtigt på banen, og gav nogle lidt uklare meldinger. Kernevælgerne i Labour kunne ikke rigtigt finde ud af, hvor deres parti stod,” forklarer Ole Helmersen.

Nye regler gav en uprøvet Corbyn medvind
At det overhovedet skulle ende med Jeremy Corbyn som premierministerkandidat er i sig selv noget af en historie.

”Han har været medlem af parlamentet lidt over 30 år, og hele vejen igennem tilhørt venstrefløjen i partiet, nogle vil kalde det den yderste venstrefløj. Han bliver betragtet og har også været lidt af en rebel. Han har mange gange stemt imod sit eget parti. Han har aldrig haft nogen former for tillidshverv, og har heller ikke været medlem af skyggekabinettet,” forklarer Ole Helmersen.

En skyggeminister ville i en dansk kontekst være en politisk ordfører for et oppositionsparti, men grundet det de facto britiske to-partisystem, giver det ofte sig selv, hvilken fløj, der står og lurer i mørket.

Efter valgnederlaget til Labours daværende formand, Ed Miliband, meldte Jeremy Corbyn sig, ifølge Ole Helmersen, ret pludseligt som formandskandidat. Han blev her særligt begunstiget af en væsentlig ændring i Labours valgreglement, der blev vedtaget i 2014.

”Grunden til, at Corbyn har vundet formandsvalgene, skyldes, at partiet ændrede reglerne i 2014. Indtil da blev parlamentsmedlemmerne, fagforeningerne og de almindelige medlemmer vægtet en tredjedel, nu har ét medlem én stemme. Samtidig lavede man en regel om, at man kunne melde sig ind som associeret medlem for kun tre pund om året, der fik mange unge til at melde sig ind, nogle ville mene kuppe partiet,” fortæller Ole Helmersen.

Han mener, at ændringerne skyldtes, at der var en stigende utilfredshed med, at for mange fagforeningsbosser sad på partiet og bestemte for meget.

Det er især de nye og unge medlemmer, der bakker op om Jeremy Corbyn. I parlamentet har Corbyn til gengæld haft store problemer med at samle sine folk bag sig.

”Corbyn og hans parlamentskolleger har været meget uenige, og stort set hele hans egen parlamentsgruppe har været modstandere af ham. 80 procent skrev under på en mistillidserklæring, der udløste et nyt formandsvalg sidste sommer, hvor Corbyn endte med en større sejr, end ved det oprindelige formandsvalg i 2015,” forklarer Ole Helmersen.

Forud for formandsvalget i 2016 var medlemskabskontingentet ellers blevet hævet til 25 pund om året, og dele af Labours landsledelse forsøgte også at sætte en minimumsgrænse for, hvor langt tid, man skulle have været medlem, før man fik stemmeret til formandsvalg. Intet af dette kunne dog forhindre Jeremy Corbyns fremgang.

Ifølge Ole Helmersen fremstår Jeremy Corbyn for mange som en principfast mand, der siger det samme, som han altid har gjort:

”Han er lavmælt, går ofte uden slips, og siger, hvad han mener uden det store ‘spindoktori’. Han er én, mange kan se sig selv drikke en øl med på en pub.”

Corbyn haler ind på en uklar May
Inden for den seneste tid ser Labour ud til at have halet ind på de konservative i de britiske meningsmålinger, som man dog har lært, at man skal tage med gavmilde drys salt.

Da valgkampen startede førte de konservative med tyve procent, men nu er forspringet i flere målinger i hvert fald halveret. Theresa May bliver, ifølge Ole Helmersen, ved med at slå sig op på, at hun er kvinden for en god Brexit-aftale, men hun fremstår svag, når hun ikke kan komme med detaljer eller vil fremlægge, hvad hun har tænkt sig på området. Theresa May bekendtgjorde klart inden forgængeren David Camerons ‘in/out referendum’ i juni sidste år, at hun som daværende indenrigsminister gik ind for et ‘remain’ i EU.

Selvom skænderierne iblandt de konservative er blusset op, regner Ole Helmersen dog stadig med den ventede konservative valgsejr:

”Størrelsen på nederlaget til Labour, som jeg antager, de vil få, vil komme til at betyde noget for, hvad der så skal ske med Corbyn. Han har selv sagt, at det bestemt ikke er sikkert, at han vil trække sig efter et nederlag. Hvis partiet klarer sig bedre end forudset, vil det give ham bedre argumenter for, at han skal forblive som leder.”

Christian Weber er skribent på Magasinet Europa.

Billede i artiklens top: Owen Humphreys/AP/Polfoto.