To skud i Sarajevo og en verden brød i brand. Sådan fortælles historien om Første Verdenskrigs udbrud ofte. Virkeligheden er naturligvis noget mere kompliceret. Der skal mere end et attentat til at fremprovokere en verdenskrig. Imperialistisk kapløb, alliancepolitik og nationalisme er således nogle af kodeordene. Magasinet Europa samler trådene.

10.8.2014 | WW1:TEMA | I perioden 1878-1914 øgede de europæiske lande deres kolonier med 22 millioner kvadratkilometer. For Frankrig og England, de to største vesteuropæiske kolonimagter, var kapløbet om ressourcer og besiddelser uden for Europa afgørende. I bedste darwinistiske ånd handlede det om at sikre nationens overlevelse ved at ekspandere kolonierne, opruste, bedrive protektionisme og sikre befolkningstilvækst.

Men tyskerne ville også lege med. Efter krigene mod Danmark, Østrig og Frankrig søgte den tyske kansler Otto Von Bismarck i 1870’erne igen at sikre stabilitet. For at sikre landets overlevelse i smørhullet mellem de andre europæiske magter, søgte han alliancer i syd og øst samt isolation af Frankrig i vest.

Men i 1890 gjorde Tyskland op med Bismarcks udenrigspolitik, og den afgørende ikke-angrebspagt med Rusland blev ikke fornyet. Dette åbnede for en alliance mellem Rusland og Frankrig. Tyskland var blevet Europas største industrination, og skulle nu have en ’plads i solen’ som en politisk og økonomisk verdensmagt. Råvarer, afsætningsmarkeder og kvadratkilometer til den voksende befolkning skulle søges udenfor Europa.

Oprustning er i denne forstand et vigtigt ord. Som et led i landets ambitioner ekspanderede tyskerne fra slutningen af 1800-tallet deres flåde dramatisk, hvilket tvang briterne til at opruste voldsomt. Som verdens største flådemagt kunne briterne ikke sidde tyskerne overhørigt. Resultatet var et våbenkapløb.

På den måde blev der gjort op med den indadvendte linje i britisk udenrigspolitik, som havde været bestemmende siden 1815. Kampen om kolonierne og verdenshavene havde således en vigtig betydning for den vigende stabilitet i tiden op til Første Verdenskrigs udbrud.

Sindrige alliancesystemer
I den sidste halvdel af 1800-tallet opbyggede de europæiske stormagter et komplekst alliancesystem. Dette system af indbyrdes aftaler er en af de væsentligste forklaringer på hvorfor skuddene i Sarajevo og den efterfølgende krise førte til udbruddet af verdenskrigen den 1. august 1914.

28. juni 1914 blev den østrig-ungarske tronarving, Ærkehertug Franz Ferdinand, skudt i den bosniske hovedstad Sarajevo. Morderen var den serbiske nationalist Gavrilo Princip. I juli 1914 stillede Østrig-Ungarn Serbien et ultimatum. Kejserriget ville have myndighed til selv at efterforske mordet på serbisk grund. Forventeligt sagde Serbien blankt nej. Den 28. juli erklærede Østrig-Ungarn krig og snart regnede granaterne ned over Beograd.

Det Østrig-Ungarske Kejserrige var støttet af Tyskland, som havde sine egne ekspansionistiske planer. Serberne var støttet af Rusland. Tsaren så krigen som en mulighed for at genvinde prestige efter en række nederlag på slagmarken.

Tyskerne, der i 1890 havde gjort sig selv sårbare ved ikke at forny aftalen med Rusland, havde forberedt sig på en angrebskrig. For at sikre overlevelse i en tofrontskrig var Schlieffen-planen blevet udviklet. Planen gik ud på at blitze sig igennem Belgien og nå Paris hurtigst muligt. Med Frankrig besejret kunne tyskerne vende fokus mod østfronten. Tyskland erklærede Rusland krig den 1. august, og hermed var Frankrig, som Ruslands allierede, bragt ind i krigen.

Tyskerne satte straks Schlieffen-planen i værk og invaderede Belgien. Tilbage i 1838 havde Storbritannien forpligtet sig til at forsvare Belgien i tilfælde af en invasion. Samtidig var tanken om et tyskdomineret Europa ikke noget der huede de britiske realpolitikere, og efter lidt politiske diskussioner frem og tilbage erklærede Storbritannien Tyskland krig.

USA meldte sig på banen i april 1917. President Wilson brød neutraliteten, da Tysklands krigsførelse med ubåde begyndte at true den amerikanske handel med Frankrig og England. I øst var Osmannerriget på centralmagternes side. Dog havde osmannerne allerede i Balkankrigene 1912-13 mistet størstedelen af deres europæiske besiddelser, og derfor var deres rolle primært koncentreret omkring et opgør med russerne, mellemøstlige forhold og interne stridigheder med arabere og armeniere.

Dette komplicerede alliancernes spil, godt krydret med de enkelte landes og lederes ambitioner, udgør en vigtig forklaring på, hvorfor krisen i 1914 udviklede sig til en verdenskrig. Østrig-Ungarn søgte at sikre sin dominans på Balkan. Tyskland ønskede ’en plads i solen’ med mere magt og international indflydelse. Frankrig ønskede desperat at hævne nederlaget til Tyskland i 1871. Og så videre.

Den kære nation
Men hvordan kunne hele samfund mobiliseres til krig? I tiden efter den franske revolution blev massesamfundet født. Koblet med 1800-tallets nationalromantik blev nationalstatens nye ideologi en realitet. Nationalismen var, og er, et stærkt og yderst effektivt middel til at skabe sammenhold og til at afgrænse fællesskaber. Hvis der er et ’os’, er der også et ’dem’. Stærke nationale fællesskaber skaber mulighed for massemobilisering. Villighed til at gå i døden for nationen.

Kirkegård og mindesmærke for Første Verdenskrig i Meuse-Argonne, Frankrig

Kirkegård og mindesmærke for Første Verdenskrig i Meuse-Argonne, Frankrig
(Foto: commons.wikimedia.org)

Efter samlingen af Tyskland i årene 1864-71 blev det nationale dyrket i skolen, hæren, bybilledet og civile foreninger og fællesskaber. Dette skabte sammenhold, men også tydelige fjender. Frankrig var arvefjenden. I samme periode så man tilsvarende nationaliseringsprocesser i andre lande. Man skabte ’italienere’, ’franskmænd’, ’danskere’, ’serbere’, ’magyarer’ og så videre.

I det vestlige Europa styrkede nationalismen sammenholdet omkring staten. I Østeuropa gik det stik modsat. De fleste ’nationer’ var her underlagt det osmanniske, østrig-ungarske eller russiske imperium. Især Osmannerriget led under den voksende nationalisering og koblingen mellem religion, identitet og sprog. I perioden fra 1870’erne til slutningen på den anden Balkankrig i 1913, to krige der i øvrigt bragte spændingerne mellem de europæiske stormagter op på et faretruende niveau, blev riget mere eller mindre fordrevet fra Balkan. Resultatet var de nye stater Serbien, Bulgarien, Rumænien og Albanien.

Samtidig forsøgte Østrig-Ungarn desperat at sikre deres indflydelse på Balkan. På trods af indbyrdes uenigheder i dobbeltmonarkiet blev det i sidste ende idéen om en konfrontation med Serbien der vandt, og blev afgørende for de senere begivenheder. Østrig-Ungarn håbede at modvirke et Storserbien, udslette ideen om en sydslavisk enhed indenfor riget og knuse drømme om selvstændighed blandt andre mindretal. Nationalisme, på Balkan og i Vesteuropa, er derfor også en væsentlig del af forklaringen på krigens udbrud, ligesåvel som den bragende succes med massemobilisering i nationens navn.

Europakortet gentegnes
Resultatet blev som bekendt en storkrig. Og den var ikke overstået i et snuptag. De fleste kender til beskrivelserne af skyttegravskrigene på vestfronten. Stillestående, blodig og meningsløs. Det var først ved USA’s indtræden i 1917, at denne stilstand blev brudt op.

Opgørelserne efter krigen er til at tage og føle på. Første Verdenskrig er en af de største humanitære katastrofer i verdenshistorien. Serbien var et af de helt store ofre. 800.000 serbere, svarende til ca. 18 pct. af den samlede befolkning, mistede livet som et resultat af krigen. I alt døde godt 10 millioner på slagmarkerne. 20 millioner måtte ’repareres’. Det er da også primært denne del af fortællingen, der huskes i dag. Godt hjulpet på vej af litteratur, film, tv-serier og udgivne krigsdagbøger fra soldaterne på frontlinjen.

Mere afgørende er det dog, hvordan krigen fuldstændigt ændrede det europæiske landkort. Det Tyske Kejserrige, Osmannerriget, Østrig-Ungarn og Tsarriget måtte alle lade livet som konsekvens af krigen. Det nye europakort ligner på mange måder det, vi har i dag. Og så muliggjorde krigen ulykkeligvis endnu en verdenskrig og de dertilhørende rædsler.

Simon Dahl Kristiansen og Joakim Quorp Matthiesen er politiske journalister på Magasinet Europa og redaktører på temaet om Første Verdenskrig 

Billede i artiklens top: Ærkehertug Franz Ferdinand fem minutter før attentatet i Sarajevo den 28. juni 1914 (commons.wikimedia.org)  

Ønskes en mere detaljeret analyse af krigens årsager, forløb og eftervirkninger, så kan det varmt anbefales at kaste et blik på Nils Arne Sørensens netop genudgivne bog ’Den Store Krig – Europæernes Første Verdenskrig’ på Gads Forlag.