Uduelige ledere på sæbekasser

2021-02-14T11:16:58+00:00 søndag, 14. februar, 2021|

Mistanken breder sig: Der er i virkeligheden ingen, der leder regionen. I parlamentet peger to fløje fingre ad hverandre. Dette er tredje og sidste afsnit af miniserien om valget i Catalonien den 14. februar.

Baggrund af Sara Høyrup 

Der er ingen til at regere Catalonien: De lader bare som om. Sådan lyder meldingerne fra regionens unionister.

”Det skyldes alene inerti, at det hele stadig fungerer så nogenlunde,” hævder Albert Soler, der i Diari de Girona gør grin med lokalmagten i sine ugentlige kommentarer. Det er journalistik på catalansk fra catalanismens hjerteland.

”Catalonien fungerer, fordi folk her som andre steder arbejder hårdt. Regionsregeringen gør hverken fra eller til. Det er blevet helt tydeligt under pandemien.

Spil på to heste
Det er for engangs skyld noget, som den stride journalist Soler og den forsigte akademiker Jordi Amat er enige om. Når Amat som slet skjult catalanist kun har skidt at sige om catalanistpartiernes regeringstid siden løsrivelsesforsøget – så er det ikke, fordi han er rabiat ligesom de BZ-lignende typer i CUP.

Nej. Amat er sindbilledet på det moderate. Han er en af de equidistantes, som mener, at sandheden ligger et sted midt imellem. Disse halvhjertede typer stoler ingen på i en polariseret region. Det er som at være biseksuel på bøssebar.

Unionisten Antonio Robles har udgivet en hel bog, hvor han samler alle de artikler, hvori han op igennem tiden har raset mod vendekåberne. Det være sig vege catalanere såvel som de altid tvetydige socialdemokrater.

Men Amat kan godt tale klart, når han vil. Han ønsker respekt blandt unionisterne for det, der op igennem århundreder er blevet kaldt for ”det catalanske problem”. Et problem, som slet ingen løsning har, hvis man skal tro den spanjolistiske sangskriver Alfonso de Vilallonga.

Rå magt uden for rammerne
Problemet er i alt fald gået i hårdknude, siger Amat. Han mener, at de fængslede og de undvegne separatistledere skal have alt tilgivet. Kun på den måde kan sårene heles i Catalonien, mener han.

Det er et argument, man ofte hører fra dem midt imellem. Enhver jurist må slå syv kors for sig over en sådan sammenblanding af politik og jura – og det gør topjuristen Teresa Freixes da også. For de mange mobiliserede unionister er det en fuldkommen uacceptabel løsning at beslutte politisk at ophæve fængselsdomme for forsøg på statskup. Højrefløjen står og hopper af raseri bare ved tanken.

Det, som midtermanden Amat på den anden side ønsker sig af catalanisterne, er, at de standser det vilde ridt mod afgrunden. Han vil have sine egne til at indse, at de er nødt til at overholde loven. Hvis de ikke bryder sig om de rammer, som et helt overvældende flertal af catalanere stemte for i 1978, så må de bedrive politik.

De må lave det hårde arbejde, som det er at skabe kvalificeret flertal for en forfatningsændring. De kan ikke bare blæse på den spanske grundlov.

”For uden for rammerne findes kun rå magt.” Og retsstatens rammeværk er rammerne omkring demokratiet.

Det catalanske galehus
Solers spansksprogede modstykke er Barcelona-journalisten Ramón de España. Hans bogtitel El manicomio catalán opsummerede allerede for år tilbage hans opgivende, satiriske blik på situationen. Funktionæren Antonio Gutierrez læste ”Det catalanske galehus” i smug i metroen på vej på arbejde i årene op til løsrivelsesforsøget. I 2018 var han klar til selv at stå frem og tale sine foresattes nationalisme imod.

Journalisten Arcadi Espada mener simpelthen, at halvdelen af den catalanske befolkning er gået fra forstanden. Og han ser ikke de store chancer for at hente dem i land: De har sat sig selv til søs i et fuldkommen urealistisk nationalprojekt.

Ramón de España opsummerer metropolen Barcelona som en krydsning mellem et feriested på kysten og mindested for en tusindårig civilisation. Og hvad mener han så med det?

Før covid slog rejsebranchen hjem i ludo, var Cataloniens hovedstad ved at synke i havet af overturisme. Byen er hedonismens højborg og var det allerede, før turisterne fik øje på Ramblaen. Det kan enhver bøsse fra de gamle forbudte tider tale med om.

Cataloniens hovedby Barcelona er vanligvis et trækplaster med sin helt særlige arkitektur og sit løsslupne byliv. – Foto: Sara Høyrup.

Ramón de España hørte til de moderne i firserne. ”Vi troede, at Barcelona var ved at blive til Europas New York. I stedet blev det til det her trætte gamle sted, der evigt hæger om nationen.”

Agitprop
”Alle oprørsstrukturerne er stadig på plads”, minder den catalanske journalist Juan Pablo Cardenal om. Diktatureksperten er kendt for sin grundige bog om separatismens propagandamaskine i udlandet. Én for én afslører han, hvordan en rig region med masser af fattigdom brugte folks penge på agitation og propaganda.

Et af Puigdemonts fejlslagne tiltag efter sin flugt var initiativet “den nationale indkaldelse”, hvor en hvid person taler/spytter på en sort.

Propagandaapparatet var stort og forgrenet – og ekstremt effektivt. Det var vel nok de eneste egentlige fungerende strukturer i den nationsopbygning, der har fundet sted i Catalonien, lige siden diktatoren døde, og modellen med ”selvstyreregioner” blev indført.

Mere vil have mere, og skønt Catalonien har flere magtbeføjelser end en tysk delstat, sejler nationalisterne ned ad floden med en sang om undertrykkelse og en fascistisk stat.

”Reelt er det dem, der har handlet som fascister,” påpeger den britiske expat Amy Holden. Hun er næstformand for Europeans in Catalonia og ville ønske, at de to blokke snart var færdige med at pege fingre ad hinanden.

Sikkerhedsfare
”Jeg har ikke nogen nationalfølelse investeret i hverken det spanske eller det catalanske,” understreger den britiske expat. ”Jeg er mere optaget af, at der er brug for at få regionen tilbage på sporet.”

Og det haster, hvis man skal tro den schweiziske Catalonien-aktivist François Meylan. Han er sikkerhedsekpert og ser en sikkerhedsfare både i løsrivelsesbestræbelserne – og af de fake news-metoder, som separatismen har brugt med så stor succés.

“Jeg er refleksion jeg er dialog jeg er universitetet” proklamerede Universitat de Barcelona på omtrent samme tid, som fakultetet tillod lokalnationalister at true en Cervantes-fejring i stå. – Foto: Sara Høyrup.

Vil du læse mere om det catalanske parlamnentsvalg den 14. februar? I går skrev vi om regionens venstrefløj og i forgårs om dens højrefløj: den anden akse, som valget står om.

Miniserie: Catalonien går til valg

Efter en kombination af covid-virvar og partiske interesser ligger det nu fast, at oprørsregionen i det nordøstlige Spanien går til urnerne den 14. februar. Valget til regionsparlamentet står mellem separatister og unionister – og mellem højre og venstre.

Lokalstaten forsøgte i efteråret 2017 at rive regionen ud af det spanske fællesskab. En fem år lang ”proces” gik forud. Forsøget fik i 11. time den oversete halvdel af befolkningen op af stolene i protest. Løsrivelsen løb ud i sandet, men alle oprørsstrukturerne er stadig på plads.

Magasinet Europa spørger fremtrædende fortalere for det forfatningstro standpunkt om, hvad der nu skal ske. Vi taler også med medlemmer af den bløde mellemvare om de glemte dagsordner. Tidligere tilgængelige separatister og separatismeapologeter har ikke ønsket at udtale sig denne gang.

Interviewene er foretaget på spansk, catalansk, fransk og engelsk. De kan ses her og her.

Sara Høyrup er spanienskorrespondent og fixer, bosat i Sevilla. Hun holder foredrag i Danmark og arrangerer studieture til Spanien. Hun er spansk uddannet journalist, konferencetolk og cand.mag. www.sarahoyrup.com

Billede i artiklens top: Sara Høyrup