Ukraine kæmper stadig en sej kamp for uafhængighed

2017-06-30T10:07:56+00:00 Af |Baggrund|

For to år siden satte Ukraines civilsamfund foden i jorden over for politikerne, politisk korruption og magtmisbrug ved Maidan-revolutionen. SILBA var til stede ved lokalvalget forrige måned og tog en føler på den nuværende politiske situation.

17.12.2015 | UKRAINE | I slutningen af oktober tog jeg med den danske organisation SILBA til Ukraine for at observere deres lokalvalg 25. oktober. Turen efterlod en noget anden opfattelse af den igangværende politiske krise end den vanlige fremstilling af urolighederne giver anledning til.

Når man taler om Ukraine, er det let straks at lede tankerne hen på et stormagtsspil mellem Rusland og Vesten. Et stormagtsspil hvor Ukraine er endnu en brik i Ruslands ’Russkij Mir’ (Den russiske Verden), hvor Putin vil samle de gamle satellitstater. Især efter Ruslands annektering af Krim og destabiliseringen af Luhansk og Donetsk.

Men i debatten glemmes det ofte, at Ukraine-krisen ikke kun handler om to stormagter. Det handler lige så meget om et lands kamp for frihed og selvstændighed.

”Ukraine er ikke kun et territorium eller en genstand for Rusland og Vestens særskilte interesser,” udtrykkes det af Antonina Tjerevko, der er jurist i Ukraine.

Ukraines civilsamfund og især den unge generation vil høres. De var, som man så det under Maidan-revolutionen, parate til at dø for universelle værdier om demokrati og menneskerettigheder.

”De protesterede mod Ukraines korrupte oligarkiske system, men også for at markere deres insisteren på løsrivelse fra Ruslands greb, da de de facto ikke har opnået uafhængighed endnu,” fortæller Antonina Tjerevko.

Et historisk øjeblik
Irina Kravtjuk, ukrainsk medobservatør for SILBA ved lokalvalget, deltog under Maidan-revolutionen. Det første hun fortæller om, når jeg spørger hende om begivenhederne tilbage i 2013, er arret på hendes skinneben. Det stammer fra et skud under revolutionen og viser tydeligt dens voldelige udfald, modsat den tidligere Orange-revolution.

I dag to år efter hændelserne ved Maidan, er Irina Kravtjuk stadig politisk aktiv, men med en blandet følelse af optimisme, utilfredshed og utålmodighed over for Ukraines fremtid.

Denne holdning deler juristen Antonina Tjerevko.

”Desværre er de reformer vi har kæmpet for dybest set for langsomme. Jeg er ikke sikker på, at regeringen er klar over det historiske øjeblik, vi står i. Jeg er bange for, at de tror, vi stadig lever i 2005, hvor den daværende regering ikke troede, der var behov for forandring efter Orange-revolutionen. Men regeringen i dag kan ikke fortsætte med gamle metoder, for ingen døde under Orange-revolutionen. Folk døde under Maidan, og flere savnes stadig. Folk har oplevet et voldsomt pres og har kæmpet i krig. Folk er anderledes nu,” siger hun.

Er civilsamfundet stærkt nok?
Antonina Tjerevko er dog håbefuld på trods af politikernes mangel på handling. Unge, som Irina Kravtjuk, har ifølge hende stort potentiale. De er ikke ligeglade. De deler humanistiske værdier. De er fremtidens folk.

For, som Antonina Tjerevko siger, forstår de, hvor vigtige begreber som diversitet, tolerance og multikulturalisme er for et samfund.

”Maidan-revolutionen har ikke vist alle de resultater, man håbede på, men den styrkede samfundet og åbnede chancen for reel uafhængighed,” fortæller hun.

Johannes W. Andersen, der er journalist på Kyiv Post, og som har fulgt Ukraine i en længere årrække, er enig med Antonina Tjerevko i, at Maidan-revolutionen både sigtede mod det politiske systems korruption og Ruslands overherredømme. Han er dog ikke sikker på, at civilsamfundet ville være så stærkt, hvis ikke det var støttet af donationer fra vestlige organisationer og regeringer.

”Som det er nu, har det i alt fald ikke styrke nok til at sætte sig igennem overfor den sump af korrupte interesser, der stadig regerer,” siger Johannes W. Andersen, og fortæller at landets fremskridt på blandt andet lovgivningsområdet over de sidste år, kun er et resultat af, at Vesten har skruet bissen på.

”Landets fremtid er op til ukrainerne selv”
Det tyder altså på, at Ukraine kan ses som genstand for de to stormagter – men måske ikke kun som genstand for stormagternes interesse. I kraft af sin egeninteresse befinder Ukraine sig i et krydsfelt mellem Vesten og Rusland.

Den nu underskrevne frihandels- og associeringsaftale med EU er blot ét eksempel, da den giver Ukraine muligheden for at binde sig økonomisk tættere sammen med EU, og gør det lettere for ukrainerne at rejse ind uden visum i EU. Omvendt er Rusland Ukraines hovedleverandør af gas, hvilket skaber en afhængighed af Rusland.

Hvad skal der så gøres nu? Den største skuffelse for Antonina Tjerevko er, at regeringen ikke har taget hånd om forbrydelserne under Maidan-revolutionen. Ingen er stillet til ansvar for at undertrykke og skyde aktivisterne, og ingen ved, hvem der gav ordrerne. Det har skabt stor frustration i civilsamfundet.

Hun mener derfor, at regeringen som det første skal håndtere problemet med de ansvarliges straffrihed og samarbejde med de civile organisationer, der gør et stort arbejde for at efterforske forbrydelserne.

For det andet, påpeger hun, at der skal skabes større konsensus mellem politikere og offentligheden. Maidan-revolutionen samlede for eksempel mange forskellige folk med forskellige synspunkter, men de havde ikke et samlet syn på Ukraine.

”Landet mangler en vision om, hvilken vej det skal gå. Hvordan økonomien skal struktureres, om Ukraine skal være socialdemokratisk eller konservativt eller noget helt tredje,” forklarer Antonina Tjerevko

Også Johannes W. Andersen betoner befolkningens egen rolle.

”Landets fremtid er op til ukrainerne selv. De kan blive nødt til at sætte magt bag ønsket om at leve i et retssamfund, hvis ikke de vil glide tilbage i et korrupt kviksand, hvor Putin holder dem oven vande – på hans præmisser. Men det kan komme til at betyde mere blodsudgydelse,” siger han.

Lyt til civilsamfundet
Så er Ukraines fremtid lysere trods krig, korruption og krydsende interesser? Johannes W. Andersen ser ikke civilsamfundet som stærkt nok endnu, mens Antonina Tjerevko også påpeger problematikker med langsomme reformer og en regering, der ikke i høj nok grad efterlever retssystemets strafferegler. Hun er imidlertid stadig håbefuld, ligesom Irina Kravtjuk.

Dr. Ivan Gomza, som er ukrainsk ph.d i statskundskab, mener også, at det nuværende styre burde lytte til civilsamfundet. Han forklarer i en af sine videnskabelige artikler om begivenhederne på Maidan og betydningen af denne revolution for Ukraine.

Aktivisterne havde opbygget et repertoire af genkendelige taktikker i form af blandt andet fredelige demonstrationer fra den tidligere Orange-revolution og et studenteroprør i start 90’erne. Det betød mere erfaring, men gjorde samtidig aktivisterne forudsigelige, og protesterne viste sig ineffektive over for regimet.

Derfor tog en fraktion af aktivisterne nye voldelige midler i brug, og chokerede den regerende elite, hvis samhørighed blev brudt. Det producerede civilt samarbejde og initiativer der, ifølge Ivan Gomza, måske er de første trin mod effektive politiske institutioner, der er ansvarlige over for folket. Han anbefaler derfor styret, at maksimere sin effektivitet og troværdighed, da introduktionen af vold under Maidan-revolutionen kan dukke op igen.

Det kan roligt siges, at Ukraines situation er kompleks. Siden sin uafhængighed har landet kæmpet med forskellige problemer, der har været forbundet på kryds og tværs. Korruption. Oligarki. Ineffektive politiske institutioner. Ruslands indflydelse. Vestens indflydelse.

Civilsamfundet har råbt op flere gange, men omfanget af fremskridt er ikke stort, da eliternes korrupte interesser for det meste har triumferet. Alt dette har sandsynligvis udløst den omstridte konflikt, hvor både regering, civilsamfund, Rusland og Vesten kæmper sin egen sag.

Med Ivan Gomza’s formaning om risikoen for mere vold, kan man derfor kun håbe, at styret vil agere som anbefalet, lytte til civilsamfundets ønsker og undgå yderligere eskalering af konflikten.

Malene Nørby Pedersen læser Samfundsfag på Aarhus Universitet og var valgobservatør med SILBA ved lokalvalget i Ukraine i oktober 2015

Billede i artiklens top: Flickr Creative Commons / Bert Kaufmann