Topmødet i Vilnius afsluttes næppe på fredag med skåltaler og familiefotos med forhandlingsdelegationer fra EU og en række østeuropæiske lande. Ukraine har valgt side til fordel for Rusland og en partnerskabsaftale med EU er udskudt på ubestemt tid.

Baggrund af Rasmus Leander Nielsen

22.11.2013 | UKRAINE | “Den igangværende kamp vil afgøre om Ukraine vil være en bananrepublik eller et europæisk land,” sagde Vitali Klitschko for kun fjorten dage siden til Financial Times. Siden den tidligere verdensmester i sværvægtsboksning og nuværende politiker satte det så skarpt op, er der sket en del. En partnerskabsaftale mellem EU og Ukraine synes nu meget fjern, og en ukrainsk underskrift kommer næppe på tale under topmødet i Vilnius på torsdag og fredag.

I går var hovedhistorien i de ukrainske medier, at en underskrivelse af den længe ventede aftale var sat på hold på ubestemt tid. Ukraine vil i stedet for ”genoptage den aktive dialog med Rusland, landene i Toldunionen og SNG for at give de handelsøkonomiske bånd nyt liv,” lød de nye, bastante toner fra Kiev.

I samme omgang opfordrede den ukrainske regering EU og Rusland til at danne en ”trilateral kommission”, der blandt andet skulle adressere problemerne med faldende ukrainsk BNP og styrke samhandelsrelationerne mellem Ukraine, EU og Rusland.

Ukraine kigger mod Rusland
I starten af november lød tonerne anderledes. Præsident Viktor Janukovitj ”har ingen “plan B” i tilfælde af, at underskrivelsen af associeringsaftalen med EU skulle fejle,” sagde præsidentens rådgiver for forfatningsmæssig og retlig modernisering, Marina Stavnijchuk.

Dagbladet Kommersant Ukraina noterede efter gårsdagens udmelding det bemærkelsesværdige i, at beslutningen om at vende sig væk fra aftalen med EU og mod Rusland blev taget kun et par timer efter, at Vladimir Putin i Moskva havde givet sin støtte til trepartsforhandlingerne med ordene:

”Vi er ”for” (en trilateral kommission, red.), men kun indtil vedtagelsen af beslutningen (under topmødet i Vilnius, red.). Hvordan skulle vi kunne føre forhandlinger om spørgsmål, som allerede er besluttet og vedtaget? Hvad skulle formålet være med sådanne forhandlinger? De er lig med nul, men hvis sådanne samtaler har et væsentligt sigte, er vi naturligvis parate.”

Den ukrainske præsidents udtalelse om, at “Ukraine er, og vil forsat være, på vej mod europæisk integration” dagen før på et arbejdsvisit i Wien, harmonerede ikke med de tilsyneladende koordinerede handlinger mellem den ukrainske regering og Ruslands leder.

Spørgsmålet handlede måske i virkeligheden aldrig om hvorvidt Ukraine ville indgå i partnerskabs- og frihandelsaftalen med EU eller ej, men om det var Viktor Janukovitjs og regeringens modvilje mod at tillade Julia Timosjenko lægebehandling i Tyskland eller Ruslands præsident Vladimir Putin, der i sidste ende skulle sende aftalen i graven.

Balancegang mellem EU og Rusland
Det er netop de to temaer, der har fyldt de ukrainske medier på det seneste: Timosjenko og balancen mellem Rusland og EU. Eller med politologen Vladimir Fesenkos ord til Segodnajs netavis:

”Efter al sandsynlighed handler det ikke blot om problemet med Timosjenko, om end det tyder på, at Janukovitj ikke specielt gerne ønsker hende frigivet. Men hvad der har umådelig stor betydning for ham er den finansielle og socio-økonomiske faktor. Derfor forsøger Janukovitj at finde den optimale balance mellem interesserne til både Vesten og til Rusland.”

Til trods for Kremls og Putins ”politisk brutale pres”, med den svenske udenrigsminister Carl Bilds ordvalg, har flere analyser fra ukrainske kommentatorer længe hældt mod en underskrift i Vilnius. Og altså et skridt nærmere europæisk integration og samtidigt et skridt væk fra Kremls åg.

Blandt flere analytikere har det gennemgående ræsonnementet været, at Ukraine til syvende og sidst ville vælge EU frem for Rusland, da det var det bedste middel til regimets overlevelse og ønsket om at opretholde det eksisterende virksomhedsoligarkiske system.

I en rundbordssamtale arrangeret af ugeavisen Den’ i slutningen af oktober, argumenterede den politiske kommentator Viktoria Podhorna netop for, at Janukovitj ville underskrive aftalen fordi EU i højere grad end Rusland accepterer det nuværende ukrainske oligarkiske system.

”Janukovitj, som ikke er mindre grådig efter magt end Putin, er ikke glad for den måde hvorpå Rusland behandler Ukraine; som en metropol behandler en koloni.”

Ukraines egne spilleregler
Eksempelvis delte juristen Hennadij Druzenko ved samme rundbordsamtale ikke hendes opfattelse om, at Ukraine ville underskrive en aftale med EU. Her påpegede han, hvordan Ukraine ofte får EU til at spille efter sine regler. Timosjenkos sag er, ifølge Hennadij Druzenko, her meget sigende.

Et af forhandlingskravene fra EU-kommissær for Udvidelse og Naboskabspolitik, Štefan Füle, er en løsning på problemet med såkaldt selektiv retfærdighed, ”men er sagerne hvor fem parlamentsmedlemmer får fjernet deres mandater (den seneste i september, red.) ikke et eksempel på selektiv retfærdighed?” spurgte Hennadij Druzenko retorisk til rundbordssamtalen.

”Man behøver ikke at være jurist for at besvare det spørgsmål. Jeg har ikke hørt én eneste kommentar fra europæiske repræsentanter vedrørende det emne. Janukovitj og hans hold har succesfuldt formået at koncentrere opmærksomheden specifikt på Timosjenkos sag. Jeg støtter hendes frifindelse af humanistiske grunde. Men selektiv barmhjertighed er ikke en kur mod selektiv retfærdighed.”

Uanset udfaldet af forhandlingerne som leder op til møderne i Vilnius er der, ifølge Hennadij Druzenko, skabt en smuk sæbeboble af forventninger i den ukrainske befolkning, men den vil eksplodere, og resultatet bliver, at hovedparten af den ukrainske befolkning vil hade Europa og europæisk integration.

Ifølge politologen Mikhailo Basarab blev oppositionen tidligt i forløbet passive passagerer i spillet om europæisk integration. Der har reelt kun været to deltagere i samtalen; den ukrainske regering og den Europæiske Union.

Oppositionspartiet UDAR, med den førnævnte tidligere sværvægtsbokser Vitali Klitschko i spidsen, offentliggjorde tidligt i forløbet en udtalelse på deres hjemmeside om, at hvis aftalen ikke underskrives, og ”EU bliver skuffede og irriterede over Ukraine og dens nuværende lederskab, vil Ukraine blive fuldstændig isolerede.”

Fastfryste relationer til EU
Så sent som den 9. november antydede lederen af Regionernes Parti, premierminister Mykola Azarov, til journalister under partiets konference i Donetsk, at skulle forhandlingerne kuldsejle og en underskrift i Vilnius fejle, lå skylden alene hos EU på grund af deres “mistænkelige krav vedrørende Timosjenko.”

I dag, dagen efter at spådommen blev overhalet af regeringens udmelding og forhandlingerne sandsynligvis lagt på is, udtalte samme Azarov, at regeringens beslutning var ”taktisk” og alene motiveret af økonomiske anliggender. Den strategiske målsætning skulle stadig være integration med EU.

En lignende melding viderebragte præsident Viktor Janukovitj til den ukrainske presse:

”Jeg vil understrege, at der ingen alternativer findes til hverken reformer i Ukraine eller til europæisk integration. Måske er der midlertidige vanskeligheder. Måske støder vi, på den ene eller den anden etape på vores stigning mod toppen, på ugunstigt vejr. Vi ændrer ikke rute, men fortsætter af samme vej.”

Uanset årsagerne til kuldsejlingen vil fastfrysningen af forhandlingerne være en våd klud i ansigtet på mange ukrainere. Avisen Ukrainskaja Pravda citerer i dag en kilde tæt på EU-kommissær Štefan Füle og forhandlingerne for, at Janukovitjs beslutning lukker muligheden for Ukraines integration i mange år og har negativ indflydelse på hele Østeuropas skæbne 20-25 år ud i fremtiden:

”Det fastfryser Ukraines forhold til EU. Der er ingen garanti for, at man på den korte bane kan vende tilbage til forhandlinger med Ukraine om Associeringsaftalen.”

Henrik Uth Chortnum Hoe er cand.mag. i russisk og erhvervsøkonomi.
Rasmus Leander Nielsen er ansvarshavende redaktør på Magasinet Europa.

Billede i artiklens top: Flickr Creative Commons / Doug