Kakanj-minen, Bosnien, 2015. Her er territorium ikke noget, man kæmper om, det er noget, man sprænger sig igennem. Tykke lerlag, jord og klipper er den fælles fjende. Instruktøren Ines Tanović retter i filmen Rudnik sit nysgerrige og kritiske blik mod vilkårene i minen (artiklen bringes i samarbejde med Magasinet rØST).

9.4.2015 | BOSNIEN | Solen står højt på himlen og får den lerede jord til at slå dybe sprækker ved vejen, hvor lastvognen hvirvler støvet op, når den skrumler op mod minen tungt læsset med rafter. Kakanj, Bjelosevici i det centrale Bosnien danner den støvede baggrund for kulminen af samme navn, og det er denne mine, og dem der arbejder her, den bosniske instruktør Ines Tanović retter sit nysgerrige kamera mod i Rudnik.

I det omfang en genrebeskrivelse er på sin plads, vil beskrivelsen ”etnografisk dokumentar” nok ramme dette lille vidunder af en film bedst. Uanset hvad er Rudnik en smuk skildring, der i lyd og billede viser minearbejdernes daglige kamp mod jord, ler og klipper i et af Bosniens mange industriområder, og som efter flere mineulykker i landet det seneste år er mere aktuel end nogensinde.

Minearbejder til observation
Hvis man i Rudnik forventer en socialrealistisk fortælling om arbejderarmod i en fattig mineprovins, tager man dog grueligt fejl. Med en dialog, der begrænser sig til minearbejdernes få, interne dialoger, behandler filmen kun implicit mere generelle samfundsmæssige udfordringer i Bosnien.

Rudnik får vi indblik i livet, som det leves af et lille udsnit af dem der arbejder i Bosniens betydelige mineindustri. Her er Kakanj-minens mennesker i centrum, mens Bosniens større sociale, økonomiske og politiske skærmydsler for en gangs skyld sættes i baggrunden.

På samme tid flytter Tanović dermed også fokus fra de – om ikke udtømte, så dog fortærskede – diskussioner om nationale problemer og etniske spændinger, der med god grund har præget Bosniens offentlige debat, siden den krig, der fulgte i kølvandet på opløsningen af det nu tidligere Jugoslavien, og som sluttede i 1995.

Spændingsfeltet ligger således et andet sted, nemlig der hvor hundredvis af bosniere (og tusindvis af minearbejdere verden over) hver dag udfører et benhårdt og for det meste livsfarligt arbejde under jorden for at kunne forsørge sig selv og deres familier.

Formatet er velkendt Tanovićsk. Over en enkelt dag sætter den Sarajevo-baserede instruktør en gruppe af Kakanjs minearbejdere under observation. Rudnik står i kontrast til Tanović’s kortfilm fra 2010, A day on the Drina (Jedan dan na Drini), der med få, men hårrejsende præcise observationer skildrer udgravningen af resterne af de ca. 250 lig, der blev smidt i Perućac-søen under de etniske udrensninger, der fandt sted i området under krigen. Rudnik er i modsætning her til ikke så meget en skildring af en exceptionel dag, som af dage som de er flest for minearbejderne.

På sin egen observerende facon fortæller Tanović om livet i Kakanj-minen: Solen der skinner fra en skyfri himmel tidligt om morgenen, varmen. Dernæst forberedelserne: mandtællingen, omklædningudstyr der udleveres og indleveres.

Alle har deres egen kasse med private ejendele hængende ned fra loftet i den store omklædningshal – et lille stykke individuelt liv i massen af beskidte arbejdsuniformer, mudrede støvler, gamle t-shirts, brugte hænder og kroppe, der tydeligvis er blevet brugt til andet end kontorarbejde.

Uromantisk nødvendighed
Det er ikke Tanovićs mål at romantisere den moderne minearbejder og den verden, han lever i. Det er der heller ingen grund til. For kun lidt over en måned siden blev fire unge mænd dræbt i en anden mine nær den relativt velstående bosniske industriby Tuzla. I september sidste år måtte fem meldes dræbt i en mineulykke efter et jordskælv nær Zenica.

I det seneste tilfælde var de dræbte angiveligt illegale minearbejdere, der gravede kul uden for de regulære arbejdstider for at kunne sælge det på det sorte marked. Denne form for grå økonomi er udbredt i store dele af Bosnien og forklarer delvist, at arbejdsløshedstallet i landet officielt spænder mellem ca. 30 og 47 pct. ifølge FN’s udviklingsprogram, UNDP.

Denne sammenhæng har fået uafhængige bosniske kritikere til at påpege Bosniens voksende sociale og økonomiske problemer som en indirekte årsag til ulykkerne, der sker som følge af mangel på udstyr og anden beskyttelse af minearbejdernes sikkerhed.

At Rudnik ikke romantiserer betyder således ikke, at vi som beskuere ikke er vidne til et emne, der fortjener at blive taget alvorligt. Tværtimod kan filmen ses som led i en interessant strømning, hvor bosniske filmskabere som Danis Tanović (bl.a. No Mans LandLuggageAn Episode in the Life of an Iron Picker), Namik Kabil (bl.a. Magnet,Inside) og altså også Ines Tanović (Some other StoriesA day on the Drina) behandler tilværelsen i Bosnien, som den leves fra dag til dag, uden nødvendigvis at pakke selvsamme ind i krigsretorik eller floskler om nødvendigheden af reformer og forsoning.

Tilstedeværelsen af denne nødvendighed i dagens Bosnien-Hercegovina er åbenlys, og det anerkender ovennævnte instruktører, men de vælger at rette opmærksomheden mod den diversitet af måder, samme nødvendighed opleves på.

En verden i sort, brun og grå
Rudnik er både visuel og taktil. Den viser, hvordan alle dele af et menneske ser ud, når det arbejder. Hænder der holder fast. Fødder der stamper. Hoveder der dækkes med hjelme. Vi følger arbejdernes vej ned i minen – hele vejen! – og får undervejs at se, hvordan det er at færdes på, hvad mange nok vil beskrive som en lettere klaustrofobisk arbejdsplads.

Hernede i mørket lyser pandelamperne om kap med øjnene i de sorte ansigter, der stedvist lyser op i en verden af sort kul, brun jord og nuancer af mørkegrå.

I dette underjordiske univers er den farvestrålende frokost eksotisk og fremmed. Skrigende lyserøde poser med brød, gullasch, eurocreme og appelsinvand transporteres gennem de fugtige gange som fremmedlegemer i sorte, tilkullede hænder, der dypper brødet i den røde sauce, mens favoritsodavand finder deres rette ejer, og køligt vand i flasker deles, inden arbejdet genoptages. Dagen er kun halvvejs forbi. Forude venter endnu timer med skovle, hakker og vogne på rustne hjul og skinner.

Og man fortsætter ufortrødent. Ingen tager notits af de advarselsskilte, der ellers at dømme ud fra deres budskaber må antages at have en vis berettigelse. Foruden mere hverdagsagtige påmindelser som ”pas på din pandelampe og undgå ødelæggelse” er advarslerne ”forbudt at bære værktøj på transportbåndet” og ”forbudt for mennesker at sidde på gummibåndet” i praksis lig med lange rækker af minearbejdere, der klatrer op på diverse bånd med hver deres stykke værktøj i hånden.

Længere ind, længere ned
Det er let at forstå Ines Tanović’s fascination af denne verden, der er ukendt for de fleste, men som på en besynderlig måde formår at blive ekstremt vedkommende, næsten insisterende, når den filtreres gennem Tanović’s observerende soberhed.

Vi ser de fugtigt medtagne trærafter, der – indtil videre – afholder minegangen fra at falde sammen. Vi ser, hvordan tunge redskaber holdes i reb, der ruller om nedslidte akser, og som holder – indtil de ikke holder længere. Hvordan unge og gamle rygge bøjes over enorme mængder jordisk indmad med en selvfølgelighed, der hverken giver indtryk af vilje eller uvilje, men dog af en beslutsomhed som hele præmissen for det farlige arbejde bygger på: Man skal ville noget med sit liv – derfor sættes det på spil.

Og selvom det gøres med en værdighed, der for en udenforstående synes overvældende, er det minens regler, der gælder. Er man først nede under overfladen, må man følge disse regler. Ellers er den risiko, man udsætter sig selv for alene ved at drage under jorden, ligesom ikke det værd.

Med samme selvfølgelighed er dynamit heller ikke noget, man springer de andres militære stillinger i luften med. Det er noget, man tager fat i med hænderne, stopper ind i et smalt boret hul i de tæt sammenpressede jordlag og stopper så langt ind, man kan. Hvorefter man søger dækning bag den vakkelvorne jernlåge og holder sig for ørerne, mens braget lyder, og endnu et hul er sprængt.

Længere ind, længere ned i jorden. Igen høres den uendelige, øredøvende larm fra bor og maskiner. En egentlig dialog er nærmest umulig. Derfor er dialog heller ikke en del af Rudniks manuskript, men det betyder ikke, at Kakanjs mange rudnici ikke taler sammen.

Annemarie Majlund Jensen er kulturredaktør på Magasinet Europa. Hun var for nyligt medarrangører til den dansk-bosniske filmfestival ITCHING-SCRATCHING i Aarhus, hvor Rudnik blev vist.

En længere version af artiklen er tidligere bragt af Magasinet rØST