De unge europæere kan give EU ny luft

2017-06-30T10:07:47+00:00 Af |Feature|

Brexit, flygtningekaos og verdensfjerne politikere. EU’s omdømme har gennem de seneste år fået så mange tæsk, at de færreste spår unionen en lys fremtid. Men hvis man ser nærmere på demografien, tegner der sig et mere optimistisk billede.

01.11.2016 | EU’S FREMTID | Isak ved det naturligvis ikke, som han sidder der på gulvet og entusiastisk forsøger at bide hovedet af en duplo-mand. Han befinder sig i Danmark, men min et-årige søn er på vej ind i en generation, der frem for alt betragter sig selv som europæisk.

Isak har dobbelt statsborgerskab – det muliggjorde Folketinget to uger før han blev født – og i løbet af sit korte liv har han boet i både Holland, Italien og Danmark. Og hvis ikke det var for EU, var den lille purk sandsynligvis aldrig kommet til verden.

Den utilsigtede bonus ved Erasmus
Som deltager i EU’s Erasmus-program, der også omfatter en håndfuld ikke-EU-lande, studerede jeg i 2008 et semester ved Boğaziçi-universitetet i Istanbul. Programmet giver årligt mere end 322.000 europæere muligheden for at studere i ét af 33 deltagerlande og har opnået enestående resultater siden sin oprettelse i 1987.

Gevinsterne er mange: Akademiske, kulturelle og sociale. Men en formodentlig utilsigtet bonus er, at deltagerne forelsker sig i stort tal. Jeg mødte min hollandske kone i Istanbul, og vi var langt fra de eneste, der fik et godt øje til hinanden over shish-kebab, lærebøger og vandpiber.

Utallige par fandt sammen i alle tænkelige kombinationer: Spansk-tysk, fransk-engelsk, svensk-belgisk osv. Umiddelbart vil man ikke spå sådanne forhold mange chancer, når de studerende først er vendt hjem og må tilbagelægge tusinder af kilometer i nattog og på motorveje for at se hinanden.

Men den antagelse blev grundigt manet i jorden af Europa-Kommissionens Erasmus Impact Study fra 2014: 27 procent af de 88.000 adspurgte Erasmus-alumnier er stadig i et forhold med en person fra et andet europæisk land, hvilket har resulteret i én million babyer (!).

Storpolitisk effekt
Da statistikken om de mange EU-babyer kom frem, kaldte den daværende talskvinde for Europa-Kommissionen, Pia Ahrenkilde Hansen, det for et “rørende lille tal”. Men det er meget mere end det. Som den italienske forfatter Umberto Eco formulerede det: “Jeg kalder det en seksuel revolution: En ung mand fra Catalonien møder en flamsk pige. De forelsker sig, de gifter sig og de bliver europæere – og det gør deres børn også”.

Eco har ret: Børnene slutter sig til en voksende gruppe af unge europæere, der ser det som en selvfølge, at Europas universiteter, arbejdspladser og grænser skal være åbne for alle. Nogle kalder dem også “Easyjet-generationen” – for det er særligt de unge, der har udnyttet lavprisselskabernes indtogt på det europæiske marked til mere end blot billige byferier. Det at vokse op i Kraków, studere i Berlin og stifte familie med sin franske kæreste i Lyon, ser de ikke længere som noget usædvanligt. Tværtimod: Mange unge europæere betragter det som en umistelig rettighed, og det er en af grundene til, at de kan få en afgørende betydning for EU’s fremtid.

Mellemmenneskelige relationer virker
Det er en påstand, der harmonerer med neoliberalismen – en teoretisk strømning indenfor studiet af international politik. Her lyder argumentet, at det ikke er egenrådige regeringer, men mellemmenneskelige relationer, der i stadig større grad vil få indflydelse på interaktionen mellem suveræne stater.

Dels går konflikter ud over handel og vækst, men konflikter bliver også sværere at legitimere overfor borgere, der som aldrig før interagerer med hinanden på tværs af landegrænserne. Erasmus-programmet, arbejdskraftens fri bevægelighed og øget turisme vil ganske simpelt føre til mere kontakt, og dermed til mere solidaritet europæerne imellem.

Spirende europæisk identitet
Stefan Wolff, der er professor i international politik ved Birminghams Universitet, udtrykte det således i 2005: “For første gang i historien ser vi en spirende europæisk identitet. Vent 15, 20 eller 25 år, og så vil Europa blive ledt af mennesker med en helt anden socialisering, end dem vi ser i dag.”

Brexit og EU’s nuværende krise har dog ikke fået den tysk-britiske professor til at ændre mening: “Europas kerneværdier er under pres, men de holder grundlæggende stand. Den yngre generation er tydeligt pro-EU og pro-Europa på trods af, at Storbritannien er på vej ud. I den forbindelse er det afgørende, at Erasmus-børnene socialiseres ind i de europæiske værdier og at de arver en verden, der er mindre polariseret end den, vi oplever i øjeblikket,” lyder det fra Wolff.

Generationskløft
Folkeafstemningen i Storbritannien er en god illustration af generationskløften: Hvis vælgerkorpset kun havde bestået af borgere mellem 18 og 49 år, var det blevet et overvældende “Remain” (billedet). Således stemte 75 procent af de 18-24 årige briter for at blive i EU, og blandt de 25-49-årige lød det samme tal på 61 procent.

En ung, skuffet brite formulerede sin analyse af resultatet på denne måde i et læserbrev: “Brexit er babyboomernes fuckfinger til unge mennesker.”

Af de unge, EU-positive briter havde 200.000 deltaget i en Erasmus-udveksling, men med en forestående udmeldelse af EU, er det langt fra sikkert at kommende generationer af unge briter vil få samme adgang til Europa.

Samme tendens i andre lande
Efter afstemningen i Storbritannien så den amerikanske tænketank Pew Research Center nærmere på, om den samme generationskløft gør sig gældende i andre europæiske lande. Resultatet var mildest talt opsigtsvækkende: I kernelande som Frankrig, Holland, Tyskland og Polen er særligt de unge under 34 år markant mere positive overfor EU end deres ældre medborgere.

Og der er ikke noget der tyder på, at disse EU-positive unge i fremtiden vil blive mere EU-skeptiske i takt med at de bliver ældre – der er tale om en tydelig generationseffekt: Dem, der er født før 1966, er ikke vokset op med den samme mobilitet og europæiske identitet, som den yngre generation. I stedet forbinder de indvandring, terror og udflytningen af produktionsarbejdspladser med den europæiske integration.

Europa for alle
Men hvis muligheden for at opholde sig i andre europæiske lande, skaber mere international sammenhold og identitet, hvorfor er det så egentlig kun en relativt lille elite, de universitetsstuderende, der aktivt støttes?

Det har den italienske forfatter Umberto Eco også undret sig over: “Erasmus-idéen bør være obligatorisk. Ikke blot for studerende, men også for taxi-chauffører, håndværkere og andre. De bør også prøve at leve i andre EU-lande.”

Ecos idé er ikke så fjern, som man skulle tro, for Europa-Parlamentet debatterer for øjeblikket, om europæerne skal have en gratis interrail-billet, når de fylder 18 år. Altså en åben togbillet, der giver mulighed for at rejse frit i Europa i et givent tidsrum – typisk en til tre måneder.

Men det er ikke blot en venlig PR-gave fra det kriseramte EU. I lovforslagets tekst afslører parlamentarikerne, at målet er mere langsigtet: “Mobilitet for unge mennesker er essentielt for at fremme en europæisk identitet (…) Populisme og misinformation er de største trusler mod Europa. I denne kontekst spiller kontinentets unge en vigtig rolle som en modvægt, og EU bør give dem muligheden for at opdage, hvem deres naboer er, og hvad andre medlemsstater kan tilbyde dem.”

Vil de gøre en forskel?
EU-skeptikere har stemplet lovforslaget som en propagandakampagne – og en dyr en af slagsen. Ifølge den tyske tv-station ARD vil initiativet koste 1,5 milliarder euro om året, hvis blot 70 procent af de 18-årige gør brug af muligheden. I en tid, hvor nationalistiske politikere og kriser trækker os fra hinanden, er spørgsmålet dog nok snarere, om vi i sidste ende vil betale en større pris, hvis vi skrotter de projekter, der fører europæerne sammen.

Uanset lovforslagets skæbne, vil de unge europæere med tiden komme til at udgøre en større andel af både vælgere og politikere i de europæiske lande. Udfordringen bliver at få dem til at gøre en forskel: Vælgere mellem 18 og 49 år stemmer generelt mindre end de ældre og relativt mere EU-skeptiske borgere.

Men kan Isak og resten af Erasmus-generationen formå at organisere sig og deltage mere aktivt i Europa-debatten, er der bestemt håb forude.

Kasper Schlie er freelancejournalist.

Billede i artiklens top: Daniel Leal-Olivas/AP/Polfoto