USA og Europa – et nødvendigt partnerskab

2017-06-30T10:07:48+00:00 Af |Kommentar, Uddrag af bog|

Anders Fogh Rasmussen mener, at USA har en grundlæggende interesse i, at Europa bliver ved med at være en energisk og livskraftig partner og allieret. Og at Europa har en vital interesse i at fastholde en amerikansk forpligtelse over for det transatlantiske økonomiske og sikkerhedspolitiske samarbejde. Vi bringer et uddrag af hans nye bog, “Viljen til at lede”

Uddraget følger her:

Når man tager i betragtning, at Europa er en samling af små og mellemstore stater i et farefuldt område, mens USA er en supermagt omgivet af sikre grænser, vil det altid være mere sandsynligt, at USA vil være nødt til at hjælpe Europa end det modsatte.

Mange amerikanere spørger derfor, hvorfor de skal blive ved med at investere amerikanske liv og amerikanske penge i Europas sikkerhed.

Det første argument for det er, at USA har en helt afgørende økonomisk interesse i at have stærke bånd til Europa. Faktisk er dette gensidigt, eftersom Europa og USA er hinandens største handels- og investeringspartnere. EU’s økonomi er lige så stor som USA’s, og den europæiske befolkning på 510 millioner er betydelig større end USA’s 320 millioner. EU er verdens største handelsblok og rangerer højest, både hvad angår indgående og udgående internationale investeringer. EU er også den største handelspartner for 80 lande.

Skabelsen af et økonomisk forenet Europa har sat fart i den europæiske vækst og udvikling, og det har åbnet nye handels- og investeringsmuligheder for USA. Tilsammen genererer EU og USA omkring 40 procent af verdens bruttonationalprodukt, og deres indbyrdes handel udgør omkring halvdelen af hele verdenshandelen. De indbyrdes investeringer er enorme:

Amerikanske investorer står for omkring halvdelen af alle udenlandske investeringer i EU-landene, mens investorer fra EU-lande står for over 60 procent af al udenlandsk investering i USA.

Så set fra et økonomisk synspunkt er Europa en uundværlig partner for USA. Uanset de nuværende udfordringer på grund af flygtningekrisen, gældsbyrden, negativ demografi og rigide sociale strukturer har de europæiske lande et stort potentiale, som kan fremmes yderligere ved en styrkelse af det transatlantiske samarbejde.

Tyskland er et europæisk kraftcentrum med en stærk fremstillingsindustri og god konkurrenceevne. Frankrig har en række store internationale virksomheder, som er førende i verden på deres felt, og Frankrig har en global tilgang til forsvars- og sikkerhedspolitik. Storbritannien er et globalt finanscentrum og har et globalt perspektiv via Commonwealth. Italien er rigt på kultur og mode og har stærke forbindelser til det strategisk vigtige Nordafrika. Østeuropa er reformorienteret og har et enormt vækstpotentiale. Forandringen af de tidligere kommunistiske stater til moderne demokratier og dynamiske økonomier har genereret imponerende vækstrater og jobs og velstand og skabt en region med enorme fremtidsperspektiver. Trods ublu skatteprocenter har de nordiske lande kombineret et socialt velfærdssystem med effektive markedsøkonomier. De er dedikerede til fri handel og ligger højt i internationale målinger af konkurrencedygtighed, forretningssans, beskyttelse af ejendomsret og fravær af korruption.

Billedet er det samme, når det gælder sikkerhedspolitik. Mens der ikke er noget land i verden, der kan måle sig med USA’s militære styrke, er lande som Storbritannien og Frankrig stadig, når det gælder hård magt, stærkere, end deres størrelse tilsiger. Selv mindre lande, for eksempel Danmark, kan yde et stort bidrag til multinationale militæroperationer.

Først og fremmest samler Europa og Nordamerika deres sikkerhedsbestræbelser i NATO. I næsten syv årtier har NATO sikret den fred og stabilitet, som har givet vores lande mulighed for at blomstre. Med sin unikke integrerede kommandostruktur, sin uovertrufne militære kapacitet, sine afprøvede og testede styrker og procedurer og sit udstrakte netværk af partnerskaber er NATO den mest succesrige alliance, historien har set. USA har alliancer med andre lande i andre dele af verden, men kun i Europa har det den permanente styrke, som NATO kan mønstre. Det er noget, som er værd at bevare.

* * *

Men selv om det har så mange store muligheder, vakler EU på randen af opløsning, ikke alene på grund af den nuværende flygtningekrise, men mere fundamentalt på grund af rodfæstede svagheder som negativ demografi, rigide arbejdsmarkeder, utilstrækkelige velfærdssystemer og gældsbyrden.

Skønt et passende svar på de fleste af disse udfordringer ville være dybtgående reformer af de europæiske samfund og et Europa, som ser mere udad, er der en klar risiko for, at nationalistiske, indadskuende kræfter vil vinde frem og skubbe Europa i retning af mere lukkede samfund og mindre engagement i verden.

Sådan en udvikling vil være stik imod fundamentale amerikanske interesser. USA har en grundlæggende interesse i, at Europa bliver ved med at være en vital og energisk og livskraftig partner og allieret; en allieret, som er i stand til og villig til at hjælpe USA med at beskytte og fremme principper som frihed og demokrati. Og Europa har en vital interesse i at fastholde en amerikansk forpligtelse over for det transatlantiske økonomiske og sikkerhedspolitiske samarbejde.

Men Europa har brug for at få en saltvandsindsprøjtning, så kontinentet kan blive ved med at være den stærke, foretrukne partner, som USA har brug for, når landet skal udføre arbejdet som verdens politibetjent. For at det kan være muligt, må Europa reformere sig selv, og på begge sider af Atlanten må politiske ledere og civilsamfundet tage fat på at forberede en vidtrækkende plan for et stærkt og integreret transatlantisk samfund. Det vil kræve store og vedvarende anstrengelser at håndtere migrant- og flygtningekrisen, stimulere den økonomiske vækst, liberalisere markederne og fremme handel.

Den største trussel mod europæisk enhed er den nuværende flygtninge- og migrantkrise. Sandheden er, at den massive tilstrømning af mennesker, der flygter fra krig, undertrykkelse og fattigdom, truer med at ødelægge Europa, splitte EU og den europæiske enhed, som var kernen i den nye regionale orden, som visionære politikere, støttet af USA, skabte efter Anden Verdenskrig. Den seneste afstemning i Storbritannien om at forlade Den Europæiske Union er en udtryksfuld demonstration af de centrifugale kræfter, der nu truer med at splitte Europa.

Over en million migranter og flygtninge kom ind i Europa i 2015 – resultatet af den værste migrant- og flygtningekrise siden Anden Verdenskrig, da mennesker flygtede fra konflikter og fattigdom, først og fremmest i Mellemøsten, Afrika og Afghanistan.

Det har vist sig vanskeligt at få skabt fælles EU-forholdsregler på grund af spørgsmål om national suverænitet og den asymmetriske måde, de enkelte migrantkriser rammer på.

De stater, flygtninge og migranter ankommer til først, er ivrige efter ikke at ende med at bære byrderne alene. Transitlandene er fristede til at lede strømmen af migranter videre til andre lande ved selektivt at lukke deres grænser og, hvis det ikke er muligt, at sende flygtningene videre til det næste land så hurtigt som muligt. De lande, hvor flest flygtninge er endt, ønsker at hæmme tilstrømningen, og de opfordrer til en aftale om byrdefordeling, der gælder hele EU.

Tilstrømningen af flygtninge og migranter vil efter al sandsynlighed fortsætte i årevis, formentlig i årtier. Ikke kun Syrien, men også flere andre mellemøstlige lande står over for sikkerhedsudfordringer, som kan skabe nye flygtningestrømme.

Flere og flere afghanere vil gerne forlade deres i stigende grad ustabile land. Øget migrationspres kan også ventes fra Afrika på grund af fattigdom og en støt voksende befolkning.

Den sandsynlige høje indvandring til EU i de kommende år kan føre både fordele og udfordringer med sig. På den ene side vil et Europa, hvis befolkninger bliver ældre og ældre, få brug for kvalificerede indvandrere for at sikre fremtidig økonomisk vækst og finansiering af de europæiske velfærdssystemer. På den anden side vil en alt for hurtig og ukontrollabel tilstrømning kunne overstige modtagerlandenes evne til at integrere de nytilkomne og finansiere udgifterne til uddannelse og sociale ydelser.

Hvis EU ikke er i stand til at sikre sine ydre grænser og sikre en mere fair byrdefordeling mellem medlemsstaterne, vil en gradvis tilbagevenden til nationale løsninger ikke alene på migrationsproblemerne, men også på andre spørgsmål, være uundgåelig. Den sandsynlige konsekvens vil være ikke alene stagnation, men fragmentering.

Sådan en udvikling ville være et dræbende slag for årtiers bestræbelser på at skabe et nyt Europa, som er samlet, frit og fredeligt. Det er aldeles essentielt at imødegå denne destruktive udvikling og få Europa tilbage på sporet. Problemet er overvældende.

Hvis det skal løses, er der brug for banebrydende reformer, både nationalt og på europæisk niveau, som vil udfordre megen europæisk vanetænkning. Men det er en så overvældende opgave, at USA og Europa bør tackle den i fællesskab. Selv om de sociale strukturer i USA og Europa er forskellige, står vi over for de samme udfordringer, og disse udfordringer vil kunne få stor indflydelse på fremtiden både for vores liberale demokratiske samfund og for det transatlantiske samarbejde.

Det er derfor, vi har brug for en transatlantisk flygtninge- og immigrationspolitik.

En sådan politik skal være baseret på den faste tro på, at mennesker, der har rykket sig selv op med rode, er flygtet fra deres fædreland og har foretaget den farlige rejse til USA eller Europa, er i besiddelse af en masse initiativ, fremdrift og mod.

Det er mennesker, som føler, at de er nødt til at blive en succes i deres nye land, fordi de efterlod så meget bag sig i deres gamle land. Mange af dem er præget af en iværksætterånd. Det er ikke noget tilfælde, at 40 procent af virksomhederne på det amerikanske Standard & Poor’s-aktieindeks er grundlagt af immigranter eller børn af immigranter. Disse indvandrere ønsker en mulighed for at leve, arbejde og have fremgang. Udfordringen både i USA og i Europa er at give dem muligheden for det.

Gør vi det, vil det gavne hele samfundet i kraft af den energi og iværksætterånd, de nyankomne bringer med sig; men det vil kræve en fælles indsats fra alle værtslandene. For at sikre os, at vores lande forbliver tro over for principperne om det åbne samfund og ikke bliver ofre for fremmedhadende populister, vil jeg foreslå en fempunktsplan for en fælles amerikansk-europæisk indsats for at tackle flygtninge- og immigrantkrisen.

For det første skal vi gøre de nyankomne i USA og Europa til en gevinst og ikke en byrde for vores samfund. Grundlæggende skal vi liberalisere adgangen til arbejde og begrænse adgangen til sociale ydelser. Et åbent samfund er åbent for arbejdere, ikke for velfærdsmisbrugere. Alt for ofte har flygtninge og indvandrere svært ved at få fodfæste i samfundet, fordi det er for vanskeligt at få et job og for let at få ydelser fra det offentlige.

Det ville være fair at sige, at mennesker, som kommer til et nyt land, ikke kan være berettigede til social bistand, før de har boet og arbejdet i og bidraget til samfundet i mindst et antal år. Sådan et system ville også gøre det lettere for folk at acceptere arbejdskraftens frie bevægelighed over grænserne.

For det andet er det en uomgængelig nødvendighed at etablere en tæt, uigennemtrængelig ydre grænsekontrol, inklusive effektive kontrolregler og procedurer, som kan forhindre potentielle terrorister i at komme ind i vores lande. Det er den første forudsætning for bedre at kunne håndtere tilstrømningen; og bedre kontrol med tilstrømningen er nødvendig for at sikre en tilstrækkelig integration af de nytilkomne, både i USA og Europa.

En effektiv kontrol med de ydre grænser er også en absolut forudsætning for fri bevægelighed over EU’s indre grænser. Hvis der ikke hersker nogen tro på de ydre grænser, vil land efter land snart indføre national grænsekontrol. Det ville være et meget alvorligt økonomisk tilbageslag for Europa.

Vejen frem er en fælles, EU-styret kontrol med de ydre grænser. Mens EU er en relativt løs union af suveræne stater, er USA en relativt stærk forbundsstat. Måske skulle EU lade sig inspirere af USA i spørgsmålet om, hvordan de føderale grænsekontroller drives.

Det ville i begyndelsen støde på modstand fra enkelte europæiske nationer, men det er afgørende vigtigt, for ellers går EU i opløsning, muligvis med en lille hård kerne af lande, som vil binde sig tættere til hinanden, mens resten af EU bliver til et løsere fællesskab.

For det tredje er der behov for en retfærdig fordeling af byrderne, både inden for Europa og mellem Europa og USA indbyrdes.

Indtil videre har USA kun accepteret at tage en meget lille andel af flygtningene, og det bør acceptere at tage et højere antal. Behandlingen og håndteringen af flygtninge er et fælles ansvar. Vi kan ikke bare vende ryggen til mennesker, som flygter fra præsident Assads kemiske våben, Ruslands vilkårlige bombninger af civile og IS’ halshugninger og korsfæstelser. Grundlæggende menneskelig anstændighed kræver, at vi finder løsninger på disse ulykkelige menneskers skæbne.

Men vi er også nødt til at være realistiske. Hverken USA eller Europa vil være i stand til at tage imod alle de fordømte her på jorden, som søger tilflugt og et bedre liv. Når vi er blevet enige om en fordeling mellem USA og EU, må vi hjælpe konfliktzonernes nabolande med at modtage og huse flygtninge og finansiere byrderne ved det. Vi må lægge maksimalt pres på de velstående lande i regionen for at få dem til at modtage flere flygtninge og hjælpe med til at finansiere opgaven. Og overordnet set skal Europa og USA gøre mere for at hjælpe skrøbelige stater i nærområderne med at skabe en positiv økonomisk og social udvikling, så deres borgere prøver at skabe sig et bedre liv hjemme i stedet for desperat at tage ud på den farlige rejse til Europa og USA.

For det fjerde er Europa og USA nødt til at have en håndfast politik for returnering af illegale immigranter til deres oprindelsesland. Det skal suppleres af veldrevne og velregulerede kanaler for lovlig migration. For at imødegå menneskesmuglingsindustrien kunne man lade ansøgninger om asyl og arbejdstilladelser behandle i tredjelande, og godkendte asylansøgere og migranter kunne bringes direkte til USA og Europa, så man fjerner grundlaget for den illegale og afskyelige menneskesmugling.

For det femte er det afgørende at komme naiviteten i integrationspolitikken til livs. Vi må erkende, at vellykket integration indebærer meget mere end at skaffe jobs og uddannelse til de nyankomne. Der er også brug for værdibaseret uddannelse, som kan fremme værdibaseret integration. For at opnå en vellykket integration er det afgørende, at de nytilkomne, der somme tider har en radikalt anderledes kulturel og religiøs baggrund, forstår og respekterer vores samfunds historiske, kulturelle og religiøse rødder og de værdier, vores civilisation bygger på.

For eksempel skal immigranter gøre sig den ulejlighed at lære deres værtslands sprog – et grundlæggende princip, men et, som ikke altid bliver overholdt, hvilket skaber stor modvilje, når det ignoreres.

Endnu vigtigere er det, at immigranterne forstår og accepterer vores holdning til religion og til, hvordan forholdet mellem religion og stat er. Det er specielt vigtigt for hundredtusinder af muslimer, der flygter til Europa, og som kommer fra en helt anden tradition, hvor religionens og statens roller blandes på en meget anderledes måde, og som har en stærk kulturel identitet, hvori deres religion ofte spiller en central rolle.

Mens amerikanerne generelt er mere religiøse end europæerne, er der samtidig i USA en meget klar adskillelse mellem staten og kirkerne. Religion er en privatsag, og der findes et meget stærkt religiøst civilsamfund. I nogle europæiske stater, for eksempel Frankrig, er der en streng adskillelse mellem kirken og staten, la laïcité. I andre lande er adskillelsen ikke helt så skarp, men i hele Europa er det en klar forudsætning for demokrati, at lovgivningen fastlægges af det valgte parlament og ikke afgøres af hellige skrifter.

Mens der naturligvis er forskelle fra land til land, er USA og Europa grundlæggende påvirket af oplysningsideerne om individuelle menneskerettigheder, som gradvis har udviklet sig til krav om lige rettigheder for kvinder og mænd, om ligeværdig beskyttelse af alle religiøse trosretninger og seksuelle orienteringer og om kirkens og religionens underordning i forhold til statsmagten.

Religionsfrihed er, lige så vel som ytringsfrihed, en integreret del af vores liberale demokratier. Hvert individ har ret til frit at dyrke sin religion, og friheden vender to veje. Retten til frit at udøve sin religion komplementeres af retten til at føre  en fri og kritisk religiøs debat. Ytringsfrihed kan ikke afskaffes eller begrænses, fordi man hævder, at noget er helligt og derfor undtaget fra diskussion.

Det er med andre ord muligt, at nyankomne i Europa og USA ikke bryder sig om, at europæiske borgere og medier kan kritisere skikkelser, som de betragter som hellige; men de er nødt til at acceptere det, fordi den lovgivning, der beskytter en sådan kritik, er den samme som den, der beskytter migranterne selv.

Modstandere af dette synspunkt vil hævde, at det er en form for kulturel imperialisme, der har til formål at påtvinge dem vores værdier. Men i virkeligheden drejer det sig om at bevare og håndhæve vores love. Lovene gælder alle borgere. Den lov, der beskytter ytringsfriheden, er den samme lov som den, der beskytter mod diskrimination af enhver mulig grund – køn, race, farve, sprog, religion, politiske eller andre holdninger og national eller social oprindelse. For at opnå en vellykket integration er det afgørende, at nye borgere forstår og respekterer disse fundamentale regler.

Den måde, vi håndterer flygtningekrisen på, vil afgøre fremtiden for Europa og USA og for vores liberale, demokratiske værdier. Hundredtusinder af immigranters og flygtninges ankomst tester allerede sammenhængskraften i EU og faktisk i Europa i det hele taget. Den får flere og flere europæere til at sætte spørgsmålstegn ved, hvad den europæiske integration i virkeligheden nytter.

For USA ville opløsningen af EU være et alvorligt slag mod årtiers indsats for at opbygge et Europa, som er samlet, frit og fredeligt. Hvis tidevandet skulle vende, må Europa handle. For et bevare tillid og optimisme må Europa revitaliseres. Europa har brug for en saltvandsindsprøjtning.

* * *

Den gode nyhed er, at Europa har et stort potentiale til igen at blive optimismens og vækstens kontinent og til at blive ved med at være USA’s stærke, udvalgte partner. Og USA kan hjælpe den europæiske renæssance på vej ved at arbejde for at styrke sikkerhedssamarbejdet i NATO og fremme det økonomiske samarbejde med nye aftaler.

Sikkerhed og økonomisk vækst er uløseligt forbundet. Siden 1949 har NATO – Den Nordatlantiske Traktatorganisation – været rammen om sikkerhedssamarbejdet mellem Nordamerika og Europa. Den mest kendte bestemmelse i Den Nordatlantiske Traktat er artikel 5, som fastslår, at et angreb på én allieret er et angreb på alle; men det er værd at erindre, at før den kommer artikel 2, som fastslår, at de allierede vil søge at “fjerne uoverensstemmelser i deres internationale økonomiske politik og tilskynde til indbyrdes økonomisk samarbejde”.

Ikke mange mennesker kender til eksistensen af artikel 2. Når traktaten overhovedet nævnes, er det oftest i sammenhæng med artikel 5. Det er nødt til at blive ændret. Vi har brug for en ny transatlantisk forbindelse, hvor vores økonomiske samarbejde er lige så tæt og konsekvent som vores sikkerhedssamarbejde; det, man kunne kalde et forhold baseret på “artikel 2 plus 5”. Nordamerika og Europa bør, når de konfronteres med nye geopolitiske udfordringer, de fremstormende staters selvsikkerhed og forsøgene på at underminere den regelbaserede internationale orden, forbedre og udvide de transatlantiske forbindelser til et ægte “integreret transatlantisk fællesskab”.

Et integreret transatlantisk fællesskab ville hjælpe os til at styrke de forskellige tråde i vores forbindelse: vores sikkerhedssamarbejde, økonomiske bånd og personlige forbindelser.

Det ville være med til at beskytte vores fælles værdier, befolkninger og samfund; fremme den regelbaserede internationale orden og dens normer og praksis; bevare vores fred og vores velstand; og hjælpe andre nationer med også at gøre fremskridt hen imod fred og velstand.

Vores første prioritet må være at styrke sikkerhedsdelen, fordi sikkerhed er grundlaget for alt, hvad vi har, og alt det, vi håber at opnå. Efter årtier med afspænding i Europa har et genopvågnet og aggressivt Rusland skabt et grundlæggende nyt sikkerhedsklima på det europæiske kontinent. Det vil kræve en ny attitude til sikkerhed fra NATO ’s side.

Dette arbejde er allerede påbegyndt. Nato er ved at etablere en permanent tilstedeværelse i form af kontinuerlig tropperotation i de østeuropæiske lande, som er mest udsatte i forhold til Rusland. Desuden har NATO -landene, på grundlag af et forslag, jeg fremsatte efter Ruslands annektering af Krim, dannet en spydspidsstyrke, som konstant er i højt beredskab, og som kan indsættes med få timers varsel.

Men der skal gøres mere. Hvis Europa vil være en nyttig og foretrukken partner for USA, må de europæiske allierede også gøre det lettere at indsætte deres styrker, og de må anskaffe militært materiel, som sætter dem i stand til at hjælpe med internationale operationer uden for Europa.

Men som vi alle ved, er der ikke noget, der er gratis, og sikkerhed er det afgjort ikke. Det er derfor, det er afgørende, at NATO bliver ved med at være klar til at opfylde sit formål – ikke for krigens skyld, men for fredens.

Alle allierede må fortsætte med at investere i NATO , politisk, militært og økonomisk, og alle må bære en fair andel af byrden, på samme måde som alle får del i fordelene. Det indebærer, at alle lande må leve op til NATO ’s mål om forsvarsudgifter på mindst to procent af BNP. Den forpligtelse er et afgørende element i et ægte, integreret transatlantisk fællesskab.

Men troværdig afskrækkelse er ikke kun et spørgsmål om investeringernes størrelse og mængden og kvaliteten af militære styrker, men lige så meget om viljen til rent faktisk at bruge disse styrker, hvis det bliver nødvendigt.

I 2015 offentliggjorde Pew Research Center en undersøgelse, som afslørede en yderst foruroligende mangel på vilje til at forsvare venner og allieredemed militærmagt. Pew Center stillede følgende spørgsmål:

“Hvis Rusland kom i en alvorlig militærkonflikt med et af sine nabolande, som er vores NATO-allierede, mener De så, at Deres land skal eller ikke skal bruge militær magt for at forsvare det pågældende land?” I Tyskland svarede 68 procent “nej” til det spørgsmål; i Frankrig og Italien svarede henholdsvis 53 og 51 procent “nej”.

Den kendsgerning, at et flertal er imod anvendelse af militær magt for at forsvare en allieret, er i direkte modstrid med selve grundlaget for NATO . Artikel 5 bygger på musketereden: Én for alle og alle for én. Hvis der bliver sat spørgsmålstegn ved denne solidaritet, er det selve NATO ’s raison d’être, der forsvinder.

Heldigvis afspejler svarene i undersøgelsen ikke de politiske lederes holdninger. Mens for eksempel 68 procent af tyskerne synes at være modstandere af at bruge militær magt for at forsvare en allieret, er jeg sikker på, at den tyske kansler Angela Merkel, som på grund af sin opvækst under den østtyske kommunisme er dedikeret til forsvaret for friheden, aldrig ville tøve med at hjælpe en allieret, heller ikke med militær magt.

Men det deprimerende resultat af Pew-undersøgelsen er, at der er brug for beslutsomt politisk lederskab til at udvikle og vedligeholde solidaritetsfølelsen og forpligtelsen til et stærkt forsvar for vores værdier. Sikkerhed er dyrebar, og frihed er uvurderlig, men ingen af dem er gratis. Vi må være i stand til og villige til at forsvare dem begge.

Som NATO forsvarer vores sikkerhed, har vi også brug for et “økonomisk NATO ”. Det endelige mål bør være at skabe et “transatlantisk frihandelsområde” (TA FTA ). En transatlantisk frihandelszone ville give alle vores nationer og alle vores folk enorme fordele mange generationer frem. Den kunne skabe en ny guldstandard for økonomisk samarbejde, akkurat som NATO længe har været guldstandarden for sikkerhedssamarbejde.

Og akkurat som NATO kunne den blive en stærk støttepille for et ægte integreret transatlantisk fællesskab. Det første skridt kunne være en hurtig afslutning af forhandlingerne mellem USA og EU om det såkaldte Transatlantiske Handels- og Investeringspartnerskab (TTIP). De langsigtede fordele ved et vellykket TTIP ville være enorme. Det ville sætte fart i handel og investeringer, det ville stimulere jobskabelse, innovation og vækst, og det ville fremme principperne for et regelbaseret handelssystem.

Naturligvis er vi alle klar over, at der er særinteresser og følsomhed på en lang række områder, som for eksempel landbrugssubsidier, genmodificerede organismer, klorbehandlede kyllinger, folkesundhed og hygiejneregler. Men selv om vi skal respektere legitime bekymringer, må vi ikke lade særinteresser og sensibilitet underminere det meget større gode, som vi kan opnå for alle nationer og for resten af verden. Den større strategiske fordel må ikke blive tynget ned af tekniske detaljer.

* * *

At styrke handel og økonomisk aktivitet på tværs af Atlanten er en vigtig prioritet, men min vision om et integreret atlantisk fællesskab er meget større. Den handler også om at styrke relationerne mellem mennesker og at fremme de værdier og idealer, vi alle er fælles om.

Jeg mener, at studerende, akademikere og kunstnere alle skal have bedre muligheder for at rejse over Atlanten i begge retninger. Omfattende udvekslingsprogrammer til fordel for mere kulturelt, uddannelsesmæssigt og videnskabeligt samarbejde vil hjælpe med til at styrke vores fælles værdier, og det vil også styrke TTIP.

Men der er mere i det end blot almindelige udvekslingsprogrammer. Den regelmæssige interaktion mellem forretningsfolk og andre faggrupper på tværs af Atlanten er af uvurderlig betydning for den konstante pleje af de økonomiske, politiske, kulturelle og personlige bånd, samtidig med at det styrker de fælles værdier.

I Europa ved vi, hvor stor effekt det har på den fælles europæiske politik, at ledere fra alle samfundslag og fra hele Europa mødes regelmæssigt i Bruxelles. At opnå den samme positive effekt på tværs af Atlanten er helt afgørende, hvis vi ikke bare skal bevare, men også styrke, det transatlantiske fællesskab.

Anders Fogh Rasmussen er tidligere statsminister i Danmark og tidligere generalsekretær for NATO.

Ovenstående tekst er et uddrag af hans nye bog “Viljen til at lede”. Læs mere her.

forside-stor

Billede i artiklens top: Peter Hove Olesen/Polfoto