Værdifronter på kryds og tværs i det østlige EU

2021-02-21T07:36:07+00:00 søndag, 21. februar, 2021|

Generelt er det problematisk at trække en generel linje mellem øst og vest i EU. Nationerne i øst er – specielt værdimæssigt – lige så forskellige som dem i vest. I Polen, Tjekkiet, Ungarn og – senest – Slovenien er de liberale værdier, som københavnerkriterierne skal sikre, kommet i modvind hos regeringerne og har ført til polarisering og folkelige moddemonstrationer. I andre lande som Bulgarien, Rumænien, Slovakiet, Kroatien og de baltiske lande er brudfladerne nogle andre. For at forstå denne nutid må vi forstå fortiden i de forskellige lande.

Analyse af Michael Winther

TEMA: EU’s INDRE VÆRDIKAMPE | I november 1989 faldt muren og vestens historien blev herefter erklæret for afsluttet. Det var i hvert fald beskeden fra den amerikanske stjernepolitolog Francis Fukuyama. Teorien gik ud på, at med kommunismens fald havde de liberale demokrati sejret. Nuvel, Fukuyama argumenterede ikke i mod setbacks i kampen mod totalitære styrer. Budskabet var i stedet, at på trods af midlertidige tilbageslag, vil liberalt demokrati blive mere udbredt på sigt, da denne styreform har vist sig mest effektiv.

Det europæiske samarbejde indstillede sig med Maastricht-traktaten i 1992 at forstærke, tilpasse og tidssvare disse effektive liberale vestlige værdier. Forhandlingen om østudvidelsen blev initieret allerede under det danske formandskab i 1993, og i begyndelsen af 00’erne begyndte den kraftigt omdiskuterede østudvidelse at tage form. Under det danske formandskab i andet halvår af 2002 med Anders Fogh i spidsen blev kimen endeligt lagt til at åbne portene mod øst.

Med københavnerkriterierne i forlommen bød EU velkommen til ti nye lande i 2004. De baltiske lande, østaterne Cypern og Malta og en række postkommunistiske stater, herunder katolske Polen, Ungarn, Slovenien og protestantiske Tjekkiet, havde løsrevet sig fra jerntæppet på bekostning af deres senmoderne identitet. Tjekkiet havde desuden fornøjelsen af endnu engang at forene sig med broderlandet Slovakiet, for første gang siden fløjlsrevolutionen i 1990 og den efterfølgende opdeling af Tjekkoslovakiet i 1993. Argumentet for optagelsen af østlandene var økonomiske incitamenter, mens andre frygtede hvad et stigende migrationspresbetød for vilkårerne på arbejdsmarkedet.

Ifølge Pew Research Center har også de østeuropæiske lande et forholdsvis positivt syn på EU. Alligevel er der i de senere år opstået en politisk modkultur i Polen, Tjekkiet, Ungarn og Slovenien, hvor de liberale værdier, som københavnerkriterierne skal sikre, er kommet i modvind. Dette har også resulteret i massive demonstrationer i gaderne mod befolknings indskrænkede rettigheder.

I Polen trodsede tusinder af demonstranter kulde og coronarestriktioner, da præsident Andrej Duda fra Lov- og Retfærdighedspartiet (PiS) i samarbejde med den indflydelsesrige katolske kirke fremlagde planer for en massiv indskrænkning af retten til abort. I Polen er dette ikke bare en debat om kvinders rettigheder, men en politisk og religiøs magtkamp, der trækker tråde helt tilbage til postkommunisttiden i 1993, hvor parlamentet forsøgte at underløbe daværende præsident Walesa med henblik på at lempe adgangen til abort, men ikke havde held med at få tilsidesat Walesas veto.

I Tjekkiet er hyppigheden af demonstrationerne ligeledes tiltagende. I 2019 deltog op imod en kvart million mennesker i demonstrationer mod den milliardrige centrumhøjre premierminister Andrej Babis billedet i artiklens top), da han blev beskyldt for misbrug af EU-midler, intimidering af modstandere og interessekonflikter. Protesterne blev fulgt op i 2020, da Babis sammen med præsident Milos Zeman udnævnte sin ven og tidligere parlamentsveteran 81-årige Stanislav Krecek til ombudsmand. Dette blev anset for værende en politisk ansættelse, da Krecek i tråd med ANO-regeringen tidligere har givet udtryk for stærkt anti-muslimske holdninger. Krecek forsvor desuden ved indsættelsen, at han ville beskytte flertallets rettigheder – ikke minoriternes.

I Ungarn har Viktor Orban i årevis bekæmpet befolkningens frihedsrettigheder med en lang række antidemokratiske reformer. Både retssystemet og den ungarske nationalbank har været udsat for politisk indblanden, og i februar 2021 lukkede Klub Radio, Ungarns sidste uafhængige radiostation, efter en årelang kampagne fra Fidesz-regeringens side med henblik på at statsstyre hele mediebilledet.

Derfor kigger EU’s demokratiske ledere med spænding mod Slovenien, hvor ‘Instagram-præsidenten’ Janez Jansa ser ud til at følge i Duda, Babis og Orbans fodspor. Jansa er nemlig meget inspireret af højrefløjspopulisternes politiske fremmarch i Polen, Tjekkiet og Ungarn. Jansa, der overtog præsidentembedet i marts 2020, har i lighed med sine forgængere allerede tordnet mod den frie presse og Sloveniens nuværende demokratiske institutioner. Tre lande er allerede besværlige at kontrolle, når der skal værnes om de demokratiske værdier. Med et fjerde land, der i ministerrådet bekæmper EU’s klassiske værdier, risikerer EU en politisk kampplads, der bliver yderligere besværlig at navigere i.

Det har over længere tid været en udfordring for EU-systemet, hvordan man sanktionerede særligt Tjekkiet, Ungarn og Polen for deres brud på EU-systemets retsstatslige principper. Det er nemlig stort set umuligt og i øvrigt uden præcedens at smide stater ud af EU. Senest eksempel på  besværlige sanktioneringer så dagens lys i november 2020, da Ungarn og Polen i en hævnaktion nedlagde veto, da EU’s syvårige budget og de økonomiske coronahjælpepakker skulle vedtages. Situationen løste sig efter nogle dages forhandlinger, da Orban og Duda i praksis fik udskudt aktiveringen af den nye Rule of Law-mekanisme, der reelt betød, at EU ville få større sanktionsmuligheder over for lande, der ikke bakkede op om EU’s værdisæt.

Øst mod Vest?
Generelt er det problematisk at trække en generel linje mellem øst og vest i EU. Nationerne i øst er – specielt værdimæssigt – lige så forskellige som dem i vest. Fx skeler de baltiske lande – i modsætning til Visegrad-landene – mere til Skandinavien på grund af deres historiske sovjetiske relation og post-kommunismens geopolitiske forhold. Dog kan man i store træk konkludere, at østlandene er karakteriseret af befolkninger med forholdsvis lave indkomster sammenlignet med resten af EU. Til gengæld hører særligt Slovenien og Tjekkiet til EU’s mest lige lande, når det kommer til indkomstfordeling med en anden og tredjes plads på EU’s interne gini-koefficenttabel. Der er altså mere økonomisk lighed i disse lande end EU’s gennemsnit.

Men hvad er så fællesnævneren for den politiske situation i Polen, Tjekkiet, Ungarn og Slovenien? Og hvorfor ser vi ikke samme tendenser i fx Slovakiet og Kroatien? Udover at de førstnævnte ligger sig som et tæppe langs det tysktalende Europa og tiltrådte EU-samarbejdet i 2004, så er landene også styret af nationalistiske højrepopulister, der til nogen grad er inspireret af Trump, bekæmper de klassiske demokratiske institutioner og er særdeles kritiske over for medierne.

Tromlet i flygtningekrisen?
For at forstå nutiden, må vi derfor forstå fortiden.

Da syriske flygtninge strømmede over de europæiske motorveje i 2015 stillede det et handlingslammet EU over for den største krise i nyere tid. Dublin-forordningen blev sat ud af kraft, og fælles løsninger virkede som en fjern illusion. Ungarn, Polen og Tjekkiet strittede imod en fælles fordelingsnøgle. I Tjekkiet meldte Andrej Babis ud, der på tidspunktet var finansminister, at han ikke ville tage imod en eneste flygtning. Heller ikke midlertidigt. Han blev bakket op af Milos Zeman, der udtalte, at Tjekkiet ikke havde råd til at øge risikoen for terrorangreb, og at muslimer i øvrigt var uintegrerbare i et land med Tjekkiets værdier.

Viktor Orbans Ungarn investerede mere end 100 millioner euro i et pigtrådshegn for at holde flygtningene ude, hvilket mødte skarp kritik fra Amnesty. Ligeledes blev politi og militær indsat bevæbnet med tåregas. Forsøget på at holde flygtninge ude ved den serbisk-ungarske grænse blev bekræftet af en viral video, der viste en ungarsk journalist, med relation til Orbans Fidesz-parti, spænde ben for en ung syrer.

Så hvad er problemet i, at EU-lande siger nej tak til overnationale fordelingsnøgler? Her er vi tilbage ved EU’s kerneværdier. Europæiske lande har efter 9/11 ført en aktivistisk udenrigspolitik, som ikke er set i årtier. Formålet med denne er at skabe en bedre og sikrere verden, ved at værne om og udbrede liberale værdier, herunder særligt menneskerettigheder, fredeligt demokrati og frihandel.

Derfor er det med et EU-perspektiv problematisk, når Ungarn, Polen og Tjekkiet ikke underlægger sig Rule of Law og herved skaber bekymringer om en videreførelse af landene demokratiske underskud. Omvendt vil disse lande ikke have trukket disse liberale værdier, som deres regeringer i forvejen er skeptiske over for, ned over hovedet af andre europæiske lande, der anser sig selv for at være de moralsk overlegne i vesten med udgangspunkt i EU’s reaktion på flygtninge krisen; men også når de gælder økonomiske spørgsmål som den fri bevægelighed, miljøstandarder og strukturfondene. Med andre ord ønsker Polen, Ungarn og Tjekkiet ikke at føle sig mobbet til at inkorporere liberale vestlige værdier, men ønsker i stedet en mere konsensuspræget politik, så landenes kulturkonservative og religiøse identitet også repræsenteres..

Den religiøse dogmatisme
Gennem det 19. århundrede undgik Polen – i modsætning til en række andre nationer –  sammenstødene mellem den katolske kirke på den ene side, og den sekulære, liberale stat, humanistiske intelligentsiaer og den socialistiske arbejderbevægelses militante ateisme på den anden. Tværtimod blev den første polske arbejdergeneration hverken afkristnede eller afnationaliserede. Den polske selvforståelse blev altså dermed i højere grad bygget op gennem en blanding af klasse, religion og national identitet, der alle havde sit udgangspunkt i den katolske kirkes historie. Kirken store politiske indflydelse er derfor heller ikke et nyt fænomen, hvorfor dens tætte bånd til PiS hverken er overraskende eller bliver anset for værende kontroversielt blandt den polske befolkning.

Mens Vesteuropa undergik sekularisering, oplevede den katolske kirke i kommunismens Polen stor fremgang med Solidaritetsbevægelsens fremgang i 1980’erne. Midlet var en evolutionær modernisering af religion frem for en sekulær adskillelse. Dette skete ved at anerkende en del af den intellektuelle oplysningsagenda og den positivistisk-Marxistiske kritik. Den katolske kirke i Polen blev androg sig med andre ord en pragmatisk tilgang, hvilket mødte stor opbakning i befolkningen.

Skal Polen reintegreres i Europa, står Vesten derfor overfor en stort slag i værdikampen. Dertil kommer at en del polakker generelt er modstandere af EU som et kapitalistisk projekt, frygter tysk ekspansion af historiske årsager eller generelt blot anser sig som modstandere af multinational integration. Alle sekulære argumenter, der ikke flugter med Polens kristne identitet. Står det til Polen selv, er det Europa der skal reformeres med kristne værdier – og ikke Polen med sekulære.

Den tjekkiske befolkning er af stærk protestantisk overbevisning, hvilket er en ensom position de deler med Estland, når vi kigger rundt iden østlige del af EU. Typisk hævdes det, at katolske lande er mere religiøse end protestantiske, men her er Tjekkiet én af få undtagelser. I modsætning til Polen, så opstod der dog aldrig en religiøs tjekkisk (eller tjekkoslovakisk) opposition til staten og sekulariseringen, hvilket kan forklares med en snævrere demokratisk råderum. Den tjekkiske kirkes manglende handlemuligheder er derfor også årsagen til, at 75% tjekkerne i 2009 i en Gallup-undersøgelse svarede, at religion ikke fylder noget i deres hverdag, hvorimod kun 25% af polakkerne var af samme overbevisning.

I Ungarn er den katolske kirkes tilknytning til national identitet større end Tjekkiets ditto, men mindre end Polens. Det skyldes særligt den rolle i at udføre klassiske velfærdsopgaver, som også sås i andre vesteuropæiske lande, herunder Skandinavien og Storbritannien indtil oplysningstidens demokratiske reformationer. Under kommuniststyret stod kirken for en række opgaver på uddannelsesområdet i samarbejde med regeringen. En aftale begge parter dragede nytte af, da det styrkede parternes legitimitet, men samtidig indskrænkede kirkens demokratiske indflydelse, som det også var tilfældet i Tjekkiet.

I katolske Slovenien fejrede man europæiseringen af landet ved indtrædelsen af EU, og man var ikke sen til at fejre sin vestlige kulturarv. Med Jansa i spidsen er det endnu også usikkert, om man på sigt vil søge mod mere konservative værdier med religiøse argumenter, eller om hans parti, det slovenske SDP, vil søge en mere pragmatisk værdipolitik, der vil flugte med EU’s liberale søjler.

I disse tilfælde gælder det særligt for de tre (ud af i alt fire) Visegrad-lande, at et væsentligt instrument for staten, både historisk og i nyere tider, har været kirkens konservative og klassiske kulturelle værdier. Hvis vi sammenligner med andre østeuropæiske lande, så har stater som Bulgarien og Rumænien – på trods af deres kommunistiske historie –  i væsentlig lavere grad været under kirkelig indfyldelse. I disse mere ortodokst orienterede lande har været en væsentligere grad af decentralisering af et religiøst system med fokus på et uafhængigt samarbejde.

Generelt har befolkningen i Østeuropa med kommunismens fald oplevet et opbrud fra en tilsyneladende stabil verden, hvor nogle institutioner har oplevet en traumatisk befrielse. Det betyder i sidste ende, at de har sværere ved at indgå de nødvendige kompromiser med egne klassiske konservative værdier, der skal til for at passe ind i det europæiske samarbejde.

Det er derfor også stærkt sandsynligt, at Visegrads politiske og religiøse forskelligheder også bliver en central del af de næste mange år indre europæiske værdikamp.

Michael Winther er cand.ling.merc. i europæiske studier og adjunkt i kommunikation. Han har desuden tidligere boet i Prag og er optaget af forholdet mellem nord, syd, øst og vest.

Billede i artiklens top: Wikimedia Commons

Læs hele temaet “EU’s indre værdikampe”