Valg i Storbritannien: Bomben fra ’92

2017-06-30T10:08:02+00:00 Af |Baggrund|

Historien gentager aldrig sig selv. Alligevel minder den begyndende valgkamp i Storbritannien om valgkampen fra 1992, hvor en skattebombe fik en afgørende rolle.

24.02.2015 | STORBRITANNIEN | I 1992 blev de konservative i Storbritannien spået et valgnederlag af historiske dimensioner. Men med en effektiv smædekampagne mod Labours økonomiske politik og oppositionsleder Neil Kinnock, vendte den konservative premierminister John Major profetierne på hovedet og vandt med det højeste antal samlede stemmer nogensinde.

David Camerons skæbne ved parlamentsvalget den 7. maj afhænger i høj grad af hans evne til at efterligne Major.

Labour og Skattebomben
Mest ikonisk fra valget i 1992 er metaforen om ’skattebomben’, der blev anvendt til at gøre valgets konsekvenser håndgribelige for de britiske vælgere. En stemme på Labour var ikke bare en stemme på et venstreradikalt parti med en utroværdig leder. Den var også en aktie i et politisk konkursbo, hvor husholdningsbudgettet skulle sikres gennem øgede indkomstskatter.

Politiske kampagner virker ikke i et substansløst ingenmandsland. For at flytte vælgere må sådanne kampagner ramme en nerve. Det gjorde skattebomben. Retorikken definerede den latente mistro, der karakteriserer briternes forhold til Labour, og cementerede troværdighedskløften mellem de to partiers økonomiske politik. Selv i dag anerkendes kampagnen af iagttagere som en af de mest effektive i britisk historie.

Kun Tony Blair lykkedes med at vriste Labour fri af dette destruktive image. Det krævede dog et klokkeklart kontraktpolitisk skattestop, og indskrænkede dermed Blairs politiske fleksibilitet. Han fastlåste sig selv på en økonomisk midterposition, der i flere omgange bragte ham på kollisionskurs med store dele af sit eget bagland.

Skattebomben anno 2015
Til Blairs store fortrydelse – og græsrøddernes tilsvarende fornøjelse – ligger den nuværende Labour-leder, Ed Miliband, klart til venstre for Blair. Han har blandt andet lovet at øge beskatningen på de absolut dyreste ejendomme, som skal finansiere nye investeringer i det offentlige sundhedssystem.

I frustration over Milibands venstredrejning har Blair provokeret mange af sine gamle kolleger ved at hævde, at den nuværende valgkamp risikerer at blive en “duel mellem et traditionelt venstreorienteret parti og et traditionelt konservativt parti, der vil få det traditionelle udfald.”

På denne måde bevidstgør Blair Labour-ledelsen om faren ved den balancegang, som Miliband har bevæget sig ud på. Men selvom venstredrejningen gør Labour sårbart over for en ny skattebombe, er den en strategisk nødvendighed. Labour trues nemlig på helt nye fronter. Særligt det grønne parti (Greens) og de skotske nationalister (SNP) puster Labour i nakken med en endnu mere venstreorienteret dagsorden. Miliband er derfor nødsaget til at trække til venstre for derved at minimere stemmespildet til Greens og mandattabet til SNP.

GB_polls_graf

EU-medlemskabet kan blive afgørende
Alt håb er dog ikke ude i kampen for at tiltrække støtte fra erhvervslivet og de klassiske konservative støtter, som Blair så effektivt konverterede. Miliband har nemlig et ofte undervurderet trumfkort på hånden: Storbritanniens EU-medlemskab. Et klart flertal af de britiske erhvervsledere ønsker at blive i EU og frygter den ustabilitet, som en folkeafstemning og en eventuel genforhandling vil skabe.

EU-afstemningen blev lovet af David Cameron for at tilfredsstille sit EU-skeptiske bagland og de konservative kernevælgere. De to grupper er som bekendt ikke just begejstrede for konsekvenserne af arbejdskraftens frie bevægelighed, og hvad der italesættes som en omsiggribende bureaukratiboble i Bruxelles.

Labours chancer øges ligeledes af, at David Cameron står over for endnu en udfordring fra den anden yderflanke, hvor uafhængighedspartiet UKIP står til hele 14 pct. i meningsmålingerne. Her er stemmespildet dog mere mudret end for Greens og SNP, da UKIP også har vist sig effektive til at appellere til illusionsløse arbejdervælgere, der ikke deler den påståede elitære begejstring for uhæmmet og ukontrolleret indvandring. I oktober var UKIP således kun 617 stemmer fra at vinde et suppleringsvalg i Heywood & Middleton – en klassisk arbejderkreds i Manchester.

Bomben klargøres
Normalt aftager de mindre partiers tilslutning frem mod valget efterhånden som opmærksomheden samler sig om de to premierministerkandidater. Og her vil de konservatives evne til at portrættere Milibands økonomiske plan som en ny skattebombe blive sat på prøve.

Selvom historien aldrig gentager sig selv, er lighederne mange mellem den spæde, nuværende valgkamp og John Majors uventede triumf i 1992.

På et nyligt strategimøde i Westminster for de konservative parlamentskandidater fjernede finansminister George Osborne i hvert fald al tilbageværende tvivl om den konservative strategi. Han beordrede kandidaterne til at skærpe retorikken over for Labours økonomiske plan. Budskabet var klart. Bomben fra 1992 skal støves af og vises frem. Til skræk og advarsel for den britiske befolkning.

Andreas Bach Mortensen læser på London School of Economics og arbejder i House of Commons for et parlamentsmedlem. Han er fast skribent på Magasinet Europa frem til det britiske valg i maj