Vejen til EF-medlemskabet – et historisk paradoks

2017-06-30T10:08:22+00:00 Af |Baggrund|

En stærk national identitet gjorde mange danskere til EF-skeptikere i 1972. Men de ville også gerne sikre velfærdsstaten, og den kunne ikke bevares uden medlemskab af EF. Dette paradoks gennemsyrer stadig dansk EU-politik. 

27.09.2012 | TEMA OM 1972-AFSTEMNINGEN | Danmarks indtræden i EF, og i særdeleshed den danske folkeafstemning den 2. oktober 1972, var præget af to grundlæggende, men også modstridende historiske trends. Disse formede ikke kun Danmarks indgang til EF, men også i høj grad det danske medlemskab sidenhen. Og til trods for, at den danske EU-debat fundamentalt har ændret sig det seneste årti, trækker de nuværende danske EU-forbehold på samme historiske arv med dybe rødder i det tyvende århundrede.

Faren syd for grænsen
Fra krigen med Preussen og Østrig i 1864, der førte til afgivelsen af Schleswig-Holstein, og frem til 1945, kæmpede den danske stat reelt for sin overlevelse. Kampen kunne ikke vindes militært og tog derfor form af en gennemgribende styrkelse af det danske samfunds sociale og identitetsmæssige sammenhængskraft. Ved at skabe et homogent samfund med et stærkt nationalt sammenhold var hensigten at imødegå presset fra Tyskland, så den danske stat og kultur ville kunne overleve en eventuel længerevarende tysk besættelse.

Midlerne var demokratisering, klassekompromis, udviklingen af en stærk social sektor samt neutralitet. Danmark var ikke alene med disse tiltag, som i høj grad også blev anvendt med succes i Norge og Sverige. Den danske model var en succes, der bragte landet relativt uskadt igennem verdenskrisen i 1930’erne. En konsekvens af den danske overlevelseskamp og mobilisering var, at Europa syd for grænsen kom til at optræde som det truende modbillede til det danske og anset for en potentielt farlig trussel mod den danske model og identitet. Tysklands besættelse af Danmark og samarbejdspolitikkens dilemmaer udstillede dog, at en isoleret national vej ikke kunne løse de bredere sikkerhedspolitiske problemer i Europa.

Men besættelsestidens kompromiser blev hurtigt fortrængt af Socialdemokratiet og de Radikale i efterkrigstiden, hvor 1930’ernes politiske indsats blev set som en succes. Således slog den opfattelse rod, at Danmark og de nordiske lande var mere inderligt demokratiske og med særligt høje standarder for velfærd sammenlignet med især det kontinentale Europa, der jo havde bukket under for fascismen og nazismen. Den danske models værdier og perceptionen af Europa skulle forblive en dominerende faktor i efterkrigstiden, i særdeleshed hos socialdemokraterne og de radikale, men disse holdninger havde tag i samtlige partier.

Her ligger de idémæssige rødder til den fremtidige danske EF-modstand og dens opfattelse af EF, og siden EU, som en særlig trussel mod danskheden og den danske samfundsmodel. En identitet som i forbindelse med Tysklands genforening i 1990 stadig havde et godt tag i den danske befolkning, men som det seneste årti ser ud til at have sluppet grebet i takt med, at Tyskland i dag synes at udgøre både det økonomiske og demokratiske anker i Europa.

Sikring af velfærdsstaten og EF-medlemskabets paradoks
Med en dansk identitet, der anså kontinental-Europa som sin modsætning, kan man vel undre sig over, at det alligevel blev til EF-medlemskab i 1973. Dette skyldtes en anden fundamental historisk trend i efterkrigstidens Danmark. Fra 1945 deltog Danmark i en vesteuropæisk handelsekspansion uden sidestykke. Som resultat opnåede landbrugslandet Danmark på mindre end to årtier en gennemgribende industrialisering, som var med til at sikre økonomisk vækst og høj beskæftigelse.

Etableringen af den danske velfærdsstat, som blev anset for kronen på værket i den danske model, afhang på fundamental vis af Danmarks deltagelse i denne udvidelse af europæisk samhandel. Med Storbritanniens ønske om at blive EF-medlem i 1973 havde Danmark reelt ikke andet valg end at følge med ind i EF, hvis den danske velfærdsstat og dansk landbrug skulle sikres finansielt.

Overskrifter i henholdsvis Politiken, 30. august 1972 (top) og Berlingske Tidende, 7. september 1972 (bund)

Men dette indebar tilsyneladende et paradoks. Deltagelsen i et institutionelt og retligt dynamisk samarbejde som EF betød nemlig, at man opgav den fulde kontrol over den danske models fremtidige skæbne i et samarbejde med det frygtede kontinental-Europa. Selv om Danmark i 1973 kun i meget begrænset omfang afgav suverænitet på skatte- og velfærdspolitikken, begyndte en langsom europæisering af en stadigt voksende del af det danske samfund.

Integrationen af dansk økonomi i fællesmarkedet gjorde det med tiden umuligt at forestille sig, at Danmark kunne træde ud af samarbejdet. Resultatet har været, at den danske model har måttet videreføres i samarbejde med de andre medlemslande i EF og de europæiske institutioner. Man kan således tolke Danmarks indtræden i EF/EU som et fundamentalt brud i dansk historie med det nationale overlevelsesprojekt fra 1864-1945 og dets identitetsmæssige konsekvenser.

Men historiske brud kan ofte være vanskelige at håndtere i demokratiske systemer. I forbindelse med Danmarks indtræden i EF havde både Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre en stærk intern EF-modstand med rødder i dansk identitet. Med et valg i efteråret 1971 fandt de to partier – et i opposition (S) og et i regering (R) – sammen om at fjerne EF-spørgsmålet fra indenrigspolitikken og udskrev i stedet en folkeafstemning på en ganske løs grundlovsmæssig basis. Folkeafstemningen betød, at begge partier undgik alvorlig splittelse og oven i købet, at Socialdemokratiet vandt regeringsmagten tilbage.

Konsekvensen var, at EF-modstanden, der indtil da kun havde eksisteret i spredte komitéer mod EF rundt om i landet, fandt sammen i én samlet Folkebevægelse mod EF. Endvidere betød den indre modstand i begge partier, at især Socialdemokratiets ledelse, med skeptikeren Ivar Nørgaard i spidsen, hele tiden understregede, at Danmark kun gik ind i et handelssamarbejde, og at man netop ikke afgav nævneværdig suverænitet på centrale områder for den danske model.

Trods en voldsom og polariseret politisk kampagne fra begge sider, var det tilsyneladende den socialdemokratiske garanti, der overbeviste vælgerne ved folkeafstemningen i 1972. Hvor meningsmålinger viste, at flertallet var imod et føderalt eller politisk Europa, så viste de samtidig, at danskerne mente, at de økonomiske perspektiver nødvendiggjorde et medlemskab.

Fra EU-paradoks til EU-forbehold
Nørgaards linje forblev i store træk Socialdemokratiets europapolitik frem til vedtagelsen af Den Europæiske Fællesakt i 1986 og medførte, at Danmark forholdt sig negativt til enhver udbygning af det europæiske samarbejde i mere forpligtende retning. Det var først med vedtagelsen af Fællesakten og den kolde krigs afslutning, at Socialdemokratiet begyndte en ny orientering. I den sidste halvdel af 1980’erne begyndte ledende socialdemokrater som Svend Auken og Ritt Bjerregaard at se EF som den bedste ramme for fremtidens Europa.

Under forhandlingerne om Maastricht-traktaten stillede Socialdemokratiet sig for første gang positivt overfor en reform af EF. Resultatet af forhandlingerne reflekterede også i større grad end tidligere danske synspunkter inden for felter som demokrati, åbenhed og miljø. Alligevel faldt Maastricht-traktaten ved den danske folkeafstemning til alles store overraskelse, inklusiv SF’s daværende formand Holger K. Nielsen, der ellers sammen med konen sagde nej til unionen. Danske vælgeres traditionelle modvilje mod en Europæisk Union og hvad man anså for et afgørende skridt mod et føderalt Europa var nok til, at et lille flertal af vælgerne stemte imod traktaten.

Det efterfølgende forløb om det nationale kompromis viste, at Nørgaards gamle forbehold fra 1972 ikke var glemt. Med SF og Holger K. Nielsen som centrale aktører fik Danmark ved Edinburgh-topmødet de andre medlemslande til at acceptere danske forbehold over for den fælles mønt, forsvarssamarbejdet, retlige og indre anliggender og EU-borgerskabet. Med den voksende EU-modstand på den danske højrefløj er der ikke nogen umiddelbar udsigt til, at forbeholdene vil kunne afskaffes ved folkeafstemninger. Danmark har således endnu ikke kunnet forløse sit ambivalente forhold til EU.

På den ene side er en udmeldelse mere umulig end nogensinde på grund af dansk økonomis fuldstændige integration i det europæiske marked. Samtidig har EU-medlemskabet haft gennemgribende konsekvenser for det danske samfund og den danske models udvikling siden 1973. På den anden side har arven fra det danske overlevelsesprojekt fra 1864 til 1945 med forbeholdene låst Danmark fast i position, hvor man står udenfor centrale elementer i det europæiske samarbejde.

(Artiklen er en omarbejdet udgave af et tidligere bidrag til bogen: Catharina Sørensen, Thomas Kristensen og Mette Buskjær Christensen (red.), Berettet for eftertiden, DIIS, 2009)

 

Morten Rasmussen er lektor ved Saxo-Instituttet, Københavns Universitet. Han er blandt andet forfatter til afhandlingen “Joining the European Communities: Denmark’s Road to EC-membership, 1961-1973” (2004) og medredaktør på bogen “The History of the European Union: Origins of a Trans- and Supranational Polity 1950-72” (2009).

Forsidefoto: Kampagneannonce fra Det Konservative Folkeparti, 1972.