I anledning af 100-året for danske kvinders valgret her på Grundlovsdag, burde vi se nærmere på, hvordan det står til med kvindesagen i Europa. For vi har brug for dem, de europæiske kvinder.

5.6.2015 | LIGESTILLING | I Danmark ledes vi af en kvindelig statsminister og flager for en kvindelig majestæt. Kvinderne har indtaget flere af de centrale magtpositioner i Danmark, og 100-året for kvinders valgret markerer netop i dag mange års kvindekamp, som langt hen ad vejen har båret frugt – til trods for, at der stadig er udfordringer med ligeløn og lige arbejdsforhold.

Et af resultaterne er ikke mindst den offentlige børnepasning i vores universelle velfærdsstat, som muliggør, at forældre kan indtræde på arbejdsmarkedet på lige fod med resten af den danske arbejdsstyrke.

Dette privilegium gælder dog ikke alle forældre i EU, da begrænset velfærd i nogle medlemslande medfører, at mange kvinder enten arbejder deltid eller går hjemme. Ifølge European Parlament Research Service er 75 pct. af deltidsansatte i EU kvinder. Og de er også overrepræsenteret i sektorer, som er ”mindre værdsat” målt på lønposen, såsom sundhed, uddannelse og velfærd.

Lang vej til EU’s 2020-mål
EU har et mål om, at 75 pct. af både mænd og kvinder vil være aktive på arbejdsmarkedet i 2020, og hvis det skal nås, skal de europæiske familier hjælpes. Ligestilling på arbejdsmarkedet er nemlig ikke kun et spørgsmål om kvinders, men i lige så høj grad også et spørgsmål om mænds velfærd.

Tænketanken RAND peger på, at syv delmål skal nås før, at det overordnede beskæftigelsesmål for 2020 kan opfyldes.

  1. Kun otte medlemslande overholder Barcelona-målene for børnepasning op til skolealderen
  2. Det europæiske arbejdsmarked er ikke fleksibelt nok
  3. Incitamenterne for at arbejde er misvisende
  4. Alle slags kvinder, ikke kun mødre, har problemer med beskæftigelse
  5. Forbedret uddannelse af unge kvinder er kun en del af løsningen
  6. Ligestilling halter stadig bagefter på hjemmefronten
  7. Behov for en differentieret løsning på tværs af sociale skel

RAND’s syv delmål viser, at der ikke er en lige vej til ligestilling på arbejdsmarkedet, men at der skal sættes ind på flere fronter.

De syv delmål
For det første er der brug for en bedre indsats på børnepasningsområdet. Dette fylder en del i den danske debat, især her under valgkampen, da der spares på området. Det burde der netop ikke, da det dels kan skabe arbejdspladser for dem, der er beskæftiget inden for velfærdssektoren, men også fordi en ringere kvalitet i børnepasning kan betyde, at kvinder trækker sig fra arbejdsmarkedet for selv at passe deres børn.

For det andet er det europæiske arbejdsmarked ikke fleksibelt nok. RAND peger på, at dem, der har mest brug for en fleksibel arbejdsdag (typisk kvinder med familiære forpligtelser), er dem, der har oftest ikke har det (typisk mandlige chefer).

Én kvindelig europaparlamentariker har især sat fokus på denne problemstilling. Italienske Licia Ronzulli er kendt for at have taget sin datter Vittoria med i Europa-Parlamentet som ganske spæd for at sætte fokus på det krydspres, som mange kvinder står over for mellem karriere og familie.

Derudover er beskatningen i nogle EU-lande ikke understøttende i forhold til familiers incitament til, at begge forældre arbejder. Derfor ender det ofte med, at det er manden, der arbejder, og det opretholder den traditionelle kønsrollefordeling i hjemmene. Det kan medføre, at nogle kvinder ikke er økonomisk uafhængige, hvilket svækker deres muligheder for at have kontrol over eget liv.

Det fjerde delmål handler om, at alle slags kvinder, ikke kun mødre, står over for udfordringer i forhold til at finde beskæftigelse. Alle kvinder skal hjælpes. Det hænger også sammen med det femte delmål, som handler om, at til trods for kvinder i stigende grad får højere uddannelser, så er karrierevalg stadig kønsopdelt mange steder i Europa. Kvinder vælger de tidligere omtalte ”mindre værdsatte” jobs, hvor de tjener mindre end de mere maskuline erhverv, hvor lønnen generelt er højere.

Denne kønsopdeling gælder også mange steder på hjemmefronten. Dette er svært at lovgive om, da det sker i folks private hjem, og kvoter for opvask og bleskift ville være svære at implementere. Men en mere ligelig fordeling skulle gerne være et resultat af ovenstående delmål, hvor kvoter, tilskud og lovgivning i nogen grad giver bedre mening.

Sidst, men ikke mindst, nævner RAND at indsatserne skal differentieres, så ’one-size-fits-all’-løsninger ikke tages i brug, da det overser de mange nuancer, der er på tværs af social grupper, nationaliteter, klasser osv.

Glem ikke den næste generation
EU skal fremme konkurrencedygtigheden i et samlet Europa i fremtiden. Derfor er det oplagt at koble hårde økonomiske mål om øget beskæftigelse og konkurrencedygtighed med bløde politiske tiltag på familieområdet, så flere kvinders kan gøre deres arbejdskraft gældende på markedet på en afbalanceret måde, som ikke overser de nødvendige forpligtelser i familielivet.

Hvis familielivet ikke sikres kan nok så mange kvinder arbejde, men vælger de børn fra, vil der ikke være en næste generation til at tage over, når deres mødre går på pension.

Maria Lentz-Nielsen er studerende ved Institut for Statskundskab, Københavns Universitet

Billede i artiklens top: Flickr Creative Commons / Europa-Parlamentet i Danmark