Viktor Orbáns sikre afstemnings-nej

2017-06-30T10:07:48+00:00 Af |Analyse|

Et klart flertal af ungarerne forventes at stemme nej til EU’s ordning med at fordele flygtninge mellem landene, når de går til folkeafstemning søndag den 2. oktober. Kun en lav stemmeprocent vil kunne stikke en kæp i hjulet på premierminister Viktor Orbáns plan om at sende et signal til Bruxelles. 

24.09.2016 | UNGARN | ”Er De enig i, at EU, uden det ungarske parlaments samtykke, kan bestemme obligatorisk overflytning af ikke-ungarske statsborgere til Ungarn?”

Sådan lyder det spørgsmål, som de ungarske vælgere skal tage stilling til ved folkeafstemningen søndag den 2. oktober, når de skal stemme ja eller nej til EU’s tvungne kvoteordninger for flygtninge. Spørgsmålet er – som det tydeligt ses – ledende og nogle iagttagere mener, at afstemningen er i strid med forfatningen.

Afgørende for premierminister Viktor Orbán (billedet) er imidlertid at få sendt et signal til Bruxelles. Så må de juridiske spidsfindigheder, EU-retten og de politiske udlægninger af selve afstemningsresultatet indtil videre komme i anden række.

Ungarn og Slovakiet har allerede indbragt flygtningekvote-sagen for EU-domstolen, og på EU-topmødet i Bratislava for nylig understregede han i stærke vendinger de ungarske særstandpunkter. Viktor Orbáns budskab er krystalklart: Kun Ungarn, og ikke EU, skal bestemme over flygtningepolitikken.

Stemmeprocent afgørende
Regeringen i Budapest arbejder pt. ihærdigt for at få vælgerne til stemmeurnerne den 2. oktober. Skal afstemningen være gyldig, skal stemmeprocenten være mindst 50 procent. Så en stemmeprocent under 50 vil være et nederlag. Nogle meningsmålinger viser, at godt 54 procent af vælgerne agter at stemme, men at tendensen er nedadgående.

Derfor har Viktor Orbáns Fidesz-parti på det sidste optrappet kampagnen. Lajos Kósa, formanden for Fidesz’ parlamentsgruppe har anklaget venstreorienterede borgmestre for at samarbejde med formanden for Europa-Parlamentet, Martin Schulz, og behandle flygtninge og immigranter for venligt.

László Köver, parlamentsformanden, har meget direkte sagt, at ”vi er i krig”, for immigranterne bruger våben. Der henvises desuden flittigt til øget fare for terror.

Der skal nok blive et solidt nej-flertal, da meningsmålinger viser et ja-flertal på 80 procent. Problemet er stemmeprocenten. De store oppositionspartier, Socialistpartiet, Demokratisk Koalition, Dialog og ”Sammen” (”Együtt”), opfordrer til boykot af afstemningen – dog vakler Socialistpartiet mellem at anbefale et nej eller boykot. Kun det liberale parti, som ikke er i parlamentet, opfordrer til at stemme ja til kvotenøglen.

EU’s kvoteordning fungerer ikke
Sidste år vedtog EU en tvungen kvoteordning trods protest fra flere medlemslande, deriblandt Ungarn. 160.000 skal fordeles og heraf skulle Ungarn efter planen modtage 1.294 flygtninge. Det er ikke sket. Ud af de 160.000 er samlet set kun godt 4.000 blevet fordelt. Så planen virker ikke. Mange lande i øst modarbejder kvoteordningen, og den er ikke let at gennemføre, da langt de fleste flygtninge ønsker at rejse til Tyskland og Skandinavien. Af de få, der har fået flygtningestatus i de østeuropæiske lande, har langt de fleste da også valgt at rejse videre.

Efter den ungarske regerings opfattelse er hovedparten økonomiske flygtninge og immigranter og derfor ikke reelle flygtninge. De mange flygtninge ses som en sikkerhedsrisiko og øger faren for terror. Derfor har Ungarn bygget hegn langs grænsen mod syd, øget grænsebevogtningen og støttet Makedonien og Bulgarien, således at Balkan-ruten er effektivt lukket.

Det er lykkedes et langt stykke hen ad vejen, også fordi andre lande, eksempelvis Østrig, har skærpet politikken, opført hegn, styrket grænsebevogtningen og sat loft over antallet af flygtninge. Den ungarske og andre østlandes hårde linje i flygtningespørgsmålet skal også ses i lyset af dårlige erfaringer med integration generelt, især af det store antal romaer.

Hertil kommer historien. Ungarn ser sig selv som et bolværk mod Islam. Ungarn kæmpede flere slag, f.eks. ved Mohacs i 1536 mod osmannernes indtrængen.

Et ikon?
Ungarn er for mange i Europa et ikon. Et land, der tør handle, hvor andre tøver. I begyndelsen var Ungarn alene og derfor udsat for skarp kritik fra  både EU og fra en række EU-landes regeringer. Der blev fra ledende kredse i Tyskland og Italien talt om at begrænse de økonomiske tilskud til de lande, der ikke udviser solidaritet, når det gælder fordelingen af flygtninge.

Den svenske regering har eksempelvis kritiseret, at Ungarn ikke tager flygtninge tilbage i henhold til Dublin-konventionen, og Luxembourgs udenrigsminister har endda udtalt, at Ungarn helt bør forlade EU. Péter Szjiihárto, Ungarns udenrigsminister, har svaret hårdt igen. Luxembourg er skattely for de rigeste, så hvor er solidariteten? Ungarn udviser netop solidaritet og lever fuldt ud op til sit europæiske ansvar ved at bevogte grænsen effektivt. Var det ikke sket, ville Sverige og Tyskland have modtaget langt flere flygtninge, lyder det.

Ungarn står ikke alene med EU-kritik
Nogle har ment, at Ungarn måske i virkeligheden selv ønsker at forlade EU og således følge i Storbritanniens fodspor. Det benægter Viktor Orbán kategorisk, selv om der er politikere, også i hans eget parti, der har luftet synspunktet.

Alene tabet af store pengeoverførsler fra EU’s kasser er nok til at fastholde ønsket om fortsat medlemskab. Men den ungarske regering er stærkt kritisk over for den måde, EU eksisterer på i dag. Ungarn ønsker bl.a. et nationalstaternes Europa, beklager Storbritanniens beslutning om at forlade EU, kræver at toplederne i EU forlader deres poster og taler ligesom den polske regering om behovet for en ”kulturel kontrarevolution” i EU.

I udenrigspolitikken har Fidesz-regeringen gennemført en ”åbning mod øst” med satsning på tættere politisk og økonomisk samarbejde med Rusland, andre SNG-lande og ikke mindst Asien og især Kina. Ungarn kritiserer ofte og åbent sanktionerne mod Rusland, og i det spørgsmål står den ungarske regering ikke alene. I flygtningespørgsmålet er der harmoni mellem Ungarn og de andre Visegrad-lande, Polen, Tjekkiet og Slovakiet. Men Tjekkiet og Slovakiet støtter ikke den hårde linje i forholdet til Tyskland, og ønsker ikke, sådan som Polen og Ungarn, en ”kulturel kontrarevolution” i Europa.

Søren Riishøj er lektor emeritus ved Institut for Statskundskab, Syddansk Universitet

Billedet i artiklens top: Darko Vojinovic/AP/Polfoto