Vindere og tabere i EU’s nye budget

2017-06-30T10:08:13+00:00 Af |Analyse|

I starten af december blev EU’s budgetramme for den næste syvårige periode endeligt vedtaget efter langstrakte forhandlinger. Men er det lykkedes de europæiske statsledere og Europa-Parlamentet at forhandle en ny aftale på plads, som afspejler de fælles udfordringer, EU står over for?

9.1.2014 | EU’S BUDGETRAMME | ”Det er måske ikke nogens perfekte budget, men der er meget i det for alle”. Sådan karakteriserede formanden for Det Europæiske Råd, belgieren Herman van Rompuy, tilbage i februar 2013 det foreløbige budgetforslag, som EU’s medlemslande var nået til enighed om. Først den 2. december 2013 blev budgetrammen forhandlet endeligt på plads med Europaparlamentet.

Van Rompuy rammer hovedet på sømmet, for budgetforhandlinger i EU er kompromissets kunst. De oprindelige budgetforhandlinger strandede i efteråret 2012 grundet for store nationale forskelle og først efter et ekstra topmøde i begyndelsen af 2013 lykkedes det at præsentere det fælles forslag, som Europaparlamentet efter mange sværdslag nu også har stemt for.

Budget på skrump for første gang i historien
Den flerårige finansielle ramme, som EU’s syvårige budget formelt kaldes, udstikker de overordnede retningslinjer for brug af EU’s økonomiske midler. Det er med andre ord også disse forhandlinger, der afgør, hvor mange penge hvert medlemsland skal betale til budgettet, og ikke mindst hvor meget de senere kan få ”tilbage”. Netop derfor er statsledere opmærksomme på ikke at komme hjem fra Bruxelles med en aftale, som forværrer deres økonomiske netto-balance.

Den største udfordring for de nu overståede budgetforhandlinger var de økonomiske forskelle mellem rige lande i Nordvesteuropa og de fattige lande i Syd-, og Østeuropa. Den nye aftale for 2014-2020 lyder på i alt 960 milliarder euro eller 1.00 % af EU’s samlede BNP. For perioden 2007-2013 var dette tal 1,05 % af BNP, hvilket betyder at EU budgettet for første gang i historien nu formindskes.

Dette skyldes ikke mindst et krav fra de rige lande i Nordvesteuropa, der har argumenteret for, at EU budgettet bør beskæres i en tid med økonomisk krise og besparelser på de nationale budgetter. Argumentet dækker dog også over, at de rige lande, som netto-betalere til budgettet, også er dem der sparer mest ved en budgetreduktion.

Forhandlingernes største ”budgethøg” var den britiske premierminister, David Cameron, som ved flere lejlighed truede med at nedlægge veto, hvis ikke de britiske krav om budgetbesparelser blev mødt. Da nedskæringerne var en realitet, var Cameron derfor heller ikke sen til at udråbe sig selv til sejrherre, og påberåbe sig ansvaret for en besparelse på 80 milliarder euro til fordel for britiske og europæiske skatteydere; en kommentar utvivlsomt henvendt til den EU-skeptiske britiske befolkning.

Uenighed om den rette vej til økonomisk vækst
Uenigheden om budgettets størrelse skyldes i høj grad EU’s struktur- og samhørighedsfonde, som udgør godt en tredjedel af det samlede budget. Ideelt set skal disse fonde udjævne den økonomiske ulighed i EU ved at styrke de fattigste regioner og dermed det indre marked til det fælles bedste. Men ifølge EU’s regler må budgettet ikke gå til simpel velstandsudligning, men skal have en ”strukturel” virkning.

Lande med relativt få fattige regioner er dog kritiske over for strukturfondene, fordi de betaler flere penge til systemet end de har mulighed for at få tilbage. Desuden betvivler mange rige lande strukturfondenes effektivitet, da det er vanskeligt at bevise at modtagerregionerne rent faktisk opnår øget økonomisk vækst.

Under navnet ’Venner af bedre anvendelse af EU’s midler’ advokerede en række rige medlemslande derfor for et mindre, men mere effektivt, budget, med fokus på målrettede vækstinitiativer såsom forskning og uddannelse. Særligt lande som Storbritannien, Sverige og Holland var optaget af, at budgetbesparelserne skulle ramme de udskældte strukturfonde hårdest.

På den modsatte side af forhandlingsbordet sad de syd- og østeuropæiske ledere, for hvem strukturfondene har afgørende økonomisk betydning, særligt i krisetid. Sammen dannede de gruppen ”Venner af samhørighed” som modsvar til kravet om besparelser. Når en mindre udviklet region opnår vækst, kan andre regioner også opnå fordele, lød argumentet fra blandt andre den slovakiske premierminister, Robert Fico.

Ikke desto mindre reduceres strukturfondene med ca. 6 pct. i forhold til 2007-2013 perioden. Når de syd- og østeuropæiske ledere alligevel udtrykte en vis tilfredshed med aftalen, skyldes det, at de grundet den økonomiske krise samt generelle skepsis omkring strukturfondene havde frygtet et meget værre resultat. At området trods alt stadig optager 325 milliarder euro (eller 34 % af de samlede budget), fik sågar Polens premierminister, Donald Tusk, til at udtale at ”dette er en af de lykkeligste dage i mit liv!”

Fald i landbrugsstøtte udløser mindre ambitiøs grøn omstilling
Budgetrammens største besparelse ramte EU’s meget omdiskuterede landbrugsstøtte, med et fald på ca. 13 pct. Kritikere har længe beskyldt landbrugsstøtten for at være både dyr og ineffektiv og stå i vejen for mere vækstskabende politikker. At besparelsen ikke blev større skyldes derfor hovedsageligt, at store modtagerlande, såsom Frankrig og Spanien, modsatte sig yderligere nedskæringer.

Som argument for mere landbrugsstøtte har lydt, at den er nødvendig for, at de europæiske bønder kan konvertere til nye miljøstandarter, til glæde for de europæiske forbrugere. Miljøbetingelser for at modtage landbrugsstøtten har derfor i EU været betragtet som vigtige i forhold til at legitimere, at området trods nedskæringer stadig optager 38 pct. af det samlede budget.

Under de hårde forhandlinger blev en stor del af de oprindelige miljøudspil dog forkastet. Mange medlemslande betragter nemlig først og fremmest den grønne omstilling som en ekstra forhindring for at modtage støtte. Jo større nedskæringer i landbrugsstøtten, des mindre plads til miljøhensyn, synes logikken at være.

Innovation, forskning og infrastruktur blev også klemt
Et særligt emne i budgetforhandlingerne har været at fremtidssikre Europa i den globaliserede verden. Den nye budgetramme øremærker 125 milliarder euro til særlige politikker for vækst og jobskabelse, hvilket er en stigning på godt 70 pct. Alligevel har mange kritikere udtrykt skuffelse over beløbets størrelse.

Men da budgethøgene til slut pressede på for yderligere nedskæringer, og smertegrænsen samtidig var nået for strukturfondene og landbrugsstøtten, måtte de sidste besparelser findes på de nye vækstpolitikker. Det er derfor også værd at bemærke, at lande som Storbritannien og Holland var villige til at beskære deres egne prioriterede politikker til fordel for et overordnet mindre budget.

Europaparlamentet med hård retorik men begrænset indflydelse
For Europaparlamentet var medlemslandenes aftale en stor skuffelse, da man ønskede sig mere europæisk integration – ikke mindre. Lederen af den socialdemokratiske gruppe, østrigeren Hannes Swoboda, følte sig for eksempel provokeret til at påpege, at parlamentets muligheder for at nedlægge veto var lige så store som David Camerons. I marts 2013 blev truslen til virkelighed, og en resolution med ændringsforslag blev vedtaget.

Bemærkelsesværdigt efterspurgte den nye resolution dog ikke ændringer i den overordnede fordeling af midler, men sigtede mod mindre ambitiøse indrømmelser såsom mere fleksibilitet og en midtvejsevaluering – en pris medlemslandene var villige til at betale. Et andet krav var at få dækket en ophobet regning på 11 milliarder euro i 2013-budgettet. Det faldt først på plads i november.

MEP’erne var dermed kun i stand til at ændre kosmetisk på aftalen. Sandheden er, at parlamentets manøvrerum er yderst begrænset, da det potentielt kan have alvorlige økonomiske konsekvenser at genåbne budgetforhandlingerne og dermed ødelægge det, som man trods alt har opnået efter hårde forhandlinger.

Budgetforhandlingerne er et spil for medlemslandene, hvilket den endelige aftale også bærer præg af. Som van Rompuy sagde, kom alle statsledere hjem med noget, hvadenten det var en budgetbesparelse, et acceptabelt niveau for struktur- eller landbrugsstøtte – eller måske en milliardrabat. I dette spil må vækst, jobskabelse og grøn omstilling tage til takke med mindre ambitiøse fælles mål.

EU’s nye budgetramme afspejler således et fælles kompromis, snarere end fælleseuropæiske interesser.

Rasmus Juul Jepsen er cand. mag. i Europastudier fra Aarhus Universitet.

Billede i artiklens top: Flickr Creative Commons / Mammal