Og vinderen af det norske valg er… blokpolitikken

2017-09-14T11:35:57+00:00 Af |Kommentar|

De mange små partiers dans om spærregrænsen, og den deraf følgende spænding om resultatet af dagens valg, ændrer ikke ved, at norsk politik er blevet delt op i en rød og en blå blok. Det kan føre til en polarisering, som ikke er af det gode, og måske til for få forlig på tværs af højre-venstre skellene.

11.09.2017 | NORGE | Efter dagens norske valg vil der være mange partier i Stortinget, måske helt op til otte eller ni, og dét på trods af en spærregrænse på hele fire procent – i Danmark er den på to procent.

På papiret kan man derfor have en situation, der ville betyde uanede muligheder for bogstavkombinationer og for sammensætning af en regering. Ikke desto mindre kan vi godt være sikre på, at det enten bliver den siddende statsminister Erna Solberg (billedet) fra Høyre eller Arbeiderpartiets Jonas Gahr Støre, der bliver norsk regeringsleder de næste fire år.

Sagen er nemlig, at den megen fokus på de små partiers dans om spærregrænsen og den deraf følgende spænding om resultatet, ikke ændrer ved, at norsk politik er blevet delt op i en rød og en blå blok.

Det kan godt være, at valget bliver udråbt til det meste spændende i årtier, fordi der er så mange muligheder i spil til, hvordan mandatfordelingen i Stortinget bliver. Og at de fire partier, som spændingen samler sig om – Kristelig Folkeparti og Venstre, som vil pege på Solberg, og De Grønne og Rødt, der vil pege på Støre – vil være afgørende. Men det vil kun være afgørende for, hvem af blokkene, der vinder og dermed om statsministeren bliver rød eller blå. Det vil ikke betyde andre spændende alternativer i midten af det politiske spektrum.

Ikke ramt af præsidentvalgkamps-bacillen
Det skal siges, at de norske medier heldigvis ikke – og slet ikke i så høj grad som de danske – er blevet ramt af præsidentvalgkamps-bacillen, som forsimpler valgkampen til det banale. Det skal også siges, at jævnbyrdigheden mellem mange partier, tyder på en stærk nuancering i diskussionen og i de holdninger, der brydes i vælgerkorpset. Det kan ende med at afspejle sig i de regeringsforhandlinger, som enten Solberg eller Støre skal stå for efter valget.

Erna Solbergs Høyre vil formentlig satse på at forsætte i regering med Siv Jensens Fremskrittspartiet i en såkaldt blå-blå regering, som så vil hente parlamentarisk støtte fra Kristelig Folkeparti og Venstre. Hvis sidstnævnte får stor indflydelse kan det ende med en Høyre-mindretalsregering, da de helst ser Fremskrittspartiets politikere ude af ministerkontorerne, hvor de ellers har været de seneste fire år i det, der er blevet set som en lakmusprøve for partiets regeringsduelighed.

På sin side vil Støre nok gå efter en koalition med Senterpartiet, muligvis også med Sosialistisk Venstreparti, men de tre partier vil efter meningsmålingerne at dømme ikke kunne mønstre nok til at danne en flertalsregering, sådan som den tidligere leder af Arbeiderpartiet, Jens Stoltenberg, klarede at danne to valgperioder i træk fra 2005 til 2013.

Vi vil altså få enten en rød mindretalsregering eller en blå mindretalsregering, og det kunne i princippet kalde på brede forlig hen over midten. Men det kommer ikke til at holde i særlig grad, da Solberg henholdsvis Støre i forsøgene på overhovedet at danne en regering skal forhandle intenst med deres respektive parlamentariske grundlag, der vil tage sig betalt for rollerne.

Det vil indsnævre enten Solbergs eller Støres muligheder for at gå hen over midten, fordi de har lovet mange ting til deres støttepartier indenfor henholdsvis blå eller rød blok. Vi vil derfor nok i den kommende valgperiode se alt for få forlig på tværs af højre-venstre skellene og en polarisering af debatten mellem højre og venstre, som ikke er af det gode.

Norges rolle ligger fast
Nu kan man sige, at de overordnede økonomiske uenigheder er til at overse i et land, hvor man har en gigantisk oliefond, ligesom der kun er gradsforskel i opfattelsen af Norges rolle i verden, som en humanitær kæmpe, der lægger stor vægt på FN-samarbejdet og i øvrigt benytter sig af et dygtigt diplomati til at forsøge at mægle fred i mange af verdens konflikter. Derfor kommer det heller ikke til at gøre den store forskel set fra det øvrige Norden eller resten af Europa, om det bliver Solberg eller Støre, der sætter sig i statsministerstolen.

Norge vil fortsat være medlem af EØS, sammen med Island og Lichtenstein, og Oslo vil fortsat gennemføre de regler, der kommer fra EU-landene og EU-Komissionen om Det indre Marked, uden at de selv har indflydelse på dem. Diskussionen om at melde sig ind i EU og dermed sidde med ved bordet og præge beslutningerne har været uaktuel siden det seneste folkeafstemnings-nej i 1994, hvor nordmændene afviste at gå ind i EU sammen med Sverige og Finland. Spørgsmålet vurderes desværre stadig ikke som aktuelt og har ikke været en del af valgkampen.

I det øvrige Norden skal vi dog forvente, og være glade for, at en norsk regering – uanset, om den bliver blå eller rød – vil vægte det nordiske samarbejde højt og kæmpe videre for at revitalisere Nordisk Råd.

Henrik Brun er chefredaktør på Magasinet Europa.

Billede i artiklens top: /ritzau/AP/NTB Scanpix/Cornelius Poppe.