“Virkeligheden skal være mere end blot underholdning”

2018-04-24T10:54:26+00:00 lørdag, 24. marts, 2018|

Simon Lereng Wilmont, instruktøren bag den CPH:DOX-aktuelle film “The Distant Barking of Dogs”, fortæller her om, hvordan man laver man en film om et barn, der lever i en krigszone. Hvor går grænsen mellem kunst og etik? Og hvor går grænsen mellem fiktion og virkelighed?

Interview af Jon Reinhardt-Larsen

24.03.2018 | TEMA: CPH:DOX | Simon Lereng Wilmonts, instruktøren af den DOX-aktuelle dokumentarfilm The Distant Barking of Dogs, har været i det krigshærgede østlige Ukraine og fulgt den tiårige dreng Oleg igennem halvandet år. Oleg bor sammen med sin bedstemor Aleksandra i en lille landsby tæt ved fronten.

Fra deres hus kan de se, høre og mærke de mange konfrontationer mellem de to sider i skyttegravskrigen. Som følge af situationen er landsbyen delvist affolket, men Oleg har dog en jævnaldrende kammerat Yarik, og sammen hænger de ud med den noget ældre Kostja. Filmen efterlader publikum med flere spørgsmål end svar. Vi var dog så heldige, at vi fik mulighed for at stille nogle af disse spørgsmål til filmens instruktør.

Dokumentarfilm som kunst
Det er en utrolig smuk film med mange skønne billedkompositioner. Har du filmet den selv?

“Ja, jeg har selv filmet den. På filmskolen bliver vi uddannet til at kunne mere eller mindre det hele, men hvor god man bliver til de forskellige ting, det er noget, der først kommer efter filmskolen, tror jeg. Men det er noget er det, jeg holder allermest af, altså det visuelle; det er noget, der ligger mig meget på sinde, så det er selvfølgelig noget, jeg har øvet mig meget i.”

Du bruger også flere gennemgående tableauer, for eksempel det view ud over floden, der både bruges til at vise årstidernes forandringer, men også at der en konflikt, noget, der deler to sider.

“Hehe, jo, jo, det bliver jo let at lægge symboler ind. Men grunden til at jeg søgte derhen [Ukraine] var, at jeg gerne ville undersøge, hvordan et barn, der levede i kaos, fandt tryghed i de omgivelser. Det er er én af de ting, som jeg forsøger at gøre i denne her film. Men en anden ting, som jeg også ville, var at finde det skønne i alt det her kaos. Der skulle simpelthen være et håb i alt dette, altså en slags hyldest til livet. Det bruger jeg måske meget billederne til at udtrykke. Det kan godt se dejligt ud og føles godt i øjeblikket. Det var vigtigt for mig.”

 Man bliver måske lidt i tvivl, om det er virkeligheden, som du skildrer. Hvordan ser du selv din opgave som filminstruktør og dokumentarist? Er du kunstner?

Jeg tror, det er min ypperligste opgave som dokumentarist at videreformidle en subjektiv oplevelse af virkeligheden. Jeg er ikke journalist, der skal præsentere en objektiv virkelighed. Jeg forsøger at skabe en subjektiv virkelighed, der er repræsentativ for, hvordan jeg og mine hovedkarakterer oplever den historie eller den handling, de går igennem. Og på baggrund af det må folk så selv ind og arbejde og træffe deres egne beslutninger.

Altså, jeg præsenterer ikke et færdigt faktuelt grundlag. Jeg præsenterer et følelsesmæssigt… poesi er altid så kedeligt et ord, men… et følelsesmæssigt blik på virkeligheden. Selv journalister vinkler jo deres historier og beder deres fotografer om at skyde fra en bestemt vinkel. Men det er den tradition, jeg kommer fra, fra filmskolen: Det er vigtigt, at vi ved, hvem instruktøren er. Han behøver selvfølgelig ikke være i billedet, men man skal kunne mærke hans særlige tilstedeværelse.”

Dramaturgi versus observation
Din film fremstår som cinema vérité, den observerende dokumentarfilm, hvor du som instruktør ikke er til stede i filmen. Alligevel virker den en anelse konstrueret?

Virkelig? Det er jeg nærmest glad for, at du siger! Der er mange, der går i den stik modsatte retning og siger, at den ikke er særlig konstrueret, altså sådan berettermodeller og sådan…”

Jeg synes, det var meget udtalt. Hvis man ikke vidste det, kunne det næsten være en fiktionsfilm.

“Ja, det er jo klart, at som optagelserne skrider frem, er der jo nogle historier, der udvikler sig. Jeg har ikke kunnet klippe så meget rundt i denne film, da årstiderne jo sætter jo nogle stopklodser; tingene sker i den rækkefølge, de sker i, det kan jeg ikke gøre noget ved. Men det er klart, at mens jeg optager, er jeg jo opmærksom på, hvilke større historietråde vi skal være opmærksomme på. Nogle af dem kan så få lov at ende, mens andre lever videre uden færdigt resultat.”

Men du har ikke skrevet en drejebog?

“Nej. Det er lidt mystisk, for jeg føler faktisk ikke, at jeg har arbejdet berettermodel-agtigt. Hele den her optagelsesproces har været så vild og kaotisk til mange tider, så hver gang jeg kom derned, så var der sket så mange ting, som jeg skulle prøve at fange (følge?) op på, så der har ikke været så meget tid til at tænke i de baner. Det er ofte noget, der først sker, når jeg er kommet hjem igen. Og så de tråde, jeg troede jeg havde fået styr på, de var så et helt andet sted, når jeg så kom derned igen næste gang. Det blev mere sådan en slags halsen efter virkeligheden, end sådan et køligt overblik. Så det er jo vildt, hvis det faktisk føles som det modsatte.”

Jeg tænker særligt på karakterernes roller. Det er næsten som en Bildungsroman eller et folkeeventyr med bedstemoren som heltens hjælper og Kostja som hendes modpart, den der forfører Oleg.

De er jo meget dem, de er. Når vi var sammen med Kostja, så lavede han meget de der vilde ting. Det tog jo ikke fem sekunder at se, nå, det er ham, du ser op til, så følger vi ham. Du har jo ret i, at jeg ser ham som en interessant karakter, det store idol i byen, og så er det da klart, at jeg tænker, at så må vi følge ham, for det kommer der sikkert en masse gode scener ud af. Og vi har da også i klipningen og undervejs overvejet denne rolle, så du kan godt sige, at han har de roller, men det er jo ikke noget, vi har bedt ham om. Sådan var han bare.”

Olegs historie
I pressemeddelelsen kan man læse, at du ved mødet med Oleg vidste, at du ”havde fundet [din] hovedperson”. Ud fra det lyder det som om, at du ikke var interesseret i Olegs historie, men mere interesseret i at finde en karakter til din historie. Er det korrekt?

Nej, nej, sådan er det ikke. Det er mere sådan, at der nogle, der bare bærer en historie på dig. Altså, jeg havde ikke ledt efter en dreng og en bedstemor. Det eneste, jeg spurgte om, da vi researchede langs frontlinjen var, hvilke børn på skolerne der boede steder, hvor der havde været nedslag af bomber. Så har jeg jo mødt helt ufatteligt mange børn, der var interessante på deres egen måde og havde deres egne historier. Så når man begynder at filme, finder man ud af, hvem der fungerer, og hvem der ikke gør det. Nogle bliver generte, og det sætter jo ligesom en stopklods. Det fungerer ikke for mig.

Jeg stillede dem alle sammen tre spørgsmål, hvoraf det sidste var, om de kunne sætte ord på, hvad det vil sige at være bange. Hvis der var nogle, der kunne dette, så havde de nok et følelsesregister, der kunne formidles. Og der var ingen af dem, der kunne svare på dét. Ikke før Oleg. Jeg kunne bare mærke, at det skulle være ham. Han var også supernysgerrig på mig, han var ret åben. Jeg kunne mærke, at han ikke ville løbe bort, når jeg tændte kameraet. Han var bare sig selv, og derfor var han en god hovedkarakter. Og derfra var det så at finde ud af hans historie: han har en bedstemor, okay, han bor sammen med sin bedstemor; hvorfor gør han det, og så videre.

Jeg kunne i princippet have lavet en film om, hvordan det er at leve i en krigszone med hvilket som helst af de børn, jeg mødte. Ham her gjorde det bare lettere. Der er bare nogle mennesker, der giver mere, ik? Der er bare nogle mennesker, der er naturlige hovedpersoner.”

Processen
Filmen er optaget over en længere periode?

Ja, den er lavet over halvandet år, hvor jeg tog derned hver anden måned i én uge og filmede. Vi boede mest på hotel, men fra tid til anden overnattede vi hos dem, hvis vi skulle lave natteoptagelser, eller det var for farligt at køre hjem. Men det er jo en hård proces. Jeg skal jo også passe på, at de ikke får for meget af mig. Så det passede egentlig alle meget godt, at vi brugte en ti-tolv timer sammen om dagen, og så kunne jeg tage hjem og få noget fred, og de kunne få fred, og så vi kunne filme igen næste dag.”

Hvordan var det for dig at være der midt i krigen? Jeg går ud fra, at du havde gjort dig nogle overvejelser, inden du kastede dig ud i projektet.

“Vi havde sørget for at få fat i en skudsikker vest og en hjelm, og så havde jeg fået lidt sikkerhedstræning af en tidligere jægersoldat. Han kaldte det sådan en gammeldags skyttegravskrig, som jo er lidt mere sikker end moderne krigsførelse, så der var lidt træning i at orientere sig om, hvor man kunne hoppe hen, hvis der skete noget. Ellers gjorde jeg mig ikke de store overvejelser.”

I var i kontakt med den ukrainske side?

 “Ja, ellers går det ikke. Du kan ikke hive et kamera frem dernede, uden der står tre store mænd med Kalasjnikov-geværer. Men en af de mystiske ting ved det der sted, som jeg også håber skinner igennem i filmen, og hvilket også overraskede mig helt vildt i starten, er, at det er et stille bondesamfund, som bare står endnu mere tomt, end man umiddelbart regner med.

Alting ånder egentlig fred og idyl, og så lige pludselig, så siger det BOM, og der sker noget; så smadres den der idyl midlertidigt. Det er ligesom en sæbeboble, der springer, og så forsøger alle at genskabe den der illusion om tryghed bagefter. Det var også en af de ting, jeg gerne ville fortælle med filmen: det at vi som mennesker har det drive til, når vi er i sådanne pressede situationer, så instinktivt forsøger vi at skabe vores egne små lommer af sikkerhed eller tryghed, hvor illusoriske de så end er. Det er et menneskeligt drive, tror jeg.”

Og du var alene derude?

“Vi var bare mig og så min fixer, som også fungerede som tolk.”

Kunne du noget russisk?

“Nej. Jeg har læst russisk på aftenskole i det sidste halvandet år, men det er jo sådan lidt, ha ha.”

Kunst versus etik
Hvad gør man sig af overvejelser, når man knytter bånd med de mennesker, man filmer?

2Man kan ikke undgå at knytte meget tætte bånd med de medvirkende, da man bliver del af deres liv i en længere periode. Det er det triste ved den måde, jeg laver film på, at man pludselig ikke skal se dem så ofte mere. Heldigvis har de Skype, så jeg er stadig i kontakt med dem, og jeg er begyndt at kunne så meget russisk, at vi kan kommunikere, og ellers er der Google Translate. Og det fungerer fint. Vi kan sagtens kommunikere på nettet, og på den måde er verden jo bare blevet helt usandsynligt lille. Så det er ikke problem at holde kontakten.”

Føler du, at du hjælper dem ved at lave en film om deres situation?

“Jeg laver filmen for at folk skal gå hjem og have noget at tænke over og måske handle på det. Men overfor dem personligt, så ser jeg det ikke som om, at jeg hjælper dem, nej. Hvis jeg har gjort mit job godt nok, så har det været en oplevelse uden lige for dem, en interessant og anderledes oplevelse i deres liv. Det bliver måske lidt selvhøjtideligt, men jeg tror, at den film vi har lavet i fællesskab bliver noget de aldrig glemmer, et evigt minde, noget der binder os sammen, noget de vil huske resten af deres liv.

Jeg viste filmen for dem i Kyjiv i en lille biograf, vi havde lejet til formålet. Jeg havde aftalt med Aleksandra, at hun skulle sidde på forreste række, så hun kunne slå mig, når der var noget, hvor filmen gik for langt. Jeg sad de første tyve minutter og tænkte, at nu giver hun mig sådan én på kassen, men hun var meget tilfreds. Det var jo en helt ny måde for hende at se sig selv på. Der, hvor de kommer fra, er der jo ikke sådan noget. Pludselig oplever hun sig selv og sit barnebarn i, hvad der i deres egne ligner en fiktionsfilm, men som bare er deres liv. Og jeg er ret sikker på, at de føler sig ret godt portrætteret i denne film.”

Publikum skal inddrages i oplevelsen
Hvad vil du gerne have, at dit publikum skal gøre, efter de har set filmen?

Hvis vi begynder at tale om politik, så bliver det lidt at tage Oleg og Aleksandra som gidsler, for filmen kan hurtigt blive taget af den ene eller den anden side og brugt til deres formål. Det er lige præcis det, jeg ikke ønsker. Så bliver jeg jo bare en part, så er det jo bare propaganda. Men det jeg gerne vil, og det jeg håber, at filmen kan, særligt i denne tid vi lever i, er at minde os om, at vi er gensidigt afhængige af hinanden: det er, når vi står sammen, at vi kan klare det; og når vi ikke står sammen, så er det der, hvor vi knækker nakken. Det er mit meget vage håb, at filmen måske kan få folk til at huske på, at som ø… det er sgu aldrig rigtigt en god idé, vel. Vi er stærkere, når vi er fælles.”

En af de ting, jeg tog med fra filmen, var, at den stillede flere spørgsmål, end den svarede.

“Jeg kan godt lide, at film ikke giver hele svaret. Jeg ved godt, at det kan være svært for mange, og tro mig, der er mange, der bliver provokeret af det. Det virker sådan lidt regionalt betinget; at i nogle landsdele finder man det enormt provokerende, mens i andre synes man, det er forfriskende. Det er måske noget kulturelt. Men det er det vigtigste for mig: jeg begynder jo at kræve noget af dig som tilskuer. Med mindre du bare går ud af biografen eller slukker for fjernsynet, så er du jo nødt til at investere noget i filmen.”

Er det ikke netop det, dokumentarfilm bør være, noget mere end blot underholdning?

“Jo. Hvis det her var gået hen og bare blevet underholdning, så ville jeg godt nok have været blevet trist. Det ville jeg have svært ved at kunne… ja…”

Det er så heldigvis ikke tilfældet.

“Mange tak.”

Interviewet er oprindeligt bragt i Magasinet rØST. 

Foto i artiklens top: Stillbillede fra filmen/CPH:DOX
Se hele vores tema “CPH:DOX 2018” her.