Mediers skriverier om, at det er Det Hvide Hus, der har udøvet politisk pres på FIFA for at omstøde en USA-spillers karantæne op til VM-kamp mod Belgien, er noget, vi kommer til at diskutere i resten af slutrunden. Det er dog desværre ikke et nyt fænomen, at der er politik i fodbold og fodbold i politik.

Kommentar af Johan Moesgaard Andersen, EU-chef i Dansk Metal og forfatter til bogen “Fodbold er politik”.

I nat spiller USA ottendedelsfinale mod Belgien ved VM i fodbold. Mange fodboldfans ville nok allerhelst diskutere fodboldspillet og taktikken inde på selve grønsværen. Men sådan bliver det ikke. For en politisk bombe uden for banen har taget al fokus siden søndag middag. Her kom det frem, at det internationale fodboldforbund FIFA (til Donald Trumps store tilfredshed) valgte at annullere en karantæne til amerikanernes store stjerne Folarin Balogun for det røde kort, han ellers pådrog sig i gruppespillets sidste kamp mod Bosnien-Herzegovina. Det er på mange måder en skelsættende beslutning, som straks har fået alle os fodboldfans til at rynke brynene. Afgørelsen er endnu et godt eksempel på samspillet mellem politik og fodbold, som ikke kun begrænser sig til landsholdsfodbolden.

For den seneste uge har USA’s udenrigsminister Marco Rubio tordnet mod det røde kort, som Balogun blev tildelt i gruppespillet. Et rødt kort i en fodboldkamp giver normalt efterfølgende karantæne, og det fremgår da også med flammeskrift af FIFA’s disciplinærkodeks i artikel 66,4, at en spiller har karantæne i den efterfølgende kamp i tilfælde af et rødt kort. Det har FIFA nu omstødt i en – for fodbolden – historisk afgørelse, som jeg ikke kan finde tilsvarende eksempler på i VM-historien. Donald Trump har allerede nu været ude på sociale medier og fejre afgørelsen.

Britiske Guardian og mange andre aviser har peget på, Det Hvide Hus har udøvet politisk pres på FIFA for netop at omstøde det røde kort. Vi kender ikke nu det fulde omfang af sagen, men det giver mange fodboldfans en ubehagelig bismag af politik. Derfor har USA’s kommende modstandere fra Belgien da også i skarpe vendinger kritiseret afgørelsens juridiske grundlag. Jeg kan ikke selv mindes eller opstøve en lignende type afgørelse ved en VM-slutrunde, og derfor er kritikken af det internationale fodboldforbund FIFA’s præsident Gianni Infantino tiltagende i disse timer. Det var også Infantino, der tildelte Donald Trump den famøse fredspris, som også blev brugt som et relevant eksempel på samspillet mellem fodbold og politik.

Folarin Balogun er ikke hvem som helst. Han er USA’s topscorer ved dette VM, som foregår på amerikanernes hjemmebane. Han er faktisk opvokset i England. Men da han blev født på en rejse til USA, kvalificerede han til amerikansk statsborgerskab. Overraskende nok valgte han at stille op for det amerikanske landshold i stedet for England trods mange år i engelsk ungdomsfodbold. Derfor er han ét af slutrundens mange gode eksempler på fodboldens udlændingepolitik – nemlig at udlændingeregler i vidt omfang er med til at afgøre kvaliteten af de respektive landshold. Et fænomen, som også har været diskuteret i forhold til lande som Marokko og Curacao, som har mange spillere født uden for landets grænser.

Sagen er næppe slut for nu. Mange fodboldfans ryster på hovedet over det aktuelle samspil mellem fodbold og politik i Qatar i 2022 og USA 2026. Men midt i al den aktuelle hovedrysten kan man også hæve blikket og se sagen ind i en større historisk kontekst. Fodbold og politik har altid hængt sammen – uanset om vi taler landsholdsfodbold eller klubfodbold. Der er flere eksempler. Mussolinis Italien vandt VM på hjemmebane i 1934 ved blandt andet at nationalisere argentineren Luis Felipe Monti, som havde spillet VM-finale i 1930 for Argentina, men altså hjalp Italien med at hjemføre VM-trofæet til Mussolinis begejstring. Vi har set militærdiktaturet i Argentina være værter ved VM i 1978. Vi har set, hvordan målrettet skattepolitik siden 1990’erne (den danske forskerordning og internationale skatteregler) har været afgørende for klubfodbolden. Vi har set en Peter Brixtofte i Farum Kommune løfte byens fodboldklub fra seriefodbolden med flere ulovlige finter for et kvart århundrede siden. Samspillet mellem lokalpolitikere, borgmestre og fodboldklubber har man set over hele kontinentet fra Madrid til Istanbul til Viborg.

På den måde indskriver Balogun-gate sig i fodboldhistorien som en opsigtsvækkende sag. Vi kommer til at diskutere den – ikke bare i dag, men også i resten af slutrunden. Særligt hvis USA slår Belgien. Vi skal dog også huske, at der er politik i fodbold og fodbold i politik. Det er (desværre må vi nok sige) ikke et nyt fænomen.

Johan Moesgaard Andersen, EU-chef i Dansk Metal og forfatter til blandt andre bogen “Fodbold er politik”.

Billede i artiklens top: /Flickr/