Den franske virksomhed Overade modtog ”Iværksættere og små virksomheder” prisen for sin cykelhjelm LIFE, der kombinerer sikkerhed og innovative funktioner. ”Industriprisen” gik til den polske virksomhed Ciarko Design for dens Mono-emhætte, anerkendt for sit praktiske og elegante design. Den rumænske designer David Borovic modtog prisen for ”Næste generation af design” for sit kreative arbejde som spirende ungt talent. EUIPO hædrede den hollandske designer Hella Jongerius med prisen for ”Livslang indsats” som anerkendelse for hendes vedvarende og betydningsfulde bidrag til designfællesskabet.

I tirsdags hyldede designverdenen to enestående produkter og to designere, der har gjort sig særligt bemærket, ved den sjette udgave af DesignEuropa Awards, organiseret af Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) Begivenheden fandt sted  i den danske hovedstad. DesignEuropa Awards hylder de fineste præstationer inden for industrielt design og anerkender enestående kreativitet og innovation i hele Europa.

Overade blev hædret med prisen for ”Iværksættere og små virksomheder” for sin LIFE-cykelhjelm. Den franskdesignede hjelm er udstyret med indbyggede lygter og trådløse funktioner for at øge sikkerheden og synligheden for cyklister i byer.

Ciarko Design, Polens største producent af køkkenemhætter i premium segmentet, blev anerkendt med ”Industriprisen” for sin Mono-emhætte. Ved tildelingen af prisen lagde juryen vægt på produktets kombination af design, teknologi og miljøbevidsthed.

Prisen for ”Næste generation af design” gik til David Borovic, en ung designer fra Rumænien. Hans arbejde kombinerer innovation og bæredygtighed i projekter som SYNTHESIS, en hybrid-elcykel, der afspejler fokus på miljøvenlige materialer, ergonomi og funktionelt design.

Endelig modtog den anerkendte hollandske designer Hella Jongerius prisen ”Livslang indsats” for sit bidrag inden for tekstiler, møbler og industrielt design. I løbet af sin 30-årige karriere har hun fremmet brugen af materialer og farver, og hendes tilgang med mennesket i centrum har præget branchens forståelse af design og miljøspørgsmål.

EUIPO’s administrerende direktør, João Negrão, udtalte:

Designere er drivkraften bag de ikoniske produkter, som Europa er kendt for verden over. I en tid, hvor vi som forbrugere har stadig flere valgmuligheder, vælger vi ikke kun produkter for deres funktionalitet, men også for deres æstetiske innovation. Derfor er vi stolte af at kunne anerkende både spirende talenter og legendariske designere som Hella Jongerius, hvilket understreger vores engagement i at beskytte og fremme disse innovative design i og uden for Europa.

Sune Stampe Sørensen, direktør for Patent- og Varemærkestyrelsen og medlem af juryen for DesignEuropa Awards, tilføjede:

Et stort og hjerteligt tillykke til alle vindere, finalister og deltagere i årets DesignEuropa Awards. Som medlem af juryen har det været yderst inspirerende at opleve den passion, kreativitet og målrettethed, der driver innovation og former design, som ikke bare løser problemer – men også løfter æstetikken. Prisen husker os på, hvordan design og innovation går hånd i hånd med arbejdet for en bedre fremtid. Det har været en ære at være vært for årets prisuddeling i vores smukke hovedstad, København.

 

PRISEN FOR IVÆRKSÆTTERE OG SMÅ VIRKSOMHEDER: LIFE-HJELMEN

Den elektriske cykelhjelm LIFE fra Overade har indbyggede lygter og trådløs teknologi, der øger synligheden og sikkerheden for bycyklister. Det moderne design imødekommer den voksende efterspørgsel efter funktionelt og praktisk sikkerhedsudstyr i bymiljøer

INDUSTRIPRISEN: MONO

Mono-emhætten, designet af Ciarko Design, kombinerer et enkelt og elegant design med effektiv ventilation. Den integreres problemfrit i moderne køkkener og leverer funktionel ydeevne, samtidig med at den bevarer et minimalistisk udtryk.

PRISEN FOR NÆSTE GENERATION AF DESIGN: DAVID BOROVIC

David Borovic, en ung designer fra Timișoara, Rumænien, blev anerkendt for sine innovative og bæredygtige design. Hans hybrid-elcykel SYNTHESIS eksemplificerer hans tilgang med en modulær ramme og et aerodynamisk design, der imødekommer nutidens brugerbehov. Denne priskategori anerkender unge talenter under 30 år.

PRISEN FOR LIVSLANG INDSATS: HELLA JONGERIUS

Hella Jongerius modtog prisen for livslang indsats for sit arbejde med menneskecentrerede og bæredygtige design. Hun har samarbejdet med brands som Vitra og IKEA og bidraget til udviklingen af innovative materialer og design med fokus på brugeroplevelse og miljøhensyn. Hendes arbejde rækker ud over det rent funktionelle og rummer oplevelser, der skaber dyb resonans hos brugerne og søger at inspirere unge designere til at stræbe efter kreativitet og mening i deres egen rejse.

DEN EUROPÆISKE DESIGNBRANCHE

I løbet af de sidste 20 år har designbeskyttelsen ændret spillereglerne for virksomheder i hele Europa. En ny  undersøgelse fra EUIPO og Den Europæiske Patentmyndighed i 2025 viser, at virksomheder med fokus på design klarer sig markant bedre – med en stigning i omsætningen på  29,3 % og en lønstigning på 24,8 %.

Et registreret EU-design, som forvaltes af EUIPO, er en IP-rettighed, der giver eneret til et produkts udseende i samtlige EU’s medlemslande. EUIPO modtager i øjeblikket over 100.000 ansøgninger om designregistrering årligt og har i alt modtaget over 1,9 millioner. Tyskland topper listen med flest registrerede EU-design – over 377.000 – efterfulgt af Italien med 228.000. Eksempler på berømte registrerede design er Bialetti Moka-kanden, Legoklodsen og Porsche Turbo.

OM DESIGNEUROPA AWARDS

Den årlige prisuddeling DesignEuropa Awards er EU’s førende designpris og er et veletableret højdepunkt i den internationale designkalender. Priserne anerkender fremragende præstationer inden for industrielt design. Tidligere udgaver af prisuddelingen har fundet sted i Milano (Italien), Warszawa (Polen), Eindhoven (Nederlandene), Berlin (Tyskland) og Riga (Letland).

Priserne hylder fremragende design, der er beskyttet som registreret EU-design, og fejrer branchens indflydelsesrige profiler. Der uddeles priser i fire kategorier:  ”Iværksættere og små virksomheder”, ”Industri”, ”Næste generation af design”, og ”Livslang indsats”. Juryen for DesignEuropa Awards består af anerkendte fagfolk fra designverdenen, den akademiske verden og erhvervslivet og inden for IP. De mødtes for at udvælge vinderne fra en bred pulje af finalister, der blev offentliggjort tidligere på året.

Prisen for livslang indsats er tidligere blevet tildelt fremtrædende navne som Dieter Rams, kendt for sine bæredygtige designprincipper; Maria Benktzon, pioner inden for drypfri kaffekander; André Ricard, designer af den olympiske fakkel til Barcelona-legene i 1992; Hartmut Esslinger, kendt for at have defineret Apples æstetik; og Giorgetto Giugiaro, berømt for sine ikoniske bilmodeller.

OM EUIPO

Den Europæiske Unions Kontor for Intellektuel Ejendomsret (EUIPO) er et af EU’s største decentrale agenturer. Det har hjemsted i Alicante i Spanien. EUIPO har forvaltet registreringen af EU-varemærker siden 1994 og design siden 2003. Begge disse IP-rettigheder dækker samtlige 27 EU-medlemsstater. Agenturet fik tilføjet endnu en IP-rettighed, nemlig geografiske betegnelser for håndværks- og industriprodukter, til sin portefølje i 2023. EUIPO gennemfører også samarbejdsaktiviteter på EU-plan og internationalt plan for at skabe lige vilkår på IP-området. Kontoret er hjemsted for Det Europæiske Observationscenter for Krænkelse af Intellektuelle Ejendomsrettigheder. I 2024 blev EUIPO for femte gang kåret som verdens mest innovative IP-kontor.

Billede i artiklens top: EUIPO