Direktivet om mindsteløn, som Danmark havde anlagt sag imod ved EU-domstolen, overlever – men dele af det bliver annulleret. EU-domstolen mener for eksempel, at der skal overlades vide skønsbeføjelser til arbejdsmarkedets parter, og det er godt nyt for Danmark.

Kommentar af Johan Moesgaard Andersen, EU-chef i Dansk Metal

Denne vinter har budt på et fuldstændig afgørende slag for den danske arbejdsmarkedsmodel. Slaget blev udkæmpet i miniputstaten Luxembourg. For den 11. november afsagde EU-domstolen i Luxembourg nemlig en skelsættende dom over det i Danmark så ildesete mindstelønsdirektiv. Resultatet blev, at EU-domstolen valgte at annullere dele af direktivet. I Danmark er løn jo et anliggende for arbejdsmarkedets parter og ikke politikere. Så Danmark har med rette været stærkt bekymrede for, om vi nu var på vej til at overlade kronjuvelerne i den danske arbejdsmarkedsmodel til EU. EU-domstolen har valgt at underkende centrale dele af direktivet i artikel 5, og EU-domstolen slår altså fast med flammeskrift, at EU ikke må blande sig i lønniveauer eller opstille såkaldte kriterier for medlemslandenes mindstelønninger.

Mediernes dækning af sagen har imidlertid varieret meget. Børsen kaldte dommen en delvis sejr for Danmark. TV2 kaldte derimod dommen et delvist nederlag for Danmark. Hvad skal man så egentlig tro? Set fra min stol er dommen afgjort et skridt i den rigtige retning. Det er en dom, hvor vi danskere bør sende en meget venlig tanke til regeringen, et overvældende flertal i Folketinget samt de dygtige danske embedsfolk, som har ført sagen. Måske er der skrevet et lille, men vigtigt kapitel i dansk EU-historie her. Det skal jeg gerne uddybe.

Helt tilbage i 2022 pegede jeg  i Magasinet Europas spalter netop på, at Danmark burde anlægge en sag ved EU-domstolen om direktivet. Dengang var mindstelønsdirektivet lige blevet vedtaget i EU. Direktivet forsøgte heldigvis at friholde Danmark fra for eksempel at indføre en lovbestemt mindsteløn. Men direktivet var mildest talt uklart formuleret. Min logik var dengang, at selv hvis Danmark ikke fik fuldt medhold af EU-domstolen, var der flere gode grunde til at anlægge sagen. Som jeg skrev i Magasinet Europa: ”… selv hvis EU-domstolen godkender direktivet (eller store dele af det), så får vi EU-domstolen i tale. Så kan EU-domstolen selv sætte de røde linjer og hegnspæle op for fremtidens domme. Her kan vi altså muligvis få EU-domstolen til at hegne fremtidige fortolkninger ind”.

Nogle har anklaget Danmark for at se spøgelser. Er vi ikke overdrevent bekymrede? Her bør man afgjort huske på en stadig rimelig ny sag. Nemlig de danske regler om tvungen tidsregistrering. Disse regler udspringer af Arbejdstidsdirektivet fra 1993. I Arbejdstidsdirektivet stod dog ingen steder noget om tvungen tidsregistrering. Alligevel fortolkede EU-domstolen denne nødvendighed ind i 2019. Mange år efter direktivets vedtagelse. Samme frygt har vi haft med mindstelønsdirektivet. Danmark ville ikke igen lukke øjnene, kaste terningerne og blindt satse på, at vi kunne undgå en uheldig tolkning fra EU-domstolen om mange år. Hellere råbe vagt i gevær fra start – hvilket vi altså gjorde i dette tilfælde.

Lad os fastslå det åbenlyse. Vores mål var jo at få direktivet annulleret fuldt ud. Det lykkedes ikke. Som jeg også pegede på i 2022, var dette dog heller ikke succeskriteriet. Der er vist kun ét rigtig godt eksempel de seneste 25 år på en fuld annullation. Det er Tobaksreklamedirektivet, der blev annulleret i år 2000. Havde nogen påstået, at fuld annullation ville være den eneste succes for Danmark på mindstelønsdirektivet, ville det altså være at sætte barren meget højt. Det ville nærmest svare til at give FC Fredericia en ultimativ målsætning om at vinde Superligaen og blive danske mestre i fodbold.  Én af de absolutte frontkæmpere i sagen, den tidligere næstformand i Fagbevægelsens Hovedorganisation og nuværende næstformand i Europabevægelsen Bente Sorgenfrey, pegede netop i 2022 på, hvor svær sagen ville blive for Danmark.

Undervejs anbefalede EU-domstolens egen generaladvokat faktisk ganske opsigtsvækkende at annullere direktivet helt. Det sker også ekstremt sjældent. Måske var det også det, der fik nogle danske journalister til at skrue forventningerne helt i vejret.

Nu til substansen. EU-domstolen tager fat i direktivets artikel 5 og ophæver altså centrale dele af denne artikel. Netop artikel 5 er et af de steder, hvor et ellers relativt vagt formuleret direktiv bliver præcist. Det er en artikel, som blandt andet blander sig i lønningernes niveau og i hvilke kriterier medlemslande skal bruge til at fastsætte deres lovbestemte mindstelønninger. Her blæser EU-Domstolen altså højt i dommerfløjten og uddeler et rødt kort. Den slags indgreb i er ganske enkelt ikke tilladt. Det er ikke bare et vink med en vognstang – det er en klar afgrænsning af EU’s kompetence, som rækker langt ud over denne sag.

Dommens præmisser slår desuden fast, at ingen lønmodtager kan påkalde sig en EU-retlig ret til en mindsteløn. Det er jo centralt for Danmark. For så er det mindre sandsynligt, at en enkelt lønmodtager med direktivet i hånden kan udfordre vores danske arbejdsmarkedsmodel i fremtiden.

Generelt er dommens præmisser rigtig god læsning for Danmark. Her får Danmark virkelig hegnet ind, hvad direktivet kan bruges til i fremtiden. Som jeg læser det, kan EU ikke tvinge Danmark til at indføre en lovbestemt mindsteløn hverken nu eller i fremtiden (det stod også klart i det oprindelige direktiv). EU kan ikke blande sig i lønniveauer for mindstelønninger. EU kan ikke fastsætte kriterier for mindstelønninger. EU kan ikke tvinge Danmark eller andre lande til at almengøre overenskomster. Og EU-domstolen mener altså, at der skal overlades vide skønsbeføjelser til arbejdsmarkedets parter. Det er godt nyt for Danmark.

Man bør virkelig lytte, når for eksempel juraprofessor Jens Kristiansen til Ritzau udtaler, at Danmark bør være tilfredse med dommen og supplerer med følgende: ”Det bliver i hvert fald ikke det her direktiv, der kommer til for alvor at sætte spørgsmålstegn ved modellen”. Husk på den usikkerhed, der herskede, da Danmark anlagde sagen. Nogle tvivlede på, om Danmark overhovedet havde en sag. Andre påstod, at et bredt flertal i Folketinget og blandt arbejdsmarkedets parter havde misforstået både direktivet og traktaterne. Nu har vi svaret fra den absolut højeste instans. Den danske kritik var velbegrundet. Direktivet gik videre, end EU-retten tillader.

Ja, direktivet overlever. Men det gør det i en markant svækket form – og med klare advarsler til EU-lovgiver. Havde Danmark nu bare blindt accepteret direktivet, havde vi altså åbnet en sprække for fremtidig indblanding i den danske arbejdsmarkedsmodel. Den sprække ser umiddelbart ud til at være lappet. Fordi Danmark havde modet til at føre sagen. Fordi danske politikere satte foden ned, og danske embedsfolk slog et vigtigt slag ved EU-domstolen i Luxembourg. Andre skal være velkomne til at kalde sagen et nederlag for Danmark. Mon ikke der både i embedsværket og blandt arbejdsmarkedets parter er stor tilfredshed med det gode udfald for Danmark.

Johan Moesgaard Andersen er EU-chef i Dansk Metal og forfatter til flere bøger om EU.

Billede i artiklens top: /Flickr/News Øresund/Johan Wesmann/