Viktor Orbán har afmonteret demokrati og retsstat i Ungarn og knyttet bånd til verdens despoter. I sin nye bog “Europas selvskabte plage. Viktor Orbán” viser Vibe Termansen, hvordan Viktor Orbán blev en central aktør i den globale kamp mellem den regelbaserede verdensorden og nationalpopulismen – og hvordan Europa lod det ske. Vi bringer her et af bogens kapitler, “Den farligste mand i EU”

Den farligste mand i EU

”Elsk det faktum, at Ungarn er et vestligt land […] Olie kommer måske nok fra Øst, men frihed kommer altid fra Vest”.

Viktor Orbán, marts 2007.

”Folkene i Centraleuropa har en pligt til klart og utvetydigt at råbe op, når et uafhængigt land er under militær aggression”.

Viktor Orbán, 2008, om Ruslands invasion af Georgien.

”Vi er opmærksomme på din afbalancerede holdning til situationen i Ukraine”.

Vladimir Putin til Viktor Orbán, Moskva, 28. november 2025.

En gammel ungarsk vits kender vi også i Danmark. Den fortæller om musen og elefanten, der krydser en bro sammen. Musen kigger op på elefanten og siger: ”Kan du høre, hvordan vi tramper?” Sagen er, at Ungarn er et mindre central- europæisk land med et befolkningstal, der grundet katastrofal demografi nu er kommet under 9,5 millioner, og med en økonomi, der grundet katastrofal politik og omfattende korruption ifølge Eurostat (EU’s officielle statistikkontor) i 2024 var den ringeste i EU, målt på forbrug pr. husholdning.

Med andre ord bliver der færre og færre ungarere, og de bliver fattigere og fattigere. Så i sig selv tramper Ungarn ikke ret tungt på EU-motorvejsbroen. Men er musen dygtig nok, og slår den følge med de rigtige elefanter, bliver svingningerne måske til sidst så store, at broen braser sammen.

Ungarn kom med i NATO sammen med Polen og Tjekkiet i 1999 og i EU i den store udvidelse i maj 2004. Man valser ikke bare lige ind i hverken NATO eller EU. Flirt, kindkys og lækkert hår er ikke nok. Der er en lang række meget vidtgående krav, kandidatlande skal opfylde. Man bliver heller ikke tvunget ind i hverken EU eller NATO. Man beder mindeligt om det, måske man ligefrem tigger, smisker og manipulerer, men først og fremmest er det hårdt arbejde, meget længe, og hvis man så er dygtig nok, og de andre lande kan blive enige om at lukke en ind, kan man være så svineheldig, at det sker.

Men nemt er det ikke. Spørg bare i Ukraine. Når man først er inde, kan man ikke blive smidt ud igen.

Man kan kun selv forlade EU. Det hedder artikel 50, ”Frivillig Udtræden af Unionen”. Det var sådan, Storbritannienforlod EU i 2020 efter afstemning i 2016, og ikke engang en frivillig exit var jo en gåtur i parken, som de siger på de kanter.

I EU-traktatens artikel 2 står Unionens værdier:

Unionen bygger på værdierne respekt for den menneskelige værdighed, frihed, demokrati, ligestilling, retsstaten og respekt for menneskerettighederne, herunder rettigheder for personer, der tilhører mindretal. Dette er medlemsstaternes fælles værdigrundlag i et samfund præget af pluralisme, ikke-forskelsbehandling, tolerance, retfærdighed, solidaritet og ligestilling mellem kvinder og mænd.

Overholder man ikke dem, så … ja, så sker der faktisk ikke så meget. Det vildeste, EU kan gøre, er artikel 7: ”Suspension af visse rettigheder, der følger af medlemskab af Unionen”. Den er så vild, at politikere og medier i begyndelsen ofte kaldte den atomløsningen, men artiklen har i praksis vist sig at være lige så tandløs som en halvlunken, præfabrikeret vaniljebudding. EU-Rådet kan (med fire femtedeles flertal og efter godkendelse af Europa-Parlamentet) fastslå, at der er en ”klar fare for, at en medlemsstat groft overtræder de værdier, der er nævnt i artikel 2” og iværksætte artikel 7 – hvis altså en tredjedel af medlemsstaterne, Europa-Parlamentet eller Kommissionen stiller ”begrundet forslag”. Herefter skal den berørte medlemsstat høres, der skal rettes henstillinger til landet, og det skal regelmæssigt efterprøves, om den ”klare fare” for grove overtrædelser af EU’s værdier nu også stadig gælder.

Indviklet? Åh ja. Kigger man nærmere på det, er det faktisk meget værre. Hvis vi springer en lang række temmelig komplicerede mellemregninger over, kan det EU-medlemsland, der ”groft og vedvarende” overtræder EU’s værdier, miste stemmeretten i EU-Rådet. Men der er uhyggeligt langt til den bundlinje. Og den kan kun nås, hvis alle medlemslande er enige.

I december 2017 blev artikel 7 for første gang i EU’s historie iværksat mod et medlemsland, nemlig Polen, der dengang blev ledet af partiet Lov og Retfærdighed. I september 2018 fulgte Ungarn. Derefter havde de hinandens ryg, så selv hvis det skulle lykkes at nærme sig bundlinjen (og det gjorde det aldrig), vidste alle i Warszawa og Budapest, at det ville falde på gulvet og efterlade EU med bukserne nede og en grotesk lang næse. Men i efteråret 2023 var der valg i Polen, og landet fik en ny, prodemokratisk og proeuropæisk regering.

I maj 2024 blev artikel 7-proceduren mod landet trukket tilbage. Landet overtrådte ikke længere ”groft og vedvarende” EU’s værdier.

Dermed var der åbent for at gå videre med artikel 7-proceduren mod Ungarn. Det skete bare ikke. Det kom skam på dagsordenen, for eksempel under det danske EU-formandskab i efteråret 2025. Der blev holdt møder, løftet pegefingre og rynket pander, men man kom aldrig i nærheden af noget, der kunne skræmme en mand som Orbán. Det kunne ellers have gjort en stor forskel, fordi Orbán så ikke længere ville have stemmeret og ikke længere ville kunne nedlægge veto mod EU’s sanktioner mod Rusland og støtte til Ukraine.

For at forstå Orbáns forhold til EU skal vi imidlertid længere tilbage end september 2018. Måske rækker det at gå tilbage til den 15. marts 2011, 163-årsdagen for det ungarske oprør i 1848. Hvert år på denne dato holdt Orbán en tale til nationen fra Nationalmuseet, og hvert år handlede den om Uafhængighedskrigen 1848-1849, frihed, national uafhæn- gighed, national identitet og kulturel arv. I 2011 sagde han, at Ungarn ikke er en koloni, og at landet, efter at have været besat af tyrkerne, habsburgerne og russerne, ikke ville lade sig undertrykke af Bruxelles.

Selv hvis man ser igennem fingre med Orbáns betændte og retoriske fortælling om Bruxelles som ond, er det stadig vold- somt at ligestille EU med de osmanniske, habsburgske og russiske imperier. Ikke mindst, fordi det skete, mens Ungarn for første gang siden sit medlemskab i 2004 havde det roterende formandskab. Og det fandt sted, samtidig med at Ungarn var ved at modtage de 23 milliarder euro, landet fik i finansiel støtte fra EU i den syvårige budgetperiode 2007-2013. I årene 2013-2020 kom 4-6 procent af Ungarns BNP fra EU. Beløbet er så gigantisk, at den eneste rimelige parallel er den Marshall – hjælp, USA uddelte til de vesteuropæiske lande efter Anden Verdenskrig. Men pengene var jo i Orbáns optik overhovedet ikke EU’s. De var Ungarns. Statens. Fidesz’.

De mindre end lunkne følelser var gengældt i 2010-2011. Luxembourgs udenrigsminister, Jean Asselborn, mente, at det ville være ”upassende” at lade Ungarn have EU-formandskabet. Han var i sin kritik temmelig meget på linje med OSCE’s repræsentant for Mediefrihed, den bosniske menneskerettighedsekspert Dunja Mijatović, der udtalte om Ungarns nye medielov, at ”love som disse er faktisk kun kendt i totalitære lande, hvor regeringerne begrænser ytringsfriheden”. Og med Venedigkommissionen (Den Europæiske Kommission for Demokrati), Reporters Without Borders, Den Europæiske Alliance af Nyhedsagenturer og EU-Kommissionen.

Alligevel fik Orbán sit EU-formandskab.

I 2016 kaldte den tidligere amerikanske udenrigsminister, tjekkiskfødte Madeleine Albright, Orbáns opførsel under flygtningekrisen for ”afskyelig” og ”skammelig”. Den østrigske medgrundlægger af tænketanken European Stability Ini- tiative (ESI) Gerald Knaus kaldte ham ”den farligste mand i EU”, mens den ungarske filosof og politolog János Kis anførte, at det, der for Orbán betyder succes, betyder fiasko for resten af Europa. Eller som Orbán selv udtrykte det i 2015, var det ikke hans ungdomsdrøm at blive Europas enfant terrible, men han var klar til at ”påtage sig opgaven for den borgerlige, kri- stendemokratiske lejr; en byrde, ingen andre kan klare […]”.

Han præsenterede sig selv og sin regering som de sidste forsvarere af et Europa, der udspringer af nationen, familien og kristendommen, og som er oppe mod en horde af migranter, kriminelle, terrorister, homofober og antisemitter:

Den mest bizarre koalition i verdenshistorien er opstået mellem menneskesmuglere, menneskerettighedsaktivister og Europas toppolitikere for at bringe mange millioner migranter hertil. Bruxelles skal stoppes. Vi ønsker ikke, og vi vil ikke importere, kriminalitet, terrorisme, homofobi og antisemitisme.

Ud over den konstante konflikt med EU over brud på værdier har sager skubbet voldsomt til det dårlige forhold. Det gælder flygtningekrisen i 2015, LGBT+-sagen fra 2021, ngo-loven og Centraleuropauniversitetsloven, der kombineret med en massiv ”Lad os stoppe-Bruxelles”-kampagne (2017) fik selv højrefløjen i Europa-Parlamentet til skarpt at fordømme ham.

Som forventet forandrede det hverken Orbáns stenansigt, mens han modtog kritikken, eller politikken. Trods alt var han den eneste, der kunne klare byrden.

Det var tilsyneladende heller ikke nødvendigt at ændre noget. Godt nok indledte Europa-Kommissionen en traktat- krænkelsessag mod den ungarske regering for at smide Centraleuropauniversitetet ud af Ungarn. EU vandt sagen, men da var både universitetet og George Soros’ Open Society Foun- dation væk.

I april 2017 advarede EPP-gruppen (Det Europæiske Folkepartis gruppe) i Europa-Parlamentet – den store kristendemokratiske gruppe med blandt andre tyske CDU (Tysklands Kristelig-Demokratiske Union) og danske Det Konservative Folkeparti – Fidesz:

Vi vil ikke acceptere, at nogen grundlæggende friheder bliver begrænset, eller at retsstaten bliver begrænset. Dette inkluderer akademisk frihed og universiteters autonomi. […] EPP mener, at ngo’er skal respekteres. Den åbenlyse anti-EU-retorik i ”Lad os stoppe-Bruxelles”-konsultationen er uacceptabel. De konstante angreb på Europa, som Fidesz har lanceret i årevis, har nået et niveau, vi ikke kan tolerere.

Men det kunne gruppen så alligevel.

I foråret 2019 kørte Fidesz valgkamp til Europa-Parlamentsvalget på at hænge kommissionsformand Jean-Claude Juncker, også medlem af EPP, ud på skilte i hele landet. Det førte til endnu en omgang voksenskældud og en ”midlertidig suspension” fra EPP, der dog ophørte det sekund, EPP efter valget havde brug for mange medlemmer for at opnå så meget indflydelse som muligt. Igen kom pragmatik før principper, magt før ordentlighed.

Fra oktober 2020 begyndte Europa-Kommissionen hvert år at udgive rapporter om alle medlemsstaternes retsstatstilstand. Hvert år så det umådeligt skidt ud for Ungarn. Men vi skulle helt hen til marts 2021, før EPP endelig fik taget sig sammen til at ville smide Fidesz ud. Hvorefter Fidesz selv valgte at gå, klokken to sekunder i midnat. Nu var Fidesz ikke længere med i en gruppe, hvilket er en klar ulempe. Både med hensyn til taletid og ordførerskaber.

Den overordnede pointe er, at EU’s institutioner med en bunke dygtige embedsmænd og adgang til konklusioner fra de fremmeste eksperter siden valget i 2010 havde en omfattende viden om, hvad Orbán foretog sig med konsekvenser for både Ungarn og unionen. Man havde tilmed en perlerække af muligheder for at gøre noget ved det, men man gjorde det ikke.

Det var dumt. For den 24. februar 2022, da Vladimir Putin igangsatte sin invasion af Ukraine, EU’s og Ungarns nabo, blev det farligt. Dødfarligt. Nu ødelagde Orbán ikke længere blot EU indefra. Han var meget tydeligt Putins trojanske hest. Og Putin var gået i krig. Ægte, afskyelig, ulovlig, infam invasionskrig. Lige ved siden af EU.

HACKERE OG SPIONER

I marts 2022 afslørede en modig og dygtig ungarsk journalist, Szabolcs Panyi, på mediet Direkt36, at Rusland i et årti har hacket det ungarske udenrigsministerium – også et formodet sikkert netværk, der håndterede klassificeret information helt op til ”fortroligt” niveau. Det er statshemmeligheder og diplomatisk information, der kun må tilgås under strenge sikkerhedsprocedurer. Angrebene kommer fra de russiske efterretningstjenester FSB, som Putin tidligere var leder af, og GRU, den militære efterretningstjeneste. De er fortsat efter invasionen i februar.

Selv om den ungarske regering var klar over, at den blev hacket, protesterede den ikke. Russerne har overtaget com- putere i det ungarske udenrigsministerium (det kalder man ”zombienetværk”) og gennemført koordinerede angreb på andre og mere interessante NATO-lande gennem dem. Nogle angreb er på den måde blevet opdaget af tredjelande, som troede, at de blev cyberudspioneret af NATO-allierede i det ungarske udenrigsministerium. Det blev de ikke. Men ved ikke at forhindre det lod NATO-allierede sig bruge som medie til at udspionere dem. En anonym, ungarsk cybersikkerhedsekspert har udtalt til Direkt36, at ”Ungarn er ikke hovedmålet for disse angreb, men sikkerhedsniveauet på ungarsk offentlig og privat infrastruktur er simpelthen så ringe, at det er lettest at trænge ind her”.

Russerne har ikke udelukkende hacket Ungarn. Lignende angreb har ramt Østrig, Tjekkiet, Slovakiet og Polen. Her har myndighederne reageret ved at stoppe angrebene, dele viden med allierede, informere offentligheden og protestere over for russerne.

Ungarns allierede er, i hvert fald i nogen grad, bekendt med de russiske cyberangreb på Ungarn og implika- tionerne på landets allierede i EU og NATO. Men at fortælle offentligheden om det og at protestere til russerne udviste den ungarske regering ikke voldsom interesse i. Og det er i virkeligheden det, der bekymrer Ungarns allierede mest. Det ungarske udenrigsministerium har afvist Szabolcs Panyi og Direkt36s afsløringer som ”løgn”.

Der er cyberangreb. Og så er der gode, gammeldags spioner med eller nok mest uden skæg og blå briller. Efter invasionen af Ukraine har EU- og NATO-lande udvist hundredvis af diplomater fra de russiske ambassader på formodning om, at de var spioner.

I november 2025 lukkede Polen det sidste russiske konsulat i landet efter omfattende sabotageaktioner mod en polsk jernbane, der forbinder landet med Ukraine. De første, der blev smidt ud, var ofte militærattacheerne med forbindelser til GRU.

Sådan var det ikke i Ungarn. Her blev antallet af medarbejdere på den russiske ambassade i Budapest øget, i takt med at Rusland rykkede frem i Ukraine. Man må formode, at ambassaden fungerede som spioncentral – i hvert fald for Visegradregionen, muligvis i hele EU og NATO.

I begyndelsen af 2021 flyttede IBB, International Investment Bank, sit hovedkvarter til Budapest og slog sig ned i et smukt palads ved foden af Budaslottet, lige ved Donau.

Mihály Varga, finans- og vicepremierminister i Ungarn, deltog i den fornemme åbning, sammen med Timur Maksimov, Rus- lands vicefinansminister. IBB er på papiret en finansiel institution, der kontrolleres af den russiske regering. Uofficielt blev den kaldt ”spionbanken”. Banken måtte rykke ud af fornemt palæ og udsigt til Donau, ja faktisk helt ud af EU og NATO, efter at den og tre direktører – to russiske statsborgere, en ungarsk – i april 2023 (mens Joe Biden var USA’s præsident) havnede på den amerikanske sanktionsliste. Back to Russia. With love.

LOKUMSAFTALEN

Det ændrede dog ikke Orbáns overordnede politik. I EU blev Orbáns nære relationer til Putin glasklare, når der skulle for- handles sanktioner mod Rusland. Og når der skulle forhandles støtte til Ukraine. Det måske mest prægnante eksempel er EU-topmødet i december 2023. På dagsordenen var to store Ukrainerelaterede emner. Landet skulle have lov at begynde optagelsesforhandlinger med unionen og have 50 milliarder euro i støtte. Begge dele skulle vedtages med enighed. Ét land kunne altså nedlægge veto.

Viktor Orbán havde længe tydeligt flaget, at han var imod. Pludselig, onsdag aften den 13. december, kom det frem, at Europa-Kommissionen frigav 10,2 milliarder euro til Ungarn, ca. en tredjedel af det beløb, der havde været indefrosset på grund af Ungarns alvorlige problemer med retsstaten. Rationalet var, at hvis der blev snydt med EU-midlerne i et medlemsland, skulle unionen kunne stole på, at de uafhængige domstole i landet ville undersøge sagen efter retsstatsprincipper. Det kunne unionen ikke i Ungarn, al den stund domstolene i Ungarn ikke var uafhængige. Men nu kunne landet altså – til rigtig manges store overraskelse – alligevel godt få 10,2 milliarder.

Dagen efter gik EU-topmødet i gang, men blev ret hurtigt afbrudt af en tissepause, hvor Viktor Orbán på opfordring af den tyske kansler, Olaf Scholz, gik på toilettet. Mens han var ude af lokalet, vedtog de reste- rende 26 stats- og regeringsledere, at Ukraine kunne begynde optagelsesforhandlingerne.

Enstemmigt. Fordi Orbán var på toilettet. Måske han ligefrem vaskede hænder imens?

Tricket var juridisk gyldigt, men aldrig brugt før. EU fejrede det som en stor triumf. Med den måske dyreste lokumsaftale i historien havde EU sikret sig, at … nå ja, ikke så meget. Ukraine fik lov at påbegynde forhandlingerne, men landet blev ikke lovet medlemskab.

Ukraine var stadig langt fra de fleste krav. Demokrati, retsstat og korruption. Og så var der jo en krig i gang i landet. Skulle det alligevel lykkes ukrainerne, ved benhårdt arbejde, at opfylde kriterierne i et af kapitlerne, skulle det til afstemning i alle EU’s 27 nationale parlamenter. På den måde ville Orbán stadig have adskillige muligheder for at blokere for Ukraines EU-medlemskab. Det var en omvendt salamimetode. Den skive kan du ikke skære. Den skive kan du heller ikke skære.

Orbán havde altså vundet 10,2 milliarder euro og absolut intet tabt. Det er da en dygtig politiker. Ellers som mediet Balkan Insight konkluderede: ”Orbán er sandelig korrupt, han blev bestukket af Europa-Kommissionen”.

Nu kunne man måske tro, at EU for 10,2 milliarder euro til Ungarn i det mindste fik lov at give Ukraine de 50 milliarder. Men så kender man ikke Viktor Orbán. Eller EU. Den del nedlagde han nemlig veto mod. Og han lagde straks en vel- produceret (og forberedt) video på sine sociale medier om, at det var ”en dårlig beslutning”, og at Ukraine ikke skulle have Ungarns penge. Nu var det altså ikke blot de penge, Ungarn fik fra EU, der var Ungarns, nu var det også dem, EU ville give til Ukraine.

Måske alle EU’s penge i virkeligheden var Ungarns? Som han forklarede i ungarsk tv, havde han i otte timer prøvet at overbevise sine kolleger, de andre stats- og regeringschefer i EU, om ikke at sætte Ukraines EU-medlemskab på dagsor- denen, men da de alligevel havde gjort det, gjorde Orbán det klart:

Ungarn taber ikke noget ved denne beslutning, da det endelige ord om Ukraines medlemskab ligger hos de nationale parlamenter, 27 parlamenter, inklusive det ungarske. Så hvis vi ikke ønsker at Ukraine bliver medlem af unionen, kan det ungarske parlament stemme det ned.

Og det havde han jo ret i.

Men nu var det ikke EU det hele. I foråret 2022 ansøgte både Finland og Sverige om at blive medlem af forsvarsalliancen NATO – netop den alliance, Putin sagde, han havde invaderet sit naboland for at undgå, at det blev medlem af. Den 4. april 2023 blev Finland – med en 1.340 km lang grænse til Rusland – optaget i NATO. Sverige, der slet ikke grænser op til Rusland, fik ikke lov. Det haltede med ratificeringen, først i både NATO-medlemslandene Tyrkiet og Ungarn, til sidst kun i Ungarn.

Viktor Orbán havde ellers sagt, at Ungarn ikke ville blive ”det sidste land, der ratificerer,” og at parlamentet, hvor Fidesz havde to tredjedeles flertal, ville ”ratificere ved først mulige lejlighed”. Han havde endda lovet NATO-general- sekretær Jens Stoltenberg det. Det skete bare ikke.

Det var lidt svært at regne ud hvorfor, da den ungarske regering ikke havde formelle krav til Sverige – ud over det diffuse, at svenskerne skulle ”vise mere respekt”, altså holde op med at kritisere Orbán og hans regerings politik.

Den 5. februar 2024 havde den ungarske opposition indkaldt til samling i parlamentet for at ratificere Sveriges medlemskab af NATO. Man kunne jo kalde det ”først muligelejlighed”. Men Fidesz dukkede slet ikke op. Det gjorde derimod seks NATO-landes ambassadører, herunder den danske, den norske og den amerikanske (Joe Biden var stadig præsident). Så sad de der i et mere end halvtomt parlament og bevidnede, hvordan Fidesz ikke ratificerede Sveriges medlemskab.

Den 23. februar fløj den svenske statsminister Ulf Kristersson (Moderaterna) pludselig til Budapest, uden at der var et egentligt program. Det er meget usædvanligt for en regeringsleder.

Bagefter forklarede Orbán, at de havde talt om planerne for det ungarske EU-formandskab i anden halvdel af 2024. Der havde ellers været snak om at aflyse, da kritikere fandt det indlysende, at Ungarn ikke både kan bryde EU’s regler, støtte Putins Rusland, være et ikke-demokrati OG formand for EU.

Men det kunne landet altså alligevel. Sveriges medlemskab af NATO blev på mirakuløs vis ratificeret i det ungarske parlament den 26. februar, og Ungarn overtog formandskabet i EU den 1. juli. Helt uden at nogen behøvede at gå på toilettet.

Dermed var EU’s fire oplagte muligheder for at holde snor i Orbán kompromitteret: sager ved EU-Domstolen, artikel 7-proceduren, tilbageholdelse af EU-midler og aflysning af Ungarns EU-formandskab. I EU-traktaten står, at EU er baseret på repræsentativt demokrati, og at regeringerne står demokratisk til ansvar for deres egne befolkninger og parlamenter.

EU-Parlamentet vedtog i september 2022 en resolution, hvor der står, at Ungarn ikke længere er et demokrati. Det er heller ikke et diktatur, men et hybridregime, noget derimellem. Et valgautokrati. Dermed er EU faktisk slet ikke mulig. Men i stedet for at EU nedlagde sig selv, fik Ungarn altså formandskabet.

Det er ikke ligegyldigt, hvem der er formand. Formandskabet skal planlægge og lede møderne i EU-Rådet, repræsentere Rådet over for Europa-Kommissionen og Europa-Parlamentet og være en ”ærlig og neutral mægler”.

Sloganet for Ungarns EU-formandskab lugtede af Viktor Orbáns gode ven og beundrer (det er gensidigt), Donald Trump og af MAGA (Make America Great Again): Make Europe Great Again. Det kunne der naturligvis nok være brug for, men ikke nødvendigvis på Orbáns måde.

Men det var ikke kun Trump, der lo. Det gjorde Putin også. For da Orbán havde sat sig i EU’s formandskabsstol, drog han på en ”fredsmission”, hvor han besøgte Ukraine, Rusland, Kina og endelig USA. Hvis han havde gjort det som Ungarns leder, ville det have været ilde set og dårlig stil, men ikke noget, de andre EU-ledere kunne gøre noget ved. Men han gjorde det på vegne af EU – hvilket han ingen som helst ret havde til.

Det vidste Orbán godt, og han indrømmede det endda selv. Alligevel lod han sig modtage i Moskva og Beijing som ”EU’s repræsentant”.

EU’s reaktion var benhård. Altså retorisk set og anskuet inden for almindelige diplomatiske normer. I virkeligheden var det noget med at ”boykotte” Ungarns planlagte EU-møder, hvilket imidlertid blot handlede om ikke at sende de fineste ministre eller diplomater, men kun de næstfineste, når det ungarske formandskab indkaldte til møder.

Så kunne Orbán lære det.

Han var, som EU’s ledere og diplomater (de fineste, de næstfineste og hele vejen ned til praktikanterne) godt kunne regne ud, imidlertid inderligt ligeglad. 2024 var planlagt til at være Orbáns store år på europæisk plan. Før EU-formand- skabet var der nemlig valg til Europa-Parlamentet, og selv om Fidesz for første gang var presset på hjemmebanen af Péter Magyar og Tisza, og Orbán måtte undvære sin spidskandidat, Judit Varga, og selv om partiet i 2021 var blevet smidt ud af EPP-gruppen i parlamentet, havde partiet masser af andre venner i Europa.

Det lykkedes Fidesz at danne en ny gruppe i Europa-Parlamentet, Patrioter for Europa, sammen med blandt andre Rassemblement National fra Frankrig, Frihedspartiet fra Østrig, Lega fra Italien og Dansk Folkeparti. Med 84 ud af parlamentets 720 pladser blev det den tredjestørste gruppe – efter EPP (188) og Socialdemokraterne (136). Om den nye gruppes navn skrev den nederlandske retsfilosof og direktør for Euroknow Jaap Hoeksma i mediet Verfassungsblog:

Aldrig i EU’s historie har et politisk parti på unionsplan så åbenlyst fejlagtigt navngivet sig selv som Patrioter for Europa. Deres navn angiver en passioneret kærlighed for fædrelandet Europa, men deres manifest åbenbarer en umiskendelig forpligtelse til at nedbryde europæisk demokrati og til at reducere EU til en udemokratisk sammenslutning af illiberale stater.

Rusland skilte grupperne på højrefløjen i Europa-Parlamentet. I EPP og ECR (Gruppen af Europæiske Konservative og Reformister, hvis 78 medlemmer blandt andet kommer fra det polske Lov og Retfærdighed, Giorgia Melonis Italienske Brødre, Sverigedemokraterna og Danmarksdemokraterne) fordømte man Ruslands invasion af Ukraine. I Patrioter for Europa var det noget mere uldent.

OLIE VS. BLOD

Orbán havde ikke altid elsket russisk imperialisme. Da Rusland i 2008 lyninvaderede Georgien, kom han i offentligt skænderi med den russiske ambassadør og var bemærkelsesværdigt klar i spyttet:

Folkene i Centraleuropa har en pligt til klart og utvetydigt at råbe op, når et uafhængigt land er under militær aggression. Jeg mener, at vi ungarere i særlig grad har den pligt på grund af 1956. Derfor, når en uafhængig stat bliver angrebet af russerne med militær aggression, skal vi sige tydeligt fra, direkte og med det rette moralske grundlag. Og jeg kan ærligt sige, at jeg er noget deprimeret over, hvad jeg ser og hører i offentligheden i Ungarn i dag. Vi er blevet ægte europæere. Man plejede, i europæiske lande vest for os, ligegyldigt om det var den russiske invasion i 1968 eller 1956, så var Vestens første reaktion ikke at fordømme aggressoren klart og fast, men at lede efter undskyldninger for, hvorfor han gjorde, som han gjorde, som en slags sympatisk forståelse. […] Essensen af konflikten omkring os i dag er, at Rusland udfører militære aktioner på en anden, uafhængig stats territorium, Georgien. Det er dét faktum, vi skal danne en mening om, alt andet er blot tvetydigheder, selvfritagelse og en rest af den moralske relativisme, der er overleveret fra socialismen. Det er derfor, jeg foreslår, at vi taler direkte og klart: en militær aggression er en militær aggression.

Men holdningen ændrede sig hurtigt.

Anne Applebaum har i sin bog Autokrati A/S beskrevet, hvordan autoritære ledere rundtomkring i verden har et net- værk, hvor de lukrerer på hinanden helt uden at dele værdier. De store ideologier synes døde, det er ikke længere kommunisme mod kapitalisme. Hvis man alligevel kan tale om ideologi, er det autokrati mod demokrati og den regelbaserede verdensorden. Og som Orbán gjorde det helt klart i sin illiberale demokratitale i sommeren 2014, mener han i hvert fald ikke, at demokratiet er fremtiden. Måske var det derfor, at han og Vladimir Putin mødtes til Forenet Ruslands partikongres i Sankt Petersborg i 2009, hvor Orbán stadig blot var leder af oppositionen – men hvor det allerede var åbenlyst, at han ville vinde valget i 2010 stort. Det handlede om et værdifællesskab, en fælles fascination af en stærk leder – og om billig energi, der er det russiske supervåben og eneste virkelige aktiv ud over landmasserne og det store befolkningstal.

George Soros skrev i 2016, at Orbán ”angriber de værdier og principper på hvilke EU er grundlagt. Orbán angriber dem indefra, Putin udefra”. En bromance var opstået. Snart kunne Putin også angribe EU indefra via Orbán. Det gjaldt bare om at trække i de rigtige tråde. I 2010-2025 mødtes de to ikke færre end 15 gange, fire alene fra februar 2022 til november 2025. Den 14. januar 2014 markerer et kvantespring i det russisk-ungarske forhold. Den dag underskrev parterne en aftale til den nette sum af 12,5 milliarder euro om at udvide det sovjetiske atomkraftværk ved Paks, 70 km syd for Budapest. Både teknologien og 30-årslånet var russisk. Ifølge aftalen skal Rosatom, det russiske statslige atomkraftselskab, bygge to nye reaktorer.

Opgaven kom ikke i internationalt udbud. Sikkerhedsbestemmelserne (også 30-årige) gjorde, at relevante infor- mationer om det gigantiske og følsomme projekts tekniske, miljømæssige, økonomiske og sikkerhedsmæssige aspekter ikke blev frigivet. Aftalen blev indgået, mens ukrainerne fortsat udkæmpede Værdighedsrevolutionen – blandt andet på Maidan-pladsen i Kyiv – og kort før Rusland annekterede Krim og støttede separatisterne i Donbas, hvorfor EU og USA indførte sanktioner mod Rusland, og EU kraftigt opfordrede sine medlemsstater til at nedskalere afhængigheden af russisk gas. Det var på et tidspunkt, hvor både EU og USA var ret kritiske over for Orbánregimet.

Det var også i 2014, at Orbán gjorde den unge og ambitiøse Péter Szijjártó til udenrigsminister. Szijjártó fik i december 2021 en fornem venskabspris, Den Russiske Venskabsorden, af sin gode ven og kollega Sergej Lavrov, Ruslands udenrigsminister. Medaljen ligner en krans med en globus i midten og har teksten ”Fred og venskab” med kyrilliske bogstaver på bagsiden. Det er den højeste statsudmærkelse, der kan gives til en udlænding. Selvfølgelig stod Putin bag. Og selvfølgelig vidste Péter Szijjártó, der havde været udenrigsminister i syv år, at russerne hackede hans ministerium, også mens han gav hånd til Lavrov, smilede til kameraerne og skrev på sociale medier:

Jeg er stolt af, at vi har kunnet bibeholde vores samarbejde med Moskva baseret på gensidig tillid i tråd med vores nationale interesser, mens vi respekterer vores forpligtelser over for vores alliancer, på trods af den ekstremt ufavorable globale og regionale udvikling de senere år.

Gensidig tillid er godt. Cyperspionage er måske endnu bedre.

Det var også i 2014, at Orbán holdt en tale til det årlige ambassadørmøde, hvor han lancerede et brud med den ide- ologiske udenrigspolitik, der opererede inden for rammerne af de organisationer, Ungarn var medlem af: EU og NATO.

I stedet indførte han en østvendt udenrigspolitik, baseret på ”nationale interesser”. Billig energi var stadig hovedemnet i det ungarsk-russiske forhold fra fuldskalainvasionen i Ukraine i februar 2022 – og dermed også EU’s hovedudfordring.

Da EU-landene i november 2025 blev enige om at udfase al russisk naturgas med udgangen af 2027, havde Orbán på for- hånd sikret sig en 1-årig undtagelse fra sanktioner mod russisk energi fra den amerikanske præsident Donald Trump. Der var længe uklarhed om tidsbegrænsningen, da Orbán konsekvent glemte at nævne det med ”et år” og gik direkte til det med ”undtagelse”.

Dengang fik Ungarn fortsat 80 procent af sin olie og gas og al sin atomenergi fra Rusland, og energi var da også hovedemnet for Orbán og Putins møde i Moskva den 28. november 2025. Men energi var ikke det eneste, de to var enige om. Den russiske præsident udtrykte sin uforbeholdne glæde over den ungarske premierministers ”afbalancerede” holdning til det, han kaldte ”situationen i Ukraine”. Den glæde delte Ungarns naboer ikke. Med den tjekkiske og den polske forsvarsministers ord fra marts 2022: ”Vi er virkelig kede af, at ungarske politikere nu finder billig russisk olie mere værd end ukrainsk blod”.

NY ERINDRINGSPOLITIK

Man skulle tro, at det ville være op ad bakke for Orbán at vinde parlamentsvalget den 3. april 2022 så kort tid efter invasionen af Ukraine. Det lå til højre fod for den ungarske opposition at bruge Orbáns nære forhold til Rusland og Putin og den klare parallel til, hvad der overgik ungarerne i 1956, i valgkampen. Men så ved man ikke ret meget om Orbán eller hans regime. På blot et par dage var det enorme propagandaapparat oppe i omdrejninger og nåede hver en landsby, hvert et gadehjørne og hver en stue. Det skete gennem medier, reklameskilte og enorme summer brugt på Meta (Facebook) og YouTube. Budskabet var klart: Oppositionen (og EU og Ukraine) ønsker krig, Fidesz ønsker fred. Oppositionen ønsker blod, Fidesz ønsker olie. Budskabet blev gentaget til hudløshed i de kommende år.

I september 2024 sagde en af Orbáns nærmeste medarbejdere Balácz Orbán (der trods efternavnet ikke er i familie med Viktor):

Netop baseret på ’56 ville vi nok ikke have gjort, hvad præsident Zelenskyj gjorde for to et halvt år siden, fordi det er uansvarligt, fordi man kan se, at han ledte sit land ind i en forsvarskrig […]. Hvis de havde spurgt os, ville vi ikke have anbefalet det på grund af, hvad der skete i 56.

Det var ikke en fejl. Interviewet blev givet til et Fideszvenligt medie (Mandiner), og det blev redigeret, før det blev lagt ud. Han mente tilsyneladende, baseret på Ungarns egen oplevelse med russerne i 1956, at Zelenskyj og ukrainerne ikke skulle have forsvaret deres land, da det blev invaderet. Og han var så sikker på, at synspunktet ikke ville koste ham eller Fidesz point, at han sagde det åbent.

Oppositionen var rasende og kaldte det landsforræderi. Var det et budskab til Putin om, at han da også bare kunne tage Ungarn? Ligesom i 1956? Ved nærmere eftertanke var det alligevel ikke helt det, Balácz Orbán havde ment, kunne hans chef, premierminister Viktor Orbán, fortælle dagen efter. Det var en fejl, sagde den ene Orbán nu, hvorefter den anden Orbán måtte sige undskyld. Men beholdt sit job.

For at forstå forløbet er man nødt til at forstå den evigt skiftende historiepolitik om 1956. Straks efter at Ungarn havde fået sin første frie regering efter kommunismen, grundlagde man 1956-instituttet, der skulle forske i opstanden. Det viste sig hurtigt at være vanskeligt, fordi så mange forskellige politiske grupperinger havde så mange forskellige interesser i den fælles erindring, som ofte er afgørende anderledes end historie eller historieforskning. Erindring er helt anderledes kraftfuldt og kan meget nemmere udnyttes politisk. Og så længe siden var 1956 jo heller ikke. Nogle helte og bødler levede endnu. Hvem skulle bestemme, hvem der var hvad? Hvad der skulle fortælles og ikke skulle fortælles?

I 60-året for opstanden gav Viktor Orbán sin yndlingshistoriker, Mária Schmidt, direktør for Terrormuseet i Buda- pest, 13,5 milliarder forint, 254 millioner kr., en hel bunke forskere og regeringsstøttede medier og propagandakanaler til at forme en fælles erindring, som tjente Orbán. Hun nåede frem til at vise en flok unge mennesker med baretter på hove-derne samt maskingeværer og molotovcocktails i hænderne. Deres udtryk var målrettede, og de var klar til at gå til kamp mod de sovjetiske kampvogne. Det kunne man forvisse sig om på plakater på husfacader allevegne i Budapest i efteråret 2016. Det var de berømte ”drenge fra Pest”, og heltemodige var de jo. De beskyttede suveræniteten, og det kunne almin- delige ungarske borgere spejle sig i.

Imre Nagy var derimod væk. Reformkommunistlederen, der trods sine mange fejl modigt havde erklæret, at Ungarn ville forlade Warszawapagten og være et neutralt land, og som var blevet henrettet i 1958 og genbegravet i 1989, var ikke at se. Han var jo kommunist, så ham var der ikke brug for i den kollektive erindring i 2016. I 1996 var der blevet rejst en meget populær statue af ham på Martyrpladsen. Nagy stod på en bro og skuede mod parlamentet, mod demokratiet. I december 2018 blev statuen flyttet til en lille park længere fra parlamentet, der tidligere havde været prydet af statuer af Karl Marx og Friedrich Engels. I stedet kom der, meget sym- bolsk, et mindesmærke til ofrene for den kortlivede Ungar- ske Sovjetrepublik i 1919, der sidst havde stået på den plads under Horthyregimet i 1930’erne.

Nagy havde udfyldt sin rolle, og Orbán kunne ikke bruge ham mere. Kommunister, også reformkommunister, og intel- lektuelle eliter skulle ud af historien. Revolutionen i 1956 var båret alene af det ungarske folk. Med et målrettet blik mod suveræniteten. Helst på sådan en lidt illiberal måde.

1956 er fortællingen om, hvordan det ungarske samfund på imponerende vis var i stand til hurtig organisering og exceptionelt samarbejde, skriver Zsuzsanna Szelényi i Tainted Democracies. Hvordan ungarerne kunne lægge fordommene til side og arbejde sammen for at opnå et højere mål. Havde studerende og arbejdere ikke arbejdet sammen, ville de ikke have fået væltet den otte meter høje, 800 kilo tunge Stalinstatue i Budapest allerede på opstandens første dag, den 23. oktober 1956.

Men det passede ikke ind i Orbáns god vs. ond-fortælling. Desuden var civil organisering og pluralistisk diversitet ikke værdsat i hans regime. Der var individet, og der var nationen, og derimellem var der ikke noget. Ikke et civilsamfund, ikke aktivisme. Den slags ville bare forplumre hans interesser. Som jo var nationens, som er lig Fidesz. Det ungarske folk var de gode, ingen tvivl om det. Men hvem var egentlig de onde i 2016-fejringen af 60-året for oprøret?

Det var faktisk ret svært at se, for Sovjetunionen og russerne var ikke til stede. I Mária Schmidts og Fidesz’ fortælling sloges de ungarske frihedskæmpere i 1956 med et temmelig udefinerbart, stort imperium, der tidsmæssigt var løsrevet fra 1956. I Fidesz’ øvrige propaganda var det dog meget tydeligt, hvem fjenden var: IMF, dem, der lokkede horder af flygtninge til Europa, og allerværst: EU (undskyld: Bruxelles). Drengene fra Pest, i deres reinkarnation på ungarske husgavle i 2016, beskyttede simpelthen ungarerne og europæerne mod en global konspiration af liberale, skriver Szelényi. I juni 2019 underskrev Orbán et dekret om, at 1956-instituttet skulle underlægges et historisk forskningsinstitut og arkiv, der var mere på linje med Fidesz’ erindringspolitik. Institutionen hed gudhjælpemig Veritas.

Veritas var ikke enestående. Fidesz grundlagde en lang række mere eller mindre videnskabelige forskningscentre, overtog andre eller lukkede dem simpelthen. Det gjaldt de fleste af universiteterne og Det Ungarske Videnskabernes Akademi. I stedet fik ungarerne Terrormuseet, Det Tyvende Århundrede-Instituttet og Det Enogtyvende Århundrede-instituttet, der alle var ledet af Mária Schmidts offentlige fond, der aldrig manglede penge.

I Fidesz’ historiepolitik er Ungarn altid offer, mens ungarerne altid er helte. Det er derfor, at Fidesz fik skrevet ind i den ungarske forfatning, der trådte i kraft 1. januar 2012, at landet mistede sin selvstændighed i marts 1944 og dermed ikke kan være ansvarlig for mordet på landets jøder. Det er derfor, at Mindesmærket for Ofrene for den Tyske Besættelse, der blev rejst midt om natten i juli 2014 på Frihedspladsen i Budapest, viser en tysk ørn, der angriber den uskyldige ærkeengel, Ungarn.

Men det er blot to eksempler. Den ungarske historie i Fidesz’ destillat er én lang fortælling om overgreb, begået af fremmede imperier og om ungarere, der tappert har kæmpet imod. Ungarerne har intet at have dårlig samvittighed over, lyder fortællingen. Og da fortællingen er sand, er det historien, der må slibes til – blandt andet med hjælp fra Mária Schmidt – så pengene passer. Og pengene passer, hvis Orbán kan få ungarerne til at tro på, at han bekæmper det onde imperium, der udgår fra Bruxelles og ikke bare beskytter Ungarn, men faktisk hele Europa.

NÅR MUSEN OG ELEFANTEN TRAMPER

Hvis Ungarn virkelig ønskede fred, som Orbán og Fidesz har gentaget til hudløshed siden den 24. februar 2022, kan man jo undre sig over, at Ukraine i maj 2025 optrævlede et ungarsk efterretningsnetværk inde i Ukraine. Det var i færd med at indsamle fortrolige oplysninger om Ukraines forsvar og militær. Hvem mon de oplysninger var til?

Eller at Ukraine i september samme år opdagede ungarske droner over Ukraine. Det var samme måned, hvor 19 rus- siske droner blev skudt ned over Polen. Og det var samme måned, hvor Orbán igen udtalte, at Ukraine ikke var et selvstændigt land. Og hvor han afviste at svare på, om Ungarn ville respektere NATO’s artikel 5, musketereden, hvor et angreb på et NATO-land er et angreb på dem alle, skulle den blive iværksat.

Man skulle tro, at det straks ville få en hård medfart fra USA. Men det gjorde det ikke, for nu var Donald Trump ble- vet præsident igen. Det var og er ret uhyggeligt for Polen og de baltiske stater, der ligger tæt på Rusland, og for Danmark og Grønland, for hvad er NATO overhovedet uden artikel 5?

Kan du høre, hvordan musen og elefanten tramper?

Vibe Termansen (f. 1977) er cand.mag. i historie og østeuropastudier og har blandt andet skrevet de anmelderroste bøger Kampen om Centraleuropa og I skyggen af Rusland.

Vibe Termansen
Europas selvskabte plage. Viktor Orbán
256 sider
Gads Forlag
Forlagets pris: 299,95 kr.
Er udkommet den 13. marts 2026