Putin vandt det barokke fredsshow i Alaska, mens Trump fik sit nederlag som en forhandlingens mester. Det tvinger europæerne til at komme ud af deres følgagtighed over for USA.
Analyse af Hugo Gaarden
Mødet mellem Vladimir Putin og Donald Trump i Alaska var mere virkelighedsnært end den mest kendte John le Carré-roman, for Putin var vitterlig en spion, der kom ind fra kulden. Det var selveste Vestens formelle leder, der hentede den anklagede krigsforbryder ind i varmen, efter at Vesten havde isoleret Putin på grund af invasionen i Ukraine.
Putin vandt styrkeprøven om våbenhvile her og nu. Han kan fortsætte sin udmattelseskrig mod Ukraine, og Trump bekræfter med topmødet, at Putin kan flytte Europas grænser. I Alaska var alt smil og hjertelighed mellem Putin og Trump og ikke én eneste aftale, kun Putins ord om, at de havde opnået en ”forståelse”. Det er ydmygende for europæerne, der endnu ikke har fundet en solid fredsordning efter Den anden Verdenskrig og Murens fald.
Brutaliteten betaler sig.
Det er formentlig Putin, der lokkede Trump til at holde topmødet i Anchorage, med Trumps ven fra New Yorks byggebranche, Steve Witkoff, som mellemmand. Putin er manipulationens mester, og han forstår at snøre den selvoptagede og selvproklamerede ”dealmaker”.
Det ses i, at Putin sagde, at der ikke havde været krig i Ukraine, hvis Trump var blevet genvalgt. Trump, der altid har påstået, at han kunne standse krigen inden for 24 timer, trækker sig reeltud af krigen og forhandlingsprocessen ved at sige, at ”det er op til Zelenskij at få en våbenhvile med Putin.” Er det ikke Trumps opgave? Han lægger et nu voldsomt pres på Volodimir Zelenskij.
Nu må tiden med Trump-shows være forbi. Det bliver op til europæerne at sikre, at Ukraine ikke tvinges til en kapitulation. Der ses tydelige tegn på, at europæerne er ved at erkende, at de selv må tage førertrøjen på for løse Ukraine-konflikten, ligesom de må tage fat på at løse den anden storkonflikt, krigen og sulten i Gaza, hvor Benjamin Netanyahu bliver mere og mere isoleret.
Hvis de europæiske ledere forstår at gribe dagen, har de chancen for at blive dém, der står i spidsen for at løse nutidens største problemer, herunder med at få nye globale handelsaftaler, der sikrer en velordnet handel.
Det er lederne af Tyskland, Frankrig og Storbritannien, nemlig Friedrich Merz, Emmanuel Macron og Keir Starmer, der står i spidsen for de europæiske bestræbelser. Merz stod bag et videomøde i onsdags mellem Trump, Zelenskij og europæiske ledere for at påvirke Trumps forhandlinger med en fem-punktplan og for at udtrykke solid opbakning til Ukraine. Merz insisterede på, at der først kan forhandles om en fredsordning, når der er enighed om en våbenhvile. Trump ville det modsatte, nemlig ved at tale om en fremtidig grænse og ved at bytte land (land-swap), som Putin ønsker det.
Men en våbenhvile løser ikke i sig selv konflikten, for den kan brydes. Den må kædes direkte sammen med en samlet fredsordning, som to førende amerikanske strateger har beskrevet i en artikel i Foreign Affairs, Samuel Charap fra Rand Corporation og Sergey Radchenko fra John Hopkins universitetet.
Merz finder det uacceptabelt, at der forhandles hen over hovedet på Ukraines leder, Volodimir Zelenskij, især når Trump har indikeret, at han måske vil trække sig ud af en forhandlingsproces. Ifølge Trump kan Europa påtage sig ansvaret for det eneste afgørende, som kan skræmme Putin, nemlig at lave effektive sikkerhedsgarantier for Ukraine. Det skal sikre opbakning, hvis Putin genoptager krigen efter en våbenhvile og fred.
Ikke mindst Trumps tarifkrig mod 60 lande, herunder EU-landene, har fået europæerne til at erkende, at de har underkastet sig den amerikanske dominans siden Den anden Verdenskrig og Murens fald. Det udtrykkes i stigende grad af kommentarer og analyser i de mest seriøse tyske medier som ugeavisen Die Zeit. Europæerne har forsøgt at smigre Trump under showagtige møder i Det hvide Hus for at opnå hans gunst og undgå konflikter, som det også blev set ved NATOs generalsekretær, Mark Ruttes besøg og ved den pinagtige handelsaftale, som EU-kommissionens formand, Ursula von der Leyen, indgik med Trump under et superkort møde i Skotland.
Det finder Merz sig ikke i, og han og andre ledere forsøger nu at skubbe von der Leyen ned af tinden og gøre regeringscheferne til de egentlige magthavere i EU. Hendes position svækkes alvorligt. Derfor er der nu udsigt til, at toplederne går aktivt ind i forhandlingsprocessen for tvinge Putin til at forhandle, ligesom de også tager afgørende skridt for at anerkende en palæstinensisk stat og for at få bedre globale handelsaftaler. Dermed tager de store lande også skridt til at ændre beslutningsprocessen ved at lægge vægt på en ”koalition af villige”.
Men for at tvinge Putin til forhandlingsbordet bliver det nødvendigt at tage to afgørende skridt for at bakke op bag Ukraine: 1) Levere de langtrækkende våben, som kan ramme de baser, hvorfra russerne affyrer raketter og droner mod de ukrainske byer. 2) Levere forsvarsvåben, der effektivt kan standse terrorangrebene på de ukrainske boligblokke. Europæerne skal demonstrere, hvad en sikkerhedsgaranti er.
Alligevel kommer Ukraine uundgåeligt til at acceptere nogle af Putins erobringer og dermed en ny grænse. Merz mener, at Zelenskij er parat til at forhandle om landafståelser. Putin insisterer på, at han vil have hele Donbas – den vigtigste af de fire annekterede provinser med store mineralrigdomme og industrier. Men han har også indikeret, at han kan lade Ukraine få suveræniteten over de to sydligste provinser, hvis Ukraine vil tillade russerne at få landadgang til Krim. Derfor er der måske en vis realitet i diskussionerne om ”land-swap”. Det kan også være med til at skabe en forsoning hen ad vejen.
Zelenskij vil ikke acceptere en endelige afståelse af de erobrede områder, så der forestår meget vanskelige forhandlinger, der kræver stærke modspil over for Putin, og det har Trump vist, at han ikke vil levere.
Det showagtige møde i Alaska viser, at europæerne må være på øjenhøjde med stormagterne, også USA, og må droppe smigeren over for Trump og finde nye allierede – sikkerhedspolitisk og handelsmæssigt. Det er vitterligt nye tider for Europa.
Hugo Gaarden er journalist med stor erfaring i erhvervs- og udenrigspolitik. Han har tidligere bl.a. arbejdet på Berlingske og Børsen.
Billede i artiklens top: /Flickr/